The Hairpin Bend

Josiah Warren var i 1830 stadig en ung mand. Han havde godt nok kone og børn, og han havde allerede formået at formøble en mindre formue på sociale eksperimenter, men hans sult efter at udforske menneskets potentiale og skabe nye og bedre vilkår var tilsyneladende umættelig. Hans næste projekt var derfor også at stifte en lille og stort set selvforsynende landsby, der var baseret på hans anarkistiske principper og udelukkende byttede arbejde for arbejde. Alt skulle være tilladt så længe man ikke forbrød sig mod andres suverænitet, både direkte ved tvang eller indirekte ved snageri eller lønarbejde.

Det var dog ikke billigt og let at stifte en landsby. Selvom Warren lærte at bygge huse selv (intet mindre kunne gøre det), så havde han stadigvæk brug for en enorm mængde kapital, hvis projektet skulle blive en succes.
Warren var dog en dygtig entreprenør og var indehaver af en utrættelig foretagsomhed. Ved siden af sit erhverv som musiker begyndte han derfor igen at finde på nye teknologiske landvindinger. Denne gang designede og byggede han en særdeles ressourcebesparende trykkemaskine. Maskinen blev en succes – dog på en lidt tragisk baggrund. I 1832 blev Cincinnati nemlig ramt af kolera, og Warren så dette som den helt store mulighed for at demonstrere hans nye trykkemaskines overlegenhed: Han ville trykke tusindvis af flyveskrifter om symptomer på kolera, om behandling af kolera og om anden relevant kolera-relateret information. Han trykkede det hele på sin komplet originale trykkemaskine uden den mindste hjælp fra professionelle, hvilket må siges at være noget af en selvstændig og enestående præstation. Det vides ikke helt om han tog sig betalt for hjælpen (i så fald har det været et beskedent beløb), men den effektive trykkemaskine har i hvert fald bagefter bidraget til Warrens pengebeholdning på en positiv måde.
Endvidere – og måske på en endnu mere tragisk baggrund – var det kronede dage for musikeren Warren. Mange af ofrene for kolera-epidemien skulle have et højtideligt ligtog, hvortil Warren ofte blev tilknyttet som leder af det musikalske element. Man har sandsynligvis kunne beskue Warren på sørgemarch i Cincinnatis gader næsten hver dag i disse tider. Dette var et særdeles profitabelt erhverv, og samtidig et erhverv, der gjorde Warren meget velkendt og vellidt i Cincinnati.

Kapital var selvfølgelig ikke nok i sig selv, da en by teknisk set ikke er en by uden indbyggere. Warren startede (og udgav) derfor sig eget tidsskrift, passende kaldet The Peaceful Revolutionist, for at sprede sine politiske betragtninger og lokke folk til at deltage i hans anarkistiske projekt. Tidsskriftet blev ikke den store succes og blev lukket ned efter sølle 1 år i slutningen af 1833. The Peaceful Revolutionist er alligevel en milepæl i anarkistisk historie, da det af mange bliver betraget som det første anarkistiske tidsskrift nogensinde.

Trods tidsskriftet begrænsede succes, så lykkedes det alligevel at lokke et halvt dusin familier med til Warrens halvanden kvadratkilometer store landområde i nærheden af Cincinnati. 24 personer til at starte med. 24 er jo ikke helt nok til at skabe en by, men Warren regnede selvsikkert med, at andre ville støde til når de kunne se eksperimentets ubestridte succes. De første 24 personer var derfor fyldt med gåpåmod og iver, og stiftede hurtigt i 1834 en lille landsby. Det skulle dog vise sig, at det landområdet var noget nær ubeboeligt. Området var nemlig plaget af malaria, hvilket betød feber, koldfeber og generel konstant sygdom for de få indbyggere. Det fortæller alt om landsbyens problemer, at hele 23 af de 24 indbyggere indenfor det første år blev ramt af en alvorlig sygdom. De syge indbyggere kæmpede en brav kamp og fik på trods af de svære vilkår bygget privatejede huse til alle. De fik sågar bygget et savværk, sandsynligvis ejet og ledet af Warren, der i fremtiden skulle sikre dem en minimal indkomst gennem handel med omverdenen (’handel’ i Warrens verden var aldrig normal handel, men det er lidt kompliceret at forklare her). Mere blev det dog heller aldrig til. Warren var ikke dumdristig og ubesindig nok til at invitere andre indbyggere til byen og til sidst måtte de oprindelige indbyggere også flytte tilbage til Cincinnati. Store værdier i huse, møbler og land blev efterladt for altid. Sygdom, der ellers gjorde det muligt for Warren at opbygge sig en mindre formue for anden gang i sit korte liv, forhindrede ham altså direkte i at udleve sin anarkistiske drøm.

