Der er næppe nogle læsere af denne blog som ikke har bemærket, at de har primærvalg i USA for tiden. Særligt Demokraternes primærvalg får kraftig medieeksponering og har da også indeholdt en enorm mængde drama (og komedie). Alt tyder efterhånden på, at den Hawaii-fødte afroamerikanske senator fra Illinois, som i øvrigt har boet i Indonesien, vinder og skal derfor dyste mod den Panama-fødte senator fra Arizona, som har ‘boet’ i Vietnam. Eller sagt på en anden måde: På den ene side har vi en advokat som er gift med en hejre som formentlig netop har slået en hejre som er gift med en advokat, mens vi på den anden side har sand krigshelt som er gift med en blond kvinde som ejer et øldistributionsselskab. Er der egentlig ikke tilstrækkelig information til at afgøre den afstemning?

Jeg vil ikke foregribe den rigtige valgkamp, men blot komme med et par gode argumenter for hvorfor primærvalgene allerede er afgjorte. De fleste kan nok godt allerede se, at det bliver en kamp mellem John McCain og Barack Obama, men man kunne let have set det forinden hvis man – som Tarzan – har taget et begynderkursus i clairvoyance. Overvej f.eks. følgende:

1. Hillary Clinton gik for lidt over en måned siden på talerstolen og sammenlignede sig med den fiktive bokser Rocky Balboa. “Let me tell you something: When it comes to finishing the fight, Rocky and I have a lot in common. I never quit,” røg det ud af hendes mund. Det interessante er ikke den skumle og lidt afslørende sammenligning mellem en lille kvinde i buksedragt og en stor, svedig mand som kan tage de første 500 slag på kæben uden at falde om. Det interessante er derimod, at Rocky Balbo i den første Rocky-film rent faktisk taber den store kamp om verdensmesterskabet – til den sorte bokser Apollo Creed. En ironisk tilfældighed? Eller et tegn?
2. Hillary Clinton mente dog ikke, at hun skulle stoppe med at sprede subliminale budskaber om sit kommende nederlag. Forleden valgte hun nemlig at give sin offentlige støtte til et hoppeføl som skulle deltage i det legendariske Kentucky Derby. Hesten, ved navn Eight Belles, var den eneste hun som deltog i løbet, derfor mente Clinton, at hun kunne relatere til hesten. Desværre gik det helt galt for den stakkels hest. Eight Belles brækkede to ben og måtte direkte efter løbet grusomt aflives inde på selve opløbsbanen. Og som om det ikke var nok var den endelige vinder en hest ved navn Big Brown. En ironisk tilfældighed? Eller et tegn?

Det burde efterhånden være tydeligt for enhver, at Hillary Clinton har tabt. Og dermed kan vi nu varme op til den virkelige valgkamp. Mere om det senere…

Disclaimer: Tarzan er dyrenes ven og har stor sympati for Eight Belles’ tragiske aflivning – og alle andre plagede væddeløbsheste – og mishandlede dyr i det hele taget.

Den sorte skole

Socialdemokraterne har en rød skole. De konservative vil have en grøn. Information bringer nu det, ingen andre vil have: Den Sorte Skole.

Mød en række borgerlige intellektuelle om deres favoritforfattere her i bogtillægget. Læs bla. Ole Birk Olesen, Christopher Arzrouni, Edith Thingstrup, Hans Engell, Britta Schall Holberg, Connie Hedegaard, Ditlev Tamm, Brian Mikkelsen.

Og flere kommer til …

Ole Birk Olesen lægger fint ud med en kærlighedserklæring til Ayn Rands forfatterskab.

Hvis I sidder og keder jer lidt, vil jeg anbefale at se VBS.tv’s serie af klip omhandlende det meget besynderlige land Nordkorea. Det er særdeles spændende, også selvom man slet ikke interesserer sig for kapitalisme, socialisme eller politik i det hele taget. Det er simpelthen bare interessant på en ret absurd måde.

Resten af serien kan (og bør) ses her.

Hattip til Econstudentlog.

