The Hairpin Bend

Hvis man nogensinde har været i tvivl om hvorvidt EU er et galehus eller ej, så er der vist ikke længere grund til det. De kære ledere af Polen, tvillingerne Lech og Jaroslaw Kaczynski, som tidligere har gjort sig bemærket med deres besynderlige ønske om at spilde skattekroner på at kulegrave børneserien Teletubbies for homoseksuelle undertoner, foreslog i dag, at Polens stemme- vægt i EU skulle medtage alle de døde polakker i 2. Verdenskrig. Dette ville naturligvis gøre Polen til en af de mest indflydelsesrige nationer i EU- samarbejdet. Interessant, ikke sandt?

Man kunne forestille sig, at det var dette absurde forslag, at indlægget egentlig skal handle om, men det er faktisk ikke tilfældet. Men nej, den egentlige farce og bevæggrund bag dette indlæg er forhandlingerne i Tyskland som helhed. For 2 år siden stemte Frankrig og Holland over- bevisende nej til bastardbarnet Forfatningstraktaten, men som alle ved er et nej i EU-sammenhæng ikke et reelt nej til noget som helst, men snarere et neglicerbart fartbump på vejen mod EU’s socialdemokratiske tusindsårsrige. Derfor er Forfatningstraktaten nu genoplivet. Den levende døde tekst er blevet forkortet fra 63.000 ord til 12.800 ord. Det lyder måske af meget, men zombie-versionen af Forfatningstraktaten indeholder essentielt set det samme som den gjorde for 2 år siden. Eller det tror man da. Tysklands kære leder, Angela Merkel, har nemlig holdt kortene enestående tæt ind til på kroppen. Det er altså ikke meget man ved om den nye ’reformtraktat’. Det almindelige og mest udbredte gæt på ændringerne fortæller dog, at ændringerne er rimelig kosmetiske: EU-symboler som flag, hymne og motto skrottes, præamblen fjernes og ‘reformtraktaten’ bliver klinisk renset for enhver højtidelig snak om forfatning. På denne måde ligner den nemlig slet ikke en forfatning. Når man sådan har omformuleret det meste af teksten, så betyder det selvfølgelig også, at de enkelte stater ikke længere har behov for at sende ‘reformtraktaten’ til folkeafstemning. Det er fantastisk smart, for den europæiske befolkning var jo tydeligvis ikke parate og vidende nok til at stemme ja sidste gang.

Tarzan ønsker vores kære ledere held og lykke med at viderebygge det forvoksede monster EU allerede er i dag. Tarzan krydser fingre for, at de skaber et hav af nye stillinger til rødvinselskende pampere, der ikke formår at skabe noget produktivt på egen hånd. Tarzan håber også inderligt, at vi får lov til at bibeholde og måske endda udbygge EU’s landbrugsstøtte, der i dag udgør ca. 350 mia. skattekroner årligt og som sørger for, at mælkepriserne i EU er mellem 50-100% højere end verdensmarkedsprisen og sukkerpriserne er 600% højere end verdensmarkedsprisen. Og som selvfølgelig også sørger for, at de mange millioner ludfattige afrikanere, der arbejder i landbruget, aldrig nogensinde får mulighed for at udkonkurrere de europæiske gartnere.

Hip hurra for EU!

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.

Morten Ebbe Juul Nielsen har begået et spændende gæsteindlæg på Punditokraterne, hvori han kritiserer den materielle egalitarisme og libertarianismen og ender i en syntese han kalder velfærdsliberalisme (i praksis bare utilitaristisk socialliberalisme). Indlægget kræver næsten et modsvar fra en mere højreliberal filosofi-interesseret som mig. Det bliver dog ikke i dag - men snart. Indtil da vil jeg anbefale, at man læser det velskrevne indlæg.

