The Hairpin Bend

De fleste har nok bemærket, at prostitution i de seneste par uger har fået ekstrem opmærksomhed. Dansk Kvindesamfund har lanceret en ny kampagne og medierne har i anledning af Kvindernes internationale kampdag sat ekstra meget fokus på prostitutionserhvervet. Selvom jeg har en ganske klar holdning til prostitution på forhånd har jeg alligevel valgt at undersøge emnet lidt grundigere. Det kan måske give lidt ammunition i fremtidige diskussioner.

Antallet
Lad os starte med at kigge på hvor mange prostituerede vi egentlig taler om i Danmark og – vigtigere – hvilke former prostitution vi taler om. Nedenstående tabel burde give et fint overblik over situationen.

Tallene er taget fra Prostitution i Danmark af Nell Rasmussen. Nell Rasmussen (og VFC Socialt Udsatte) har som kilder til antallet af prostituerede benyttet sig af annoncer for seksuelle ydelser fra Ekstra Bladet, Copenhagen This Week og Den Blå Avis og diverse internetportaler. Desuden har politiet og sociale institutioner og organisationer, som foretager opsøgende arbejde på gaden, givet oplysninger.

Gadeprostitutionen
Selvom tallene og tabellen selvfølgelig er behæftet med en stor usikkerhed, så viser den alligevel, at den typiske forestilling om, at de gadeprostituerede er den største gruppe ikke holder stik (det er desuden samtidig værd at bemærke at institutionen Reden - STOP Kvindehandel mener, at det kun er 10 % som er gadeprostituerede). Det er altså i høj grad klinikprostitution som er den mest almindelige prostitutionsform i Danmark. Dette kan være relevant at have i baghovedet når vi senere undersøger forholdene for de forskellige prostitutionstyper.

De seksuelle overgreb
En anden typisk forestilling man ofte møder er, at næsten alle i prostitutionserhvervet har været udsat for seksuelle overgreb som børn. F.eks. skriver Nastja Arcel i metroXpress tirsdag d. 11. marts, at ”90 procent af alle kvinder i prostitution menes at have været udsat for seksuelle overgreb som børn” (s.11). Dette lyder jo ganske foruroligende.

Der findes desværre ikke én dansk undersøgelse som systematisk anskueliggør de prostitueredes opvækstvilkår (og det derfor en gåde hvor Nastja Arcel får sine tal fra), men Nell Rasmussen nævner alligevel et par tal i hendes førnævnte udgivelse: En række udenlandske undersøgelser har vist, at omkring halvdelen af kvinderne i prostitution har været udsat for krænkelser af deres grænser i barndommen (hvilket ikke nødvendigvis er det samme som seksuelle overgreb, men ligeså vel kan være omsorgssvigt). Skandinavisk forskning finder samme tendens. I en gammel undersøgelse fra 1983 har 40 % af de prostituerede været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. I en nyere undersøgelse har ca. 50 % af de interviewede været udsat for seksuelle overgreb som børn. Disse tal tyder selvfølgelig stadig på, at kvinder, der har oplevet omsorgssvigt eller seksuelle overgreb i deres tidlige barndom, er klart overrepræsenterede i prostitution, men de fortæller ikke, at alle eller næsten alle prostituerede har været udsat for seksuelle overgreb som børn.

Derudover har jeg svært ved at se det relevante i, at nogle prostituerede har været udsatte for seksuelle overgreb. Mister man ethvert ansvar og vilje fordi man har oplevet muligvis traumatiserende hændelser tidligere i sit liv? Hvis tallene skal bruges imod prostitution, skal det så betyde, at hvis man ikke er blevet seksuelt misbrugt, må man godt prostituere sig? Jeg har ærlig talt svært ved at se logikken i, at ens opvækst begrænser hvilke erhverv man må vælge når man bliver voksen. For mig at se bør man i stedet holde de to fænomener - prostitution og seksuelle som ikke-seksuelle overgreb i barndommen - adskilte, da det ikke gavner at mudre det sammen og skabe nedværdigende stereotyper.

Det økonomiske pres
Hvad man derimod ved med nogenlunde sikkerhed er, at den primære årsag til, at majoriteten starter i prostitutionserhvervet er muligheden for en let og høj indtjening. Derfor kommer man ikke uden om at se rekrutteringen til prostitution som en konsekvens af dårlige økonomiske vilkår. Nell Rasmussen fremfører, at ”over 80 % af kvinderne i massageklinikundersøgelsen fortæller at deres prostitutionsdebut skyldtes økonomiske problemer” (s. 50). En fjerdedel af kvinderne havde desuden gæld, mens resten ønskede at blive uafhængig af offentlige ydelser. Kun 14 % af kvinderne valgte prostitutionserhvervet for at realisere deres seksualitet. Disse tal er nok endnu mere markante, hvis man spørger de gadeprostituerede.