Endelig en god nyhed! Nu ser det nemlig ud til at man kan ane enden på rygernes undertrykkende, kvælende og betvingende røg. Det betyder, at det er slut med at forpeste andre folks tilværelse med ildelugtende pinde af død og smerte. Slut med lidt røg i tøjet efter en bytur, slut med en let svie i øjnene og slut med kræft (næsten). Den nuværende rygelov er fyldt med huller og det er kun godt, at rygning endelig bliver gjort helt ulovligt i bylivet. Lad os håbe, at der samtidig bliver sat ekstra ressourcer af på at fange og straffe de bar- og klubejere som ikke vil lade os bestemme hvad de skal bruge deres ejendom til. Hellere det end øget fokus på det alt for voldelige natteliv…

Det er i sandhed godt, at vi har Lone Møller der med sin tankelæserhat ved hvad vi alle er ”rigtig glade for”. Formynderi, ja tak – frit valg, hell no!

Forhåbentlig bliver det næste skridt, at vi er tough on forkølelse, allergifremkaldende parfume og den farlige høje musik. Go sundhedsfanatisme!

Gårsdagens politiske topnyhed er uden tvivl Jeppe Kofods privilegerede forhold til en 15-årig ungmø. For at gøre en lang historie kort, så handler det om, at hr. Kofod vælger at komme påskedagene i hu ved at hoppe i køjesengen med en pige som sandsynligvis stadig har en dagligdag bestående af obligatorisk boldspil, tysk lektier og slappe madpakker.

Tarzan er normalt rimelig large hvad angår seksuelle udskejelser, men er der ikke en grænse for hvornår sex kan blive uskikkeligt og uanstændigt? Kan det virkelig passe, at en 34-årig fyr sagtens bare må bestige en pige som ikke engang eksisterede da han første gang begyndte at få lumre tanker om det modsatte køn? Tarzan går selvfølgelig ikke ind for at straffe den 34-årige (altså udover den straf som alle politikere et eller andet sted har fortjent), men skal udådsmanden virkelig forsvares som en del ellers fornuftige personer har valgt at gøre det?
Man kan spørge sådan her: Er det en hæderlig og sund dyd at gå i seng med en 15-årig pige eller vidner det i virkeligheden ikke om en karakter med perverse svaghedstræk og et forskruet forhold til at håndtere sin egen autoritet og myndighed? Jeg hælder til mulighed nr. 2. Man kan selvfølgelig indvende, at det er et fejt og ledende spørgsmål - men sådan fungerer det nu engang i Tarzans jungle.

Selvom det i sig selv er interessant, at en fremtrædende og ellers afholdt politiker som Jeppe Kofod demonstrerer en dybest set udelikat og kraftesløs karakter, så er det faktisk endnu mere interessant at overvære den reaktion som episoden fremprovokerer hos mange tidligere og nuværende ungdomspolitisk aktive. ”Det er intet at komme efter”, ”det sker da altid” og ”og hvad så?” er de mest hørte udbasuneringer. Noget kunne tyde på, at ungdomspartiernes fester er lokalversioner af Ung Rejs’ drukture til Lloret de Mar og Sunny Beach med den ekstra bonus, at ølbongen deles med ældre herrer som Jeppe Kofod.
De unge mennesker skal selvfølgelig have lov til at feste med hinanden. Men fra at acceptere dette og så til at acceptere, at personer som burde være på jagt efter en familie frekventerer disse fester for at få fat i betydeligt yngre piger, er der altså en enorm afstand. Hvis Brian Laudrup rejste rundt og gæstetrænede fodboldhold for derefter at hygge sig i omklædningsrummet med en 15-årig fodboldtøs ville de fleste forhåbentlig også betragte det som en uacceptabel praksis. Det er simpelthen for umodent.
Pointen er som sagt ikke, at Jeppe Kofod skal straffes for sin nat på Esbjerg Højskole. Pointen er snarere, at når så mange personer som er indrulleret i det ungdomspolitiske miljø finder det nødvendigt at banalisere og bagatellisere episoden og i øvrigt slet ikke kan se det forkastelige ved, at en ældre herre får sig et engangsknald med en fuld 15-årig skolepige, så tyder det på, at der er noget generelt forkasteligt ved selv samme miljø. Men det er trods alt politik, så det burde vel ikke overraske…

Afslutningsvis vil Tarzan gerne ønske Jeppe Kofod held og lykke i fremtiden. Forhåbentlig betyder denne affære, at han er færdig i politik og så kan han jo passende begynde at bidrage konstruktivt til det danske samfund ved at få et rigtigt job. Et rigtigt job kan måske endda ligefrem lære den kære Jeppe Kofod nogle vigtige lektioner om modenhed, myndighed og ansvarlighed.

