The Hairpin Bend

Så skal vi igennem hele fattigdomsmøllen en gang til. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udgivet en rapport, hvori de konkluderer, at fattigdommen er stigende i Danmark. For de fleste godhjertede danskere er dette en skrækkelig nyhed. De fleste vil nok spørge sig selv hvordan folk kan være fattige i et så rigt land som Danmark og nogle vil måske endda fremføre, at det da er noget vi (læs: opportunistiske politikere) skal gøre noget ved.
Men lad os lige prøve at køle lidt ned (også jer, Politiken-læsere). Inden vi bryder ind hos Mærsk McKinney-Møller og stjæler store dele af hans formue for at dele dem ud som almisser til alle de stakkels, fattige danskere, så skulle vi måske lige bruge 5 minutter på at sætte os ind i hvad Arbejderbevægelsens Erhvervsråd egentlig skriver: ”Fattige er defineret som antallet af personer med en indkomst under halvdelen af medianindkomsten, hvor medianindkomsten er en betegnelse for den midterste indkomst i indkomstfordelingen.” Det er altså den relative fattigdom, der er steget. Dette siger måske ikke den godhjertede dansker særlig meget, men det har faktisk enorm betydning om det er den relative eller absolutte fattigdom, som bliver målt. Det forholder sig nemlig sådan, at begrebet ’relativ fattigdom’ er – for at bruge et godt dansk udtryk – bullshit!

For at demonstrere idiotien bag den relative fattigdom kan man forestille sig et samfund, hvor de alle øger deres realindkomst med 10% på et år. Er der så ikke blevet færre fattige når året er omme? Nej. Ifølge Arbejderbevægelses Erhvervsråd er ikke én person kommet ud af fattigdomsfælden, for selvom alles realindkomst er steget, så er den indbyrdes indkomstfordeling uændret og den relative fattigdom er blevet på samme niveau som tidligere. Faktisk ved vi, at jo flere år man tilbringer som fattig, desto sværere er det at komme ud af fattigdommen, så rent faktisk er den lige velstandsstigning et negativ fænomen.
Idiotien bliver dog endnu mere tydelig hvis man forestiller sig, at de rigeste halvdel i det førnævnte samfund i det følgende år oplever en stigning i realindkomsten på 20%, mens den fattigste fjerdedel kun oplever en stigning på 15%. Nu har vi lige pludselig oplevet en stigning i antallet af fattige, selvom ingen har fået det dårligere – tværtimod. Den ulige men generelle velstandsstigning er altså virkelig et farligt fænomen!
Men hvad sker der så året efter? Jo, nogle nævenyttige politikere (med støtte fra Politiken) vælger at lave et hav af politiske indgreb i økonomien. Konsekvensen er katastrofal og de rigestes realindkomst falder med hele 15%. De fattigste bliver ikke ramt helt så hårdt og deres realindkomst falder kun med 5%. Alle tjener dog mindre. Alligevel er politikerne glade. Hvorfor? Jo, for nu er den relative fattigdom faldet, da indkomstfordelingen er blevet mere lige og jævn.

Den relative fattigdom er altså intet andet end en banal måling af den relative ulighed. Og som alle fornuftige mennesker burde vide så fortæller ulighed intet om det reelle indkomstniveau. Selv Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ved dette og skriver derfor følgende i deres famøse rapport: ”En person med lav indkomst har jo ikke lavere forbrugsmuligheder, fordi middelklassen bliver rigere.” Så sandt, så sandt.

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.

Forleden skrev jeg om David Helds forbløffende uvidenhed med hensyn til Robert Nozicks forfatterskab og teorier. Det er dog ikke kun denne manglende kendskab til essentielle dele af Anarchy, State and Utopia, der er skræmmende. Hans positive frihedsopfattelse, som han hele bogen igennem implicit tilslutter sig, er mindst lige så forrykt. Jeg har kritiseret denne frihedsopfattelse tilstrækkeligt i et tidligere indlæg, og vil derfor ikke gentage mig selv endnu engang i dette indlæg.