Der skulle dog mere til at slå den ubøjelige Warren ud. Efter en lille rum tid i Cincinnati flyttede han i 1837 tilbage til New Harmony, det tidligere kommunistiske projekt. I 1837 var New Harmony dog ikke længere Robert Owens kommunistiske koloni, men derimod en blomstrende by, der fungerede på kapitalistiske vilkår med arbejdsdeling, konkurrence om udbud og efterspørgsel. Dette tiltalte og behagede Warren, der tidligere i sit liv havde analyseret sig frem til, at New Harmonys rutschetur til armod skyldtes de anti-kapitalistiske forestillinger, som – i bogstaveligste forstand - herskede i byen. Warren fandt sig godt til rette i byen, hvor han arbejdede som musiker, underviser (hans musikunderviserbeskæftigelse var på dette tidspunkt mest af alt blevet til en række af politiske forelæsninger) og som Time Store-ejer.
Warren fortsatte desuden sit virke som opfinder. I 1844 blev det til et ‘matematisk’ nodesystem. Samme år opfandt han også en ny trykkemaskine. Denne maskine skulle vise sig at blive prototypen for de følgende års højhastighedstrykkemaskiner. Warren ville dog ikke have patent på trykkemaskinen, da han mente, at den var alt for simpel til at patentere. I stedet opfandt han to år efter en ny form for typografi. Disse opfindelser gjorde det muligt for ham at trykke sin første reelle politisk-filosofiske værk kaldet Equitable Commerce, der på trods af navnet ikke havde særlig meget med retfærdig handel at gøre.

Equitable Commerce er ikke en let udgivelse at læse. Warren betragtede aldrig sine skrevne værker som det vigtigste i hans liv og brugte derfor ikke helt så meget tid på at finpudse sine tekster som andre tænkere. Equitable Commerce lider også lidt af hans ustyrlige lyst til at eksperimentere og være nyskabende. Til tider kan det virke helt surrealistisk. Han benyttede sig f.eks. sjældent af samme skriftstørrelse i flere sætninger i træk og han var ikke bange for at bruge mange udråbstegn, masser af kursiv og tonsvis af forskellige tegn for at fremhæve vigtigheden af bestemte udsagn. Desuden benyttede han sig meget af allitteration og assonans, hvilket skaber en – for en filosofisk afhandling – besynderlig rytme og stemning. Det er af ovenstående grunde heller ikke helt let at finde ud af hvad Warren egentlig forsøgte at advokere for i Equitable Commerce, men jeg vil alligevel komme med et kort og koncentreret bud.
Hans ontologiske position kan vist bedst betegnes som ekstrem nominalisme. Som enhver anden nominalist mente Warren, at alle almene, abstrakte begreber er menneskeskabte konstruktioner, som er blevet skabt efter iagttagelse af en række ensartede enkeltfænomener. Disse begreber har altså ikke nogen selvstændig eksistens, men fungerer kun som en praktisk foranstaltning for menneskelig kommunikation. Selv i denne decimerede funktion er deres nytte og anvendelighed dog yderst begrænset, da hvert enkelt menneske ofte opfatter begreberne væsensforskelligt.
Ud fra dette grundsynspunkt udspringer Warrens til tider rørstrømske hyldest af individualismen. Warren mente, at ethvert politisk system var et skridt imod ensretning, ensartethed og kollektivisering af det enkelte, partikulære individ. Denne ensretning sker når man behandler en samling af individer enten som skiftende flertalskonstellationer i et demokrati, som klasser i socialismen eller som en skare af undersåtter i et diktatur. Disse abstrakte begreber – flertal, klasser og lignende – eksisterer nemlig ikke selvstændigt. At gøre dem til det styrende er at lade sproget og konstruktioner regere over det enkelte individ, hvor det ellers var hensigten, at sproget og konstruktionerne skulle regeres af det enkelte individ. De skulle bruges som simple redskaber, men bliver i stedet det, der forsøger at bestemme al adfærd.
Helt galt går det når man skriver disse almene begreber ind i love og forfatninger. Det er nemlig den direkte vej til udslettelsen af individernes forskellighed, subjektivitet og suverænitet – og hvis denne diversitet og grundlæggende uafhængighed af hinanden brydes, så findes der ikke længere stærke, produktive personer, men kun en stor grå masse af statister. Eller som Warren selv formulerede det:

