The Hairpin Bend

Nu er der gået et par dage med valgkamp og jeg har samlet tilstrækkeligt med materiale til at komme med et par dybt usaglige kommentarer. Emnet i denne første opdatering er ulighed og sociale ydelser.

Keep reading →

Mit blog-valg blev afgjort i søndags, men netop som jeg skal til at skrive lidt om vinderen, Somalias juridiske system kaldet Xeer, tikker den ene sms efter den anden ind på min mobil om, at vores kære leder har udskrevet valg til den 13. november. Selvom jeg egentlig ikke kan fordrage politik og selvom næsten alle politiske valg er ren tour de force i overbudspolitik, så er der alligevel noget underligt spændende over valg til Folketinget. Jeg tror, at det er lidt ligesom at spille russisk roulette med kun en blank plads i seksløberen (eller det mere ukendte træd-på-mine-spil). Chancen for et marginalt mere liberalt samfund efter valget er i hvert fald meget minimal og det ender næsten med garanti galt, men ikke desto mindre er der en intenst spænding over det. Lige indtil man kvæles af den retmæssige følelse af, at valget faktisk er helt sammenligneligt med en sammenblanding af en klichefyldt gymnasiedebat og Vild med Dans.

Jeg ville sandsynligvis aldrig frivilligt deltage i en russisk roulette og jeg ville - i et frit samfund - aldrig ønske mig et parlament med dertilhørende valg, men nu hvor det kommer alligevel, så kan jeg lige så godt få det bedste ud af det. Derfor vil jeg udsætte mit indlæg om Somalia for en stund og i stedet bruge de næste par uger på at kommentere de mest interessante valgnyheder fra en udpræget sarkastisk, kontant og liberal synsvinkel.

Og husk så på, at hvis det at stemme ændrede på noget som helst, så ville det være blevet gjort ulovligt for længst.

Tag min afstemning om hvad jeg skal skrive om næste gang. Dét er blogger- demokrati…

Anarkismen bliver ofte kaldt en uprøvet, urealistisk og utopisk teori. Verdens- historien er heller ikke ligefrem fyldt med statsløse samfund og den nu- værende politiske situation er i den grad præget af, at stater har beslaglagt magten på en særdeles solid og robust måde. Derfor er det måske heller ikke helt forkert at karakterisere anarkismen på ovenstående måde.
Der findes dog visse samfund, hvor anarkismen ikke er en fjern teori, men derimod en realistisk mulighed – hvis ikke en direkte realitet. Dette indlæg skal handle om et sådan samfund. Det måske eneste samfund, hvor der ikke har været en statsmagt i over 15 år og stadig ikke er det: Somalia.

Keep reading →

Though we usually fail to notice it, government programs and policies improve our daily lives in innumerable ways.

Ask yourself this question: “What has government done for me lately?” If you are like most Americans, you will probably answer: “Not much.” Surveys show that 52% of Americans believe that “government programs have not really helped me and my family.” But let’s see if that is really true. Let’s examine a typical day in the life of an average middle-class American and try to identify some of the ways that government improves that person’s life during that 24 hour period.

Sådan starter en sjov artikel på den tilsyneladende ikke ironiske side Government is Good. Herefter bliver der opremset et hav af ting som staten ifølge artiklens kreatør kan takkes for, lige fra postvæsenet, kloaksystemet, infrastruktur, årlige elevatortjek og penge til offentlige parker, 40 timers- arbejdsuge og en lov imod at holde haner i beboelsesområder. Det er en lang og til tider ganske underholdende liste, så jeg anbefaler, at man læser den. Man må meget, meget gerne komme med et par argumenter imod artiklens mange eksempler her på siden eller via email til mig. Mange af eksemplerne kræver ikke særlig meget fantasi at forestille sig hvordan (og hvor bedre) de kunne være uden statens indblanding. Det kunne være fornemt hvis man kunne lave en samling af argumenter, der kunne jorde Government is Goods artikel.

Bliv dog ikke for længe på siden. Man får hovedpine af det.

Hattip til Randall McElroy III fra The Distributed Republic.

Fra Andrea Brandolini and Timothy M. Smeedings Inequality Patterns in Western-Type Democracies: Cross-Country Differences and Time Changes fra 2007:

If the living standard of the median Belgian or Finnish appears to be between 63 and 72 percent of that of the median American, the living standard of poor Belgian and Finnish is roughly the same as that of their American counterparts, around 37 percent of the U.S. median. Low-income people in Denmark, Norway, Switzerland and, especially, Luxembourg are much better off than elsewhere. In all southern European countries but also, to a lesser extent, in Australia, Ireland and the United Kingdom, the living standards of low-income households are lower than in the United States. Of course, they are a great deal lower in all middle-income economies.