I stedet vil jeg forsøge at belyse og granske de menneskesyn, der ligger bag henholdsvis den positive frihedsopfattelse og den negative frihedsopfattelse. Jeg mener nemlig, at der eksisterer en helt fundamental forskel hvad angår menneskesyn, der alt for ofte bliver forbigået og overset. Det er måske ikke det stærkeste argument imod en positiv frihedsopfattelse eller for en negativ frihedsopfattelse, men argumentet har en klar og skarpskåret retorisk slagside, som kan blive udnyttet til de liberales fordel. Men mere om det senere; analysen først.

Den negative frihedsopfattelse er i de fleste tilfælde baseret på en tiltro til, at når andre mennesker ikke forhindrer det voksne menneske i at udfolde sine evner og dispositioner, så vil det i almindelighed være i stand til at sikre sig hvad vedkommende har behov for, for at trives i sit liv. Det enkelte menneske har selvfølgelig til tider brug for både økonomisk og følelsesmæssig assistance fra sine fortrolige, men grundlæggende besidder det selv kapaciteten til at blomstre, hvis det ikke undertrykkes af andre mennesker. Hvis denne undertrykkelse stoppes, så vil det voksne menneske kunne udføre utallige opgaver og opfylde vidt forskellige mål – måske ikke alle lige effektivt og bestemt ikke alle samtidig, men ikke desto mindre med betragtelig succes. Den største forhindring mod at gøre fremskridt i livet er ifølge dette menneskesyn - som jeg pudsigt nok vil kalde det positive menneskesyn - altså andre menneskers indgreb. Når disse indgreb bliver ulovliggjort, gjort strafbare og afværget, vil folk have muligheden for at udøve deres kapacitet til at forbedre deres eget liv. Derfor behøver de ikke at indrullere andre til at tjene dem, men vil i stedet finde gensidigt acceptable måder at opnå deres fredelige mål på. Dette menneskesyn er ikke nødvendigvis et romantiserende menneskesyn, men kan faktisk være særdeles kynisk. Adam Smith og David Hume havde i min optik begge et positivt menneskesyn, og det selvom de mente, at det enkelte menneske ville være mere genuint optaget af at have mistet sin lillefinger end hvis 100 millioner fremmede mennesker døde i et jordskælv på den anden side af kloden. Det centrale er nemlig, at mennesket i kraft af sin ’self-love’ er et aktivt, kreativt, produktivt og selvmotiverende væsen, der kan skabe bedre vilkår for sig selv, hvis man forhindrer andre menneskers indgreb og indblanding.
Af den grund vil tilhængerne af dette menneskesyn – som Adam Smith og David Hume – naturligvis betone det nødvendige i at stoppe den skadelige og uønskede indgriben fra andre mennesker. Tilhængerne af dette menneskesyn vil altså som tendens tilslutte sig den negative frihedsopfattelse; frihed som fravær af tvang, og de negative rettigheder; selvejerskab, privat ejendomsret etc.

I direkte modsætning til dette menneskesyn findes et andet og noget mere dystert menneskesyn, der har bredest tilslutning blandt de personer, der fremfører den positive frihedsopfattelse og dertilhørende positive rettigheder. Disse personer tror, at mennesket er for dårligt udrustet til at komme fremad alene uden hjælp. Mennesket er enten for uvidende, for svagt, for fattigt eller på en anden tænkelig (eller utænkelig) måde for mangelfuld og utilstrækkelig til at stræbe hen imod et frugtbart liv.
Dette menneskesyn - det negative menneskesyn - resulterer meget ofte i en lovprisning af de positive rettigheder. Eftersom mennesket er passivt, hjælpeløst og uvirksomt, så gør det nemlig ikke den helt store forskel, at man fjerner de forhindringer og indskrænkninger som andres menneskers indblanding indebærer. Selv hvis al kriminel indblanding – lige fra slaveri til tyveri – blev stoppet, så ville mennesket sandsynligvis stadig ikke undslippe fattigdom, uvidenhed og generel social usikkerhed. I bedste fald vil kun enkelte, der har været så heldige at arve gode egenskaber i de naturlige og sociale lotterier, få succes, mens det resterende samfund ikke vil bevæge sig synderligt. Mennesket er altså grundlæggende ikke et skabende og produktivt væsen, men snarere et stillestående væsen, der kun bevæges af eksterne tilskyndelser og stød. Netop derfor er de positive rettigheder (ret til uddannelse, ret til forsørgelse, ret til lægehjælp etc.) vigtige – måske endda vigtigere end de negative rettigheder. For medmindre de få heldige tvinges til at støtte alle andre ved at afgive ressourcer, assistance og varer, så vil menneskeheden som helhed ikke bevæge sig særlig meget. I stedet vil menneskeheden forblive økonomisk, psykologisk, uddannelsesmæssigt, kulturelt og socialt underudviklet. Hvis man ønsker at forhindre dette, så må man altså indføre et omfangsrigt fordelingssystem med en væsentlig del positive rettigheder. Dette vil tilhængerne af dette menneskesyn – fra Karl Marx til John Rawls – i hvert fald mene.