Uriaspostens enlige skribent, Kim Møller, har fået et tåbeligt søgsmål på nakken, fordi han har brudt ophavsretten til en artikel i Nyhedsavisen. Det er i sig selv helt til grin, at han overhovedet bliver sagsøgt, da han mest af alt benytter indscanningen af artiklen som illustration til sin egen gendrivelse af artiklen. Endvidere er der fuld kildeangivelse og Kim Møller benytter ikke artiklen til kommercielle formål. Derudover er det til grin at se en lov, der er blevet indført for at stimulere skabelsen af kunst og litteratur og befordre vederhæftig debat, bliver brugt til at true og intimidere politiske modstandere. Det er politik i en nøddeskal.

Læs mere om hele sagen hos Kim Møller selv eller hos 180grader. Og støt så Kim Møller.

På besynderlig og uforklarlig vis holder jeg en del af den politiske filosof John Rawls. Det besynderlige er, at jeg ikke rigtig finder hans tankekonstruktioner, hans filosofiske overbevisning og hans retoriske evner særlig fænomenale eller kløgtige. Tværtimod. Han bruger for mange ord, for mange tåbelige konstruktioner og hans ideelle stat er langt fra noget, jeg vil leve i. Det uforklarlige er selvfølgelig, at jeg herefter ikke kan forklare hvorfor jeg alligevel finder ham interessant og spændende.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan hans politiske principper kan være med til at underminere omfordeling og politisk magtcentralisering stik imod hvad Rawls selv havde forestillet sig. Man kan dog godt trække Rawls’ principper i en endnu mere liberal retning. Faktisk kan det blive helt anarkistisk. Dette er udgangspunktet for Louis E. Carabinis underholdende kommentar ”Does Rawlsian Justice Require Anarchy?”.

Carabini mener, at den eneste samfundsanordning, der opfylder Rawls to grundlæggende principper, er anarki. Rawls to grundlæggende principper kaldes frihedsprincippet og differensprincippet.
Det første princip, frihedsprincippet, grunder i den antagelse, at det er i alles interesse at blive tildelt den størst mulige grad af frihed forenelig med en tilsvarende grad af frihed for andre. Dette skyldes, at ingen kender deres endelige personlige præferencer, men derimod blot er klar over, at de sandsynligvis vil have forskellige slags. Derfor er en vid udstrækning af frihedsrettigheder attraktivt, da disse er nødvendige for at garantere personernes mulighed for at følge deres endelige personlige præferencer. De frihedsrettigheder, som Rawls tænker på, er politisk frihed (retten til at stemme og beklæde offentlige embeder), tale- og forsamlingsfrihed, tankefrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, personlig frihed, retten til at have personlig ejendom og frihed fra vilkårlig arrestation og beslaglæggelse. Disse frihedsrettigheder skal være helt lige for alle.
Det andet princip, differensprincippet, fortæller, at uligheder kun kan accepteres hvis de er til de svagestes fordel. Ræsonnementet er, at eftersom alle personer tilfældigvis ved deres fødsel kan risikere at skulle indtage en lav position i det samfundsmæssige hierarki vil det alt andet lige være mest fair at sikre tålelige og acceptable livsbetingelser for de lavest placerede i samfundet. Et retfærdigt samfund vil altså forsøge at maksimere minimum. Dette lyder jo temmelig egalitært, for hvorfor så bare ikke indføre 100% indkomstlighed? Nej, Rawls mener nemlig, at de personer, der formår at yde en stor indsats ikke vil gøre dette, hvis de ikke får mere ud af det end uden indsatsen. Dette betyder følgelig, at hvis man straffer folk, som gør en ekstra indsats og tjener flere penge - for eksempel via 100% skatteniveau og ekstrem omfordeling – vil den samlede skatteprovenu falde. Dette vil i sidste ende gå udover de svageste, der primært skal leve af skatteprovenuet. Rawls mener dermed, at en vis ulighed, så længe den er til de svagestes fordel, er acceptabel.
Rawls formulerer selv de to principper på følgende måde:

Hver person skal have en lige ret til det mest omfattende samlede system af lige grundlæggende rettigheder, som er foreneligt med et tilsvarende system af frihed for alle.

og

Sociale og økonomiske uligheder skal indrettes således, at de … er til den størst mulige gavn for de mindst begunstigede…

Man kan udsætte disse principper for et hav kritikpunkter, der alle er lige gyldige og lige ødelæggende for Rawls’ teori. Det er dog ikke formålet med dette indlæg. For som sagt kan man også bruge Rawls’ to principper til at argumentere for anarki.