Hertil skal der tilføjes, at Sveriges P10 i relation til USA’s median er en anelse lavere end USA’s P10, at Sveriges P90 er 99% af USA’s median og at Sveriges median er på 59% af USA’s median. For Danmark er P10 i relation til USA’s median højere end USA’s P10, Danmarks P90 er på 125% af USA’s median, mens Danmarks median er på 80% af USA’s median. En meget, meget interessant tabel kan ses her og mere information kan findes i linket i starten af indlægget.

Selvom uligheden i USA er ekstrem (P90/P10 er på 5,7, mens den hos Danmark og Sverige er på eller under 3,0), så skyldes det altså ikke primært fordi de allerfattigste er meget, meget fattigere end alle andre. Faktisk er de fattigste i USA rigere (købekraftskorrigeret) end de fattigste i Sverige, Australien, Irland, England, Italien, Spanien, Israel, Frankrig og Slovenien og på niveau med Belgien, Canada, Tyskland, Finland og Holland. Grunden til den ekstreme ulighed i USA skyldes altså snarere en meget, meget høj P90 (212% af medianen). Det er kun Luxembourg, der er på niveau med USA hvad det angår.

Hattip til Will Wilkinson, der har valgt en anden (og lige så interessant) vinkel.

Jeg har tidligere skrevet om computerspil om og med frihed. I relation til det noget gamle indlæg kan det være interessant at læse denne artikel om spillet BioShock. I artiklen hedder det bl.a.:

The point of BioShock, the raison d’etre, is really the story, and the messages and intellectual content that Levine [spillets skaber] tries to deliver as a payload. “Look at Lord of the Rings,” he challenges. “Why is Lord of the Rings more interesting than random RPG story number 507? They’re exactly the same thing. They have orcs and goblins and demons and trolls. But Lord of the Rings is a meditation on power. And it’s really interesting because of that. It’s what gives it it’s heart.” And with undenied hubris, Levine’s trying to do the same thing with BioShock, while still delivering a game 16-year-old cheese eating high school students will want to play. “We have these philosophical notions, but you’ve got to deliver. You gotta bring home the monsters. You gotta bring home the superpowers.” In short, he’s become a commercial realist.

But he’s still determined to get the ideas across. “Even as we live in a country divided, I feel that most of us are sort of in the middle. And I think there are some really interesting themes to play on there.” The most prominent character in BioShock — Andrew Ryan, Rapture’s founder — is an embodiment of a self-centered, free-will political ideology called Objectivism. Objectivism is the brainchild of 1960s author Ayn (rhymes with mine) Rand. She defined it thus: “Man as a Heroic being, with his own happiness as the moral purpose of his life, with productive achievement as his noblest activity and reason his only absolute.” Put more simply, an Objectivist says “the world is what it is, my place in it is important, the only way to know anything is to use your own head, and the best political system is one that leaves me the hell alone. “Andrew Ryan is Ayn Rand meets Howard Hughes,” explains Levine.

The initial plot of BioShock — the founding of this utopia — mirrors the plot (albeit through a glass darkly) of Rand’s 1960’s epic book “Atlas Shrugged.” In “Atlas Shrugged” the worlds elite — the “atlases” — stage a minor rebellion and remove themselves to a better place: a valley where they can be free of the eye and hand of the world’s governments and those who would leech off their talents. While the rhetoric of Rapture’s founder, Andrew Ryan (an anagram of Ayn Rand with an extra “rew” thrown in for obfuscation) sounds like a Randian polemic, his nemesis is ambiguously named “Atlas.” To figure out which one is really the good guy or the bad guy, we’ll all have to play the game.

At spillet så samtidig er en af de bedst anmeldte og højest rangerede PC-udgivelser nogensinde ifølge gamerankings.com hjælper blot endnu mere på ens lyst til at prøve det. Når jeg har dette skal jeg nok komme med et uddybende indlæg. Indtil da anbefales det at læse hele artiklen, da beskrivelsen af BioShocks narrativ og (hvis man er computernørd) BioShocks spillemæssige bestanddele og effekter, er meget interessant.

Tidligere i sommers skrev Morten Ebbe Juul Nielsen (MEJN) et længere essay om den liberale gren af de politiske teorier. MEJN angreb i essayet bl.a. rettighedslibertarianismen (højreliberalismen i MEJN’s terminologi) for ikke at tage friheden alvorligt nok. MEJN vælger selvfølgelig herefter at forkaste højreliberalismen til fordel for en velfærdsliberalisme, der stolt proklamerer, at kun ”mennesker er fundamentale”. Hvad MEJN’s kritik af højreliberalismen egentlig går ud på og om den er gyldig og forstandig vil jeg i det neden- stående (lange, lange) indlæg udpensle, undersøge og kommentere.

Keep reading →