Det liberale svar kan være flere forskellige ting. Man kan starte med at henvise til empirien. Det forholder sig nemlig sådan, at frihed i den negative forstand faktisk skaber vækst og samfundsmæssig fremskridt. Man kan se det på alle økonomiske niveau. Hvis du er i tvivl, så kan jeg anbefale dig, at du læser The Contribution of Economic Freedom to World Economic Growth af Julio Cole, Economic Freedom and Human Welfare: Some Empirical Findings af Herbert Grubel, The Driving Forces of Economic Growth af Andrea Bassanini og Stefano Scarpetta og så selvfølgelig den velkendte Economic Freedom of the World 2006 af James Gwartney og Robert Lawson. Du kunne også kigge på mit noget mere beskedne og korte referat af Johan Norbergs In Defense of Global Capitalism.

Hvis dette ikke er nok, så kan man også benytte sig af en anden tilgangsvinkel. Hvis det negative menneskesyn er bare nogenlunde sandfærdigt, så er tiltroen til staten nemlig et tragisk fejlskøn. For hvis mennesket generelt set er svagt hvad vil det så hjælpe at give nogle af disse mennesker ret til at udøve vold mod andre mennesker? Eller sagt på en anden måde: Hvis mennesket ikke under indflydelse af gruppepres og deres egen samvittighed vil hjælpe andre, hvorfor vil de mennesker, der skal befolke statens mange institutioner så agere anderledes? Stater er jo rent faktisk institutioner administreret af mennesker, ikke ærkeengle.

Der findes utvivlsomt mange andre liberale svar, men jeg vil ikke referere dem alle her, da det ikke er pointen med dette indlæg. Jeg ville i stedet belyse den ofte oversete forskel mellem de to grundlæggende menneskesyn, da jeg mener, at det i sig selv har en værdi. Forestil jer f.eks. en liberal retoriker, der som en anden Robert Green Ingersoll (eller Ayn Rand) beskriver de positive og negative menneskesyn: Der er to veje - den positive og den negative. Den ene vej er at leve for den verden, vi befinder os i, at udvikle forstanden gennem studier og forskning og gennem opfindelser drage fordel af naturens kræfter, således at vi kan få gode huse, klæder og mad, således at forstandens sult kan stilles med kunst og videnskab. Den ene vej er at tænke, at forske, at observere og følge fornuftens lys. Den anden vej er at slukke det hellige lys og blindt følge i andres fodspor. Den anden vej er at krybe og kravle, at forråde sig selv og at fratage andre den frihed, som man ikke selv har modet til at nyde. Det positive menneskesyn og liberalismen er den ene vej; det negative menneskesyn og kollektivismen er den anden vej.

Dette er anden del af en to-delt serie om Held og hans forvildelser. Første del kan findes her.

Mit første semester på statskundskab er overstået og det andet semester er netop startet. Selvom det ville være formidabelt at kunne skrive et helt indlæg om hvor pragtfuldt det har været og hvor meget jeg glæder mig til næste semester, så er det desværre ikke muligt, da det ville være i direkte uoverensstemmelse med de strenge realiteter. Sandheden – et fænomen, der på bedste Randske måde hyldes her på bloggen – er nemlig, at det har været alt andet end pragtfuldt. En af grundene til dette er, at man som rabiat tilhænger af liberale tænkere gang på gang må overvære sine intellektuelle heroer blive reduceret til forstandsmæssig spild i idéhistorien. I sociologi-undervisningen går der f.eks. sjældent 10 minutter i træk uden en spydig, anti-kapitalistisk kommentar eller en eklatant forherligelse af socialismen/marxis- men/strukturalismen/(indsæt selv en venstreorienteret/egalitær/nonsens teori) - enten fra underviserens side eller fra de studerendes side.

