The Hairpin Bend

Jeg har fået den tvivlsomme ære at relancere The Hairpin Bend. Mens den tænksomme (=langsomt skrivende) Johan forsøger at formulere noget kløgtigt om de seneste par ugers vigtige emner, om retssystemet i Somalia, om Berlingske Tidende, om valget i USA og om alverdens obskure liberale teorier skal jeg altså hurtigt nedfælde noget morbidt om nogle vilkårlige emner af eget valg. Så lad mig se hvad jeg kan finde på…

Det første emne, jeg vil kommentere, bliver februars mange påsatte brande og gadeuroligheder. Eller rettere sagt: Politikernes reaktion på dette. For er der noget som altid er værd at kommentere på er det tykpandede politikeres udtalelser. I denne omgang bliver skrevne det udtalelser fra kaffemaskinen Johannes Schmidt-Nielsen og Københavns hersker Ritt Bjerregaard.

Case 1: »Tror du, at du kan huske brikkerne næste gang?«

Johannes Schmidt-Nielsen er et venligt hunkønsvæsen, men hun lader desværre ofte de få brikker hun har at rykke rundt med ligge hjemme i kommoden. Dette er en skam, for det betyder, at hun kommer til at sige ting som følgende:

Sandsynligheden for, at man sætter ild til et samfund, man betragter sig selv som velkomment i, er efter min bedste overbevisning betragtelig mindre, end hvis man oplever at stå helt og aldeles udenfor.

Jeg ved ikke hvordan hun helt præcist definerer ”velkomment”, men som liberal individualist fra den afrikanske jungle føler jeg mig ikke altid ”velkommen” i det danske mareridt af socialdemokratisk kollektivisme. Fremmede folk, jeg aldrig har mødt før, tager mine penge, de blander sig i næsten uendelig mange facetter i mit liv og hvis jeg tillader at stille spørgsmålstegn ved denne besynderlige indretning bliver jeg skoset og latterliggjort. Visitationszoner er bestemt fordømmeligt, men sammenlignet med den konstante politisering af mit privatliv og den ringeagt rigtige liberale mødes med er det ingenting. Alligevel har jeg aldrig sat ild til andet end raketter rettet mod himlen og små stearinlys.

Hvordan kan det lige være?

Mit umiddelbare bud er, at jeg besidder en rimelig sund karakter. Jeg kanaliserer min vrede ud i uskadelige tirader og opfører mig så ellers høfligt og flittigt. Jeg har altid fået fortalt (af aberne fra junglen, I ved hvem I er), at man må tage ansvar for sig selv og aldrig forfalde til ukonstruktiv selvmedlidenhed, offermentalitet og apati. Den dag man ikke kan andet end at bebrejde andre for sine problemer er den dag problemerne får en ned med nakken.

Attituden blandt de unge, problemramte indvandrere, som har raseret landet, er stik modsat denne. Der er meget stor sandsynlighed for, at dette skyldes indvandrerenes forældre. Der er også en stor sandsynlighed for, at den danske stat har bidraget negativt med passiverende understøttelsesordninger. Og ikke mindst er der en vis sandsynlighed for, at politikere som Johannes Schmidt-Nielsen med sine udtalelser er med til at forstærke den forurettede attitude. Men i alle tilfælde falder ansvaret i sidste ende på den enkelte ballademager som vælger at udtrykke sin frustration ved at skrue temperaturen op under uskyldige menneskers ejendom og herefter giver Samfundet (hvem er denne onde herre?) skylden for deres utilgivelige handling. Før disse hærværksforbrydere fatter, at de står med det afgørende ansvar for deres handlinger, liv og livsanskuelse vil de aldrig få løst deres problemer. Så drop pyromankarrieren og få et job. Dét burde Johannes Schmidt-Nielsen have sagt.

Case 2: Ritt mener, at det er samfundets problem: Desværre er hun Tarzans problem

Ritt Bjerregaard er altid storleverandør af åndssvage udtalelser og denne sag er ingen undtagelse. På hendes hjemmeside skriver hun følgende:

Vi skal forstærke den kriminalpræventive indsats. Og vi skal tænke i fornuftige initiativer, der kan hjælpe til at inkludere de unge i det samfund, som de føler sig forbigået af.

Det er samme ordflom vi har hørt i de seneste mange år og det er typisk for en dansk politiker blot at lade som om det hele kan løses med flere ungdomshuse og flere statsbetalte fritidsaktiviteter. Som borger i Københavns Kommune gør det ondt at vide, at ens surt optjente penge skal gå til gaver til det moderne svar på neandertalere. Når nu Ritt Bjerregaard alligevel tager ens penge kan hun da i det mindste sørge for, at de går til formål med bare lidt tankevirksomhed bag. Det er jo ikke en svær gåde fra Da Vinci Mysteriet som skal løses – det er et problem som er blevet løst tidligere.

New York var i 70’erne og 80’erne præget af vold og hærværk i uhørt høj grad, men visionære politikere (yikes, det håber jeg aldrig, at jeg kommer til at sige igen) fik lavet en række tiltag som var med til at løse problemet mere eller mindre. Jeg vil ikke gøre dette bidske indlæg til en kriminologisk afhandling, men kort fortalt fik man den voldelige kriminalitet til at falde med 75%, mordraten faldt til samme niveau som i 1963 og mega-storbyen New Yorks samlede kriminalitetsrate faldt til samme niveau som byen Boise i Idaho. Udover færre mord blev der færre røverier, voldtægter, overfald, indbrud og andre ejendomskrænkelser. Ja, selv antallet af hærværksforbrydelser faldt.

Tarzans råd er, at man kigger lidt på hvad de gjorde i New York. Jeg vil nemlig hellere have, at mine penge går til at opretholde en broken window-politik og sætte mere politi på gaderne. Og så ville det nok også være en helt usandsynlig god ide at sørge for, at vi ikke har så mange (unge og gamle) indvandrere på overførselsindkomster. Som Johannes Schmidt-Nielsen burde Ritt Bjerregaard have sagt dette.

Hvor svært kan det egentlig være?