Jeg har for tiden ikke lyst til at blogge, men The Hairpin Bend bliver ikke lukket ned af den grund. I stedet får I her en lidt ældre skrivelse, der oprindeligt ikke var tænkt som et blog-indlæg. Mere følger senere.
Forleden hørte jeg en interessant vittighed: På en restaurant i København sidder to amerikanere og en dansk mand, der alle lider med alvorlige fysiske belastninger. Pludselig går døren på restauranten op og ind kommer Jesus. De tre mænd inviterer Jesus hen til deres bord. Efter en hyggelig stund bryder Jesus op og giver hånd til farvel. Da Jesus giver hånd til den første amerikaner forsvinder amerikaneres gevaldige vom. Herefter giver Jesus hånd til den anden amerikaner og dennes amputerede ben vokser ud. Da er det, at danskeren udbryder: “Mig holder du dig fra, jeg får fuld invalidepension!”
I de seneste måneders tid har jeg også været vidne til en sand bølge af forslag om diverse forbud vælte indover landet: Kræftens Bekæmpelse har foreslået et forbud mod, at børn og unge kan gå i solarium. Socialdemokraten Christel Schaldemose har ytret et ønske om et forbud mod reklamer for junkfood. Professor Arne Astrup ønsker et tilsvarende forbud mod reklamer til børn for slik og sodavand. Overlæge Birgitte Wiele har på vegne af børnelægernes udvalg for ernæring argumenteret for at forbyde mængderabat på slik, sodavand, chips og kager. Isabella Frenning, næstformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, ønsker et statsligt forbud mod tynde modeller. Justitsminister Lene Espersen vil forbyde en skydesportsgren, der ikke har medført uheld i 30 år. Og så har vi selvfølgelig også det famøse rygeforbud.
Vittigheden og de mange forbudsforslag har måske ikke umiddelbart særlig meget til fælles, men med lidt nærmere granskning er de faktisk begge udtryk for samme bagvedliggende menneskesyn. Dette menneskesyn er dystert, nedladende og negativt. Kernen i det er, at mennesket er for dårligt udrustet til at tage vare på sig selv og komme fremad alene uden politikernes indblandende instruktion og uden forsøgerstatens overdrevne hjælp. Mennesket er simpelthen enten for uvidende, for svagt, for fattigt eller på en andre tænkelige måde for mangelfuldt og utilstrækkeligt til at stræbe hen imod et frugtbart og lykkeligt liv.
Det er selvfølgelig en smule groft at klandre danskeren i vittigheden for at besidde dette negative menneskesyn, da vedkommende rent faktisk har visse fysiske skavanker. Ikke desto mindre er hans markante afvisning af Jesus’ helbredende håndtryk et fint eksempel på det negative menneskesyn manglende tiltro til, at man kan skabe et frugtbart liv ved egen hjælp. Selv uden sit fysiske handicap tror danskeren ikke på sig selv.
I klar kontrast til det negative menneskesyn findes det positive menneskesyn. Dette menneskesyn er netop baseret på en tiltro til, at når andre mennesker ikke forhindrer et menneske i at udfolde sine evner og dispositioner, så vil det i almindelighed være i stand til at sikre sig hvad vedkommende har behov for, for at trives i sit liv. Det positive menneskesyn indrømmer selvfølgelig, at mennesket til tider har brug for både økonomisk og følelsesmæssig assistance, men grundlæggende besidder mennesket alligevel selv kapaciteten til at blomstre, så længe det ikke undertrykkes af andre mennesker. Hvis denne undertrykkelse stoppes, så vil mennesket kunne udføre utallige opgaver og opfylde vidt forskellige mål – måske ikke alle lige effektivt og bestemt ikke alle samtidig, men ikke desto mindre med betragtelig succes.
Essensen i dette menneskesyn er altså, at mennesket er et aktivt, kreativt, produktivt og et selvmotiverende væsen, der kan skabe bedre vilkår for sig selv, hvis man forhindrer andre menneskers indgreb og indblanding. Når disse indgreb bliver gjort strafbare og afværget, vil mennesket have muligheden for at udøve deres kapacitet til at forbedre sit eget liv og tage vare på sig selv. Derfor behøver mennesket ikke at indrullere andre til at forsørge og tjene dem, men vil i stedet finde gensidigt acceptable måder at opnå deres fredelige mål på. Mennesket har heller ikke brug for at modtage retningslinjer i form af talrige forbud, da mennesket i det store hele er bedre og mere duelig til at sørge for sit eget liv end nogen anden er.
Tilhængerne af det negative menneskesyn vil sandsynligvis også mene, at det er forholdsvist hensigtsmæssigt at forhindre kriminelle indgreb i menneskets liv, men det er bare ikke nok til at sikre menneskets lykke. Eftersom mennesket grundlæggende er passivt, hjælpeløst og uvirksomt, så gør det nemlig ikke den helt store forskel, at man fjerner de forhindringer og indskrænkninger som andre menneskers indblanding indebærer. Selv hvis al kriminel indblanding blev stoppet, så ville mennesket sandsynligvis stadig ikke undslippe fattigdom, uvidenhed, ulykke og generel usikkerhed. De eneste, der vil få succes, er de par håndfulde, der har været så heldige at arve fordelagtige gener eller er havnet i et blomstrende, socialt miljø. Det resterende samfund vil ikke bevæge sig synderligt og vil i stedet forblive økonomisk, psykologisk, kulturelt og socialt underudviklet.
