Nu er der gået et par dage med valgkamp og jeg har samlet tilstrækkeligt med materiale til at komme med et par dybt usaglige kommentarer. Emnet i denne første opdatering er ulighed og sociale ydelser.
Det hele startede med en undersøgelse, der fortalte, at 500 børnefamilier er blevet smidt på gaden to eller flere gange de sidste fire år på grund af manglende betaling af husleje. Dette er ganske givet en traumatiserende begivenhed for de enkelte familier og det er selvfølgelig opsigtsvækkende, at visse familier flere gange oplever at blive smidt ud. Min umiddelbare reaktion på historien var, at disse familier måske skulle lægge et budget, så de i fremtiden har lidt bedre styr på hvor meget de kan klare at betale i husleje. De kunne måske også forsøge at flytte væk fra storbyerne (hvor de fleste tilfælde pudsigt nok bor), da det er noget billigere ude på landet. Måske kunne de også spare lidt hist og pist. Jeg havde flere umiddelbare tanker, men ingen af dem matchede det tema som et samlet hylekor af medier og politikere valgte at anlægge. Bare hør på jeg-sidder-fast-i-samme-rille-Mette Frederik- sen:
Tallene viser jo desværre, at uligheden er ved at bide sig fast, og at børnefamilierne er en af de hårdest ramte grupper.
Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvad har historien med ulighed at gøre? Der er for mig at se intet i historien, der fortæller, at uligheden er vokset eller at den i forvejen eksisterende ulighed forårsagede udflytningerne. Og hvordan kan ulighed i det hele taget medføre, at nogle børnefamilier gentagne gange ikke formår at betale sin husleje til tiden? Hvis beboerne på Strandvejen med ét trylleslag pludselig blev (endnu) rigere, betyder det så, at jeg ikke længere kan betale min husleje? Eller hvis de nu alle sammen spadserede ned til stranden og smed alle deres penge i vandet og dermed blev fattige som de 500 børnefamilier, ville børnefamilierne så let kunne betale deres husleje til tiden? Jeg kan slet ikke se den kausale sammenhæng. I mine øjne giver det lige så meget mening at skyde skylden på havenisserne i provinsen. Jeg er dog tilsyneladende forholdsvist alene om at betragte ulighed på denne måde. Selv Danmarks Liberale Parti ønsker et samfund med stor lighed - for lighedens egen skyld selvfølgelig.
Efter at have læst den meget dybsindige kritik leveret af vores hæderværdige velgører, Superwoman-Mette Frederiksen, og Venstres utilslørede og åben- hjertede hyldest af ligheden var jeg meget spændt på at se hvordan politikerne havde tænkt sig at hitte rede i dette samfundsmassakrerende ulighedsproblem. Løsningen var dog ikke særlig overrumplende: Sæt de sociale ydelser op.
Jeg synes selvfølgelig, at det er en elendig idé. Det er lidt ligesom at forsøge at reparere et ur med en stor mukkert. At give flere penge i sociale ydelser i Danmark er at give narkomanen en dødelig overdosis heroin for at komme ud at sit misbrug. Siden velfærdsstatens etablering i Danmark er kriminaliteten eksploderet, alkohol- og narkomisbrug er blevet mere udbredt, arbejds- moralen er styrtdykket og flere end nogensinde lever af passiv forsørgelse. Dette skyldes selvfølgelig, at hvis man konsekvent fortæller folk, at de grundlæggende er uproduktive og svage, og derfor skal kompenseres og vejledes i alle henseende, så vil de med tiden også blive uproduktive og svage. Og hvis man så samtidig giver penge til uproduktiv og svag adfærd (i et misforstået forsøg på at uddele kompensation og hjælp), så vil man selvfølgelig opleve, at folk bliver endnu mere tilbøjelige til at udvikle en uproduktiv og svag karakter. Den danske velfærdsstats iboende men- neskesyn og høje sociale ydelser er altså en slags aktiv dødshjælp på alle sunde mentaliteter. Det lyder hårdt, men jeg mener ikke desto mindre, at der er rigelig belæg for at postulere, at antallet af såkaldt svage i Danmark er forvansket og unaturligt højt. Danmark avler så at sige svaghed. Eller med en andens ord: Danmark er en taberfabrik.