I disse semi-religiøse påskedage kan det være rart med lidt underholdende latterliggørelse af religion. Et godt sted at finde dette er den utrolig blasfemiske tegneserie Jesus and Mo. Denne tegneserie har bl.a. denne stribe (flere striber after the jump):

Fortsat god påske fra Tarzan.

De fleste har nok bemærket, at prostitution i de seneste par uger har fået ekstrem opmærksomhed. Dansk Kvindesamfund har lanceret en ny kampagne og medierne har i anledning af Kvindernes internationale kampdag sat ekstra meget fokus på prostitutionserhvervet. Selvom jeg har en ganske klar holdning til prostitution på forhånd har jeg alligevel valgt at undersøge emnet lidt grundigere. Det kan måske give lidt ammunition i fremtidige diskussioner.

Antallet
Lad os starte med at kigge på hvor mange prostituerede vi egentlig taler om i Danmark og – vigtigere – hvilke former prostitution vi taler om. Nedenstående tabel burde give et fint overblik over situationen.

Tallene er taget fra Prostitution i Danmark af Nell Rasmussen. Nell Rasmussen (og VFC Socialt Udsatte) har som kilder til antallet af prostituerede benyttet sig af annoncer for seksuelle ydelser fra Ekstra Bladet, Copenhagen This Week og Den Blå Avis og diverse internetportaler. Desuden har politiet og sociale institutioner og organisationer, som foretager opsøgende arbejde på gaden, givet oplysninger.

Gadeprostitutionen
Selvom tallene og tabellen selvfølgelig er behæftet med en stor usikkerhed, så viser den alligevel, at den typiske forestilling om, at de gadeprostituerede er den største gruppe ikke holder stik (det er desuden samtidig værd at bemærke at institutionen Reden - STOP Kvindehandel mener, at det kun er 10 % som er gadeprostituerede). Det er altså i høj grad klinikprostitution som er den mest almindelige prostitutionsform i Danmark. Dette kan være relevant at have i baghovedet når vi senere undersøger forholdene for de forskellige prostitutionstyper.

De seksuelle overgreb
En anden typisk forestilling man ofte møder er, at næsten alle i prostitutionserhvervet har været udsat for seksuelle overgreb som børn. F.eks. skriver Nastja Arcel i metroXpress tirsdag d. 11. marts, at ”90 procent af alle kvinder i prostitution menes at have været udsat for seksuelle overgreb som børn” (s.11). Dette lyder jo ganske foruroligende.

Der findes desværre ikke én dansk undersøgelse som systematisk anskueliggør de prostitueredes opvækstvilkår (og det derfor en gåde hvor Nastja Arcel får sine tal fra), men Nell Rasmussen nævner alligevel et par tal i hendes førnævnte udgivelse: En række udenlandske undersøgelser har vist, at omkring halvdelen af kvinderne i prostitution har været udsat for krænkelser af deres grænser i barndommen (hvilket ikke nødvendigvis er det samme som seksuelle overgreb, men ligeså vel kan være omsorgssvigt). Skandinavisk forskning finder samme tendens. I en gammel undersøgelse fra 1983 har 40 % af de prostituerede været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. I en nyere undersøgelse har ca. 50 % af de interviewede været udsat for seksuelle overgreb som børn. Disse tal tyder selvfølgelig stadig på, at kvinder, der har oplevet omsorgssvigt eller seksuelle overgreb i deres tidlige barndom, er klart overrepræsenterede i prostitution, men de fortæller ikke, at alle eller næsten alle prostituerede har været udsat for seksuelle overgreb som børn.

Derudover har jeg svært ved at se det relevante i, at nogle prostituerede har været udsatte for seksuelle overgreb. Mister man ethvert ansvar og vilje fordi man har oplevet muligvis traumatiserende hændelser tidligere i sit liv? Hvis tallene skal bruges imod prostitution, skal det så betyde, at hvis man ikke er blevet seksuelt misbrugt, må man godt prostituere sig? Jeg har ærlig talt svært ved at se logikken i, at ens opvækst begrænser hvilke erhverv man må vælge når man bliver voksen. For mig at se bør man i stedet holde de to fænomener - prostitution og seksuelle som ikke-seksuelle overgreb i barndommen - adskilte, da det ikke gavner at mudre det sammen og skabe nedværdigende stereotyper.

