Den stolte indehaver af denne blog, altså mig, var den 26. maj i Dagbladet Information, hvor jeg udtalte mig om den tilsyne- ladende markante dominans af borgerlige bloggere og om mine egne erfaringer som blogger.
Jeg synes egentlig, at det blev til en fin artikel (dog med visse fejl som Jan Madsen har bemærket). Jeg vil derfor ikke direkte kom- mentere den. Jeg vil heller ikke uddybe bestemte væsentlige udsagn som jeg gjorde sidste gang. Nej, i stedet vil jeg komme med en ekstra bonus- kommentar om blogosfæren, jeg ikke fik mulighed for at fyre af under interviewet, da det simpelthen ikke passede ind. Det er altså tid til lidt meta-blogging.
Når jeg nævner, at jeg blogger, så er responsen af uransagelige årsager ofte, at hele blogosfæren er et demokratisk vidunder. Jeg har endda oplevet nogle forklare mig hvorledes weblogs er rendyrket demokrati i en hidtil uset høj potens og er det bedste, der er sket for det demokratiske samfund i noget nær uendelige tider.
At blogging skulle være demokratisk er for mig at se en omgang forvrøvlet ammestuesnak. Derfor er det også noget værre pjat, når der på den danske Wikipedia-artikel om weblogs under afsnittet Idealforestillingen om weblogs står, at ”weblogs er et nyt, demokratisk medie, der har revolutioneret inter- nettet.”
For hvad demokratisk er der egentlig ved blogosfæren? Befolkningen (her nok forstået som læserne) kan ikke jo ikke stemme om indholdet på de forskellige blogs. De kan på ingen tænkelig måde tvinge bloggerne til at skrive indlæg som de gerne vil læse. Blogosfæren er heller ikke fyldt med papirnussere, der under dække af at tjene folket bestemmer hvad der må skrives og hvad der ikke må skrives. Der er simpelthen intet, der er direkte styret og besluttet af en majoritet af befolkningen og denne majoritets lakajer.
Hvad der derimod (i store træk) er kendetegnende ved blogosfæren, er komplet fravær af tvang og statslig intervention. Bloggere er sælgere og deres vare er information og idéer. Læserne er frie til at bruge deres tid på at læse andre blogs og de er frie til aldrig at vende tilbage til en kedelig blog. Det er læserne, der i sidste ender bestemmer hvilken blog, der får succes og hvilken blog, der bliver glemt og gemt under tidens ubarmhjertige slør. Det er ikke knipler, dekreter og magtspil, der er afgørende i blogosfæren, men omdømme og kvalitet. Det er ikke særlig demokratisk. Det er derimod i store træk sådan et helt frit marked fungerer.
Det er selvfølgelig ikke alle bloggere, der eksplicit tænker i disse baner. Jeg ville nok også skrive om andre og mere lettilgængelige emner, hvis jeg skulle leve af min blog. Blogosfæren er altså rimelig præget af at være et marked, hvor omkostningerne ved opstart og fallit er særdeles minimale (næsten ikke-eksisterende). Men det ændrer stadig ikke på, at blogosfæren funda- mentalt set er et frimarkedsanarki med masser af spontan orden - og i hvert fald ikke et demokrati eller et demokratisk vidunder.
21 responses so far ↓
Johan Espersen // juni 1, 2007 at 1:51 am
Og ja, det er Johans store, lyseblå hoved set svævende over Rådhuspladsen, København.
usfromdk // juni 1, 2007 at 8:28 am
Jeg synes du har helt ret i, at der ikke er ret meget “demokratisk” over blogosfæren i sig selv: Den er ganske rigtigt et næsten fuldstændig ureguleret marked med zero entry costs. Wikipedia-artiklen er på gale veje.
Men på den anden side synes jeg godt man kan sige, at blogs har en demokratiserende effekt. Det har de, fordi blogs har gjort information på internationalt plan ekstremt billigt og let tilgængeligt, netop fordi (/når) de ikke reguleres i nogen videre grad. De gør det derfor relativt sværere for diktatorer at fastholde magten. Effekten er overvurderet, men den er der ikke desto mindre.
Kimpo // juni 1, 2007 at 11:31 am
Meget enig - og så er der dog alligevel den regulator at folk med “pæn tone” og forbindelser får lejlighed til at reklamere for deres eksistens i mainstream medierne, mens andre, voldsomt populære, aldrig kontaktes.
