Jeg har tidligere brutalt reduceret socialismen til at indeholde to etiske principper: materiel egalitarisme og exitus acta probat (målet retfærdiggør midlerne). Denne reduktion står jeg grundlæggende stadig ved, men jeg har erfaret, at der måske også er andre forestillinger, der har en enorm betydning. Disse forestillinger er fundamentet for socialismens etiske fordringer. Forestillingerne betinger så at sige socialismens etik og politik.
En af disse forestillinger er troen på, at én persons gevinst er anden persons tab. Denne tro kan spores langt tilbage i tiden og tager derfor mange forskellige former, men den er i nyere tid oftest blevet beskrevet som en tro på, at livet er et nulsumsspil (eller konstantsumsspil). Et nulsumsspil er et begreb fra spilteorien som indebærer, at gevinster og tab i et spil udligner hinanden. Summen af gevinster og tab er altså lig nul. Spillerne af dette spil kan hverken forøge eller formindske de samlede ressourcer, men kan kun vinde på direkte bekostning af andre.
Et ligefremt eksempel på et simpelt nulsumsspil er poker: I poker vinder man kun de midler som de andre spillere taber. Man kan ikke samarbejde om at øge puljen til alles fordel. Den eneste måde man kan maksimere sin fortjeneste er ved at vinde over andre og dermed tilegne sig deres midler.
Et andet eksempel på et nulsumsspil er det at skære en kage. Kagen vokser ikke magisk ved, at man sætter kniven i den, derfor vil den ene persons store stykke kage uundgåeligt resultere i, at en anden person får et mindre stykke kage. Lige så snart man fraviger den fuldstændig lige kagefordeling betyder det altså, at en eller flere personer mister kage.
Kageanalogien er samtidig også brugbar til at forklare hvorfor socialister foretrækker materiel egalitarisme. Hvis man ønsker, at alle spillere i et nulsumsspil skal have mest muligt, så er en ligelig fordeling at foretrække. Den materielle egalitarisme er med andre ord den Pareto-ligevægt, hvor alle personer har mest muligt. Hvis ligheden tilsidesættes betyder det, at nogle taber. Dette ræsonnement er frontløberen for den marxistiske tese om bourgeoisiets udbytning af proletariatet og er af essentiel betyd- ning for socialismens materielle egalitarisme.
Et endnu mere nyttigt eksempel på et nulsumsspil er det underholdende brætspil Matador. Ligesom i poker findes der i Matador også en konstant sum af ressourcer som man kan spille om. Det er derfor et grundlæggende præmis i Matador, at man kun kan vinde ved at slå de andre spillere. Socialister vil påpege, at Matador er et strålende eksempel på hvordan virkeligheden ser ud, derfor skal vi fordele alle penge og ejendomme ligeligt. Alternativet til at distribuere alle ressourcer ligeligt er at lade de heldige, der tilfældigvis har evnerne til at vinde, udnytte de uheldige. Alternativet til materiel egalitarisme er at kaste terninger om noget så vigtigt som menneskers liv og lykke.
Det er intet overraskende og originalt i min fremstilling af ovenstående tro. Det kræver heller ikke særlig meget økonomisk indsigt at tilbagevise denne forestilling. Matador er nemlig ikke som virkeligheden. I Matador er der 40 felter, en fast mængde ressourcer og absolut ingen mulighed for at udvide dette. I Matador kan man derfor ikke opkøbe en billig landgrund og forvandle den til nyt boligområde. Man kan heller ikke bygge jernbaner og lufthavne eller opfinde andre teknologiske landvindinger, der udvider spillets samlede ressourcer. Men hvad der måske er endnu vigtigere, så kan du kun tjene penge, hvis sagesløse spillere tilfældigvis lander på et af dine felter. Dette er i direkte kontrast med hvordan man i virkeligheden opnår værdiforøgelse.
Når man i virkeligheden lejer en bolig, besøger et hotel, køber en færgebillet, går til en koncert, spiser på en restaurant eller på en anden måde bytter sig til en vare eller tjeneste, så gør man det ikke fordi man tilfældigvis lander i en anden persons domæne. Man gør det derimod fordi man ser en fordel ved at gøre det. Alle ovenstående byttehandler er nemlig frivillige udvekslinger af to værdier mellem to parter med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to parter tvinger den anden part til at acceptere udvekslingen. Begge parter accepterer udvekslingen af egen vilje uden at blive truet med knive, pistoler, knyttede næver eller spilleregler skrevet på bagsiden af et låg. Den gensidige fordel betyder, at begge parter indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen.
