The Hairpin Bend

Tarzan har endnu engang været på Roskilde Festival – den årlige forsamling af åh-så-alternative personer i St. Pauli-trøjer og med Che Guevara-badges – og selvom Tarzan ikke befandt sig særlig godt i den danske sommers uendelige mængder af regn, smat og mudder, så har det alligevel været en fin inspiration.

Det politiske budskab var i år Act Fair – Trade Fair. Dette slogan gennem- syrede det meste af festivalen. Grundlæggende set er det jo ikke helt tosset: At kæmpe mod EU’s toldbarrierer og uendelige subsidier er en brugbar og fornuftig kamp, som Tarzan egentlig gerne vil støtte. Der er dog en alligevel en række problemer med fair trade-bevægelsen.

Det ville for det første pynte, hvis det blev kaldt free trade frem for fair trade. Fair trade-begrebet er et pseudomoralsk begreb, for hvad er retfærdig eller rimelig handel? Eller endnu mere interessant: Hvad er en urimelig handel? Hvis begge parter frivilligt accepterer handlen til deres gensidige fordel, hvordan kan den så være urimelig? Det forudsætter jo næsten håbløst forældede, marxistiske idéer som objektiv værditeori og udbytning.
Den eneste måde hvorpå rimelighedskriteriet giver mening er, hvis det er en målestok for hvorvidt det overhovedet er muligt at handle, hvis begge parter ønsker det. Hvis der findes begrænsninger fra en tredje part (f.eks. told- og handelsbarrier), der gør det umuligt for to parter at handle frit, så er det urimeligt. Denne fortolkning er dog ikke den dominerende i fair trade-bevægelsen – så ville de nemlig nok kalde sig free trade-bevægelsen i stedet for, da denne fortolkning kun kan bruges til at agitere for fri handel helt uden begrænsninger fra en tredje part.
Nej, fair trade-bevægelsen tilslutter sig i det store hele den pseudomoralske, halv-marxistiske fortolkning. Derfor er måden at skabe rimelig handel på – ifølge dem – ved hjælp af intervention og støtte til fordel for de udbyttede, der ellers bliver snydt af alverdens rige kapitalister og så ellers sørge for, at vestlige producenter ingen beskyttelse og hjælp modtager. Dette gør bare intet bedre. Der er bestemt ikke brug for, at landmænd i Malawi får vestlig stagnationshjælp (på politisk korrekt: udviklingsbistand) og der er slet ikke brug for, at fattige lande beskytter deres landbrug og industrier med handelsbarrierer og subsidier. Det er jo det samme idioti, som foregår i EU bare med omvendte fortegn.

I tydelig relation til denne små-marxistiske opfattelse af verdensøkonomien finder man fair trade-bevægelsens absolutte darling: Max Havelaar. Max Havelaar-produkter bliver – som vi jo alle ved – produceret af forarmede og fattige negere, distribueret videre af engle-lignende skikkelser for til sidst at blive købt af det segment af den vestlige befolkning, der er resten moralsk overlegen. Store dele af dette segment tager også på Roskilde Festival, derfor var det naturligt, at Max Havelaar-produkter var at finde på festivalen i uhyggeligt store mængder. Det var faktisk slet ikke til at undgå. Desværre. For Max Havelaar-produkter er noget af det mest tåbelige, der længe er fundet på.

Max Havelaar-organisationerne praler med, at deres produkter sikrer en rimelig løn til producenterne. Dette skyldes, at Max Havelaar betaler mere end verdensmarkedsprisen. Denne overbetaling gives så tilbage til producenterne, hvorefter de kan benytte de ekstra penge til at udvikle deres landbrug eller lokalområde. Men det har åbenbart aldrig faldet Max Havelaar-organisationerne ind, at den lave pris på mange af de produkter, de understøtter faktisk skyldes overproduktion. Den lave pris fungerer som signal til producenterne. Signalet fortæller klart og tydeligt, at det er på tide at finde på noget andet at producere, da deres nuværende afgrøder ikke giver profit. Efterspørgslen er simpelthen ikke høj nok. Max Havelaar-støtten fjerner dette signal, da prisen bliver holdt kunstigt oppe. Producenterne forlader derfor ikke industrien for at finde nye ting at producere og sælge. Tværtimod. Den kunstigt højere pris tiltrækker flere producenter. Udbuddet vokser hermed, hvorefter verdensmarkedsprisen falder endnu mere. Max Havelaar-støtten gælder stadig, men alle de uheldige producenter, der ikke ønsker eller kan acceptere Max Havelaar-organisationernes krav om arbejdsforhold og miljøbeskyttelse og derfor ikke kan få Max Havelaar-støtte og må sælge til den normale verdensmarkedspris, bliver herefter fattigere. Max Havelaar-støtte medfører altså overproduktion, ineffektiv udnyttelse af de fattige landes ressourcer og fattigdom blandt ikke-Max Havelaar- producenter.

Men det stopper ikke her. Max Havelaar-organisationerne kræver nemlig, at man opfylder en række arbejds- og miljømæssige krav før man kan opnå deres støtte. Børnearbejde tillades ikke, store foretagende har ofte svært ved at modtage støtte og der bliver i det hele taget krævet, at man investerer voldsomt i at beskytte det omkringliggende miljø. Problemet er, at visse steder bliver børnene nødt til at arbejde for at kunne overleve, men det tillader Max Havelaar-organisationerne ikke – i stedet presser de prisen ned på de steder hvor børnene kan få lov til at arbejde. Endvidere er Max Havelaar-organisationernes foretrukne virksomhedsform ikke nødvendigvis den mest effektive. Stordriftsfordele og masseproduktion bliver faktisk direkte modarbejdet af Max Havelaar-organisationerne, når de konsekvent støtter små landbrug. Og til sidst er deres krav om miljøbeskyttelse så massive, at det langt fra er alle, der har de økonomiske midler til at opfylde dem. De fattigste, små landbrug – der ellers er dem, de påstår at hjælpe – har i hvert fald sjældent mulighed for det. Max Havelaar-støtten kommer altså derfor kun de små, men ikke alt for fattige landbrug til gode.

For lige at sætte prikken over i’et, så kan det tilføjes, at de engle-agtige og komplet altruistiske distributører, der sælger Max Havelaar-produkter til os ofte sætter prisen på produkterne markant op, hvorefter de scorer en kæmpe profit. Tim Harford har i The Undercover Economist udregnet, at kun omkring 10% af den overpris, man betaler i kaffecaféerne for Max Havelaar-kaffe, går til producenterne. Kaffen bliver simpelthen brugt til at identificere pris- ufølsomme kunder, der kan tjenes mange penge på.

Tarzan havde desværre ikke den store succes med at fortælle forbipasserende om Max Havelaar og fair trade. Muligvis var det også strategisk usmart at gøre det lige foran det nyligt oprettede og temmelig naturtro Ungdomshus. Men ikke desto mindre blev forsøget gjort. Og jeg var tilsyneladende ikke alene om det.

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.