Det økonomiske pres
Hvad man derimod ved med nogenlunde sikkerhed er, at den primære årsag til, at majoriteten starter i prostitutionserhvervet er muligheden for en let og høj indtjening. Derfor kommer man ikke uden om at se rekrutteringen til prostitution som en konsekvens af dårlige økonomiske vilkår. Nell Rasmussen fremfører, at ”over 80 % af kvinderne i massageklinikundersøgelsen fortæller at deres prostitutionsdebut skyldtes økonomiske problemer” (s. 50). En fjerdedel af kvinderne havde desuden gæld, mens resten ønskede at blive uafhængig af offentlige ydelser. Kun 14 % af kvinderne valgte prostitutionserhvervet for at realisere deres seksualitet. Disse tal er nok endnu mere markante, hvis man spørger de gadeprostituerede.

For nogle gøres dette trivielle faktum til et problem. Birgit Petersson, lektor og afdelingsleder for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning på Institut for Folkesundhedsvidenskab, mener f.eks., at det er fattigdom, der får kvinder til at prostituere sig. Dette er en overdrivelse. Hvis man spurgte rengøringsfolk af offentlige toiletter hvorfor de har valgt at blive toiletrensere (ingen sammenligning i øvrigt) ville en meget stor del af disse nok nævne økonomiske bevæggrunde. Det er der intet odiøst i og det skyldes ikke fattigdom, men livets vilkår. Det er jo trods alt ved at arbejde, at man tjener flest penge – eller sådan burde det i hvert fald være så længe man bare er nogenlunde sund og rask.
Endvidere fortalte 33 % af kvinderne i fornævnte massageklinikundersøgelse, at de rent faktisk også var særdeles nysgerrige ved deres prostitutionsdebut, mens godt 25 % fortalte, at de forbinder prostitution med en særlig interessant spænding. Selvom dette ikke er en majoritet tyder det på, at selvom pengene nok havde den afgørende betydning, så var der også andre faktorer som medførte, at nogle af dem valgte (ifølge dem) mere spændende prostitutionserhverv frem for de jobs som de ellers kunne få med deres sociale og uddannelsesmæssige baggrund taget i betragtning.

Det skal dog ikke skjules, at de fleste prostituerede har valgt deres erhverv for pengenes skyld. Men som sagt tidligere – er det virkelig så amoralsk og afskyeligt? At nogle gerne vil være foruden de bitre valg som livets hårde fakta bebyrder dem med, er ikke en nyhed, men sådan er livet nu engang. Mennesket gør mange ting for at få penge og at ernære sig gennem prostitution er på ingen måde sammenligneligt med al den reelle kriminalitet som begås med samme motivation.

Forholdene
Man hører også ofte, at de prostituerede tager alvorlig skade af deres erhverv. Forholdene skulle simpelthen skade kvinderne. Så selvom de prostituerede måske tror, at de foretager et bevidst og ansvarligt valg som kan resultere i nogle hurtige penge, vil de i det lange løb fortryde deres valg af den simple grund, at de bliver udsat for så mange overgreb og sygdomme, at deres hastige indtjening blegner fuldstændig når man tager disse tragiske konsekvenser i betragtning.

Ifølge Nell Rasmussen og hendes kilder er dette en usand simplifikation. Det er sandt, at den mest udsatte gruppe – de hjemløse og stofmisbrugende gadeprostituerede – lever et særdeles hårdt liv. Hele 95 % af de stofmisbrugende prostituerede hævder, at de har været udsat for vold én eller flere gange og en meget stor del af dem er blevet udsat for voldtægt.
De øvrige grupper af prostituerede er dog også overrepræsenterede i diverse voldsstatistikker. I den tidligere nævnte massageklinikundersøgelse havde 90 % af kvinderne oplevet brud på aftalen om den seksuelle ydelse. 66 % havde prøvet, at kunden forsøgte at tage kondomet af stik imod aftalen. Færre havde været udsat for, at kunder opført sig truende eller direkte har anvendt fysisk vold og kun 7 % havde været udsat for voldtægt. Det er stadig et højt antal, men stadig en betydelig lavere frekvens end hos de (stofmisbrugende) gadeprostituerede.
Det er desuden værd at bemærke, at mange klinikprostituerede i undersøgelsen faktisk oplevede, at den værste konsekvens af deres erhverv var den sociale isolation som prostitutionen medførte. De følte sig presset til at leve et dobbeltliv, fordi de vil skjule prostitutionen for familie, venner og det omkringliggende samfund. Mange af dem har derfor valgt at trække sig fra nære relationer med familie (herunder endda deres egne børn, som Nell Rasmussen bemærker) og venner af ren og skær frygt for at blive afsløret. Dette betyder, at mange prostituerede står uden for vitale og signifikante sociale fællesskaber og slet ikke deltager i en række almindelige sociale aktiviteter. Dette nedsætter indlysende nok deres livskvalitet voldsomt – og kan i yderste tilfælde medføre angst, voldsomt forstyrrede private forhold, generel skyhed overfor mennesker og sågar en indifferent attitude overfor deres eget liv og velvære.