To require conformity in the appreciation of sentiments, or in the interpretation of language, or uniformity of thought, feeling or action where there is no natural coincidence, is a fundamental error in human legislation - a madness that would be only equaled by requiring all to possess the same countenance or the same stature.

Warren var aldrig i tvivl om hans idéers overlegenhed. Selv efter to mislykkede ophold i anarkistiske landsbyer – først en kommunistisk og senere en forholdsvis kapitalistisk – var Warren stadig interesseret i at starte nye, anarkistiske landsbyer. Han havde dog ikke længere en mindre formue at brænde af (omend han tjente godt på sin trykkevirksomhed), derfor blev han nødt til at forsøge på en alternativ måde.
Heldigvis for Warren lå der i Cincinatti andre halv-anarkistiske, eksperimentelle landsbyer. En af disse var en by ledet af en organisation, der kaldte sig selv Claremount Phalanx. Organisationen tilsluttede sig præ-marxistiske, utopiske socialist Charles Fouriers tanker om et kommustisk bofællesskab. Warren havde faktisk besøgt dem allerede i 1844, da de startede landsbyen. Planen var, at han blot skulle videregive gode råd fra sine personlige erfaringer, men besøget udviklede sig et stort skænderi. Warren mente nemlig, at deres kommunistiske projekt med fælleseje og direkte demokrati var dømt til at fejle, fordi det ikke lod det enkelte menneske have komplet suverænitet over sig selv og fuld ansvar for sine handlinger. Han kunne straks se parallellerne til New Harmony og gav derfor det nye kommunistiske projekt sølle 3 års levetid. Indbyggerne afviste ham hånligt, så Warren takkede af, bad dem om at huske hans profetiske advarsel og rejste så hjem igen.
Efter 2 år og 8 måneder brød projektet sammen. Det hele endte i ét stort fysisk håndgemæng mellem de tidligere venner i landsbyen, da de til sidst ikke kunne enes om hvordan de skulle håndtere den fælles ejendom. Da Warren hørte om dette så han det som en gylden chance for at overtage projektet. I juni 1847 rejste han derfor ned ad Ohio River til den lille koloni. Her blev Warren mødt af en af indbyggerne, der nu tydeligt forstod hvad Warren mente med sin tidligere kritik. Ifølge Warren var indbyggerens ord følgende (i min oversættelse): ”Vi var fejlet ligesom du forudsagde - det gik præcis som du sagde det ville gøre, og selv hvis du var en profet ville du ikke kunne have fortalt hvad ville ske mere nøjagtigt. Nu er jeg parat til din metode.” Warren har selvfølgelig pyntet på denne indrømmelse, men det rammer alligevel fint den resignation over egne fejltagelser og forundring over Warrens klarsyn, der må have eksisteret i landsbyen i 1847. Flere af de tidligere indbyggere ville derfor hjælpe Warren med at bygge en ny landsby på samme lokation som deres tidligere. Resten af indbyggerne rejste væk. På den måde fik Warren sin anden anarkistiske landsby som han valgte at kalde intet mindre end Utopia. Warren beskrev byens principper på følgende klare og flotte måde:

We build on Individuality. Any differences between us confirm our position. Differences, therefore, like the admissible discords in music, are a valuable part of our harmony. It is only when the rights of persons or property are actually invaded that collisions arise. These rights being clearly defined and sanctioned by public opinion, and temptations to encroachments being withdrawn, we may then consider our great problem practically solved. With regard to mere difference of opinion in taste, convenience, economy, equality, or even right and wrong, good and bad, sanity and insanity - all must be left to the supreme decision of each individual, whenever he can take on himself the cost of his decisions; which he cannot do while his interests or movements are united or combined with others. It is in combination or close connection only that compromise or conformity is required. Peace, harmony, ease, security, happiness, will be found only in Individuality.

Hvordan det hele overraskende nok ender med Utopia og Warrens mange eksperimenter kan læses i næste og sidste del af fortællingen om Josiah Warren.

Fortsættelse følger…

Jeg har tidligere skrevet en hel del om ældre borgerlige tænkere. Dette har jeg gjort både fordi det er spændende at betragte disse gamle tanker i en moderne spil-teoretisk- eller public-choice-optik, men også for at udbrede kendskabet til disse tænkere. Det er nyttigt, at liberale kender til deres idémæssige baggrund. Derfor vil jeg for fremtiden skrive endnu mere om liberal idéhistorie. Og jeg vil i endnu højere grad skrive om de ukendte, de forsømte og de oversete tænkere. En tænker, der er i mine øjne er dette, er Josiah Warren.

Josiah Warren var den første amerikanske individualistiske anarkist. Han var den primære inspirationskilde for Benjamin Tucker, Henry David Thoreau og Lysander Spooner (og den bimse Stephen Pearl Andrews). Alle disse har senere haft en betragtelig posthum indflydelse på den anarko-kapitalistiske bevægelse og Murray Rothbard i særdeleshed. Warren har også haft en betragtelig indflydelse på John Stuart Mill og Herbert Spencer. Warrens rolle i skabelsen og udviklingen af den moderne liberalisme og anarkisme er altså ikke til at overse. Han er endvidere en særdeles spændende karakter med et besynderligt liv, der sagtens kan perspektiveres og bruges i nutidige diskussioner.

Warren blev født i Boston, Massachusetts i 1798. Han brugte sin ungdom på at spille i lokale big bands med sin bror George. Warren ville dog mere end bare at bo på østkysten med sin kone og leve af at spille musik. I 1821 - i en alder af 23 år - flyttede han derfor til Cincinnati, Ohio, der i den tid var tæt på grænsen for den amerikanske civilisation. Warren ville prøve nye ting og hvor bedre kan man gøre dette end i fodsporene på de allerførste nybyggere i 1800-tallets Amerika? Selvom han fortsatte med at arbejde med musik, som leder af et stort orkester og som velrenommeret musikunderviser, så begyndte han også at dyrke nogle af sine andre interesser. Først og fremmest dyrkede han en voksende interesse i nye teknologiske og mekaniske innovationer. Dette resulterede i 1823 i, at han fik patent på en lampe, der brændte på spæk. Denne opfindelse var så succesfuld, at han kunne droppe sin musikkarriere helt og holdent og i ægte entreprenør-ånd starte en lampefabrik i Cincinnati. Fabrikken havde enorm succes og Warren kunne i 1825 sælge fabrikken med en stor fortjeneste.

