The Hairpin Bend

Så skal vi igennem hele fattigdomsmøllen en gang til. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udgivet en rapport, hvori de konkluderer, at fattigdommen er stigende i Danmark. For de fleste godhjertede danskere er dette en skrækkelig nyhed. De fleste vil nok spørge sig selv hvordan folk kan være fattige i et så rigt land som Danmark og nogle vil måske endda fremføre, at det da er noget vi (læs: opportunistiske politikere) skal gøre noget ved.
Men lad os lige prøve at køle lidt ned (også jer, Politiken-læsere). Inden vi bryder ind hos Mærsk McKinney-Møller og stjæler store dele af hans formue for at dele dem ud som almisser til alle de stakkels, fattige danskere, så skulle vi måske lige bruge 5 minutter på at sætte os ind i hvad Arbejderbevægelsens Erhvervsråd egentlig skriver: ”Fattige er defineret som antallet af personer med en indkomst under halvdelen af medianindkomsten, hvor medianindkomsten er en betegnelse for den midterste indkomst i indkomstfordelingen.” Det er altså den relative fattigdom, der er steget. Dette siger måske ikke den godhjertede dansker særlig meget, men det har faktisk enorm betydning om det er den relative eller absolutte fattigdom, som bliver målt. Det forholder sig nemlig sådan, at begrebet ’relativ fattigdom’ er – for at bruge et godt dansk udtryk – bullshit!

For at demonstrere idiotien bag den relative fattigdom kan man forestille sig et samfund, hvor de alle øger deres realindkomst med 10% på et år. Er der så ikke blevet færre fattige når året er omme? Nej. Ifølge Arbejderbevægelses Erhvervsråd er ikke én person kommet ud af fattigdomsfælden, for selvom alles realindkomst er steget, så er den indbyrdes indkomstfordeling uændret og den relative fattigdom er blevet på samme niveau som tidligere. Faktisk ved vi, at jo flere år man tilbringer som fattig, desto sværere er det at komme ud af fattigdommen, så rent faktisk er den lige velstandsstigning et negativ fænomen.
Idiotien bliver dog endnu mere tydelig hvis man forestiller sig, at de rigeste halvdel i det førnævnte samfund i det følgende år oplever en stigning i realindkomsten på 20%, mens den fattigste fjerdedel kun oplever en stigning på 15%. Nu har vi lige pludselig oplevet en stigning i antallet af fattige, selvom ingen har fået det dårligere – tværtimod. Den ulige men generelle velstandsstigning er altså virkelig et farligt fænomen!
Men hvad sker der så året efter? Jo, nogle nævenyttige politikere (med støtte fra Politiken) vælger at lave et hav af politiske indgreb i økonomien. Konsekvensen er katastrofal og de rigestes realindkomst falder med hele 15%. De fattigste bliver ikke ramt helt så hårdt og deres realindkomst falder kun med 5%. Alle tjener dog mindre. Alligevel er politikerne glade. Hvorfor? Jo, for nu er den relative fattigdom faldet, da indkomstfordelingen er blevet mere lige og jævn.

Den relative fattigdom er altså intet andet end en banal måling af den relative ulighed. Og som alle fornuftige mennesker burde vide så fortæller ulighed intet om det reelle indkomstniveau. Selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ved dette og skriver derfor følgende i deres famøse rapport: ”En person med lav indkomst har jo ikke lavere forbrugsmuligheder, fordi middelklassen bliver rigere.” Så sandt, så sandt.

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.