The Hairpin Bend

Tidligere i sommers skrev Morten Ebbe Juul Nielsen (MEJN) et længere essay om den liberale gren af de politiske teorier. MEJN angreb i essayet bl.a. rettighedslibertarianismen (højreliberalismen i MEJN’s terminologi) for ikke at tage friheden alvorligt nok. MEJN vælger selvfølgelig herefter at forkaste højreliberalismen til fordel for en velfærdsliberalisme, der stolt proklamerer, at kun ”mennesker er fundamentale”. Hvad MEJN’s kritik af højreliberalismen egentlig går ud på og om den er gyldig og forstandig vil jeg i det neden- stående (lange, lange) indlæg udpensle, undersøge og kommentere.

Selvejerskab
MEJN’s kritik af højreliberalismen er rimelig straightforward. Han tager udgangspunkt i selvejerskabstesen, der kort og indledningsvist går ud på, at personer ejer sig selv og deres krop, talenter og evner. MEJN skriver følgende om tesen:

Selvejerskabstesens grundpræmis er umiddelbart appellerende: selvfølgelig ejer jeg min krop, mine talenter, evner osv. Hvem skulle ellers? Ikke desto mindre er det ikke indlysende, at dette ejerskab giver mig moralsk ret til at disponere frit over kroppen, talenterne osv.

Dette er selvfølgelig et godt spørgsmål, der i mine øjne udfordrer selv- ejerskabstesen gevaldigt. Jeg har ikke svaret på spørgsmålet og jeg vil ikke tilslutte mig en fuldblods rettighedslibertarianisme før jeg har fået et plausibelt svar, der formår at bygge en bro over David Humes betydningsfulde og bund- løse is-ought-gap.
Men – og dette har stor betydning for MEJN’s essay – bare fordi jeg måske ikke kan siges at have moralsk ret til at disponere frit over min krop, så er det ikke ensbetydende med, at du og dine venner har moralsk ret til at disponere over min krop. Dette følger simpelthen ikke af min tilsyneladende ikke-eksisterende dispositionsret. Tværtimod ville det være mere nærliggende at spørge: Hvis vi ikke har retten til at disponere over vor egen krop, hvorfor har vi så retten til at disponere over andres? Det forekommer mig en anelse paradoksalt at postulere dette. Der er mindst lige så meget magi over MEJN’s tentative slutning fra individuelt selvejerskab til kollektivt dispositionsret (lad os se bort fra det faktum, at kollektivet ikke er en entitet, der kan disponere og handle) som over selvejerskabstesens oprindelige slutning til individuelt dispositionsret. I mine øjne er det en non sequitur.

Når alt dette er sagt, så bliver jeg lige nødt til at kommentere MEJN’s eksempel, der åbenbart skal appellere til vores moralske intuition og underbygge hans påstand om, at kollektivet har dispositionsretten over min krop (lad os fortsætte med at se bort fra det faktum, at kollektivet ikke er en entitet, der kan disponere og handle). MEJN mener tilsyneladende, at det er intuitivt indlysende, at de seende (givet der fandtes en perfekt trans- plantationsteknologi) har en moralsk forpligtelse til at donere et enkelt øje til de blinde. I mine ikke så velfungerende øjne er dette langt fra intuitivt korrekt. Tværtimod. Men det fortæller måske også mest om hvad vi egentlig kan bruge vores moralske intuitioner til: Alt og intet.

Privat ejendomsret
MEJN mener dog ikke, at ovenstående anklagepunkt er den kritik, der rammer højreliberalismen hårdest. Det helt store problem er derimod, når højreliberalismen slutter fra selvejerskab til, at personer har ret til frugterne af deres egen arbejdsindsats, altså privat ejendomsret. Denne slutning er for MEJN ubegrundet og hænger derfor ikke sammen.