At være fabriksejer var dog heller ikke nok for Warren. Han var en driftig og tænksom ung herre, der ville videre fra Cincinnati. Han var begyndt at interessere sig for social og politisk teori, og var blevet særlig tiltrukket af den utopiske socialist Robert Owens fantastiske løfter om moralsk og økonomisk frigørelse. Han pakkede derfor sine ting og flyttede med sin familie ud til Owens storslåede socialistiske projekt New Harmony. New Harmony - eller Harmony som det oprindeligt hed - tilhørte en religiøs sekt ledet af George Rapp og lå i Indiana. Denne sekt ejede byen Harmony, men blev af forskellige årsager nødt til at sælge byen og et dertilhørende landområde (man mener, at deres religiøse projekt gik i vasken, fordi alle indbyggere levede i cølibat og derfor ikke ville reproducere fællesskabet). Owen så dette som en perfekt mulighed for at afprøve sine utopiske idéer om et kommunistisk samfund, hvor alle levede i fred og fordragelighed uden at mangle noget som helst - altså i ren harmoni. Owen inviterede 900 af hans tilhængere med sig til New Harmony, heriblandt Warren. Det varede dog ikke lang tid før projektet kuldsejlede. Det gik galt på mange områder. Warren beskrev selv udviklingen på følgende måde:

We had assured ourselves of our unanimous devotedness to the cause and expected unanimity of thought and action: but instead of this we met diversity of opinions, expedients and counteraction entirely beyond any thing we had just left behind us in common society: and the more we desired and called for “union” the more this diversity seemed to be developed: and instead of that harmonious co-operative we had expected, we found more antagonisms than we had been accustomed to in common life.

Warren analyserede sig frem til, at den gennemgribende uniformitet, der gjorde livet surt for indbyggerne i New Harmony, var en konsekvens af, at al privat ejendom var blevet gjort til fælles eje. Dette betød følgelig (og naturligvis) et voldsomt fald i produktivitet og en erodering af det personlige ansvar. Der var intet incitament til at skabe noget for man fik næsten intet ud af det selv, derfor benyttede indbyggerne i stedet tiden på at skændes indbyrdes om hvad de skulle gøre med de fælles midler og værdier, der trods alt eksisterede fra start af. Det irriterede Warren enormt meget. Han ville ikke spilde sine værdier og sin tid på at lægge øre til andres ansvarsforflygtigelse og andres snageri i hans privatliv (for det fælles bedste selvfølgelig), derfor forlod han New Harmony i 1827 efter 2 år. Hans ophold der var dog ikke helt uden værdi, for han mente selv, at han havde lært en væsentlig lektion. Denne lektion beskrev han selv således:

Man seeks freedom as the magnet seeks the pole or water its level, and society can have no peace until every member is really free.

Hans politiske overbevisning blev herefter også markant ændret. Han begyndte at snakke om individets ukrænkelighed - “the sovereignty of the individual”. Enhver skulle være fri til at disponere over sin egen person, sin egen ejendom, sin egen tid og sit eget omdømme som man ønskede det. Men altid på eget ansvar. Dette var vigtigt for Warren. Det skulle ikke være muligt at eksternalisere omkostningerne for sine dårlige og forkerte valg til andre. Det ville være at forbryde sig mod disse personers individuelle ukrænkelighed og ville resultere i snageri, uproduktivitet og ufred. Owens socialisme var for Warren den direkte vej til sociale konflikter og fattigdom. Man hverkan kan eller må leve af andre og deres arbejde:

[The principle of individuality] leaves every one in undisturbed possession of his or her natural and proper sovereignty over its own person, time, property and responsibilities; & no one is acquired or expected to surrender any “portion” of his natural liberty by joining any society whatever; nor to become in any way responsible for the acts or sentiments of any one but himself; nor is there any arrangement by which even the whole body can exercise any government over the person, time property or responsibility of a single individual.

Det var dog ikke kun disse tydeligvis liberalistiske, næsten Rothbard-agtige forestillinger om selvejerskab, der havde betydning for Warren. Som så mange andre på hans tid tilsluttede han sig arbejdsværditeorien. Warren mente, at en tings værdi var lig med værdien af det arbejde, der var lagt i at producere den. Det var altså selve arbejdsindsatsen, der bestemte en tings værdi, ikke hvad andre folk mente om denne ting og dens marginale nytte. Warren formåede ikke at se, at en sådan værditeori ikke kan belønne resultatsmæssig effektivitet og kvalitet og i det hele taget er en komplet umulighed, men det skal man ikke klandre ham (for meget) for. Den objektive arbejdsværditeori var nemlig meget udbredt.