Det ville selvfølgelig være politisk harakiri at sige sådan noget, så det vil aldrig blive sagt. Slet ikke i en valgkamp og på baggrund af en historie om 500 børnefamilier, der måske reelt har brug for lidt hjælp (men hvorfor så ikke bare hjælpe dem og lade være med at sætte de offentlige sociale ydelser op?). Det er meget mere politisk opportunt at flashe sin godgørenhed, medmenneskelighed og altruisme i et frådende forsøg på at kapre vælgere. Det pudsige er selvfølgelig, at det aldrig er politikernes egne lommer som de lover, at hjælpen kommer fra. En politiker, der lover flere penge til sociale ydelser, giver jo altid ud for andre folks penge (skatteyderne, that is). Hvad flot er der i det? Jeg kan da også godt sige til den næste nødstedte, at jeg skam nok skal hjælpe vedkommende – ved at tage dine penge til en fødselsdagsgave til en ven, til dit barns vintertøj, til din aftensmad eller til din benzin. Men hvor solidarisk, broderligt og glorværdigt er det lige?
Ja, den danske valgkamp er i fuld gang. Og ganske som forventet bliver der lukket en urimelig mængde mundgøgl ud. Det må være i tider som disse, at man begynder at tvivle på ytringsfrihedens lyksaligheder.
8 responses so far ↓
Allan // oktober 29, 2007 at 8:46 pm
Du har naturligvis ret i dine vurderinger.
Læg et budget. Spar her og der. Flyt på landet.
Men jeg kender til disse problemstillinger fra mit virke som pædagog i Århus Vest i mange år.
De mennesker, dette handler om, har ikke evnerne. Det er rigtigt! Det er, som at spørge alkoholikeren hvorfor han ikke bare drikker et glad glas mælk i stedet for; det er sundt, og leveren ta´r ikke skade.
Hvis det ikke var så tragisk ville det faktisk være sjovt. Men det er som om smilet stivner, når man, som jeg, har været med ved sådanne udsættelser af lejligheder som der er tale om her. Grædende børn og en mor, der var på vej til København i toget - på flugt fra realiteterne og sig selv.. Jeg skulle diskutere med fogeden, om ikke børnene kunne få deres bamser til at stilne gråden med. Det gik an, allernådigst.
Ja, du har ret. Men det er ikke altid nok.
Johan Espersen // oktober 30, 2007 at 3:24 am
Jeg noterede netop i indlægget, at de 500 børnefamilier måske rent faktisk har brug for assistance. Men som jeg også noterede, så er dette et dårligt argument for at hæve de offentlige ydelser for alle. Og hvem har overhovedet besluttet, at den eneste hjælp disse 500 børnefamilier har brug for er af økonomisk karakter? Måske ville det være mere produktivt at lægge et budget med dem, finde gode sparemuligheder med dem eller undersøge mulighederne for at flytte på landet for dem. Sådanne projekter ville være perfekte foretagender for privat velgørenhed. I Danmark har vi bare en uheldig (men forståelig) tendens til at forvente, at den store amme-stat tager sig af det. Det gør den bare ikke - tværtimod.
Og i alle tilfælde har hele problematikken absolut intet med ulighed at gøre.
Rune Andersen // oktober 30, 2007 at 11:44 am
Hej Johan
Endelig en med mine holdninger
Jeg er simpelhen træt af mediernes beviste manipulationer. Når jeg skriver det mener jeg at de bevist vidergiver historier og “analyser” der fordrejer sandheden. De “glemmer” deres kritiske sans, da det ville pille historien fra hinanden. F.eks DR1 som Søndag aften i 21 nyhederne havde et længere indslag om den stigende ulighed i DK. De vidergav en analyse som sagde at der var 90.000 fattige i DK ??
Analysen tog udgangspunkt i at man pr definition var fattig hvis man havde en indkomst under 60% af medianen for indkomst i DK. De var dog så “flinke” at nævne at hvis man sænkede denne “grænse” til 50% var der kun 24.000 fattige (er ikke sikker på dette tal, men det var der omkring).