Jeg er ikke overraskende uenig med MEJN. Hvis man antager selvejerskabs- tesens gyldighed, heri også inkluderet påstanden om individuel dispositions- ret, så følger det direkte, at hvis man konfiskerer lønindkomst eller anden ejendom erhvervet ved arbejde, så krænker man vedkommendes ret til selvejerskab.
Hvis man samtidig ønsker at respektere personers frivillige transaktioner og handel, hvilket man selvfølgelig ønsker som frihedselskende liberal, så bliver enhver konfiskation af ejendom tilegnet på baggrund af lønindkomst eller anden ejendom erhvervet ved arbejde, også en krænkelse af selv- ejerskabstesen. For hvis den første fordeling af ejendom ikke kan ændres uden at krænke selvejerskabstesen og alle implicerede personer herefter frivilligt bytter og handler sig til en anden fordeling af ejendom uden at krænke andre personers selvejerskab, så kan denne anden fordeling heller ikke ændres på uden at krænke selvejerskabstesen. På denne måde har man sikret sig en robust privat ejendomsret, der ikke åbner op for beskatning. (Vi har dog endnu ikke en teori, der kan give guidelines vedrørende initial tilegnelse af eksterne goder, men det har vi heller ikke brug for i denne omgang.)

Hvordan kan det så være, at det følger direkte af selvejerskabstesen, at en person har ret til den lønindkomst eller anden ejendom han har erhvervet ved arbejde? Det gør det af den simple årsag, at et system, der beslaglægger udkommet af hvad der f.eks. svarer til 4 timers arbejde, reelt lige så godt kunne tvinge vedkommende til at arbejde i de 4 timer. At beslaglægge udkommet af de 4 timer er ækvivalent med at beslaglægge de 4 timer og diktere hvad han skal lave i den tid (i dette tilfælde ville det være at skabe værdier til systemet).
Mange vil måske protestere imod denne sidestilling og forsøge at påpege, at de to ting slet ikke er sammenlignelige: Den beskattede mand kunne jo bare lade være med at arbejde og ville dermed slippe for at betale skat. Hvis han havde et valg, så var det ikke tvang. De vil af denne grund derfor også straks vende sig imod idéen om, at man skal tvinge alle med meget fritid eller måske helt uden arbejde (fordi de ikke gider at arbejde mere end hvad der er absolut nødvendigt og hellere vil hygge med børn, kone og en billig bog) til at arbejde for at hjælpe de såkaldt ressourcesvage og trængende. Det er jo slaveri.
Her er det relevant at spørge, hvorfor der skal gælde anderledes standarder for de personer, der har brug for flere penge til at tilfredsstille deres udsøgte behov og ekstravagante drømme, og derfor arbejder rigtig meget? Hvorfor er det kun dem som skal tvinges til at hjælpe ældre, unge og syge? Hvorfor tvinger man ikke bare hver evig eneste person til at arbejde 4 timer ekstra, inklusiv de personer, der måske slet ikke arbejder eller kun arbejder lige præcis tilstrækkeligt til at opretholde en absolut minimumeksistens?
Man kan også vende det om: Hvorfor ikke sige til alle, at ønsker de at arbejde, så skal de indledningsvist hver dag arbejde 4 timer for at hjælpe en vilkårlig, nødlidende befolkningsgruppe (og for at betale lønninger til politikerne)? Resultatet er jo det samme som en beslaglæggelse af udkommet af de 4 timers arbejde. Jo, det siger man ikke fordi det er for tæt på slaveri. Det er mere belejligt at stjæle udkommet af visse personers arbejde og så ellers gemme sig bag et røgslør af retorisk bavl, der skal forsøge at overbevise disse personer om, at konfiskation skam er helt anderledes end blot at tvinge dem til slavearbejde.
Det er det bare ikke. Når nogle personer (det være sig en stat, en slaveejer eller en mafiaorganisation*) tvinger dig til at gøre noget, og dermed bestemmer hvor og hvordan dine talenter og evner skal benyttes, så er de de facto delejere af din krop. At have delejere af sin egen krop er indlysende nok en krænkelse af sit selvejerskab. Den private ejendomsret er altså ikke en rettighed, der er fritsvævende og blot postuleret: Den følger rimelig tydeligt fra selvejerskabstesen.

