The Hairpin Bend

Hip hurra for EU!

juni 22, 2007 · 2 Comments

Hvis man nogensinde har været i tvivl om hvorvidt EU er et galehus eller ej, så er der vist ikke længere grund til det. De kære ledere af Polen, tvillingerne Lech og Jaroslaw Kaczynski, som tidligere har gjort sig bemærket med deres besynderlige ønske om at spilde skattekroner på at kulegrave børneserien Teletubbies for homoseksuelle undertoner, foreslog i dag, at Polens stemme- vægt i EU skulle medtage alle de døde polakker i 2. Verdenskrig. Dette ville naturligvis gøre Polen til en af de mest indflydelsesrige nationer i EU- samarbejdet. Interessant, ikke sandt?

Man kunne forestille sig, at det var dette absurde forslag, at indlægget egentlig skal handle om, men det er faktisk ikke tilfældet. Men nej, den egentlige farce og bevæggrund bag dette indlæg er forhandlingerne i Tyskland som helhed. For 2 år siden stemte Frankrig og Holland over- bevisende nej til bastardbarnet Forfatningstraktaten, men som alle ved er et nej i EU-sammenhæng ikke et reelt nej til noget som helst, men snarere et neglicerbart fartbump på vejen mod EU’s socialdemokratiske tusindsårsrige. Derfor er Forfatningstraktaten nu genoplivet. Den levende døde tekst er blevet forkortet fra 63.000 ord til 12.800 ord. Det lyder måske af meget, men zombie-versionen af Forfatningstraktaten indeholder essentielt set det samme som den gjorde for 2 år siden. Eller det tror man da. Tysklands kære leder, Angela Merkel, har nemlig holdt kortene enestående tæt ind til på kroppen. Det er altså ikke meget man ved om den nye ’reformtraktat’. Det almindelige og mest udbredte gæt på ændringerne fortæller dog, at ændringerne er rimelig kosmetiske: EU-symboler som flag, hymne og motto skrottes, præamblen fjernes og ‘reformtraktaten’ bliver klinisk renset for enhver højtidelig snak om forfatning. På denne måde ligner den nemlig slet ikke en forfatning. Når man sådan har omformuleret det meste af teksten, så betyder det selvfølgelig også, at de enkelte stater ikke længere har behov for at sende ‘reformtraktaten’ til folkeafstemning. Det er fantastisk smart, for den europæiske befolkning var jo tydeligvis ikke parate og vidende nok til at stemme ja sidste gang.

Tarzan ønsker vores kære ledere held og lykke med at viderebygge det forvoksede monster EU allerede er i dag. Tarzan krydser fingre for, at de skaber et hav af nye stillinger til rødvinselskende pampere, der ikke formår at skabe noget produktivt på egen hånd. Tarzan håber også inderligt, at vi får lov til at bibeholde og måske endda udbygge EU’s landbrugsstøtte, der i dag udgør ca. 350 mia. skattekroner årligt og som sørger for, at mælkepriserne i EU er mellem 50-100% højere end verdensmarkedsprisen og sukkerpriserne er 600% højere end verdensmarkedsprisen. Og som selvfølgelig også sørger for, at de mange millioner ludfattige afrikanere, der arbejder i landbruget, aldrig nogensinde får mulighed for at udkonkurrere de europæiske gartnere.

Hip hurra for EU!

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.

Categories: Tarzan · danmark · frihandel · international politik
Mærket:

2 responses so far ↓

Leave a Comment