For nogle gøres dette trivielle faktum til et problem. Birgit Petersson, lektor og afdelingsleder for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning på Institut for Folkesundhedsvidenskab, mener f.eks., at det er fattigdom, der får kvinder til at prostituere sig. Dette er en overdrivelse. Hvis man spurgte rengøringsfolk af offentlige toiletter hvorfor de har valgt at blive toiletrensere (ingen sammenligning i øvrigt) ville en meget stor del af disse nok nævne økonomiske bevæggrunde. Det er der intet odiøst i og det skyldes ikke fattigdom, men livets vilkår. Det er jo trods alt ved at arbejde, at man tjener flest penge – eller sådan burde det i hvert fald være så længe man bare er nogenlunde sund og rask.
Endvidere fortalte 33 % af kvinderne i fornævnte massageklinikundersøgelse, at de rent faktisk også var særdeles nysgerrige ved deres prostitutionsdebut, mens godt 25 % fortalte, at de forbinder prostitution med en særlig interessant spænding. Selvom dette ikke er en majoritet tyder det på, at selvom pengene nok havde den afgørende betydning, så var der også andre faktorer som medførte, at nogle af dem valgte (ifølge dem) mere spændende prostitutionserhverv frem for de jobs som de ellers kunne få med deres sociale og uddannelsesmæssige baggrund taget i betragtning.

Det skal dog ikke skjules, at de fleste prostituerede har valgt deres erhverv for pengenes skyld. Men som sagt tidligere – er det virkelig så amoralsk og afskyeligt? At nogle gerne vil være foruden de bitre valg som livets hårde fakta bebyrder dem med, er ikke en nyhed, men sådan er livet nu engang. Mennesket gør mange ting for at få penge og at ernære sig gennem prostitution er på ingen måde sammenligneligt med al den reelle kriminalitet som begås med samme motivation.

Forholdene
Man hører også ofte, at de prostituerede tager alvorlig skade af deres erhverv. Forholdene skulle simpelthen skade kvinderne. Så selvom de prostituerede måske tror, at de foretager et bevidst og ansvarligt valg som kan resultere i nogle hurtige penge, vil de i det lange løb fortryde deres valg af den simple grund, at de bliver udsat for så mange overgreb og sygdomme, at deres hastige indtjening blegner fuldstændig når man tager disse tragiske konsekvenser i betragtning.

Ifølge Nell Rasmussen og hendes kilder er dette en usand simplifikation. Det er sandt, at den mest udsatte gruppe – de hjemløse og stofmisbrugende gadeprostituerede – lever et særdeles hårdt liv. Hele 95 % af de stofmisbrugende prostituerede hævder, at de har været udsat for vold én eller flere gange og en meget stor del af dem er blevet udsat for voldtægt.
De øvrige grupper af prostituerede er dog også overrepræsenterede i diverse voldsstatistikker. I den tidligere nævnte massageklinikundersøgelse havde 90 % af kvinderne oplevet brud på aftalen om den seksuelle ydelse. 66 % havde prøvet, at kunden forsøgte at tage kondomet af stik imod aftalen. Færre havde været udsat for, at kunder opført sig truende eller direkte har anvendt fysisk vold og kun 7 % havde været udsat for voldtægt. Det er stadig et højt antal, men stadig en betydelig lavere frekvens end hos de (stofmisbrugende) gadeprostituerede.
Det er desuden værd at bemærke, at mange klinikprostituerede i undersøgelsen faktisk oplevede, at den værste konsekvens af deres erhverv var den sociale isolation som prostitutionen medførte. De følte sig presset til at leve et dobbeltliv, fordi de vil skjule prostitutionen for familie, venner og det omkringliggende samfund. Mange af dem har derfor valgt at trække sig fra nære relationer med familie (herunder endda deres egne børn, som Nell Rasmussen bemærker) og venner af ren og skær frygt for at blive afsløret. Dette betyder, at mange prostituerede står uden for vitale og signifikante sociale fællesskaber og slet ikke deltager i en række almindelige sociale aktiviteter. Dette nedsætter indlysende nok deres livskvalitet voldsomt – og kan i yderste tilfælde medføre angst, voldsomt forstyrrede private forhold, generel skyhed overfor mennesker og sågar en indifferent attitude overfor deres eget liv og velvære.

