Gårsdagens politiske topnyhed er uden tvivl Jeppe Kofods privilegerede forhold til en 15-årig ungmø. For at gøre en lang historie kort, så handler det om, at hr. Kofod vælger at komme påskedagene i hu ved at hoppe i køjesengen med en pige som sandsynligvis stadig har en dagligdag bestående af obligatorisk boldspil, tysk lektier og slappe madpakker.
Tarzan er normalt rimelig large hvad angår seksuelle udskejelser, men er der ikke en grænse for hvornår sex kan blive uskikkeligt og uanstændigt? Kan det virkelig passe, at en 34-årig fyr sagtens bare må bestige en pige som ikke engang eksisterede da han første gang begyndte at få lumre tanker om det modsatte køn? Tarzan går selvfølgelig ikke ind for at straffe den 34-årige (altså udover den straf som alle politikere et eller andet sted har fortjent), men skal udådsmanden virkelig forsvares som en del ellers fornuftige personer har valgt at gøre det?
Man kan spørge sådan her: Er det en hæderlig og sund dyd at gå i seng med en 15-årig pige eller vidner det i virkeligheden ikke om en karakter med perverse svaghedstræk og et forskruet forhold til at håndtere sin egen autoritet og myndighed? Jeg hælder til mulighed nr. 2. Man kan selvfølgelig indvende, at det er et fejt og ledende spørgsmål - men sådan fungerer det nu engang i Tarzans jungle.
Selvom det i sig selv er interessant, at en fremtrædende og ellers afholdt politiker som Jeppe Kofod demonstrerer en dybest set udelikat og kraftesløs karakter, så er det faktisk endnu mere interessant at overvære den reaktion som episoden fremprovokerer hos mange tidligere og nuværende ungdomspolitisk aktive. ”Det er intet at komme efter”, ”det sker da altid” og ”og hvad så?” er de mest hørte udbasuneringer. Noget kunne tyde på, at ungdomspartiernes fester er lokalversioner af Ung Rejs’ drukture til Lloret de Mar og Sunny Beach med den ekstra bonus, at ølbongen deles med ældre herrer som Jeppe Kofod.
De unge mennesker skal selvfølgelig have lov til at feste med hinanden. Men fra at acceptere dette og så til at acceptere, at personer som burde være på jagt efter en familie frekventerer disse fester for at få fat i betydeligt yngre piger, er der altså en enorm afstand. Hvis Brian Laudrup rejste rundt og gæstetrænede fodboldhold for derefter at hygge sig i omklædningsrummet med en 15-årig fodboldtøs ville de fleste forhåbentlig også betragte det som en uacceptabel praksis. Det er simpelthen for umodent.
Pointen er som sagt ikke, at Jeppe Kofod skal straffes for sin nat på Esbjerg Højskole. Pointen er snarere, at når så mange personer som er indrulleret i det ungdomspolitiske miljø finder det nødvendigt at banalisere og bagatellisere episoden og i øvrigt slet ikke kan se det forkastelige ved, at en ældre herre får sig et engangsknald med en fuld 15-årig skolepige, så tyder det på, at der er noget generelt forkasteligt ved selv samme miljø. Men det er trods alt politik, så det burde vel ikke overraske…
Afslutningsvis vil Tarzan gerne ønske Jeppe Kofod held og lykke i fremtiden. Forhåbentlig betyder denne affære, at han er færdig i politik og så kan han jo passende begynde at bidrage konstruktivt til det danske samfund ved at få et rigtigt job. Et rigtigt job kan måske endda ligefrem lære den kære Jeppe Kofod nogle vigtige lektioner om modenhed, myndighed og ansvarlighed.
8 responses so far ↓
Lisbet // marts 26, 2008 at 8:06 am
Lige i øjet…
Kimpo // marts 26, 2008 at 11:17 am
Hvad siger du, Lisbet? Ramte Tarzan dig i øjet? Hvor gammel er du egentlig?
Tarzan // marts 26, 2008 at 11:46 am
Til dem som ikke har bemærket det har 180Grader.dk en artikel, hvori dette indlæg bliver nævnt.
Til dem som anstrenger sig for at finde ud af hvad Kimpo mener, så bare glem det. Denne tankevirksomhed kan bruges bedre andre steder.
Morten // marts 26, 2008 at 3:20 pm
Hej Tarzan…
Du skriver at Jeppe Kofod burde være ude og jagte en familie? Hvad er det for en udmeldning? Er det noget DU skal vælge? Så er du da ikke bedre end de politikere du konstant angriber verbalt.
Er det ikke Kofod og pigens eget valg om de ønsker at korpulere til kurset? Hvorfor skal vi blande os? Jeg vil da nærmest påstå at det er mere repræsentativt for den danske befolkning at have politkere der begår seksuelle bommerter end politikere der ikke gør.
Grunden til de seksuelle udskejelser kan du læse her:
http://www.psychologytoday.com/articles/pto-20070622-000002.xml
/Morten
Tarzan // marts 26, 2008 at 4:18 pm
Morten:
Jeg ville foretrække, at Jeppe Kofod forsøgte at skabe en familie frem for at jagte små, fulde piger; ja. Men tror du helt ærlig, at jeg vil tvinge Jeppe Kofod til at indrette sit liv på en særlig måde som var jeg en politiker? I så fald må du vist hellere lige læse mit indlæg igen…
Vi skal blande os af den simple grund, at bare fordi noget er lovligt er det ikke nødvendigvis rigtigt at gøre. Når en 34-årig mand, der ganske tydeligt er en autoritet og sågar (gæste)underviser, går i seng med en fuld 15-årig pige, så er det i mine øjne et tegn på, at den 34-årige mand er elendig til at administrere sit ansvar som en moden myndighed og rollemodel. Og sådan noget skal modstræbes!
Vi skal desuden blande os af den simple grund, at fulde 15-årige piger ikke bør betragtes som voksne, modne kvinder. De er altså i de fleste tilfælde stadig folkeskoleelever.
Polemiken » Blog Archive » Er Søren Pind overhovedet liberal? // marts 26, 2008 at 11:32 pm
[...] er passiv. I stedet har hans værre jeg Tarzan taget kommandoen. Jeppe Kofod-sagen afslører dog sippede tendenser hos den angiveligt liberale blogger, hvilket nåede helt frem til netavisen 180 grader. Her er det [...]
Sorte Sambo // marts 27, 2008 at 12:49 pm
Tak for et godt indlæg Tarzan!
Tag dig ikke af alle værdirelativisterne. Utroligt at et moralsk spørgsmål nu skal afgøres af en arbitrær politiker-valgt grænse.
Kofod har til overmåde demonstreret, at han ikke er et ansvarligt voksent menneske. Derfor er det ikke rimeligt at betro ham hvervet som udenrigspolitisk ordfører. Det er ikke ulovligt at være umoden og uansvarlig. Men derfor er det stadig dårlig adfærd.
Raapil unblogged » Blog Archive » Moralen hos Kofod og Løkke // marts 28, 2008 at 11:24 pm
[...] Han har måske heller ikke opført sig med den autoritet og myndighed, som det forventes af en politiker, og han er muligvis en anelse umoden, hvis han render efter småpiger (og umodenhed hos voksne mennesker er ikke en særlig flatterende egenskab). [...]
Leave a Comment