Negative og positive rettigheder
Herefter flytter MEJN pludselig fokus. Fra at vurdere selvejerskabstesens gyldighed og konsistens, bliver selvejerskabstesen nu vurderet ud fra nytte- hensyn. Nærmere specificeret er det selvejerskabstesens påstand om, at negative rettigheder har forrang over positive rettigheder, der bliver vurderet på denne måde. MEJN mener nemlig, at det der virkelig giver rettigheder, er hensynet til alle personers interesser og velfærd, og da negative rettigheder ”som sådan [ikke] er bedre til, eller mere fundamentale, for at respektere personer” kan de ikke have en principiel forrang.

Hvis man ikke accepterer selvejerskabstesen og i stedet accepterer MEJN’s begrundelse af rettigheder, så er det sandt, at de negative rettigheder ikke som sådan er principielt anderledes end positive rettigheder. Der er dog alligevel mindst to særdeles væsentlige og tungtvejende grunde til at behandle de positive rettigheder som var de fundamentalt og principielt de negative rettigheder underlegne. Disse grunde bunder – pudsigt nok – alle i et liberalt hensyn til personers interesser og velfærd.

Den første er disse grunde burde være selvindlysende: Negative rettigheder handler om frihed, mens positive rettigheder handler om muligheder. Og som liberal burde MEJN værdsætte frihed højere end hvad positive rettigheder kan give af goder – eller også burde han kalde sig noget andet end liberal.

Frihed er en negation af tvang, eller sagt på en anden måde: frihed er en tilstand af fravær af tvang. Da frihed på denne måde er negativt kan den opfyldes ved, at folk blot afholder sig fra at bruge tvang. Hvis ingen tvinger dig til at gøre noget og dine forhold, kontrakter, holdninger og handlinger er valgt frivilligt, så er du fri. Andre mennesker skal sådan set bare lade dig være. Det er dette de negative rettigheder skal sørge for.

Muligheder er noget helt andet. Muligheder er de konkrete forhold, kontrakter, holdninger og handlinger du har at vælge mellem i en given situation. I en verden med ubegrænsede ressourcer ville muligheder og frihed sandsynligvis være det samme, da den eneste forhindring for at realisere dine inderste ønsker og drømme i en sådan verden ville være andres menneskers tvang. Desværre lever vi en verden med knappe ressourcer. Det er ikke kun materielle ressourcer, det handler om. Tid er f.eks. en ikke-materiel ressource, der virkelig begrænser vores muligheder. At vi altid mangler tid er dog ikke en begrænsning af vores frihed. Det er heller ikke en begrænsning af vores frihed, at vi ikke kan finde en pige at tage ud og danse med eller ikke kan finde en dygtig nok tennis-partner. Det er begrænsninger af vores muligheder. Dette er den betydningsfulde forskel. Andre mennesker kan begrænse dine muligheder ved bare at lade dig være helt alene – så har du f.eks. ingen danse- eller tennispartner – men de kan ikke begrænse din frihed ved at lade dig være.
Det forholder sig derfor sådan, at hvis du skal have et bestemt sæt af muligheder som de positive rettigheder foreskriver, så forpligter det alle os andre til at stille de muligheder til rådighed for dig. Dette er tilfældet med de positive rettigheder som retten til uddannelse, bolig og understøttelse. Disse rettigheder er positive fænomener, der i modsætning til den negative frihed, befordrer, at andre aktivt sørger for, at man får dem opfyldt. Retten til uddannelse betyder i den positive optik således, at andre skal tvinges til at sikre dig muligheden for tage din ønskede uddannelse, f.eks. ved at bygge universiteter og andre læreranstalter for deres egne ressourcer. Dette har intet med frihed at gøre og liberale burde straks tage afstand for denne tvang. At have frihed til at uddanne sig betyder nemlig bare, at ingen ved hjælp af tvang forhindrer dig i at tage den uddannelse, du har lyst, tid og penge til (f.eks. ved at tvangsindkalde dig som værnepligtig eller tage din penge og give til andre).

