Josiah Warren – del 1

Jeg har tidligere skrevet en hel del om ældre borgerlige tænkere. Dette har jeg gjort både fordi det er spændende at betragte disse gamle tanker i en moderne spil-teoretisk- eller public-choice-optik, men også for at udbrede kendskabet til disse tænkere. Det er nyttigt, at liberale kender til deres idémæssige baggrund. Derfor vil jeg for fremtiden skrive endnu mere om liberal idéhistorie. Og jeg vil i endnu højere grad skrive om de ukendte, de forsømte og de oversete tænkere. En tænker, der er i mine øjne er dette, er Josiah Warren.

Josiah Warren var den første amerikanske individualistiske anarkist. Han var den primære inspirationskilde for Benjamin Tucker, Henry David Thoreau og Lysander Spooner (og den bimse Stephen Pearl Andrews). Alle disse har senere haft en betragtelig posthum indflydelse på den anarko-kapitalistiske bevægelse og Murray Rothbard i særdeleshed. Warren har også haft en betragtelig indflydelse på John Stuart Mill og Herbert Spencer. Warrens rolle i skabelsen og udviklingen af den moderne liberalisme og anarkisme er altså ikke til at overse. Han er endvidere en særdeles spændende karakter med et besynderligt liv, der sagtens kan perspektiveres og bruges i nutidige diskussioner.

Warren blev født i Boston, Massachusetts i 1798. Han brugte sin ungdom på at spille i lokale big bands med sin bror George. Warren ville dog mere end bare at bo på østkysten med sin kone og leve af at spille musik. I 1821 – i en alder af 23 år – flyttede han derfor til Cincinnati, Ohio, der i den tid var tæt på grænsen for den amerikanske civilisation. Warren ville prøve nye ting og hvor bedre kan man gøre dette end i fodsporene på de allerførste nybyggere i 1800-tallets Amerika? Selvom han fortsatte med at arbejde med musik, som leder af et stort orkester og som velrenommeret musikunderviser, så begyndte han også at dyrke nogle af sine andre interesser. Først og fremmest dyrkede han en voksende interesse i nye teknologiske og mekaniske innovationer. Dette resulterede i 1823 i, at han fik patent på en lampe, der brændte på spæk. Denne opfindelse var så succesfuld, at han kunne droppe sin musikkarriere helt og holdent og i ægte entreprenør-ånd starte en lampefabrik i Cincinnati. Fabrikken havde enorm succes og Warren kunne i 1825 sælge fabrikken med en stor fortjeneste.

At være fabriksejer var dog heller ikke nok for Warren. Han var en driftig og tænksom ung herre, der ville videre fra Cincinnati. Han var begyndt at interessere sig for social og politisk teori, og var blevet særlig tiltrukket af den utopiske socialist Robert Owens fantastiske løfter om moralsk og økonomisk frigørelse. Han pakkede derfor sine ting og flyttede med sin familie ud til Owens storslåede socialistiske projekt New Harmony. New Harmony – eller Harmony som det oprindeligt hed – tilhørte en religiøs sekt ledet af George Rapp og lå i Indiana. Denne sekt ejede byen Harmony, men blev af forskellige årsager nødt til at sælge byen og et dertilhørende landområde (man mener, at deres religiøse projekt gik i vasken, fordi alle indbyggere levede i cølibat og derfor ikke ville reproducere fællesskabet). Owen så dette som en perfekt mulighed for at afprøve sine utopiske idéer om et kommunistisk samfund, hvor alle levede i fred og fordragelighed uden at mangle noget som helst – altså i ren harmoni. Owen inviterede 900 af hans tilhængere med sig til New Harmony, heriblandt Warren. Det varede dog ikke lang tid før projektet kuldsejlede. Det gik galt på mange områder. Warren beskrev selv udviklingen på følgende måde:

We had assured ourselves of our unanimous devotedness to the cause and expected unanimity of thought and action: but instead of this we met diversity of opinions, expedients and counteraction entirely beyond any thing we had just left behind us in common society: and the more we desired and called for “union” the more this diversity seemed to be developed: and instead of that harmonious co-operative we had expected, we found more antagonisms than we had been accustomed to in common life.

Warren analyserede sig frem til, at den gennemgribende uniformitet, der gjorde livet surt for indbyggerne i New Harmony, var en konsekvens af, at al privat ejendom var blevet gjort til fælles eje. Dette betød følgelig (og naturligvis) et voldsomt fald i produktivitet og en erodering af det personlige ansvar. Der var intet incitament til at skabe noget for man fik næsten intet ud af det selv, derfor benyttede indbyggerne i stedet tiden på at skændes indbyrdes om hvad de skulle gøre med de fælles midler og værdier, der trods alt eksisterede fra start af. Det irriterede Warren enormt meget. Han ville ikke spilde sine værdier og sin tid på at lægge øre til andres ansvarsforflygtigelse og andres snageri i hans privatliv (for det fælles bedste selvfølgelig), derfor forlod han New Harmony i 1827 efter 2 år. Hans ophold der var dog ikke helt uden værdi, for han mente selv, at han havde lært en væsentlig lektion. Denne lektion beskrev han selv således:

Man seeks freedom as the magnet seeks the pole or water its level, and society can have no peace until every member is really free.

