The Hairpin Bend

Anarkismen bliver ofte kaldt en uprøvet, urealistisk og utopisk teori. Verdens- historien er heller ikke ligefrem fyldt med statsløse samfund og den nu- værende politiske situation er i den grad præget af, at stater har beslaglagt magten på en særdeles solid og robust måde. Derfor er det måske heller ikke helt forkert at karakterisere anarkismen på ovenstående måde.
Der findes dog visse samfund, hvor anarkismen ikke er en fjern teori, men derimod en realistisk mulighed – hvis ikke en direkte realitet. Dette indlæg skal handle om et sådan samfund. Det måske eneste samfund, hvor der ikke har været en statsmagt i over 15 år og stadig ikke er det: Somalia.

Somalia er ikke et land, jeg ønsker at leve i. Ikke nu og nok heller ikke om 10 år. Eller 20 år. Somalia er et af klodens absolut mest fattige samfund. Somalia er endvidere plaget af interne voldelige konflikter, sygdomme der let kan kureres, ekstrem sult og udbredt mangel på rent drikkevand. Der er i det hele taget ikke meget ved Somalia der er specielt attraktivt. Pirater trives i havområdet nær Somalia, islamiske fundamentalister forsøger at tvinge sig til magten i visse dele af landet, lokale krigsherrer nedkæmper brutalt enhver opposition i andre dele af landet og hovedstaden Mogadishu er en af klodens farligste steder at bosætte sig. Somalia er i den grad et kaotisk samfund.

Man skulle tro, at denne næsten hobbesianske krigstilstand var et alvorligt slag mod anarkismen. Men rent faktisk kan en særlig afstøbning af anar- kismen, anarko-kapitalismen, bruge Somalia til at påpege en masse væsentlige ting. Somalia er nemlig også et samfund, der er præget af høj iværksætterånd og ofte uhindret kapitalistisk konkurrence. Den somaliske private sektor har formået at opnå en overraskende stor mængde betydelige bedrifter. Og hvor private sektor har fejlet har det primært været fordi statslignende organisationer, klaner og fraktioner har interveneret og ødelagt det private initiativ.
På grund af denne for mange ganske overraskende succes har Somalia faktisk været inde i en positiv udvikling siden hungersnøden og den gigantiske borgerkrig, der efterfulgte statens sammenbrud. Somalia er som sagt stadig et meget, meget miserabelt og fattigt land, men det var det i høj grad også før dets anarki. Landet havde gennem flere årtier været under ledelse af den socialistiske militærdiktator Siad Barre. Denne kombination – socialisme og militaristisk diktator – er den direkte vej til armod, fattigdom og generel elendighed, så det er ingen overraskelse, at Somalia stadig har meget, meget alvorlige problemer. Men som sagt går fremad.

Økonomen Peter Leeson har i Better Off Stateless: Somalia Before and After Government Collapse undersøgt Somalias økonomiske situation og har her- efter sammenlignet den med hvordan den var i 80’erne. Han bruger kun data fra acceptable kilder som UNDP, Verdensbanken, CIA og WHO, alligevel skal man nok tage mange af tallene rimelig approksimativt. Somalia har nemlig ingen organisation, der indsamler statistisk materiale om Somalias økonomi, demografi og lignende forhold. End ikke før statens sammenbrud i 1991 blev der indsamlet særlig meget materiale. Leeson mener dog alligevel at kunne konkludere blandt andet nedenstående om Somalia anno 2000-2005 i forhold til 1985-1990:

· Spædbørnsdødeligheden pr. 1000 fødsel faldt fra 152 to 114,9.
· Mødredødeligheden pr. 100.000 fødsel faldt fra 1600 to 1100.
· Procent af befolkningen med adgang til en kloak steg fra 18 til 26.
· Procent af befolkningen med adgang til mindst et sundhedsfacilitet steg fra 28 til 54,8.
· Omkomne pga. mæslinger faldt fra 8000 til 5600.
· Procent af befolkningen i ekstrem fattigdom faldt fra 60 til 43,2.
· Radioer pr. tusind indbygger steg fra 4 til 98,5.
· Telefoner pr. tusind indbygger steg from 1,9 til 14,9.
· Tv’er pr. tusind indbygger steg fra 1,2 til 3,7.