Jeg mener ikke, at man entydigt kan sige, at prostituerede over en bred kam har ekstremt dårlige forhold. De er overrepræsenterede i voldsstatistikker og kan få visse sociale problemer efterfølgende (de stofmisbrugende gadeprostituerede har dog absurd dårlige forhold), men prostitution er jo ikke det eneste erhverv som potentielt set kan medføre fysiske skader og psykiske problemer. Fiskere, som arbejder i alle slags vejr mange kilometer fra kysten uden nogen nærliggende hjælpefaciliteter, oplever jo også ofte skader: De kan falde på de glatte overflader, falde i vandet og få skader af ødelagt maskineri og udstyr. Piloter som testflyver eksperimentelle fly med nyt materiel og helikopterpiloter som bliver inddraget i risikofyldte redningsaktioner bliver også ofte skadet. Skovhuggere, byggekonstruktionsarbejdere og folk som arbejder på elværker er også ekstra udsatte. Ja, sågar folk som bare kører meget i bil påtager sig større risici end folk som bare sidder på et kontor. Men hvor går grænsen helt specifikt for hvornår vi kan tolerere, at disse mennesker påtager sig risikofyldte opgaver? Jeg er bange for, at grænsen vil blive præget af smagsdomme og vilkårlighed (som det ofte er tilfældet når noget bliver politisk bestemt). Der er forhåbentlig ingen som vil gå så vidt at forbyde, at folk arbejder på skibe, med testfly, på tage, i biler eller med farlige kemikalier. I mine øjne er den eneste konsekvente og holdbare løsning, at det er den enkeltes eget ansvar at vurdere om de vil acceptere jobbets risici eller ej.

Kernen
Vi er – som overskriften subtilt antyder – ved at nærme os kernen af indlægget. Jeg kunne sagtens have skrevet videre om migrationsprostitution, om menneskehandel og om udbredelsen af stofmisbrug i erhvervet, men jeg vil ikke gøre dette indlæg unødvendig langt. I kan jo i stedet læse Nell Rasmussens oplysende rapport, hvis I er yderligere interesseret. Jeg vil nemlig nu komme med mine afsluttende kommentarer.

Det er ganske indlysende, at gadeprostitution ikke er et sundt erhverv. Heldigvis er det kun en minoritet som prostituerer sig på denne måde. Hvis politikerne absolut skal gøre noget så er det uomtvisteligt at sørge for, at gadeprostitution bliver mere sikkert eller helt stopper. Spørgsmålet er så om et forbud mod at købe sex er den rette metode til at opnå dette. Det er sandt, at der er færre gadeprostituerede i vores nabolande som har indført et totalt forbud mod at købe sex, men spørgsmålet er om de ikke blot har flyttet prostitutionen endnu længere væk fra tålelige forhold (denne utilsigtede, men forudsigelige konsekvens er i sig selv et indlæg værd). Sikkerheden er utvivlsomt reduceret og stigmatisation med den dertilhørende sociale isolation er ligeledes utvivlsomt steget. Det må og bør kunne gøres på en anden måde.

Tænk sig hvis man i stedet for at betragte al prostitution som et problem i stedet betragtede de forhold som (særligt gade-) prostitution foregår under som det egentlige problem. Dette ville betyde, at man kunne tage helt andre redskaber i brug. Først og fremmest ville dette betyde, at man kunne legalisere prostitution fuldstændig, altså gøre det til et lovligt erhverv og samtidig fjerne begrænsninger for rufferi. Dette ville f.eks. betyde, at de prostituerede kunne organisere sig ordentligt i bordeller og klinikker og købe beskyttelse af legale sikkerhedsfirmaer og ikke bare få beskyttelse af kærester og alfonser. På denne måde vil de få lettere ved at håndhæve de aftaler og kontrakter som de indgår med kunderne, og man vil som følge deraf opleve færre kunder som laver aftalebrud og udøver vold. Man kunne også forestille sig privatejede parkeringspladser som er videoovervågede og beskyttet af sikkerhedsfolk. For en lille procentdel af deres indkomst vil de gadeprostituerede kunne leje sig ind på parkeringspladsen og få lov til at opholde sig der. Kundernes biler fungerer så som private båse, hvor de prostituerede kan udføre deres erhverv. Den konstante overvågning vil give de gadeprostituerede den beskyttelse som de tydeligvis har brug. Der er mange andre eksempler på hvordan man skaber bedre forhold for de prostituerede, men jeg gider ikke remse dem alle op.

Pointen burde være klar: At gøre prostitution fuldstændig legalt vil give flere og bedre muligheder for, at de prostituerede og diverse hjælpeorganisationer selv forbedrede deres miljø og arbejdsforhold. Det vil måske endda også betyde, at den sociale udstødelse ved prostitution bliver mindre (hvilket som bekendt var et de største problemer for mange klinikprostituerede). En fuldstændig legalisering vil måske kunne bane vej for, at man endelig begynder at respektere og acceptere prostitution som et reelt, om end risikofyldt, erhverv. Det ville måske endda langsomt fjerne den kontraproduktive forestilling, at prostituerede er viljeløse, psykisk syge mennesker, hvis liv og velvære andre har ansvaret for. I alle tilfælde er chancerne for at fjerne sygeliggørelsen og offerforestillingerne større hvis erhvervet var legalt og mere redeligt end det er tilfældet med den nuværende, dobbeltmoralske situation.