Jeg mener ikke, at man entydigt kan sige, at prostituerede over en bred kam har ekstremt dårlige forhold. De er overrepræsenterede i voldsstatistikker og kan få visse sociale problemer efterfølgende (de stofmisbrugende gadeprostituerede har dog absurd dårlige forhold), men prostitution er jo ikke det eneste erhverv som potentielt set kan medføre fysiske skader og psykiske problemer. Fiskere, som arbejder i alle slags vejr mange kilometer fra kysten uden nogen nærliggende hjælpefaciliteter, oplever jo også ofte skader: De kan falde på de glatte overflader, falde i vandet og få skader af ødelagt maskineri og udstyr. Piloter som testflyver eksperimentelle fly med nyt materiel og helikopterpiloter som bliver inddraget i risikofyldte redningsaktioner bliver også ofte skadet. Skovhuggere, byggekonstruktionsarbejdere og folk som arbejder på elværker er også ekstra udsatte. Ja, sågar folk som bare kører meget i bil påtager sig større risici end folk som bare sidder på et kontor. Men hvor går grænsen helt specifikt for hvornår vi kan tolerere, at disse mennesker påtager sig risikofyldte opgaver? Jeg er bange for, at grænsen vil blive præget af smagsdomme og vilkårlighed (som det ofte er tilfældet når noget bliver politisk bestemt). Der er forhåbentlig ingen som vil gå så vidt at forbyde, at folk arbejder på skibe, med testfly, på tage, i biler eller med farlige kemikalier. I mine øjne er den eneste konsekvente og holdbare løsning, at det er den enkeltes eget ansvar at vurdere om de vil acceptere jobbets risici eller ej.

Kernen
Vi er – som overskriften subtilt antyder – ved at nærme os kernen af indlægget. Jeg kunne sagtens have skrevet videre om migrationsprostitution, om menneskehandel og om udbredelsen af stofmisbrug i erhvervet, men jeg vil ikke gøre dette indlæg unødvendig langt. I kan jo i stedet læse Nell Rasmussens oplysende rapport, hvis I er yderligere interesseret. Jeg vil nemlig nu komme med mine afsluttende kommentarer.

Det er ganske indlysende, at gadeprostitution ikke er et sundt erhverv. Heldigvis er det kun en minoritet som prostituerer sig på denne måde. Hvis politikerne absolut skal gøre noget så er det uomtvisteligt at sørge for, at gadeprostitution bliver mere sikkert eller helt stopper. Spørgsmålet er så om et forbud mod at købe sex er den rette metode til at opnå dette. Det er sandt, at der er færre gadeprostituerede i vores nabolande som har indført et totalt forbud mod at købe sex, men spørgsmålet er om de ikke blot har flyttet prostitutionen endnu længere væk fra tålelige forhold (denne utilsigtede, men forudsigelige konsekvens er i sig selv et indlæg værd). Sikkerheden er utvivlsomt reduceret og stigmatisation med den dertilhørende sociale isolation er ligeledes utvivlsomt steget. Det må og bør kunne gøres på en anden måde.