Det er dog ikke sociologi-timerne, der gør mest ondt. Her er den ideologiske tilbøjelighed trods alt så gennemskuelig, at den nærmer sig det komiske. Nej, det er straks værre i de tilfælde, hvor der kræves et indgående kendskab til de liberale teorier før man kan erfare den smertende spot. F.eks. læste vi i faget Politologisk Grundkursus en bog om forskellige demokratimodeller med navnet Models of Democracy. Bogen er skrevet af David Held og er et sandt tour de force i fordækt egalitær lyrik. Efter en nogenlunde ædruelig gennemgang af hvad Held kalder ’legal democracy’ og ’the new right’ (hvad andre kalder minarkistisk libertarianisme), kan man alligevel læse følgende affærdigende svada:

The nature of the relationship between principle and practice in the New Right’s programme can be illuminated further by considering its appeal to liberty. This appeal, as articulated by figures like Hayek og Nozick, is unquestionably potent, but it is based on a highly limited and contentious conception of freedom. By defining all ‘distributional’ questions as ipso facto against the rule of law, questions concerning economic, social and racial inequalities are treated as illegitimate matters for political analysis and examination, despite the fact that some of these inequalities are, as we have seen, central to a thorough account of the nature of liberty in a modern society.
Further, while the distrinction between ‘law’ and ‘legislation’ is important in many respects – for all the reasons given by thinkers from Locke to J.S. Mill – in Hayek’s hands it is highly questionable. For it serves to remove certain critical issues from politics, to treat them as if they were not a proper subject of political action. This attempt to eradicate a range of questions from democratic consideration would, if succesful, drastically restrict the sphere of democratic debate and control.
Moreover, in a world where there is evidence of major and often increasing inequalities between classes, cultures, sexes and regions, it is hard to see how liberty – liberty to develop one’s own tastes, views, talents and ends – could, in fact, be realized if we do not consider a far broader range of conditions than Hayek’s analysis allows. It is here that the new-Marxists and, more recently, feminists have mounted their most powerful criticisms of liberal doctrines: to enjoy liberty means not only to enjoy equality before the law, important though this unquestionably is, but also to have the capacities (the material and cultural resources) to be able to pursue different courses of action.

Nu vil jeg ikke direkte påstå, at David Held er blød i bolden, men det er ikke desto mindre et faktum, at han har alvorlige problemer med at kapere selv de mest elementære bestanddele af libertarianismen. Robert Nozick reagerede i høj grad på de forestillinger, som Held fremfører i ovenstående uddrag. Store dele af Anarchy, State and Utopia handler derfor udelukkende om det forkerte og uretfærdige i Helds drømme. F.eks. skriver Nozick følgende:

The major objection to speaking of everyone’s having a right to various things such as equality of opportunity, life, and so on, and enforcing this right, is that these “rights” require a substructure of things and materials and actions: and other people may have rights and entitlements over these. No one has a right to something whose realization requires certain uses of things and activities that other people have rights and entitlements over.