I Matador tager man på hotel fordi man nødt til det når man tilfældigvis lander på et felt med et hotel, men i virkeligheden ser det helt anderledes ud. Den ene spiller har måske en ordentlig pose penge, men mangler desperat et sted at sove, mens den anden spiller har to senge, men kunne godt tænke sig nogle penge til at starte et bageri. Derfor bytter de nogle af pengene for den overflødige seng. Herefter omdanner den kommende bager sit nu tomme soveværelse til et lille bageri. Tiden går og det bliver vinter. Bageren mangler derfor en frakke, der kan holde ham varm. Skrædderen har derimod masser af frakker, men har imidlertid intet brød og er ganske sulten. Bageren har heldigvis på bedste vis benyttet sit lille bageri til at lavet langt mere brød end han nogensinde selv kan spise, derfor bytter han noget brød for en frakke. Således kan man fortsætte i en uendelighed.
Min pointe med ovenstående eksempel er selvfølgelig at illustrere hvordan frivillige handler til gensidig fordel kan se ud. Endvidere viser eksemplet, at handel faktisk ikke er et nulsumsspil. Ingen af spillerne i ovenstående eksempel er nemlig blevet dårligere stillet, men får derimod opfyldt deres behov og ønsker. Dette skyldes, at de forskellige spillere værdsætter de forskellige værdier forskelligt. Hvis den ene spiller tilbyder en anden spiller 2000 kr. for at købe den ledige seng, så skyldes det, at han værdsætter sengen højere end de 2000 kr. Hvis den anden spiller tager imod tilbudet, så skyldes det, at han værdsætter de 2000 kr. højere end hans overflødige seng. Ligeledes er værdien af brød relativt lille for bageren, mens værdien af en frakke er relativt højere. For skrædderen er det direkte omvendt. Derfor opnår alle spillere en (subjektiv) værdiforøgelse ved at handle med hinanden. Handel er altså et plussumsspil.
Der findes selvfølgelig også andre måder at vise, at handel er et plussumsspil. En måde er at betragte, hvor villige og ivrige folk egentlig er efter at bytte og handle forskellige varer og ydelser. Hvis man går en tur nedad Strøget en varm eftermiddag vil man meget hurtigt opdage, at både butiksindehavere og indkøbere nyder at handle og bytte. Ville de gøre dette, hvis de tabte på det? Selvfølgelig ikke.
Man kan også betragte historien. Ved at gøre dette får man samtidig illustreret en anden pointe: I modsætning til en virkelig kage, så kan samfundskagen faktisk vokse og skrumpe på næsten magisk vis. Det er mig et mysterium, at nogle mener, at kageanalogien er en passende beskrivelse på virkeligheden. For blot 200 år siden var klodens samlede befolkning tæt på sultegrænsen, folk døde af nu helbredelige sygdomme og havde ingen smarte teknologiske indretninger såsom elektriske pærer, biler, computere og weblogs. For 2000 år siden var muldfjælsploven ikke engang opfundet i Danmark og levestandarden – selv for de rigeste høvdinger og konger – var langt under hvad den er i dag. For 2 millioner år siden var stenredskaber det hotteste i samfund bestående af nomadiske jægere og udomesticerende fødeindsamlere. Hvis kageanalogien er sand, hvordan har hele menneskeheden så udviklet sig så enormt? Fælles fattigdom var menneskets startfelt, men 2,5 millioner felter senere kan jeg skrive dette på en bærbar computer, mens jeg ser satellit-tv, drikker en kold drikkevare fra køleskabet og venter på, at min pastaret med ingredienser fra fremmede lande bliver færdig på komfuret. Er kagen virkelig ikke blevet større for alle os glade kagespisere (som der i øvrigt aldrig nogensinde har været flere af)?