Tænk sig hvis man i stedet for at betragte al prostitution som et problem i stedet betragtede de forhold som (særligt gade-) prostitution foregår under som det egentlige problem. Dette ville betyde, at man kunne tage helt andre redskaber i brug. Først og fremmest ville dette betyde, at man kunne legalisere prostitution fuldstændig, altså gøre det til et lovligt erhverv og samtidig fjerne begrænsninger for rufferi. Dette ville f.eks. betyde, at de prostituerede kunne organisere sig ordentligt i bordeller og klinikker og købe beskyttelse af legale sikkerhedsfirmaer og ikke bare få beskyttelse af kærester og alfonser. På denne måde vil de få lettere ved at håndhæve de aftaler og kontrakter som de indgår med kunderne, og man vil som følge deraf opleve færre kunder som laver aftalebrud og udøver vold. Man kunne også forestille sig privatejede parkeringspladser som er videoovervågede og beskyttet af sikkerhedsfolk. For en lille procentdel af deres indkomst vil de gadeprostituerede kunne leje sig ind på parkeringspladsen og få lov til at opholde sig der. Kundernes biler fungerer så som private båse, hvor de prostituerede kan udføre deres erhverv. Den konstante overvågning vil give de gadeprostituerede den beskyttelse som de tydeligvis har brug. Der er mange andre eksempler på hvordan man skaber bedre forhold for de prostituerede, men jeg gider ikke remse dem alle op.

Pointen burde være klar: At gøre prostitution fuldstændig legalt vil give flere og bedre muligheder for, at de prostituerede og diverse hjælpeorganisationer selv forbedrede deres miljø og arbejdsforhold. Det vil måske endda også betyde, at den sociale udstødelse ved prostitution bliver mindre (hvilket som bekendt var et de største problemer for mange klinikprostituerede). En fuldstændig legalisering vil måske kunne bane vej for, at man endelig begynder at respektere og acceptere prostitution som et reelt, om end risikofyldt, erhverv. Det ville måske endda langsomt fjerne den kontraproduktive forestilling, at prostituerede er viljeløse, psykisk syge mennesker, hvis liv og velvære andre har ansvaret for. I alle tilfælde er chancerne for at fjerne sygeliggørelsen og offerforestillingerne større hvis erhvervet var legalt og mere redeligt end det er tilfældet med den nuværende, dobbeltmoralske situation.

Dansk Kvindesamfund lancerede for nylig en kampagne mod prostitution. Samtidig blev siden www.tagstillingmand.dk oprettet, hvor en række danske mænd fortæller, hvorfor lige præcis de er imod prostitution. Tarzan ser det som sin pligt at redde disse stakkels sjæle fra deres egen idioti, derfor er dette overfladiske indlæg et svar til en lille gruppe af mændene i kampagnen.

Peter Mygind: ”Der er ingen mennesker, som fortjener at udøve vold mod sig selv.”

Tarzan kan nu sagtens komme på en række mennesker som har ’fortjent’ at slå sig selv hårdt i hovedet med et stumpt instrument. Men det er sagen uvedkommen. Hvad der derimod kunne være interessant at vide er om Peter Mygind mener, at vi skal forbyde masochisme, kampsport eller sågar bare psykisk belastende og stressende kontorarbejde? Jeg tvivler. Selv hvis man accepterer det skjulte præmis, at prostitution er at udøve vold på sig selv er argumentet besynderligt.

Mads Reinholdt (som af uransagelige årsager kun tituleres som ’studerende’ og ikke ’socialdemokratisk folketingskandidat’): ”Den vigtigste grund til at jeg støtter et forbud, er den simple grund, at jeg ikke kunne tænke mig, at hverken min søster eller min kæreste var prostituerede, og derfor vil jeg heller ikke acceptere, at andre skal udsættes for det.”

Hvad Mads Reinholdt kunne tænke sig for sine nærmeste er heldigvis ganske irrelevant for diskussionen. Ønsker den socialdemokratiske Mads Reinholdt, at hans søster og kæreste bliver pokergamblende, storrygende, alkoholiserede, ultra-højreorienterede strippere? Dybest set tror jeg ikke ligefrem, at det er hans forestilling af hvad der ville være et godt liv for dem. Vil han så også gøre dét ulovligt?

Karl H. Bornhøft: ”Det skader i voldsom grad den, der sælger, og meget må være til salg i denne verden, men ikke mennesker.”

Lad os derfor forbyde det meste holdsport, hvor man som f.eks. i fodbold tydeligvis handler med mennesker. Og hvorfor stoppe der? Hvad med frisøren som ’sælger’ sine hænder når han klipper andre folks hår? Er det så fundamentalt anderledes end den prostituerede som ’sælger’ kropsdele når de leverer diverse seksuelle ydelser?

Magnus Heunicke: ”Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi jeg selv er far til to små piger, og det værste, jeg kunne forestille mig for dem, er en skæbne som prostitueret.”

