The Hairpin Bend

Johan gik desværre i mental og tankemæssig dvale under og efter valget. Nej, dvale er måske det forkerte ord at bruge. Det antyder en vis grad af frivillighed og planlægning. I virkeligheden er koma måske det rigtige ord at bruge. I alle tilfælde var han nødt til skrue gevaldigt ned for hans tankeaktivitet i de pågældende uger. Tankeaktiviteten blev faktisk sat på mute – ligesom lyden på fjernsynet i den samme periode. Dette gik selvfølgelig udover The Hairpin Bend, der i perioden reelt ikke havde nogle indlæg, som beskæftigede sig med politik. Det burde dog gerne ændre sig nu. Men som et trægt og ældre apparat tager det lidt tid før The Hairpin Bend rigtig kommer i gang igen. Og ikke mindst - ligesom en gammel maskine - skal den først hakke, spytte og spotte før den rigtig kommer i gang. Dette er altså pointen med denne valganalyse. Så kan de raffinerede og komplekse indlæg altid komme bagefter.

Alle valganalyser udnævner vindere og tabere. Dette er dog ingen kunst. Alle, der kan tælle til 90, kan se, at Danmarks Liberale Socialdemokratiske Parti, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fik et flertal igen (med lidt hjælp fra en fårehyrde fra en klippeø). Det siger herefter sig selv, at venstrefløjen (altså minus de førnævnte partier) tabte. Søvndals Fanklub (i folkemunde kaldet SF) fik et kanonvalg, men lige lidt hjalp det: Fogh og hans onde kompagni vandt endnu en omgang Vild Med Vrøvl.

En god valganalyse nøjes dog ikke kun med at pege på de umiddelbare vindere og tabere. Også de skjulte vindere og tabere skal udpeges. Dette vil Tarzan selvfølgelig også forsøge på. Ellers ville det godt nok også være en kedelig analyse (sådan á la en analyse af Foghs boytoy Thomas Larsen).

Hvem var så de virkelige vindere ved valget? Ja, først og fremmest var vinderne de 179 politikere, der blev valgt ind i Folketinget. De fik – for at parafrasere P.J. O’Rourke - endnu en flaske whisky og et nyt sæt bilnøgler udelukkende ved at vise befolkningen, at de i allerhøjeste grad er interesserede i dem (som lopper er interesserede i en hund). Disse heldige personer kan nu fortabe sig i magtspil og studehandler i de næste mange år. De får over 600.000 kr. om året for det og en god pension når de en dag er blevet for rundtossede af den politiske spin. Hvis de er særligt heldige og besidder en snert af taktisk snilde, så kan de faktisk få over 1 million kr. om året og en fin bil med chauffør som de kan gøre de danske veje usikre med.
Nogle vil måske mene, at det faktisk ikke er så mange penge. Det er jo et hårdt og opslidende job. Det er sikkert sandt nok. Problemet er bare, at jobbet ikke er værdiskabende eller produktivt. At stable små sandkorn hver dag er med garanti også ekstremt anstrengende og barskt, men så vidt jeg er orienteret er det ikke et efterspurgt, frugtbart og værdiskabende erhverv. Hvis man fik over en halv million for det, så ville det jo også være helt absurd. Faktisk man kan med en vis ret mene, at folketingspolitikerne ikke bare er spild af skattekroner. Måske er de ligefrem ødelæggende og destruktive – i stedet for at stable endeløse rækker af sandkorn, så kaster de brutalt og nådesløst sand, grus og småsten i øjnene på uskyldige forbipasserende. Og så må man vist sige, at deres løn og frynsegoder er et ganske godt udkomme. De er altså vinderne.

Taberne er først og fremmest de få borgerlig-liberale mennesker, der stadig eksisterer i Danmark. De skal endnu engang trækkes med, at deres påståede politiske repræsentanter besudler deres ideologiske fællesnavn og gør nar af deres overbevisninger. Regeringsgrundlaget byder – i fuldstændig vilkårlig rækkefølge – på øget ulandsbistand, øgede miljø- og energiafgifter (dog lavere skat på arbejde), planøkonomisk miljø- og klimapolitik, et løfte om at bekæmpe ulighed, EU-forherligelse, øget offentligt forbrug (som beskrevet i 2015-planen), løfte om begrænsning af job-klausuler, oprettelse af et nationalt råd for folkesundhed, en skærpet og strammere fødevarelov, mere offentligt finansieret Gosplan-forskning, højere børnefamilieydelse og heftige investeringer i hospitalerne, plejehjemmene, skolerne og infrastrukturen. Det er lige så borgerlig-liberalt som Fidel Castro er en fornem fætter og som Svend Auken er et kvikt og kløgtigt væsen… Altså på ingen måde.

Det er dog ikke kun de borgerlig-liberale, der (igen) er taberne. Den samlede danske befolkning kan faktisk også karakteriseres som tabere. Den danske befolkning taber nemlig lidt på samme måde som en narkoman i det lange løb taber ved at få endnu et fix. Det colombianske narkokartel har altså endnu engang fået lokket den (velfærds)afhængige befolkning på afveje. Konsekvenserne af dette kan vise sig at være ganske katastrofale. Tarzan er normalt ikke typen, der maler Fanden (eller Statan som han hedder på abesprog) på væggen, men tiden er fyldt med foruroligende varsler og en uændret kurs er næppe den rette vej ud af problemerne. Desværre.