Eneste regulære mediedarling blandt de mest læste er jo Uriasposten, mens de senere års nummer 2, 3 og 4 forbigås til fordel for relativt marginale bloggere som dig selv.
Det er ikke for at kritisere dig, dine indlæg er gode, men et eller andet sted er det da besyndeligt (næsten udemokratisk, i hvert fald nonrepræsentativt) at du, Agger, Rune E, Lars Hv m.fl. er uendeligt meget mere på, end Snaphanen, Kimpolina, Hodja, mig selv, Angantyr, Monokultur etc. etc.
Vi kan kalde dem nationalkonservative, men den er jo for snæver. Næee, alle som har vesten versus islam som vigtigt tema, alle som foretrækker nation fremfor åbne grænser og ekstrem globalisering, skys simpelthen som pesten. Eneste undtagelse er Uriasposten, der som klart største blog gennem flere år ikke kan forbigås.
Hvad er din kommentar egentlig til denne skævvridning?
PS: Du er vel nogenlunde klar over hvor central en rolle, jeg selv har spillet i de politiske blogs succes. Jeg er endnu aldrig blevet inviteret til et interview. Ikke at jeg er særligt interesseret i at figurere i MSM, jeg mener, min indsats taler for sig selv for dem som har øjne i hovedet, og mine holdninger er dårlig reklame for en civil karriere, men det ER da lidt besynderligt så berøringsangste MSM er?
Malte // juni 1, 2007 at 2:36 pm
Når læserne ikke skal stemme om bloggenes indhold, så er det vel snarere fraværet af repræsentativt demokrati vi snakker om, end demokrati i det hele taget? Altså, demokrati-opfattelser er der mange af. Din opfattelse er, forstår jeg, ret magt-fokuseret.
Men ellers har du ret i det med spontan orden og en vis anarkistisk (darwinistisk?) udvælgelse af blogs.
…ups, må smutte
God læsning!
Helle // juni 1, 2007 at 6:04 pm
Du skulle tage diskussionen op på Wikipedia - jeg syntes bestemt du har en vigtig pointe.
Thomas S // juni 2, 2007 at 2:56 pm
Kimpo, når du sætter “skævvridningen” op på den måde, så springer en helt indlysende forskel på dem, der får medietid, og dem, der ikke gør, i øjnene. Espersen, Engelbrecht, Hvidberg, Agger, Møller osv. signerer alle deres indlæg med eget navn. Ingen af dem, du mener bliver forbigået, gør det samme. Et nom de guerre er helt uproblematisk i blogverdenen - det er det ikke i MSM. Nåja, og så er det vel lettere at finde telefonnummeret på en, hvis man kender navnet.
Ikke at pseudonymerne umuliggør medietid, men de komplicerer bare. Så hvorfor ikke vælge en med et rigtigt navn fra starten af?
Thomas // juni 3, 2007 at 7:54 am
Johan Espersen, Lars Hvidberg, Carsten Agger, Rune Engelbrecht, Kim Møller. Fælles træk? Blogger alle under eget, fulde navn.
Snaphanen, Kimpolina, Hodja, Kimporator, Angantyr, Monokultur. Fælles træk? Blogger alle under pseudonym.
Jeg tror, der ligger en hel del af forklaringen her, Kimpo. Som politisk kommentator har du mere troværdighed under eget navn.
Angantyr // juni 3, 2007 at 6:42 pm
Johan, jeg er altså nødt til at protestere lidt over din til tider lidt for ihærdige markedstankegang. Jeg sælger ingenting ved hjælp af min politiske blog. Jeg har ingen penge set endnu for mine ideer og min information, men hvem ved måske det kommer en dag.
“Bloggere er sælgere og deres vare er information og idéer.”
Til Thomas så vil jeg sige at godt nok er flere af de bloggere du nævner ikke store reklamesøjler for deres rigtige navn, men der skal altså ikke megen anstrengelse til før man ved hvilket navn der gemmer sig bag bloggen Kimporator. Hvad Angantyr angår så er blogejerens rigtige navn nævnt ved flere debatter og på flere blogs. Her fremgår det ret tydeligt at Angantyr ikke ihærdigt forsøger at skjule sit rigtige navn. På bloggen Snaphanen underskrives der med blogejerens rigtige navn under posterne, så særligt hemmeligt er det vist heller ikke. Gider journalister ikke tage sådanne blogs seriøst, så fint nok, men hvorfor skulle jeg som læser tage en blogger der kalder sig Frank Nielsen mere seriøst ? Det er der jo så mange der hedder. Vil man som blogger ikke vedkende sig sit rigtige navn når man gåes på klingen af mainstream-medierne, så kan jeg se din pointe Thomas, men ellers ikke.