Er det ikke lidt hårdt sagt? Død eller lemlæstende vold er vel i alles øjne værre. Eller forholder det sig virkelig sådan, at Magnus Heunicke hellere ser alverdens invaliderende ulykker ramle ned over sine stakkels piger end, at de vælger at sælge seksuelle ydelser for penge? Jeg tror bare, at Magnus Heunicke skal tænke sig lidt om inden han åbner munden.

Martin Thomsen: ”Så længe der er penge imellem de involverede parter, forsvinder al moral og respekt, og retten til ydmygelse af et andet menneske er til stede i stedet for.”

Okay, så bytter vi bare genstande eller ydelser i stedet. Naturalieøkonomi er det eneste acceptable i prostitutionserhvervet – det er da klart.

Tøger Seidenfaden: ”Kun en mand, der gerne så sig selv og sin familie som prostituerede, kan troværdigt være imod en kriminalisering med bøder. Og hvor mange har det sådan?”

Det var dog et besynderligt kriterium: Kun en mand, der gerne så sig selv og sin familie som fattige toiletrensere, kan troværdigt være imod en kriminalisering med bøder. Eller hvad?

Simon Kvamm: ”Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi så vidt jeg kan se, tyder alt på, samfundet ikke nødvendigvis har godt af, at vi mænds seksualdrift bliver forvaltet efter vores eget (og vores liderligheds) forgodtbefindende.”

Nej, det ville være bedre hvis den almægtige Statan styrede os mænd på dette område. Måske kan de indoperere chips som kan give os små stød, hvis vi bliver seksuelt opstemte uden tilladelse. Ellers går vi jo bare amok i et stort voldtægtsorgie. Eller også gør vi ikke. Tal for dig selv, Kvamm.

Manu Sareen: ”Det er underligt, at i et liberalt samfund, hvor vi, som jeg, hylder det liberale ansvar og den enkeltes personlige ansvar, der har du ikke noget ansvar, hvis du som mand køber en 18-årig rumænsk pige, som ikke kan et ord engelsk eller dansk, og som måske græder lidt.”

Det er en meget malerisk beskrivelse som Manu Sareen kommer med. Taler han måske af erfaring? Faktisk tvivler jeg lidt, at han taler af erfaring, for det er en ganske grov karakteristik af de prostituerede. Jeg tror, at der findes en hel del som ikke passer ind i den beskrivelse. Det er også dem som Manu Sareen vil stoppe.

Ulrik Goos Iversen: ”Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi prostitution gør mennesker og samfund syge og ulykkelige.”

Marxisten Ulrik Goos Iversen burde være den sidste til at udtale sig om hvad der gør mennesker syge og ulykkelige. *host* Sovjet *host*

Det hænder, at man som ansat på Berlingske Tidende læser selve avisen. Når man læser avisen jævnligt går det hurtigt op for en, at avisens nyhedsmæssige indhold på ingen tænkelig måde kan beskrives som borgerlig. Jeg vil gerne komme med et strålende eksempel på dette.

Det er faktisk ikke i dagens avis, at vi skal finde motivationsgrunden til dette indlæg. Det er avisen fra tirsdag den 5. februar der skal tilskrives denne tvivlsomme ære. Denne dag kunne man nemlig finde en række artikler som rettede fokus på speciallægernes prioritering af at behandle danskere med private sundhedsforsikringer frem for danskere uden privat sundhedsforsikring. Hovedartiklen hedder derfor Offentlige patienter ender bagest i køen hos speciallæger og det lyder jo en smule suspekt: I Danmark betaler vi jo alle skat, så vi alle har lige mulighed for at komme til lægen.

Artiklen vinkler historien således, at de private sundhedsforsikringer bliver et klassisk eksempel på de hensynsløse, menneskefjendske markedskræfter, der langsomt men usvigelig sikkert dræner det solidariske, offentlige sundhedssystem for ressourcer og samtidig ødelægger det smukke fællesskab det danske samfund har været gennemsyret af siden 60’erne. I starten af artiklen kan det ligefrem lyde som om patienterne med de private sygeforsikringer betaler for at springe de offentlige patienter over i køen og der tales derfor udtryksfuldt om A- og B-hold på sundhedsområdet.

Herefter drejer artiklen over på, at det måske skyldes, at det offentlige ikke bruger nok ressourcer på at betale speciallægerne. Den nærliggende slutning er selvfølgelig, at der må investeres flere skattekroner fra politisk side – det er jo Danmarks velfærd vi har med at gøre. Patienterne med sundhedsforsikringer burde faktisk skamme sig og i stedet betale pengene i skat så vi alle kan få gavn af pengene i form af bedre velfærd. Tonen og hensigten er umiskendelig og på ingen måde fremmed. I denne artikel er den dog så uigennemtrængelig og synlig, at der slet ikke kan stilles spørgsmålstegn ved den.