Leeson bruger i alt 18 udviklingsindikatorer. Heraf er de 13 af dem klart forbedret (bl.a. ovenstående) siden statens kollaps. Kun 2 indikatorer, procentandel af børnene, der kan læse og procentandel af børnene, der er indskrevet skoleundervisning, er faldt. Og disse to indikatorers fald skyldes næppe anarkiet, men snarere, at Somalia ikke længere modtager ekstreme mængder af ulandsbistand til at drive skoler.
Det kan være værd at bemærke, at Somalias BNP pr. indbygger ifølge officielle kilder er faldet siden 1991. Ofte bliver dette fremhævet som et bevis på, at Somalias anarki har gjort folk fattigere. Men dette mener Leeson ikke er tilfældet. Tværtimod faktisk. For det første havde driftslederne i Somalia i 1985-1990 et stærkt incitament til at overdrive tallene. Dette er ofte tilfældet i planøkonomier (eller næsten planøkonomier som Somalia var i 1985-1990), fordi driftslederne hermed kan møde de påkrævede kvoter og dermed opnå belønning af staten. For det andet var en meget, meget stor del af BNP produktion af militært isenkram som den somaliske befolkning ikke kunne konsumere eller få gavn af. Tværtimod blev disse våben brugt til at true, tvinge og dræbe befolkningen med. For det tredje og måske vigtigst var Somalia før statens kollaps en af de største modtagere af ulandsbistand pr. indbygger. I midten af 1980’erne udgjorde ulandsbistand omkring 58% af BNP, mens den i dag kun er 9%. F.eks. bestod 70% af statens driftsbudget i 1987 af ulandsbistand. På baggrund af disse 3 indvendinger mener Leeson at kunne konkludere, at Somalias faktiske BNP pr. indbygger sandsynligvis er steget. Dog kan man ikke sige præcist hvor meget.

Afslutningsvist konkluderer Leeson følgende:

Somalia remains a country with severe problems. But it is better off today under statelessness than it was 15 years ago under government, and shows signs of continuing improvement without a central authority. A comprehensive view of the data that allow pre- and post-anarchy welfare comparisons suggest that anarchy has improved overall development. Contrary to the typical case, in Somalia social welfare has improved because of, rather than despite, the absence of a central state. Somalia’s government was oppressive, exploitative, and brutal. The extent of this predation created a situation in which social welfare was depressed below the level it could achieve without any government at all. The emergence of anarchy in 1991 opened up opportunities for advancement not possible before government’s collapse.

Dette er selvfølgelig ikke et argument for anarki i alle lande, men anarki er i hvert fald at foretrække over korrupte diktaturer.

En anden undersøgelse, der understøtter dette er Somalia After State Col- lapse: Chaos or Improvement? af Benjamin Powell, Ryan Ford og Alex Nowrasteh. Disse 3 forfattere forsøger at sammenligne Somalia med andre afrikanske nationer. Ud af 13 mål rangerer Somalia i øverste halvdel af disse lande i 6 af dem og rangerer kun nær bunden i børnedødelighed, immu- niseringsrate og adgang til forbedrede vandressourcer. I 7 af de 13 mål ran- gerer Somalia altså i den nederste halvdel, men dette er faktisk en relativ forbedring i forhold til før statens sammenbrud. Nedenstående tabel (tryk for zoom) viser dette (og viser i parentes bemærket et lidt andet billede af spædbørns- dødeligheden i forhold til Leesons 2000-2005-tal):

Det er værd at bemærke, at Somalia rangerer højt i antal af telefoner (8.), mobiltelefoner (16.) og internetbrugere (11.). Det er ekstreme forbedringer i forhold til før statens sammenbrud. Ligeledes er det værd at bemærke, at det kun tager 3 dage for en telefonlinje at blive installeret i Somalia, hvorimod det tager flere år i nabolandet Kenya. Priserne er samtidig forbløffende lave og mange mener, at lydkvaliteten er den bedste i hele Afrika. Dette er selvfølgelig en ringe trøst, hvis man er ved at dø af tuberkulose, mæslinger eller sult, men det fortæller alligevel lidt om hvor meget et helt frit marked kan opnå på meget, meget kort tid.

I alle tilfælde man kan konkludere, at Somalia altså også har oplevet en relativ fremgang. Powell, Ford og Nowrasteh afslutter deres rapport således:

This paper’s main contribution to the literature on Somalia’s living standards has been to compare them to those of 42 other sub-Saharan African countries both before and after the collapse of the national government. We find that Somalia’s living standards have improved generally and that they compare relatively favorably with many existing African states. Importantly, we find that Somali living standards have often improved, not just in absolute terms, but also relative to other African countries since the collapse of the Somali central government.

Somalia er altså ikke kun dårligt. Faktisk har de det bedre end så mange andre samfund i Afrika, der er plaget af såkaldte vampyrstater, der suger alt liv og blod ud af økonomien og civilsamfundet. Jeg ville stadig ikke vælge at bo i Somalia frem for Danmark (eller alle andre vestlige nationer), men hvis jeg skulle vælge mellem Somalia og de fleste andre afrikanske lande syd for Sahara, så ville jeg nok vælge Somalia. Potentialet i Somalia er næppe stort, men det er i hvert fald større end så mange andre lande i Afrika. Selvom det næppe er et behageligt liv at være civil i Mogadishu, så kan de forhåbentlig trøste sig med, at i det store hele går den rigtige vej.