Hans politiske overbevisning blev herefter også markant ændret. Han begyndte at snakke om individets ukrænkelighed – “the sovereignty of the individual”. Enhver skulle være fri til at disponere over sin egen person, sin egen ejendom, sin egen tid og sit eget omdømme som man ønskede det. Men altid på eget ansvar. Dette var vigtigt for Warren. Det skulle ikke være muligt at eksternalisere omkostningerne for sine dårlige og forkerte valg til andre. Det ville være at forbryde sig mod disse personers individuelle ukrænkelighed og ville resultere i snageri, uproduktivitet og ufred. Owens socialisme var for Warren den direkte vej til sociale konflikter og fattigdom. Man hverkan kan eller må leve af andre og deres arbejde:

[The principle of individuality] leaves every one in undisturbed possession of his or her natural and proper sovereignty over its own person, time, property and responsibilities; & no one is acquired or expected to surrender any “portion” of his natural liberty by joining any society whatever; nor to become in any way responsible for the acts or sentiments of any one but himself; nor is there any arrangement by which even the whole body can exercise any government over the person, time property or responsibility of a single individual.

Det var dog ikke kun disse tydeligvis liberalistiske, næsten Rothbard-agtige forestillinger om selvejerskab, der havde betydning for Warren. Som så mange andre på hans tid tilsluttede han sig arbejdsværditeorien. Warren mente, at en tings værdi var lig med værdien af det arbejde, der var lagt i at producere den. Det var altså selve arbejdsindsatsen, der bestemte en tings værdi, ikke hvad andre folk mente om denne ting og dens marginale nytte. Warren formåede ikke at se, at en sådan værditeori ikke kan belønne resultatsmæssig effektivitet og kvalitet og i det hele taget er en komplet umulighed, men det skal man ikke klandre ham (for meget) for. Den objektive arbejdsværditeori var nemlig meget udbredt.

Man kan dog alligevel godt tillade sig at være lidt ærgerlig over Warrens vildfarelser hvad angår værditeori. Efter New Harmony rejste den nu 29-årige Warren nemlig tilbage til Cincinnati for at eksperimentere med sine tanker omkring værditeori. Han arbejdede sporadisk som musiklærer for at dække sine tab ved New Harmony-eskapaderne, men hans store passion var en butik han åbnede på hjørnet af Fifth Street og Elm Street i det centrale Cincinatti. Denne butik var meget speciel og blev i folkemunde kaldt Time Store. Dette navn skyldtes ikke, at Warren gav kredit eller solgte sine varer på finurlige afdragsordninger. Nej, navnet skyldtes den særlige metode som Warren benyttede sig til at udregne hvilken kompensation han som butiksejer skulle have i bytte for sine varer. Metoden var ikke ligetil og fik med tiden en myriade af forskellige småjusteringer, men basalt og fundamentalt set så byttede man en times arbejde for Warren direkte for en times arbejde for køberen.
Warren mente, at når man byttede en ting for penge, så kunne man let komme til at bytte et ulige antal arbejdstimer. Dermed blev det ikke en lige byttehandel, hvor man udvekslede to ensartede værdier. Derfor mente Warren, at man skulle bytte arbejde for arbejde. På den måde forhindrede man, at andre mennesker kunne leve ved at udnytte andre folks arbejdskraft. Dette lyder måske en anelse marxistisk, men det skal ikke forstås som et led i en deterministisk historisk materialisme, men snarere som et led i Warrens ønske om menneskelig frigørelse og suverænitet. Lige som man ikke måtte eksternalisere omkostningerne af sine dårlige valg, lige så vel måtte man ikke snyde andre til at lade dem forsørge en ved at bytte ulige arbejdsindsatser. Denne fortolkning af lønarbejde er – heldigvis – ikke længere gældende i liberalistiske kredse og jeg vil ikke bruge meget tid og plads på at beskrive Warrens tanker om dette. Det er nok at vide, at han brugte 3 år i Cincinatti på sin Time Store og senere i sit liv forsøgte sig med Time Stores andre steder rundt omkring i Amerika.

Efter sit første og i hans øjne vellykkede forsøg med en Time Store ville den altid omflakkende Warren prøve sig med noget endnu større: Han ville købe et landområde og bygge en individualistisk anarkistisk landsby små 45 kilometer fra Cincinnati. Dette projekt skulle være en praktisk demonstration på Warrens utopiske forestillinger om det perfekte samfund. Men det gik ikke helt som han havde planlagt…

Fortsættelse følger…