Nozick vidste selvfølgelig godt hvilke konsekvenser det ville have for den politiske debat at gøre argumenter for fordelingssystemer ipso facto illegitime, men som ovenstående citat fint demonstrerer, så bekymrede det ham ikke det fjerneste. Dette skyldes, at Nozick fandt individets ukrænkelighed vigtigere end størrelsen af arsenalet af redskaber som den samfundsmæssige ingeniør har til rådighed. Nozick pointerede nemlig forstandigt og korrekt, at i det sekund man sætter omfordelende våde drømme over det enkelte individs ukrænkelighed, så vil det uanfægteligt resultere i vedvarende tvang. Sådanne drømme kan nemlig kun opretholdes ved omfattende og kontinuerlige indgreb i den fri udveksling af ejendom.
Jeg har skrevet dette mange gange her på bloggen, men lad os tage det endnu engang: Forestil dig en retfærdig fordeling af ressourcer, f.eks. en fordeling, der ’maksimerer’ en given befolknings materielle og kulturelle ressourcer. Denne fordeling kalder Nozick for D1. Herefter skal man forestille sig, at en million basketball-fans frivilligt vil betale 25 cents for at se Wilt Chamberlain spille. Dette vil medføre en ny fordeling, D2, i hvilken Chamberlain har 250.000$ mere end de næstrigeste i samfundet, som er de personer, der ikke har set Chamberlain spille. Nozick spørger så: ”If D1 was a just distribution, and people voluntarily moved from it to D2, transferring parts of their shares they were given under D1 (what was it for if not doing something with?), isn’t D2 also just?”
Hvordan vil Held besvare dette spørgsmål? Nu har samfundet jo udviklet sig til et samfund præget af en utilsigtet ulighed i materielle ressourcer, der følgelig betyder, at ikke alle har lige meget ’frihed’ til at efterstræbe deres drømme og ønsker. Skal der så omfordeles igen? De frivillige transaktioner stopper jo ikke bare efter Chamberlain har driblet lidt rundt med sin bold. Efter en rum tid vil der opstå en effektiviserede arbejdsdeling, hvor man køber sig til andres specialiserede ydelser og varer. I denne arbejdsdeling vil der sandsynligvis også være en grad af konkurrence, hvor dem der er dygtigst til at tilfredsstille andres ønsker, tjener mange penge og stiger i social status, mens dem der af forskellige årsager ikke kan levere en fyldestgørende og acceptabel ydelse eller vare, vil blive udkonkurreret og måske tabe anseelse. Inden længe har vi et samfund med masser af utilsigtet materiel, social og kulturel ulighed, men hvor alle transaktioner og udvekslinger har været helt og aldeles frivillige. Hvis Held virkelig vil være konsekvent, så må han nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang tilbage til D1. Så på trods af, at Helds fantasi er blevet væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge disse personer til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive som Held ønsker det. Dette vil Nozick ikke gå med til. Jeg er selvfølgelig på Nozicks side. Et fordelingssystem, der bliver nedbrudt af individuelle personers frivillige handlinger er simpelthen ikke værd at bevare ved hjælp af tvang og vold.

Der er altså intet revolutionerende i Helds og neomarxisternes indvending. Nozick behandler den faktisk tilfredsstillende i Anarchy, State and Utopia. Men måske har Held ikke læst den bog?

Dette er første del af en to-delt serie om Held og hans forvildelser. Næste del handler om det bagved- liggende menneskesyn og frihedsopfattelse i ovenstående citat fra Held.

Forleden kom det frem, at Jyske Bank rådgiver deres kunder i at få nedsat deres skatteprocent ved at udnytte såkaldte huller i skattelovgivningen. Det er en herlig idé, der utvivlsomt lokker smarte kunder i biksen. Jyske Bank er derfor heller ikke ene om at gøre sådan noget. Andre store banker som Danske Bank og Nordea har lignende ydelser, særligt hvis man har tiden til at kontakte en af deres rådgivere. Personligt kan jeg ikke se noget moralsk forkasteligt i det (tværtimod), men det kan vores samlede mængde af herskere til gengæld. Da de nyder tilværelsen af udkommet af vores arbejde kan jeg sådan set godt forstå deres beklemmelse og hjertebæven i denne sag, alligevel synes jeg, at nogle af deres kommentarer er lige lovlig voldsomme. Særligt de Konservatives Jacob Axel Nielsen har været ude med den lyriske malerpensel. Han mener – ifølge Nyhedsavisen - at Jyske Banks rådgivning ”svarer til en guide til et bankrøveri.” Den lader jeg lige stå og simre et øjeblik…