Carabini vender Rawls’ teori på hovedet og i stedet for at behandle de to principper som altafgørende for et rawlsiansk tusindsårsrige, så er de i stedet maksimer for hvad der er den mest retfærdige sociale adfærd. I stedet for at være politiske principper i en stats forfatning, er de altså hos Carabini blevet til moralske og adfærdsmæssige principper. Der mange gode argumenter for hvorfor man bør betragte politisk filosofi på denne måde underordnet etik, men jeg vil ikke remse dem op her. Lad os bare acceptere Carabinis fornuftige forandring af Rawls’ principper.

Herefter skal man forestille sig et samfund med to indbyggere (filosofiske konstruktioner er fantastiske, ja): Joe og Tom. I dette samfund er Joe på alle leder og kanter mindre begunstiget og svagere end Tom. Differensprincippet fortæller os, at der herefter er tre processer, der er acceptable og retfærdige: Frivillig udveksling mellem Joe og Tom, at Joe stjæler fra Tom eller velgørenhed fra Toms side. Den frivillige udveksling vil gøre Joe bedrestillet af den simple grund, at han foretækker hvad han kan erhverve sig fra Tom relativt til hvad han giver for det. Ellers ville han ikke have accepteret udvekslingen. Joe må også stjæle fra Tom indtil de har lige meget. Ligeledes må Tom give fra sig lige indtil de har lige meget. Alle disse tre processer opfylder differensprincippet.
Det er dog ikke nok til at gøre processerne retfærdige og fair. Joes tyveri vil nemlig forbryde sig mod Rawls andet princip, frihedsprincippet. Frihedsprincippet dikterer, at ”hver person skal have en lige ret til det mest omfattende samlede system af lige grundlæggende rettigheder, som er foreneligt med et tilsvarende system af frihed for alle.” Carabini fortolker dette princip som om man skal have lov til at gøre lige præcis hvad man vil så længe man ikke begrænser andres ret til at gøre det samme (hvilket jo ret beset er identisk med John Stuart Mills noget ældre frihedsbegreb). I Carabinis minisamfund medfører dette princip om at tilstræbe den mest udvidede grad af frihed, at hverken Joe eller Tom må benytte sig af (initierende) tvang. Al social aktivitet skal altså være frivillig, hvilket betyder, at det kun er udvekslingen og velgørenheden, der er retfærdig, fair og acceptabel.
Frihedsprincippet kan dog også betyde, at det ikke er den mest udvidede grad af frihed, der skal tilstræbes, men blot, at alle skal have lige meget (eller lige lidt) frihed og være udsat for lige lidt (eller lige meget) tvang. Hermed bliver det ikke forkert for Joe at slå Tom ned og stjæle fra ham, så længe Tom gør det samme mod Joe, slår lige så hårdt og stjæler lige så meget. Umiddelbart kan man altså tro, at frihedsprincippet fortolket på denne måde åbner dørene for et voldeligt kaos af gengældelsesangreb, men dette er ikke tilfældet. Joe må ikke være den eneste tyv, men det er kun ved at være den eneste tyv, at han kan opfylde differensprincippet: Hvis Tom stjæler lige så meget fra Joe som Joe stjæler fra Tom, så er det ikke et arrangement, der er til den mindst begunstigedes fordel (den er ikke til nogens fordel), og derfor ikke acceptabelt. Tyveri og tvang er af lidt forkerte årsager derfor heller ikke en acceptabel social aktivitet i denne fortolkning af frihedsprincippet.