MVH
Angantyr/Frank Nielsen
Thomas // juni 3, 2007 at 7:46 pm
Jeg sagde ikke, at de var anonyme. Der er jo mange pseudonymer, der ikke er hemmelige - hvis man ellers ved hvem der gemmer sig bag. I flere af de nævnte tilfælde ved en fast del af læserkredsen det nok, men når man kommer forbi bloggen, så er det altså ikke lige noget, man ser med det samme. Hele ikke på Snaphanen, hvor indlæggene er underskrevet af “Steen”.
Der findes 1000vis af bloggere, og hvis en journalist skal bruge en, så skal der foregå en eller anden udvælgelsesprocedure, der er hurtigere end at blive fast læser gennem en længere periode i en større del af blogosfæren for at finde ud af, hvem der er værd at tale med.
Her vil det utvivlsomt lette udvælgelsesproceduren, hvis man har et navn. Overfor journalisten signalerer det, at man vil stå frem og ved sine synspunkter. Så slipper man helt sikkert for en person, der først skal overtales til at slippe sit nom de guerre, eller en person som måske senere kunne få kolde fødder og trække et samtykke til en artikel tilbage. Måske hjælper navnet også ligefrem sådan rent praktisk, fordi man kan finde et telefonnummer, så man kan komme videre med sit projekt med det samme i stedet for at vente på, at der bliver svaret på føler-mails.
Under alle omstændigheder slipper man for at bruge tid på en, som aldrig nogensinde har tænkt sig at være andet en anonym, for det skal det dælme være en god historie for, at man kan bruge i en avis. Journalister bryder sig ikke, om kilder der ikke vil stå ved deres udtalelser. Det kan give dem selv troværdighedsproblemer senere. Eller man slipper for at bruge tid på noget, der viser sig ved nærmere gennemsyn at være en bizar joke.
Jeg siger ikke det er umuligt. Grunden til at jeg ved, hvem Kimpolina er, er ikke, at jeg har fulgt med i kommentartråde eller noget på Polemiken, men fordi jeg har set hende i Urban. Så selvfølgelig kan de nævnte eksempler også få omtale.
Jeg siger bare, at pseudonymerne af helt praktiske og logiske årsager kan være en af forklaringerne på, at andre kommer først i køen, når der skal sættes ansigter på danske bloggere. Og jeg synes min forklaring hænger bedre sammen end den konspiratoriske.
Johan Espersen // juni 4, 2007 at 1:21 pm
Ad usfromdk
Internettets lettere og billigere adgang til information har i min optik en antiautoritær-effekt, ikke en demokratiserende. Men vi mener nok det samme: Internettet gør det lettere at stille spørgsmål ved de traditionelle autoriteter og internettets anarkistiske struktur gør det næsten umuligt for disse autoriteter at slå tilbage igen effektivt.
Ad Malte
Ja, der findes mange forskellige opfattelser af hvad der præcist konstituerer et demokrati, men fælles for dem alle er, at det er folket (demos), der på den ene eller anden måde styrer (kratos). Uenighederne går oftest på hvem der er folket, hvordan de styrer (f.eks. direkte afstemninger, repræsentativt eller konsensus og dialog) og hvad de må/skal styre (det liberale demokrati sætter f.eks. klare grænser for magtudøvelsen). Men det ændrer ikke på, at det er grundlæggende set folket, der styrer.
Dette er ikke tilfældet i blogosfæren: Der er ingen bevidst styring og intet utopisk ingeniørarbejde. Den enkelte er fri til at gøre præcis som vedkommende ønsker uden at skulle retfærdiggøre det overfor en mere eller mindre abstrakt størrelse som folket.
Ad Kimpo
Thomas har givet et rigtig godt svar, synes jeg.
