I stedet for at stemme har jeg lavet en særdeles relevant oversættelse/parafrasering af de indledende sider fra Parliament of Whores: A Lone Humorist Attempts to Explain the Entire U.S. Government skrevet af den geniale P.J. O’Rourke.
Staten er stor, dum og grådig og laver påtrængende, kommanderende og farlige forstyrrelser i selv de mindste hjørner af livet – dette kan vi dog klare. Det virkelige problem er dog, at politik er kedeligt. Vi kunne kurere eller lindre de andre ulykker som Christiansborg pådutter os, hvis vi da kunne få os selv til at interessere os for Christiansborg. Men det kan vi ikke …
Politik er kedeligt fordi politiske karrierer er baseret på den mest lunkne form for løgn: ”Jeg balancerer budgettet, sådan da.” ”Jeg vil ikke forhøje skatten, hvis jeg da kan forhindre det.” Selvfølgelig fortæller politikere ikke sandheden: ”Jeg stiller op til Folketinget for at hævde mig selv overfor de klassekamerater, der for 35 år siden gav mig øgenavnet Fiskefjæs” eller ”Vælg mig venligst til Folketinget, så jeg kan komme væk fra Nordjylland og møde store kanoner og lækre babes.” Men de fortæller heller ikke store, underholdende, dundrende løgne: ”Send undertegnede til Christiansborg og jeg vil sende tyvekosterne hjem i sendinger af lukkede godsvogne. Du kommer til at asfaltere vejene med bacon, når jeg er færdig med at skovle ud valgflæsk fra statens pengekasse. Der kommer til at være offentlige jobs til din hund. Lad din haveslange løbe i femten minutter og jeg vil få Transportministeriet til at bygge en ottesporet hængebro over pølen. Vis mig en våd kælder og jeg vil anskaffe dig en flådebase og gøre din vvs-montør til admiral af flåden. Der vil være landbrugsstøtte for hver plante, du har i en potte, forsvarskontrakter til knægtens spytbolde og gratis pladser på en daginstitution til datterens dukker. Du vil få arbejdsløshedsunderstøttelse for de seksten timer hver dag, hvor du ikke er på dit job, fuld førtidspension, hvis du skal op om natten for at gå på toilettet og folkepensionen vil komme ikke bare når du trækker dig tilbage som pensionist, men hver gang du trækker dig tilbage til sengen om aftenen. Skatter? For fanden, jeg vil få staten til at proppe penge tilbage på din lønseddel hver uge og jeg vil lade SKAT hyre chimpanser fra Zoologisk Have til at føre revision af din selvangivelse. Stem på mig, folkens, og I vil komme til at prutte gennem silke.”
Politik er også kedeligt fordi i et demokrati er politik et spørgsmål om flertalsafgørelser. Flertalsafgørelser er selvfølgelig en værdifuld, hellig ting, der er værd at dø for. Men – ligesom andre værdifulde, hellige ting som hjemmet og familien – det er ikke kun værd at dø for; det kan også få dig til at ønske, at du var død. Forestil dig hvis alt i livet var afgjort ved flertalsafgørelser. Hvert måltid ville være en pizza. Hvert par bukser, selv dem i et Brooks Brothers-jakkesæt, ville være af blå denim. Kendisslankekurs- og motionsbøger ville være det eneste på hylderne i biblioteket. Og eftersom kvinder udgør et flertal af befolkningen ville vi alle være gift med Mads Mikkelsen …
Politik er så kedeligt, at man nogle gange undrer sig over om politikerne ikke prøver at være kedelige med vilje. Måske prøver de at lulle os i søvn, så vi ikke opdager hvad de laver. Ethvert aspekt af vores tilværelse er berørt af politik, så vi vil naturligvis gerne holde øje med det. Men når vi almindelige borgere prøver at læse en bog om politik eller lytte til hvad som helst nogen som helst politikere siger, så føler vi os som folkeskoleelever, der er faldet to uger bagud i matematikundervisningen. Herefter bliver vi søvnige og dvaske og inden vi ved af det, så snorker vi som en gasdrevet ukrudtsfjerner. Dette kunne være tilsigtet. Politikerne kunne være i gang med at etablere et kedsommelighedsdiktatur her i landet: Den sidste person vågen får lov til at bruge alle skattekronerne.
1 response so far ↓
Viktor Larsen // november 25, 2007 at 6:25 pm
ha ha ha ! .. jeg vil gerne have alle de ting. Skulle fandme have stemt SF .. har hørt de vil indføre skoleuniformer .. af GULD ! .. Når politikerne ikke kan love ladesiggørelige ting længere, er det bare frem med nutella bøtten og smøre tykt på. Jeg vil gerne giftes med Jessica Alba, så 51% der ude - hjælp mig !
Leave a Comment