Et bankrøveri er en krænkelse af en andens ejendom. Som navnet så formålstjenligt antyder, så er det et røveri (af en bank). Hvis ejendom bliver i denne sag krænket af Jyske Bank, deres kunder og deres konkurrenter? Det kan ikke være bankens ejendom og det kan heller ikke være kundens ejendom, da de begge frivilligt accepterer transaktionen til begges gensidige fordel. Er det så statens ejendom, der bliver krænket? Hvis dette er tilfældet, så fordres det, at staten enten ejer det hele eller en del af den ejendom, der bliver handlet med. Hvis dette er sandt og staten misbilliger transaktionen, så er det en krænkelse.
Men er det virkelig tilfældet, at staten ejer det hele eller en del af den ejendom, der i dette tilfælde bliver handlet med? Dette vil vores samlede mængde af herskere måske fremføre. Lad os antage, at de har ret og staten rent faktisk ejer det hele eller en del af den relevante ejendom. Ja, lad os bare sige, at staten ejer de 47% den bramfrit postulerer er skattetrykket i Danmark (vi liberale ved selvfølgelig, at skattetrykket er væsentligt højere pga. de ’skjulte’ skatter). Problemet er, at disse 47% ikke kommer af sig selv, men derimod skal skabes af os, når vi arbejder. Dette betyder, at 47% af udkommet af vores arbejde ikke ejes af os. 47% af vores værdiskabende tid er vi altså – i ordets bogstaveligste betydning – slaver af staten. Vil vores herskere virkelig acceptere denne følgestrenge konsekvens?
Endvidere mangler vores herskere at redegøre for hvorfor staten ejer disse 47%. Der findes et utal af (dårlige) forsøg på dette, men de fejler alle fælt. I sidste ende er det eneste holdbare argument for, at staten ’ejer’ disse 47% nemlig, at staten har mange store våben og derfor kan true sig til det. Men hov, er det egentlig ikke hvad der sker ved et bankrøveri?

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.

Den gamle kommunist og rødstrømpe Karen Jespersen holdt i dag et pressemøde hvor hun forklarede hvorfor hun nu er Venstre-kvinde. Dette sagde hun - ifølge Politiken - om hvorfor hun skiftede til Venstre:

»Jeg mener, at Venstre sikrer en større lighed og solidaritet. Anders Fogh Rasmussen taler meget om samfundets sammenhængskraft. Det er et afgørende pejlemærke for mig, at der bliver ført en politik, der sikrer samfundets sammenhængskraft.«

Karen Jespersen fortsatte med at bræge og brøle og dette fik Politikens udsendte journalist ud af det:

»Venstre er et parti, der står vagt om grundlæggende liberale frihedsværdier. Ytringsfrihed, demokrati og kvinders ligestilling. Samtidig lægger det vægt på betydningen af et stærkt velfærdssamfund. Målet er personlig frihed og at den enkelte tager ansvar for sig selv - men forudsætningen er et godt velfærdssamfund. Den dobbelthed repræsenterer Venstre, og derfor blev det dem.«

Hvor liberalt er alt dette lige? Hun taler om grundlæggende frihedsværdier, men nævner egentlig kun ytringsfrihed. En vigtig værdi, som er værd at kæmpe for, men hvad med den private ejendomsret og retten til sin egen krop? Hun siger, at målet er personlig frihed, men hvad er den værd uden den økonomiske frihed (i øvrigt er det en af socialismens mest betydningsfylde propandasucceser at lave denne todeling af friheden)? Hvis man får konfiskeret udkommet af sit arbejde, så kan man have nok så meget fritid til at gøre de ting, man kan få staten til at betale for, men man er stadig ikke fri. Slaven er heller ikke fri, hvis han får mulighed for at bruge sin fritid på de ting som han kan få herremanden til at finansiere.

Den socialstat, som Karen Jespersen i høj grad har været med til at opbygge, er i sin essens en ekstraordinær systematisk berøvelse af borgernes ejendom og tilmed en konsekvent fornægtelse af borgernes råderet over den tilbageværende ejendom. Dette er bestemt ikke foreneligt med liberalismen, selvom Anders Fogh Rasmussen ihærdigt påstår dette. Tarzans forslag er, at Venstre skifter navn til Venstre- socialisterne. Så ville Karen Jespersen også føle sig lidt mere hjemme i partiet.

Krydsblogget på Liberator bRog af Tarzan.