Så spørger jeg bare. Hvordan ville det så se ud med 40% ?, eller 30%. Og hvem siger den ene grænse er mere rigtig end den anden. Og hvorfor bruger man overhovedet en %-sats som gør at kr-grænsen for at være fattig vil stige når samfundet som helhed bliver rigere.
De undlod fuldstændigt at sætte kr og øre på deres fattig grænse. Dvs det handler ikke om hvorvidt man kan leve af de kr man har, men om man er “lige” med resten af samfundet. Men så vidt jeg ved kan man ikke købe mad for procenter, kun af kroner. Så måske skulle man få sat en kr-sats, som så blev reguleret hver år, med de egentlige leveomkostnings stigninger. Og så tror jeg det ville se helt anderledes ud.
Jeg er formentlig at betegne som fattig med den nuværende 50% grænse (studerende), men jeg føler mig ikke fattig. Jeg har valgt at være fattig i en årrække.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over om det er sandt eller ikke sandt at der har været en stigende uliged i DK (Har ledt forgæves efter saglig statistik). Men jeg ved at DK i alle internationale rapporter har den laveste ulighed i verden (sammen med sverige). Hvordan kan det så være et valg-emne at den (muligvis) er steget fra rekord-lav, til stadig-rekord-lav !!!.
Og hvorfor er der ingen politiker der tør gå ud og sige at lighed ikke handler om penge, men om muligheder. Staten skal give lige muligheder. Så må det enkelte menneskes indsats, og evner afgøre hvilke økonomiske situatione det resultere i. Og for dem hvor det går helt galt, skal staten hjælpe med nye muligheder. Ikke evig forsøgelse.
Det vigtigste en politiker bør mester, er at ture at gøre sig upopulær på sandheden, og respekteret for løsningen.
Det kræver mod, hvilke de færreste (desværre) har.
Venlig Hilsen, en skuffet liberal.
Rune Andersen // oktober 30, 2007 at 12:37 pm
KORREKTION:
Jeg vil ligge korrigere mig selv inden andre gør det.
Jeg har lige sæt indslaget igen (på dr.dk) og husket forkert.
De præcise tal handlede om børnefattifdom.
de 90.000 ved 60% var fattige børn !!
Og ved 50% var der så 40.000 fattige børn.
Men pointen holder stadig?
DR præsentere et indslag uden den nødvendige kildekritik. De er “villige idioter”.
Torben Tranæs, Forskningschef ved Rockwool fonden, blev brugt som kilde, men udtalte sig meget statistiks korrekt, og fortalte at det ikke betød folk var “kr” fattige, men kun at der var kommet større spredning i værdierne. Dette blev så senere gjort til at der var sket et “katastofalt” skift i ligheden i DK….
Man må jo tage sig til hoved…
prøv at se indslagt.
Det er her http://www.dr.dk/DR1/TVAVISEN/tvaindslag.htm
Søndag kl 21…
Med overskriften: Voksende økonomisk ulighed i Danmark
Helle // oktober 30, 2007 at 9:00 pm
Spændende debat - gid den blev taget flere steder.
Er problemet ikke mange gange, at vores velfærdssystem i den grad insisterer på at sætte normen for det gode liv og derfor lovgiver al socialhjælp ud fra nogle normbegreber der ikke kommer de mennesker der virkelig har brug for hjælp i møde med hjælp til selvhjælp? Vi er ikke i stand til at yde individuel hjælp. I stedet sætter vi nogle normmæssige grænser som over en kam afgører om man har brug for hjælp eller ej. Alt andet lige gør det vores velfærdssystem vældig dyrt. Men værre endnu det fratager mennesker en basal ret til selv at definere sit liv og vilkårene.
Man kan sige at spørgsmål om ulighed eller ej også vender den anden vej rundt. Hvis vi bekæmper ulighed med al magt, betyder det ikke kun at der er nogen der ikke bliver mega meget mere rigere end os andre (fy føj) men også at man meget hurtigt bliver defineret som taber. Både af omgivelserne og en selv, når man af en eller anden grund ikke passer til normerne. (Og det handler ikke altid om penge).