Ovenstående ræsonnementer er ikke kun gældende for minisamfund med Joe og Tom. Hvis vi tilføjer en person af gangen til minisamfundet, så er der ikke lige pludselig et tidspunkt for tyveri og tvang bliver acceptabelt og retfærdigt. Man kan inkludere alle i hele universet, og så længe der ikke eksisterer tvang i dette megasamfund, så opfylder det Rawls’ to retfærdighedsprincipper. Carabini afslutter derfor sin artikel på følgende måde:

So, what is the structure of a society in which there exists the most extensive basic liberty that is equal to all members and where all social and economic activity is arranged to the benefit of the least advantaged? The only society that meets all these criteria and thus qualifies as a Rawlsian just society is anarchy!

Den stolte indehaver af denne blog, altså mig, var den 26. maj i Dagbladet Information, hvor jeg udtalte mig om den tilsyne- ladende markante dominans af borgerlige bloggere og om mine egne erfaringer som blogger.

Jeg synes egentlig, at det blev til en fin artikel (dog med visse fejl som Jan Madsen har bemærket). Jeg vil derfor ikke direkte kom- mentere den. Jeg vil heller ikke uddybe bestemte væsentlige udsagn som jeg gjorde sidste gang. Nej, i stedet vil jeg komme med en ekstra bonus- kommentar om blogosfæren, jeg ikke fik mulighed for at fyre af under interviewet, da det simpelthen ikke passede ind. Det er altså tid til lidt meta-blogging.

Når jeg nævner, at jeg blogger, så er responsen af uransagelige årsager ofte, at hele blogosfæren er et demokratisk vidunder. Jeg har endda oplevet nogle forklare mig hvorledes weblogs er rendyrket demokrati i en hidtil uset høj potens og er det bedste, der er sket for det demokratiske samfund i noget nær uendelige tider.
At blogging skulle være demokratisk er for mig at se en omgang forvrøvlet ammestuesnak. Derfor er det også noget værre pjat, når der på den danske Wikipedia-artikel om weblogs under afsnittet Idealforestillingen om weblogs står, at ”weblogs er et nyt, demokratisk medie, der har revolutioneret inter- nettet.”
For hvad demokratisk er der egentlig ved blogosfæren? Befolkningen (her nok forstået som læserne) kan ikke jo ikke stemme om indholdet på de forskellige blogs. De kan på ingen tænkelig måde tvinge bloggerne til at skrive indlæg som de gerne vil læse. Blogosfæren er heller ikke fyldt med papirnussere, der under dække af at tjene folket bestemmer hvad der må skrives og hvad der ikke må skrives. Der er simpelthen intet, der er direkte styret og besluttet af en majoritet af befolkningen og denne majoritets lakajer.

Hvad der derimod (i store træk) er kendetegnende ved blogosfæren, er komplet fravær af tvang og statslig intervention. Bloggere er sælgere og deres vare er information og idéer. Læserne er frie til at bruge deres tid på at læse andre blogs og de er frie til aldrig at vende tilbage til en kedelig blog. Det er læserne, der i sidste ender bestemmer hvilken blog, der får succes og hvilken blog, der bliver glemt og gemt under tidens ubarmhjertige slør. Det er ikke knipler, dekreter og magtspil, der er afgørende i blogosfæren, men omdømme og kvalitet. Det er ikke særlig demokratisk. Det er derimod i store træk sådan et helt frit marked fungerer.
Det er selvfølgelig ikke alle bloggere, der eksplicit tænker i disse baner. Jeg ville nok også skrive om andre og mere lettilgængelige emner, hvis jeg skulle leve af min blog. Blogosfæren er altså rimelig præget af at være et marked, hvor omkostningerne ved opstart og fallit er særdeles minimale (næsten ikke-eksisterende). Men det ændrer stadig ikke på, at blogosfæren funda- mentalt set er et frimarkedsanarki med masser af spontan orden - og i hvert fald ikke et demokrati eller et demokratisk vidunder.