Nogle gange læser man ting som bare umuligt kan være seriøst ment. Denne artikel (kræver vist nok login) i magasinet Danske Kommuner fra den 4. januar falder i en sådan kategori af utrolige og utænkelige ting. Artiklen hedder ”Sundhed er ikke en privat sag” og er årets indtil videre mest formynderi-glorificerende publikation – hvis den da ikke bare en veludført, ironisk morsomhed.
Den koncentrerede essens er, at vi i Danmark har en alt for passiv og ineffektiv sundhedspolitik. Dette skyldes, at vi hylder det frie valg hvad angår livsstil, og derfor nøjes med blot at oplyse og forebygge i stedet for at gribe direkte ind. Denne påstand er mildest talt anelse paradoksal, når man tænker på de nyligt indførte regler omkring rygning på helt igennem private steder, men lad os for underholdningens skyld godtage den. Det helt store problem er selvfølgelig, at det frie valg er en vulgariseret og ideologisk myte. Eller som professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Finn Diderichsen, siger det: ”Politikerne har siden 70’erne gemt sig bag idéen om, at livsstil er folks eget valg. Vi skal ikke være storebror, hedder det. Men tanken om, at alle frit vælger deres egen livsstil er en blindgyde.” Betyder det så, at staten skal til være vores storebror? Ja, det afvises i hvert fald ikke. Det er et decideret delirisk udsagn, der burde skræmme ethvert fornuftigt halvvejs til Skærsilden. Artiklen er dog kun lige startet og der kommer derfor meget mere, så hvis du allerede har forhøjet hjertebanken og litervis af sved på panden på grund af en snigende angstneurose fremprovokeret af ovenstående udsagn, så skal du måske ikke læse videre.
Det frie valg er altså en blindgyde. Folk kan simpelthen ikke selv vælge. Derfor er det heller ikke formynderi, når man laver restriktioner på rygning og sætter høje skatter på alkohol, men derimod en form for solidaritet, hvor man hjælper de svage til at leve på den sunde måde som de inderst inde gerne vil. Professor Bente Klarlund Pedersen, formand for Det Nationale Råd for Folkesundhed, tilføjer, at de svageste grupper ganske enkelt ”ikke har overskud til at træffe de sunde valg.” For selvfølgelig ønsker de at leve på den måde som helsefanatikerne på indeværende tidspunkt finder kernesund og vital for en høj livskvalitet. I virkeligheden er enhver McDonald’s- cheeseburger og Marlboro-cigaret indtaget af en person med en lav indkomst altså udtryk for en ubarmhjertig indre tyranni. Det kan i hvert fald ikke tænkes, at nogle rent faktisk nyder sådan noget uhygiejnisk og sundhedsfarligt makværk.
I min optik har ovenstående intet med solidaritet at gøre. Det er klassisk formynderi forklædt i klassisk helsefanatisk retorik. Jeg vil ikke engang gå så langt at sige, at det er prisværdigt af de to professorer, at de bekymrer sig om vilkårene for de ’ressourcesvage’ (ikke fattige, for de findes nemlig ikke længere), hvis deres bekymring så let udmønter sig i magtudøvelse og forbud. Nej tak, så hellere en hensynsløs ligegyldighed.
Hvad de to professorer ikke ser ud til at forstå er, at det ikke er lykken at efterleve en pseudo-videnskabelig, upersonlig og påtvungen brugsanvisning for et lykkeligt liv. Det lyder paradoksalt, men det er faktisk en gammelkendt pointe, der måske bedst blev beskrevet af Karl Popper i hans store forsvar for et frit samfund kaldet Det åbne samfund og dets fjender. Heri forklarer han, at forestillingen om, at man skal gøre andre folk lykkelige i sidste ende vil ende med, at man gør det modsatte. At forsøge at gøre andre folk lykkelige betyder ikke kun, at vi uundgåeligt vil trænge ind på disse menneskers private liv - det betyder også en overordnet intolerance mod afvigere, der ultimativt kan resultere i uhyrligheder som blodige udrensninger og skadelig hjernevask. Popper går ikke selv langt nok i sin kritik af denne romantiske formynderi, da han stadig fremfører, at det er en blåstemplet politisk og etisk pligt at hjælpe folk i nød. Problemet med denne forestilling er, at demarkationslinjen mellem at hjælpe folk i nød og gøre folk lykkelige er mere end bare svær at udpensle. For eksempel vil det at omvende hedninge med magt i en rettroende religiøs’ øjne ikke kun sikre dem et lykkeligt liv; det vil også forhindre den åndelige nød som den vantro nødvendigvis må befinde sig i. Resultatet er dog det samme, uanset hvordan man vælger at betragte det.