Ad Angantyr
“Johan, jeg er altså nødt til at protestere lidt over din til tider lidt for ihærdige markedstankegang. Jeg sælger ingenting ved hjælp af min politiske blog. Jeg har ingen penge set endnu for mine ideer og min information, men hvem ved måske det kommer en dag.”
Da jeg skrev ’sælger’ og ‘varer’ skulle det mest opfattes som en analogi. Selvfølgelig sælger de færreste bloggere en vare. Bloggere er ikke små industrivirksomheder.
Men jeg synes alligevel sagtens, at man kan kalde blogosfæren for et marked. Jeg definerer marked som et socialt arrangement, der gør det muligt for to eller flere partere at frivilligt udveksle varer og ydelser. Det er en meget bred definition og den handler i første omgang ikke om penge og store fabrikker. Et marked er nemlig langt mere elementært og grundlæggende.
Kimpo // juni 4, 2007 at 3:20 pm
Nej, Thomas har ikke givet gode svar.
Der er noget som hedder email og domæneopslag.
Det naturlige var SELVFØLGELIG om man tog chart.dk fra toppen, og så ville 4-5 højreblogs straks springe i øjnene.
Når man så kigger på dem, vil man ikke have problemer med at finde en emailadresse. En mail senere er kontakten etableret.
For dem med domæne, vil man direkte kunne slå telefonnummeret op på få sekunder. Jeg er formentlig mere public end du er.
Nogle af os har faktisk været i kontakt med medierne -de HAR vor info, og alligevel er vi ikke inde i varmen.
Min påstand er at det handler om at journalister pisser på den oprindelige og formelle idé med faget, og i stedet driver politik mod “den onde DF-bølge”. (rettere: Jeg VED hvordan det foregår på journalist-højskolen)
DET kan forklare sagen helt alene, omend det vel også handler om at være caffe-latte-kammerat med de rette. Fx. ville jeg tro at en stor del af de nævnte insidere er private venner med journalister - de politiske sympatier står i hvert fald næppe i vejen.
Kimpo // juni 4, 2007 at 3:29 pm
PS, man kan sige at man faldbyder sine talenter, selvom man ikke tjener penge, og dem der får flest læsere, får promoveret deres tanker. Jeps, noget marked ER der altså over det.
Og det med anarkismen, det antiautoritære input, styrker jo kvaliteten af demokratiet. Blogs er en klar demokratisk gevinst. Høj møder lav og omvendt, hvis de vil. Tossede idéer kan afprøves. Joda.
Thomas // juni 4, 2007 at 5:11 pm
Jeg tror ikke, jeg gider diskutere det med dig, Kimpo. Du forholder dig stort set ikke til mine påstande, udover den jeg skrev et “måske” foran.
Jeg må bare nøjes med at konstatere, at jeg må havet været syg lige den dag, hvor der var indvielse i den store konspiration på Journalisthøjskolen.
Angantyr // juni 4, 2007 at 8:02 pm
Thomas, fordi man mener mainstream-mediernes journalister beskuer verden med lidt for venstresnoede briller, betyder det altså ikke man mener der er tale om en konspiration. En konspiration kræver mig bekendt at flere går sammen og aftaler at holde nogen ude. Det er ikke min påstand og så vidt jeg kan se heller ikke Kimpo´s. Påstanden er at mainstream-mediernes journalister har det ikke helt godt med de succesrige(ud fra antal læsere) borgerlige konservative blogs fordi alt for mange MSM-journalister beskuer verden med alt andet end borgerlige briller.
Thomas // juni 4, 2007 at 8:41 pm
En konspiration kræver mig bekendt at flere går sammen og aftaler at holde nogen ude.
Måske overtolker jeg, men hvordan skal man ellers forstå “journalister [...] driver politik mod “den onde DF-bølge”. (rettere: Jeg VED hvordan det foregår på journalist-højskolen)”, hvis ikke netop noget i retning af, at man på Journalisthøjskolen rotter sig sammen for at holde DF ude?
Jeg har helt enig i, at journaliststanden som sådan har slagside mod venstre - men jeg tror altså mere på, at de færreste af MSM-journalister har nogen anelse om hvem I er.
I øvrigt kan jeg faktisk ikke se, hvorfor antal læsere er så vigtigt for jer. Hvorfor skulle det give omtale i sig selv? Hvad er det interessante i at læse om “Danmarks fjerdemest besøgte blogger”? Det er da et håbløst udgangspunkt for en artikel.