Det interessante ved sagen er dog, at den kunne og burde fremhæves som en deformitet skabt af politikere og det danske sundhedssystem. For en påstået borgerlig avis som Berlingske Tidende burde man betragte historien fundamentalt anderledes. For hvad er egentlig problemet i denne sag? Er det virkelig sandt, at markedskræfterne skævvrider sundhedssystemet og tømmer de offentlige kasser? Nej, selvfølgelig ikke. Det er tværtimod politiske begrænsninger af det frie marked som medfører nogle utilsigtede, negative konsekvenser. Det bliver endda nævnt i artiklen, men enten kan journalisterne ikke gennemskue sammenhængen eller også ønsker de ikke at udforske den lige præcis dén specifikke forklaringsmodel. I begge tilfælde vidner det ikke ligefrem om et borgerligt sind.

Hvad er det så som er den virkelige (og for os borgerlige: interessante) forklaring? Jo, det viser sig nemlig langt inde i artiklen, at politikerne har indført en absurd lovgivning som begrænser indtægtsmuligheder for speciallægerne. Lovgivningen betyder, at speciallægernes honorar bliver beskåret med henholdsvis 25 % og 40 %, når de har passeret nogle fastsatte indtægtsgrænser. Hvis en speciallæge f.eks. tjener 3,5 millioner kroner, trækkes der 25 % af honoraret for de næste patienter som han behandler på det offentliges regning. Følgelig trækkes der 40 %, når indtægten når op på omkring de fire millioner kroner. På denne måde håber politikerne på at begrænse speciallægernes indtægter fra det offentlige.

Dette sindrige system har haft den logiske konsekvens, at speciallægerne ikke ønsker at modtage offentlige patienter når de når til de førnævnte grænser. Dette gør de som regel efter 37 timers arbejde, så alt deres overarbejde bliver i stedet fokuseret på kunder med private sundhedsforsikringer (med mindre de bare holder ferie, hvilket de gør forbløffende meget). Og det er derfor, at en person med privat sundhedsforsikring kan komme til før en offentlig patient. Speciallægerne modtager dem simpelthen som overarbejde.

Der er i mine øjne intet odiøst i speciallægernes ræsonnement og man kan på ingen tænkelig måde tillade sig at klandre dem som tegner private sundhedsforsikringer for denne kuriøse konstruktion. Faktisk vil jeg ligefrem mene, at lovgivningen tilskynder, at man får sig en privat forsikring. Og sidst, men vigtigst: At afsætte flere penge til det offentlige ville være en noget underlig og bagvendt løsning. Man kunne jo bare helt fjerne disse grænser. Eller give borgerne deres skattekroner tilbage og lade alle købe private sundhedsforsikringer (eller få sin arbejdsgiver til betale den).

Selvom det måske ikke er et betydningsfuldt emne mener jeg alligevel, at artiklen kan bruges til at illustrere hvor galt det står til på Berlingske Tidende. Det er et propagandistisk værk som har så mange socialdemokratiske og venstreorienterede inklinationer, at det slet ikke er til at overse. Det burde ikke forekomme på en påstået borgerlig avis. Men det gør det desværre og det er derfor, at vi har brug for 180grader.

Med ovenstående titel kunne man tro, at dette indlæg handler om Jeffrey Dahmer, men det er ikke tilfældet. Faktisk handler det om noget så sødt som en kanin i et palæstinensisk program for børn. Men hvem er det så denne kanin vil lemlæste?

Jo, det er selvfølgelig Kurt Westergaard og alle os danskere som har støttet Westergaard i sin ret til at tegne en død mand:

Der er mange flere voldsforherligende udtalelser fra den opdragende kanin rettet mod alle os danskere som har forulempet den pædofile landevejsrøver. Her er en samlet transskription fra udsendelsen og her er et youtube-klip af udsendelsen (læg særlig mærke til den store kanins stemme - aldrig har en mordtrussel været sjovere). Og mens man ser alt dette kan vi prise os lykkelige for, at vi har sendt milliarder af danske kroner ned til de fjolser i ulandsbistand.

Hattip til Jon Herstad.