Derfor er det ikke nok blot med frihed og bekæmpelse af traditionel kriminalitet. Mennesket skal vejledes og styres, og det både forstandsmæssigt og økonomisk. Derfor vil fortalerne for det negative menneskesyn gå ind for markant regulering af økonomien, en kraftig omfordeling og masser af formynderi på det personlige plan. Alle disse indgreb i det enkelte menneskes liv vil blive retfærdiggjort med en henkastet henvisning til menneskets immanente svaghed og dets behov for vejledning, understøttelse og hjælp i næsten alle henseende.
Selvom disse to menneskesyn selvfølgelig er en anelse karikerede og forsimplede, er de stadig værd at have i baghovedet i den politiske diskussion. Eftersom menneskets karakter næppe er en fuldstændig iboende entitet, der ikke lader sig påvirke af eksterne impulser, så vil det have en enorm betydning hvilket menneskesyn man baserer sin grundlæggende politik på. Hvis man – som det har været tilfældet i Danmark i de seneste 40 år – behandler mennesket som et viljeløst og ansvarsløst væsen, så vil det med tiden også begynde at opføre sig således. Hvis man konsekvent fortæller mennesket, at det grundlæggende er uproduktivt og svagt, og derfor skal kompenseres og vejledes i alle henseende, så vil det med tiden også blive uproduktivt og svagt. Hvis man ligeledes konsekvent bygger sin politik på, at succesfulde mennesker kun har opnået deres succes ved et tilfælde, og man derfor sagtens kan tillade sig at fratage dem store dele af deres fortjeneste, så vil antallet af succesfulde og stræbsomme mennesker langsomt mindskes.
Alt dette er ikke bare ubegrundende postulater. Det mest tydelige tegn på, at ovenstående rent faktisk er sandt, er den voldsomme og kontinuerlige stigning af personer på passiv forsørgelse: Ifølge et notat lavet af tænketanken CEPOS er antallet af overførselsmodtagere fra 1970 til 2006 fordoblet fra ca. 918.000 personer til 1.834.000 personer. I samme periode er den private beskæftigelse faldet med ca. 152.000 personer. Færre og færre arbejder i den velstandsfrembringende sektor, mens flere og flere lever af andres indkomst gennem passiv forsørgelse. Som de fleste nok ved, så er dette ikke en holdbar samfundsøkonomisk situation på lang sigt.
Selvom en del af stigningen i passiv forsørgelse nok skyldes et øget udbud af såkaldte velfærdsordninger, et lidt øget befolkningstal og demografiske forskydninger i det hele taget, så kan dette ikke forklare hele stigningen. Grundlæggende er stigningen nemlig den naturlige konsekvens af et menneskesyn, der fordrer svaghed, umyndiggørelse og uproduktivitet.
Et andet tegn på det negative menneskesyns katastrofale konsekvenser er den markante stigning i kriminalitet: Ifølge Danmarks Statistik Statistisk Årbog 2002 var antallet af forbrydelser nogenlunde stabilt fra 1935 til 1960. Dette var en periode med en befolkningsstigning på omkring en fjerdedel, så rent faktisk blev Danmark blev mere og mere sikkert. Men da det negative menneskesyn og dens dertilhørende politik blev politisk kutyme i begyndelsen af 1960’erne eksploderede antallet af lovovertrædelser. Fra 1960 og frem til år 2002 er antallet af anmeldte lovovertrædelser steget med over 400%. I denne periode er befolkningstallet faktisk kun steget med en sjettedel, så det er altså en voldsom stigning. Særligt volden er steget betragteligt. Antallet af anmeldte voldsforbrydelser pr. tusinde indbygger er steget med intet mindre 556%.
En øget anmeldelsestendens har selvfølgelig indflydelse på disse tal, da noget kriminalitet var mere acceptabelt tidligere hvorfor det ikke blev anmeldt. Ligeledes er der forskningsmæssige indicier på, at livet i storbyer gør mennesker mere kriminelle, hvilket sandsynligvis er sandt nok. Men kan disse forklare hele stigningen? Nej, jeg kan kun tolke (den største del af) stigningen som den logiske følge af det negative menneskesyns forvandling af mennesket til et apatisk og sløvt væsen, der er fuldstændig frataget bare skyggen af personligt ansvar.
Af disse grunde er det bydende nødvendigt at tage et opgør med det negative menneskesyn og i stedet benytte sig af det positive menneskesyn. Og netop derfor skal alle de tidligere nævnte forbudsforslag afvises. Det er ikke et trivielt stridsspørgsmål om en række ellers velmenende forslag, men en værdikamp, der afgører landets fremtid. Vi står nemlig overfor en skillevej, hvor vi enten kan følge samme trælsomme vej som vi har gjort gennem de seneste 40 år eller gå nye veje og afmontere det negative menneskesyn og dets invaliderende forsørger- og forbudssystem. Den første vej vil ende med, at vi kryber og kravler direkte ind i endnu større sociale og økonomiske problemer. Den anden vej vil derimod give mennesket frihed til at udfolde sin frugtbare kreativitet og produktivitet, så det danske samfund kan blomstre. Lad os prøve frihedens vej.