I mine øjne handler den megen forargelse over at der er nogle der går ind for øget ulighed ikke om økonomi. I mine øjne er det en slet skjult rædsel for al der er anderledes. Det er det samme normdiktatur som sætter ind overfor vores indvandrere og andre med en opførsel som ikke er “alle andres”.
janteloven syltet ind i selvgodhed.
Spørgsmålet om de tvangsudflyttede familier - og der skal ingen tvivl herske om at jeg synes det er forfærdeligt og at vi skal gå langt for at hjælpe, hvis familierne først er kommet så langt ud. Men hvad med at starte den debat med spørgsmålet “hvorfor er de havnet i den situation?” at lige de 500 familier er havnet i der har efter min bedste overbevisning og erfaring ikke så meget at gøre med indkomst (hvorfor er der så ikke flere der ryger på gaden?) men handler som regel om helt andre forhold. Du nævner selv et af de mest indlysende. Lad være med at tro det løses med en skattestigning for at fjerne ulighed. Lad vær med at tro det ændres med en hvilken som helst lov der skal korrigere uønsket adfærd. Det eneste der hjælper er mennesker - engagerede mennesker og et system der kan handle i forhold til hver enkelt og som tør følge hjælp med krav.
Det blev et længere indlæg end jeg lige have regnet med. Men jeg bliver ofte vældig ophidset over det lighedstegn der står mellem ulighed=uretfærdighed=ondskab og mellem lighed=retfærdighed=godhed. Der er ikke noget mere uretfærdigt en lighed - for mennesker er ikke ens.
I virkeligheden skulle det her indlæg nok nærmere være rettet til Mette Frederiksen eller en af de andre normfundamentalister. (helt selvopfundet ord - syntes ikke det ville være pænt at skrive normfacister…
Fruen // oktober 31, 2007 at 10:04 am
Det er tydeligt ved ovenstående kommentarer, at der ikke er nogen af jer, der har mærket fattigdommen på egen krop.
Når der ikke er penge tilbage i skuffen, efter betaling af de faste udgifter, så er der ikke flere penge… Kender nogen af jer til lovgivningen og satserne på kontanthjælpsområdet og integrationsydelsen ?
Johan Espersen // oktober 31, 2007 at 12:37 pm
Jeg tror, du vil blive overrasket over hvor godt jeg (desværre) kender til fattigdom, både personligt og gennem nære venner. Men hvad har det med diskussionen at gøre? Min (primære) pointe med indlægget er, at ulighed intet fortæller om fattigdom og derfor er et misvisende og måske endda farligt begreb at føre politik på baggrund af. Det er en pointe, jeg tydeligvis deler med Rune Andersen. Bare fordi nogle har meget mere end andre, så er det ikke ensbetydende med, at dem der har mindst, intet har. Bare se denne tabel:
http://img266.imageshack.us/img266/4697/unavngivetnn8.jpg
Og ja, jeg kender satserne på kontanthjælpsområdet og integrations- ydelsen. Lovgivningen kender jeg i store træk, men ikke helt i bund.
Helle // november 3, 2007 at 4:22 pm
“Det er tydeligt ved ovenstående kommentarer, at der ikke er nogen af jer, der har mærket fattigdommen på egen krop.” Fruen
Hvad i h… h…. ved du om mig og mit liv? Hvis det er den form for deduktion du bruger for at nå frem til dine holdninger… Hvis du ikke har bedre argumenter så stopper diskusionen med dig her. Jeg hverken kan eller vil blotlægge min personlige livsvilkår og erfaringer for at retfærdiggøre mine synspunkter.
Hvis du på den anden side kan komme med argumenter vi kan diskutere? Du kunne jo lægge ud med at forklare hvor ansvaret ligger når man ikke kan forsørge sig selv og sine børn?
Ligger de hos forældrene? eller ligger de hos mig?
Hvornår og under hvilke omstændigheder ophører ansvaret for dit eget liv og dine egne beslutninger? og hvem skal overtage ansvaret for dig? Hvordan får du ansvaret igen?
Leave a Comment