Min pointe er ikke, at man som privatperson skal lade folk sulte eller direkte æde sig ihjel. Det er en del af vores intuitive moral at hjælpe folk (særligt vores nærmeste) og lad det endelig forblive sådan, for der er en rigtig god grund til det. Men lad os heller aldrig hylde overdrevne etiske pligter, der skal effektueres ved hjælp af statens magt og tvang. Denne politiske formynderi og etiske forpligtigelsestrang har en bloddryppende tendens til at ende galt. Nej, overordnet laissez faire og en stor portion tilbageholdenhed er klart at foretrække – og det helt uanset om det frie valg er en myte eller ej!
Man skulle mene, at der ikke kan siges meget mere utroligt nonsens hvad angår den danske sundhedspolitik, men artiklen er langt fra færdig med kvalmefremkaldende postulater. For ligesom at understrege hvor forfærdelige konsekvenser et ikke synderligt frit samfund som det danske har, så kommer Bente Klarlund Pedersen med det mest elskede knockout-argument: Ulighed, skræk og ve! Hun formulerer det lidt anderledes, men essensen er det samme: ”Det er et barbarisk samfund, som accepterer så store forskelle i sundhed.” Hun krydrer denne hæmningsløse beskyldning med tal, der viser, at borgerne i Søllerød gennemsnitligt bliver 80,3 år, mens borgerne i Albertslund kun bliver 66,7 år.
Denne ulighed kan vi jo ikke have, derfor må vi udjævne kommunernes gennemsnitlige levealder ved hjælp af statens magt. Mit forslag er, at vi henretter en del af de gamle borgere i Søllerød, så kommunens gennemsnit falder til samme niveau som i Albertslund. Dette vil fjerne uligheden, ikke sandt? Så kan vi endvidere også skære benene af alle os med to ben og måske også prikke øjnene ud på os, for så får vi fjernet den barbariske ulighed mellem etbenede og tobenede og mellem seende og blinde. Det er intet problem at fjerne selve uligheden, hvis vi virkelig ønsker det. Det ønsker vi dog ikke, for i virkeligheden er uligheden i sig selv bedøvende ligegyldig og uinteressant. De to professorer har desværre bare ikke forstået dette. Finn Diderichsen forsker endda i ”mekanismer for social ulighed i helbred.” Latterligt emne! Jeg synes, at vi skal takke staten for, at vi alle kan få lov til at betale Finn Diderichsen for at bruge sin tid på dette meget tåbelige emne.
Der er et hav af andre citater, der er værd at udstille, men jeg vil slutte af med artiklens måske mest skræmmende (og ærlige) citat fra Bente Klarlund Pedersen:
Man bliver nødt til at kalde en spade for en spade og målrette indsatsen mod dem, der har store problemer. Forebyggelsen skal gå fra kampagner til direkte intervention … Det har ikke tidligere været politiske opportunt at prikke til dem, der ryger eller aldrig motionerer, men det er en holdning, vi er nødt til at ændre på.
Skal jeg kommentere citatet eller er det nok at fremhæve den tomhjernede snak om direkte intervention og små kærlige prik til dem, der ikke makker ret? Jeg tror faktisk ikke, at citatet behøver yderligere kommentarer. Læs det i stedet en gang til og tak så endnu engang staten for, at vi alle kan få lov til at give en betragtelig del af vores penge til Bente Klarlund Pedersen, så hun kan lave handleplaner, der direkte underminerer vores frihed.