Man kan selvfølgelig indvende, at frihed ikke er så vigtigt endda (selvom man så næppe bør kalde sig liberal). Måske er MEJN i virkeligheden villig til at ofre friheden for at optimere nogle personers muligheder. Hvis man ser bort fra, at dette – ligesom transplantation af øjne – er en krænkelse af hvad Robert Nozick kaldte the separateness of individuals og kun kan retfærdiggøres ud fra et kollektivistisk verdenssyn, så er det faktisk også en usmart strategi, hvis man oprigtigt interesserer sig for alle personers velfærd, både nutidige og fremtidige personer.
Det forholder sig nemlig sådan, at man ofte optimerer alle personers muligheder på lang sigt ved at lade dem have frihed til at gøre som de vil (så længe de ikke bruger tvang og vold overfor andre). Dette er den anden grund til at prioritere negative rettigheder væsentligt højere end positive rettigheder. Samfundsmæssig velstandsfrembringelse er nemlig baseret på, at vi følger vores egeninteresse i at forbedre vores eget liv. Denne egeninteresse har vi lettest ved at følge, hvis vi er frie, dvs. ikke bliver tvunget til at afgive udkommet af vores arbejde til de projekter som positive rettigheder kræver. Dette er ikke en kontroversiel påstand, men en påstand, der bliver påvist i den årlige rapport Economic Freedom of the World, i en undersøgelse af de seneste 200 års økonomiske historie og de fleste forstandige økonomiske værker. At MEJN ikke ved dette slår virkelig en tyk streg under den forestilling, at filosoffer ikke er empirikere. Tragisk.

Afrunding
MEJN’s kritik af højreliberalismen er ikke særlig overbevisende. Det hjælper selvfølgelig ikke, at argumenterne ikke i alle tilfælde er helt gennemtænkte, men den primære grund til, at essayets overbevisningskraft er ubetydelig lille, er, at MEJN postulerer at være liberal uden egentlig at være det. Det er useriøst og tilskynder desværre ikke til en respektfuld omgang af emnet. Der er ingen grund til at forsøge at overtage hinandens termer (det er jo sådan noget politikere gør), så det ville tjene til MEJN’s ære, hvis han blot for fremtiden lod sig kalde socialliberal, altså en person, der ikke helt ved om frihed nu engang er så væsentlig for den menneskelige civilisation.

Dette betyder dog ikke, at MEJN ikke kan have visse væsentlige pointer. Man behøver ikke at være liberal for at kunne sige kloge ting. Hans kritik af selve selvejerskabets umiddelbare moralske konsekvenser er derfor heller ikke helt tosset, om end han tilsyneladende ikke selv formår at forstå implikationerne af denne kritik. Men det er han ikke alene om – jeg har heller ikke selv et svar eller slutning, der følger af denne specifikke kritik.

Jeg kan sagtens komme på andre områder i MEJN’s essay, der råber på et svar. Det ville være interessant og særdeles relevant at skrive om the separateness of individuals og kollektive entiteter (særlig sammenholdt med MEJN’s forestilling om, at kun ”mennesker er fundamentale”). Ligeledes kunne det være relevant at skrive om hvem det er, der skal dømme og vurdere om f.eks. transplantation af øjne skal foretages. Og ikke mindst kunne det være brugbart med en kritik af selve MEJN’s velfærdsliberalisme. Jeg har dog valgt at overse disse emner for udelukkende at besvare MEJN’s kritikpunkter. Det andet må komme en anden dag.

*Den eneste forskel på en stat og en mafiaorganisation er jo også, at den ene af dem er organiseret.