Med menneskets historie i baghovedet kan det virke en anelse useriøst at påstå, at kagen rent faktisk også kan skrumpe, men ikke desto mindre kan det godt lade sig gøre. Og den kan i hvert fald skrumpe relativt, altså vokse meget langsommere end hvad der rent faktisk er en realistisk mulighed. Når dette sker er det paradoksalt nok ofte i socialistiske samfund, der tilstræber en fuldstændig lige fordeling og tror på Matador-virkeligheden (dette er selvfølgelig ikke det eneste, der kan få samfunds- kagen til at ’skrumpe’).
For at illustrere hvorfor det forholder sig sådan kan man forestille sig et samfund med 1 million indbyggere og 100% indkomstudjævning. I dette samfund lever vores føromtalte bager, der på egen hånd tjener lige præcis hvad der svarer til samfundets egalitære Pareto-ligevægt. Vores bager er en flittig mand, der sagtens kan fordoble sin nuværende arbejdsindsats, hvormed han også fordobler udbyttet af sit arbejde. I stedet for 50 brød kan han altså lave 100 brød. Efterspørgslen på brød er høj nok til at afsætte 50 ekstra brød til samme pris som de første 50, derfor vil han tjene værdien af 50 brød ved at fordoble sin arbejdsindsats, altså en fordobling af sin indtjening. Denne fordobling sker selvfølgelig ved frivillig handel til gensidig fordel – ingen bliver tvunget til at købe hans brød og alle er tilfredse og mætte.
Lad os antage, at den ekstra indtjening er 500 kr. Hvis samfundet fortsat skal være helt lige, så skal bagerens fordoblede indtjening fordeles ud på de resterende 999.999 indbyggere. Dette betyder, at bageren selv kun får 1/1.000.000 (en milliontedel) af 500 kr. ud af at fordoble sin arbejdsindsats i stedet for de 500 kr. Da bageren opdager dette stopper han ikke bare med at fordoble sin arbejdsindsats, men han stopper helt med at arbejde. I stedet omdanner sit bageri til et poolrum. Hvorfor? Jo, for selvom samfundet bliver fattigere af at miste bagerens arbejdsindsats, så taber han personligt kun 1/1.000.000 af sin indkomst pga. den konstante indkomstudjævning. Langsomt begynder alle andre også at finde ud af dette og til sidst er det kun idealisterne og tåberne, der stadig arbejder og producerer. Da idealister og tåber til enhver tid er en lille minoritet, vil samfundet i ro og mag blive fattigere og fattigere og samfundskagen vil uundvigeligt skrumpe. Ekstrem omfordeling er altså på lang sigt et minussumspil.
Vores bager-eksempel kan også bruges til at illustrere min sidste pointe. For hvem er det, der skaber noget i ovenstående eksempel? Det er den kreative, arbejdsomme og virkelystne entreprenør, der formår at tilfredsstille andre folks behov og ønsker. Denne entreprenør eksisterer ikke blot i form af vores førnævnte bager, men også i skrædderen, lægen, bilfabrikanten, filmproducenten, den prostituerede og mange, mange andre. Fælles for dem alle er en yderst specialiseret, driftig og forudseende arbejdsindsats, der i sidste ende belønnes af andre mennesker til alles gensidige fordel. Bagerens brød er altså helt og aldeles virkningen af en arbejdsindsats og investering fra bagerens side. Brødene falder simpelthen ikke bare ned som mana fra himmelen (for at parafrasere Robert Nozick).
At tro, at verden er et nulsumsspil er ikke bare faktuelt forkert, men – som forsøgt demonstreret til sidst – også særdeles farligt. Socialismens egalitære materialisme begrundes ofte med en henkastet henvisning til nulsumsspil, derfor er det bydende nødvendigt, at man som liberal modsætter sig denne opfattelse. Det lyder trivielt og er det måske også. Dette indlæg er i hvert fald næppe det mest intellektuelt stimulerende på The Hairpin Bend. Ikke desto mindre er det en vigtig kamp. Af samme årsag er det vigtigt at angribe andre socialistiske forestillinger såsom den objektive værditeori og forestillingen om, at staten kan skabe vækst. Netop derfor vil jeg afslutte indlægget med en anbefaling af David Gress’ nye bog Velstandens kilder, hvori han på fornem vis (blandt meget andet) anfægter socialismens mest basale fundamenter. Læs den!
