The Hairpin Bend

Mit første semester på statskundskab er overstået og det andet semester er netop startet. Selvom det ville være formidabelt at kunne skrive et helt indlæg om hvor pragtfuldt det har været og hvor meget jeg glæder mig til næste semester, så er det desværre ikke muligt, da det ville være i direkte uoverensstemmelse med de strenge realiteter. Sandheden – et fænomen, der på bedste Randske måde hyldes her på bloggen – er nemlig, at det har været alt andet end pragtfuldt. En af grundene til dette er, at man som rabiat tilhænger af liberale tænkere gang på gang må overvære sine intellektuelle heroer blive reduceret til forstandsmæssig spild i idéhistorien. I sociologi-undervisningen går der f.eks. sjældent 10 minutter i træk uden en spydig, anti-kapitalistisk kommentar eller en eklatant forherligelse af socialismen/marxis- men/strukturalismen/(indsæt selv en venstreorienteret/egalitær/nonsens teori) - enten fra underviserens side eller fra de studerendes side.

Det er dog ikke sociologi-timerne, der gør mest ondt. Her er den ideologiske tilbøjelighed trods alt så gennemskuelig, at den nærmer sig det komiske. Nej, det er straks værre i de tilfælde, hvor der kræves et indgående kendskab til de liberale teorier før man kan erfare den smertende spot. F.eks. læste vi i faget Politologisk Grundkursus en bog om forskellige demokratimodeller med navnet Models of Democracy. Bogen er skrevet af David Held og er et sandt tour de force i fordækt egalitær lyrik. Efter en nogenlunde ædruelig gennemgang af hvad Held kalder ’legal democracy’ og ’the new right’ (hvad andre kalder minarkistisk libertarianisme), kan man alligevel læse følgende affærdigende svada:

The nature of the relationship between principle and practice in the New Right’s programme can be illuminated further by considering its appeal to liberty. This appeal, as articulated by figures like Hayek og Nozick, is unquestionably potent, but it is based on a highly limited and contentious conception of freedom. By defining all ‘distributional’ questions as ipso facto against the rule of law, questions concerning economic, social and racial inequalities are treated as illegitimate matters for political analysis and examination, despite the fact that some of these inequalities are, as we have seen, central to a thorough account of the nature of liberty in a modern society.
Further, while the distrinction between ‘law’ and ‘legislation’ is important in many respects – for all the reasons given by thinkers from Locke to J.S. Mill – in Hayek’s hands it is highly questionable. For it serves to remove certain critical issues from politics, to treat them as if they were not a proper subject of political action. This attempt to eradicate a range of questions from democratic consideration would, if succesful, drastically restrict the sphere of democratic debate and control.
Moreover, in a world where there is evidence of major and often increasing inequalities between classes, cultures, sexes and regions, it is hard to see how liberty – liberty to develop one’s own tastes, views, talents and ends – could, in fact, be realized if we do not consider a far broader range of conditions than Hayek’s analysis allows. It is here that the new-Marxists and, more recently, feminists have mounted their most powerful criticisms of liberal doctrines: to enjoy liberty means not only to enjoy equality before the law, important though this unquestionably is, but also to have the capacities (the material and cultural resources) to be able to pursue different courses of action.

Nu vil jeg ikke direkte påstå, at David Held er blød i bolden, men det er ikke desto mindre et faktum, at han har alvorlige problemer med at kapere selv de mest elementære bestanddele af libertarianismen. Robert Nozick reagerede i høj grad på de forestillinger, som Held fremfører i ovenstående uddrag. Store dele af Anarchy, State and Utopia handler derfor udelukkende om det forkerte og uretfærdige i Helds drømme. F.eks. skriver Nozick følgende:

The major objection to speaking of everyone’s having a right to various things such as equality of opportunity, life, and so on, and enforcing this right, is that these “rights” require a substructure of things and materials and actions: and other people may have rights and entitlements over these. No one has a right to something whose realization requires certain uses of things and activities that other people have rights and entitlements over.

Nozick vidste selvfølgelig godt hvilke konsekvenser det ville have for den politiske debat at gøre argumenter for fordelingssystemer ipso facto illegitime, men som ovenstående citat fint demonstrerer, så bekymrede det ham ikke det fjerneste. Dette skyldes, at Nozick fandt individets ukrænkelighed vigtigere end størrelsen af arsenalet af redskaber som den samfundsmæssige ingeniør har til rådighed. Nozick pointerede nemlig forstandigt og korrekt, at i det sekund man sætter omfordelende våde drømme over det enkelte individs ukrænkelighed, så vil det uanfægteligt resultere i vedvarende tvang. Sådanne drømme kan nemlig kun opretholdes ved omfattende og kontinuerlige indgreb i den fri udveksling af ejendom.
Jeg har skrevet dette mange gange her på bloggen, men lad os tage det endnu engang: Forestil dig en retfærdig fordeling af ressourcer, f.eks. en fordeling, der ’maksimerer’ en given befolknings materielle og kulturelle ressourcer. Denne fordeling kalder Nozick for D1. Herefter skal man forestille sig, at en million basketball-fans frivilligt vil betale 25 cents for at se Wilt Chamberlain spille. Dette vil medføre en ny fordeling, D2, i hvilken Chamberlain har 250.000$ mere end de næstrigeste i samfundet, som er de personer, der ikke har set Chamberlain spille. Nozick spørger så: ”If D1 was a just distribution, and people voluntarily moved from it to D2, transferring parts of their shares they were given under D1 (what was it for if not doing something with?), isn’t D2 also just?”
Hvordan vil Held besvare dette spørgsmål? Nu har samfundet jo udviklet sig til et samfund præget af en utilsigtet ulighed i materielle ressourcer, der følgelig betyder, at ikke alle har lige meget ’frihed’ til at efterstræbe deres drømme og ønsker. Skal der så omfordeles igen? De frivillige transaktioner stopper jo ikke bare efter Chamberlain har driblet lidt rundt med sin bold. Efter en rum tid vil der opstå en effektiviserede arbejdsdeling, hvor man køber sig til andres specialiserede ydelser og varer. I denne arbejdsdeling vil der sandsynligvis også være en grad af konkurrence, hvor dem der er dygtigst til at tilfredsstille andres ønsker, tjener mange penge og stiger i social status, mens dem der af forskellige årsager ikke kan levere en fyldestgørende og acceptabel ydelse eller vare, vil blive udkonkurreret og måske tabe anseelse. Inden længe har vi et samfund med masser af utilsigtet materiel, social og kulturel ulighed, men hvor alle transaktioner og udvekslinger har været helt og aldeles frivillige. Hvis Held virkelig vil være konsekvent, så må han nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang tilbage til D1. Så på trods af, at Helds fantasi er blevet væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge disse personer til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive som Held ønsker det. Dette vil Nozick ikke gå med til. Jeg er selvfølgelig på Nozicks side. Et fordelingssystem, der bliver nedbrudt af individuelle personers frivillige handlinger er simpelthen ikke værd at bevare ved hjælp af tvang og vold.

Der er altså intet revolutionerende i Helds og neomarxisternes indvending. Nozick behandler den faktisk tilfredsstillende i Anarchy, State and Utopia. Men måske har Held ikke læst den bog?

Dette er første del af en to-delt serie om Held og hans forvildelser. Næste del handler om det bagved- liggende menneskesyn og frihedsopfattelse i ovenstående citat fra Held.