Kimpo // juni 9, 2007 at 3:09 pm
Læsertallet er det mest indlysende objektive kriterium jeg kan komme på. Jeg har ikke set bedre bud her på tråden. Frank har selvfølgelig ret. Begrebet konspiration bruges oftest til at ramme en debatopponent. (så længe det er klart for sjovt, er det også ok) Meget få debattører tror på egentlige sammensværgelser. Men en bestemt indforstået ånd eller norm for hvad man bør gøre opstår let i indspiste miljøer.
Johan Espersen // juni 9, 2007 at 3:49 pm
Ad Kimpo
Jeg synes stadig, at Thomas’ forklaring giver god mening.
Derudover har det i dette konkrete tilfælde nok også haft betydning, at jeg allerede har været i medierne under mit eget navn. Så er det lettere at finde frem til mig og det er lettere at tilrettelægge et interview, da man allerede har en vis forhåndsviden. Det var min klare opfattelse, at Informations journalist havde læst eller i hvert fald set mit interview i Berlingske Tidende sidste sommer.
Til sidst har jeg et lidt provokerende spørgsmål: Kunne det tænkes, at nogle af de blogs, der ofte er i medierne simpelthen er mere spændende end dem, der ikke er? Eller måske rettere sagt: Er personerne bag dem ikke en anelse mere spændende? Engelbrecht, Møller, Cordua og folkene bag Professorvældet er i mine øjne alle spændende karakterer med interessante bevæggrunde.
Kimpo // juni 9, 2007 at 6:57 pm
Jeps, kunne sagtens tænkes, men helt ærligt, så er Kimpolina et særsyn. Første politiske kvindelige blogger, bramfri som en rejekælling og alligevel følsom, med evner i grafisk sjov og ballade. Hun fik eet skide interview i en gratisavis.
Og ja, når man skriver om emnet generelt, burde man måske lige snakke med hovedmanden bag fænomenet/opblomstringen politiske blogs i Danmark, og trods andres indsats etc etc., er det er vist mig.
Der har for hver enkelt ganske givet ligget en bevidst frasortering og tilsidesættelse af normale journalistiske kritierier af rent personlige politiske hensyn. Konsensus i journalist-verdenen er/var samtidig så stærkt anti-DFsk at chancen for en normal journalistisk behandling af emnet (en journalist uden frelst pseudohumanist-filter som fatter interesse for blogverdenen) bare blev mikroskopisk, og DET er vel min pointe: at påpege journalistikkens ynk og minde mig selv om at vi nok selv må skrive vores journalistiske samtidshistorier, hvis vi altså gider.
Vi har faktisk også set masser af artikler om navlebeskuende tøsebloggere der skriver om intimsfæren, men af kvindelige journalister er det jo at forvente.
Nå det er varmt, og jeg er træt
Thomas // juni 10, 2007 at 1:24 pm
Læsertallet er det mest indlysende objektive kriterium jeg kan komme på.
Ganske givet. Men den enkelte journalists formål med at kontakte en blogger er ikke at sørge for at regnskabet går lige op, og at sol og vind er lige fordelt i blogosfæren.
Tænk hvis journalister, inden de valgte at ringe til en politiker, der skulle udtalte sig om et givet emne, først skulle tjekke, hvor mange stemmer vedkommende havde fået og om omtalen af ham i samtlige danske medier nogenlunde repræsenterede hans repræsentation, og evt. vælge om for at ændre på underrepræsentation eller overrepræsentation. Det er jo håbløst.
Nej, den gode journalist vælger naturligvis den politiker eller blogger, der giver den mest spændendende/oplysende/underholdende/velinformerede artikel. Og der er naturligvis en god del af forklaringen af denne forbigåenhed, at nationale bloggere, eller hvad fanden vi nu skal bruge af etiket, og hovedparten af journalister ikke har samme verdensbillede. Men det hjælper ikke ligefrem at man på overfladen ligner et generisk brokkepseudonym.
Kimpo // juni 22, 2007 at 10:24 am
Et generisk brokkepseudonym, moi?
Den der racismerapport « Econstudentlog // november 22, 2007 at 9:03 pm
[...] er “farligt” ligefrem? Det er nok rigtigt. Internettet har, for nu at bruge Johan Espersens mere rammende betegnelse end den klassiske “demokratiserende -”, en [...]
Leave a Comment