Man kan dog alligevel godt tillade sig at være lidt ærgerlig over Warrens vildfarelser hvad angår værditeori. Efter New Harmony rejste den nu 29-årige Warren nemlig tilbage til Cincinnati for at eksperimentere med sine tanker omkring værditeori. Han arbejdede sporadisk som musiklærer for at dække sine tab ved New Harmony-eskapaderne, men hans store passion var en butik han åbnede på hjørnet af Fifth Street og Elm Street i det centrale Cincinatti. Denne butik var meget speciel og blev i folkemunde kaldt Time Store. Dette navn skyldtes ikke, at Warren gav kredit eller solgte sine varer på finurlige afdragsordninger. Nej, navnet skyldtes den særlige metode som Warren benyttede sig til at udregne hvilken kompensation han som butiksejer skulle have i bytte for sine varer. Metoden var ikke ligetil og fik med tiden en myriade af forskellige småjusteringer, men basalt og fundamentalt set så byttede man en times arbejde for Warren direkte for en times arbejde for køberen.
Warren mente, at når man byttede en ting for penge, så kunne man let komme til at bytte et ulige antal arbejdstimer. Dermed blev det ikke en lige byttehandel, hvor man udvekslede to ensartede værdier. Derfor mente Warren, at man skulle bytte arbejde for arbejde. På den måde forhindrede man, at andre mennesker kunne leve ved at udnytte andre folks arbejdskraft. Dette lyder måske en anelse marxistisk, men det skal ikke forstås som et led i en deterministisk historisk materialisme, men snarere som et led i Warrens ønske om menneskelig frigørelse og suverænitet. Lige som man ikke måtte eksternalisere omkostningerne af sine dårlige valg, lige så vel måtte man ikke snyde andre til at lade dem forsørge en ved at bytte ulige arbejdsindsatser. Denne fortolkning af lønarbejde er – heldigvis – ikke længere gældende i liberalistiske kredse og jeg vil ikke bruge meget tid og plads på at beskrive Warrens tanker om dette. Det er nok at vide, at han brugte 3 år i Cincinatti på sin Time Store og senere i sit liv forsøgte sig med Time Stores andre steder rundt omkring i Amerika.

Efter sit første og i hans øjne vellykkede forsøg med en Time Store ville den altid omflakkende Warren prøve sig med noget endnu større: Han ville købe et landområde og bygge en individualistisk anarkistisk landsby små 45 kilometer fra Cincinnati. Dette projekt skulle være en praktisk demonstration på Warrens utopiske forestillinger om det perfekte samfund. Men det gik ikke helt som han havde planlagt…

Fortsættelse følger…

Endelig noget nyt. Og så endda godt nyt: Jeg har besluttet mig for at genoptage arbejdet på denne blog. En genopstandelse er dog intet uden markante ændringer og tilføjelser. Jeg og Tarzan vil holde forsøge at holde fokus på de samme ting som tidligere, altså politisk teori og dansk og international politik, så indholdsmæssigt vil der ikke ske de helt store og voldsomme ændringer (kun små og raffinerede ændringer). De store ændringer er i stedet formmæssige og tekniske. Som den vakse læser nok allerede har erfaret, så ser The Hairpin Bend markant anderledes ud. Der er simpelthen blevet skiftet design endnu engang. Udover det nye design med dertihørende nye funktioner, så har The Hairpin Bend også skiftet fra Blogger til WordPress. Umiddelbart virker det som et fornuftigt skifte. I alle tilfælde betyder det, at I skal have opdateret jeres bogmærke (og dog - blogspot-url’en viderestiller direkte til denne side).

Forvent seriøs og spændende aktivitet på denne blog igen meget snart…