The Hairpin Bend

Lektor Henrik Palmer Olsen skriver i Weekendavisen nr. 51, at ”for at arbejde for friheden er man nødt til at gå imod friheden.” Bag denne leg med ordene kan man finde en udbredt vildfarelse, der i Henrik Palmer Olsens tilfælde medfører en decideret begrebsmæssig voldtægt af liberalismen. Henrik Palmer Olsen er ikke ene om at begå denne udåd, men hans indlæg i Weekendavisen er en strålende illustration på den bevidste begrebsforvirring som visse personer i det politiske miljø udspreder, derfor vil jeg gerne forsøge at komme med et (liberalt) svar.

Henrik Palmer Olsen henter sit første argument for sit orwellianske udsagn fra filosoffen John Stuart Mill. Et kardinalpunkt i liberalismen er meget groft sagt, at enhver handling, der ikke skader andre, skal være tilladt. Man må altså kun gribe ind over for de af vores handlinger, der berører og skader andre. Dette er et fornuftigt og klassisk liberalt princip som jeg kun kan tilslutte mig. Mill leverede desværre en katastrofal udvanding af princippet, idet han fortolkede det så bredt, at det at man undlader at gøre en handling, der ellers ville have hjulpet andre, også er at skade dem. Derfor må man også gribe ind overfor undladelser og fravalg af bestemte handlinger og tvinge vedkommende til at gøre visse ting, der (muligvis) hjælper andre.

Når Henrik Palmer Olsen agiterer for denne muterede fortolkning, så gør han det på bekostning af det klassiske liberale princip, jeg tilslutter mig. Problemet med fortolkningen er nemlig, at den forveksler muligheder med frihed – og det med katastrofale samfundsmæssige følger som konsekvens. Den oversete forskel mellem mulighed og frihed erfares bedst ved hjælp af en lidt simplificeret opstilling: Frihed skal forstås negativt, mens muligheder skal forstås positivt.
Frihed er en negation af tvang, eller sagt på en anden måde: frihed er en tilstand af fravær af tvang. Da frihed på denne måde er negativt kan den opfyldes ved, at folk blot afholder sig fra at bruge tvang. Hvis ingen tvinger dig til at gøre noget og dine forhold, kontrakter, holdninger og handlinger er valgt frivilligt, så er du fri. Det er derfor vi har tanke- og meningsfrihed, ytringsfrihed, privat ejendomsret og retten til vores egen krop. Disse rettigheder kan opfyldes uden det kræver en aktiv indsats fra andre mennesker: Andre mennesker skal sådan set bare lade dig være.

Muligheder er noget helt andet. Muligheder er de konkrete forhold, kontrakter, holdninger og handlinger du har at vælge mellem i en given situation. I en verden med ubegrænsede ressourcer ville muligheder og frihed sandsynligvis være det samme, da den eneste forhindring for at realisere dine inderste ønsker og drømme i en sådan verden ville være andres menneskers tvang. Desværre lever vi en verden med knappe ressourcer. Det er ikke kun materielle ressourcer, det handler om. Tid er f.eks. en ikke-materiel ressource, der virkelig begrænser vores muligheder. At vi altid mangler tid er dog ikke en begrænsning af vores frihed. Det er heller ikke en begrænsning af vores frihed, at vi ikke kan finde en pige at tage ud og danse med eller ikke kan finde en dygtig nok tennis-partner. Det er begrænsninger af vores muligheder.
Dette er den betydningsfulde forskel. Andre mennesker kan begrænse dine muligheder ved bare at lade dig være helt alene – så har du f.eks. ingen danse- eller tennis-partner – men de kan ikke begrænse din frihed ved at lade dig være, tværtimod. Faktisk forholder det sig sådan, at hvis du skal have et bestemt sæt af muligheder, så forpligter det alle os andre til at stille de muligheder til rådighed for dig. Dette er tilfældet med retten til uddannelse, bolig og understøttelse, som er kerneelementer i den moderne velfærdsstat. Disse rettigheder er positive fænomener, der i modsætning til den negative frihed, befordrer, at andre aktivt sørger for, at man får dem opfyldt. Retten til uddannelse betyder i den moderne velfærdsstat således, at andre skal tvinges til at sikre dig muligheden for tage din ønskede uddannelse, f.eks. ved at bygge universiteter og andre læreranstalter for deres egne ressourcer. Dette har intet med frihed at gøre. At have frihed til at uddanne sig betyder sådan set bare, at ingen ved hjælp af tvang forhindrer dig i at tage den uddannelse, du har lyst, tid og penge til (f.eks. ved at tvangsindkalde dig som værnepligtig eller tage din penge og give til andre). Frihed til at leve i et sundt miljø betyder heller ikke, at vi andre skal tvinges til at sørge for, at du får stillet et dejligt landsted til rådighed hvor du kan leve kernesundt og billedskønt uden forurening. Det betyder blot, at vi ikke ved hjælp af tvang forhindrer dig i at leve et sådan sted hvis du har muligheden for det (f.eks. ved at ekspropriere din smukke ejendom og bruge den til togstationer og golfbaner).

Når Henrik Palmer Olsen derfor siger, at ”for at arbejde for friheden er man nødt til at gå imod friheden,” så burde han egentlig have sagt ”for at arbejde for, at alle får et bestemt sæt af muligheder, er man nødt til at gå imod friheden.” Dette blotlægger hvor lidt liberale Henrik Palmer Olsens forestillinger i virkeligheden er. Hvor det i socialismens glansperiode hed lighed over frihed hedder det nu muligheder over frihed. Forskellen mellem de to alternative principper er dog forsvindende lille. Begge principper foreskriver en bestemt sluttilstand og et bestemt fordelingsmønster, der i det ene tilfælde er ligelig og i det andet tilfælde er ’mulighedsoptimerende’.
Sådanne slutprincipper kan bare ikke realiseres vedvarende uden vedvarende indgreb i folks liv. For at illustrere dette kan man forestille sig en fuldstændig retfærdig fordeling af ressourcer, hvor alle har lige muligheder (eller ”lige frihed” som Henrik Palmer Olsens eufemisme hedder). Derefter skal man forestille sig, at hundredetusinde musik-elskere alle frivilligt vil betale 5000 kroner for en super smart cd-afspiller. Dette vil medføre en ny fordeling, i hvilken producenterne af den smarte cd-afspiller har tjent et ocean af penge, og derfor naturligvis har langt, langt flere muligheder for at realisere deres drømme end normale mennesker har. Og hvad vigtigere er, så har de hundredetusinde musik-elskere nu ikke råd til at betale for sine skolebøger, for benzinen til bilen eller for sit barns fritidsinteresser. Musik-elskerne har altså ikke så mange muligheder som andre (de er dog stadig lige så frie som alle andre). Hvis man virkelig vil være konsekvent i sit forsøg på at optimere hele befolkningens muligheder, så må man nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang. På trods af, at den oprindelige position blev væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge nogle til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive retfærdigt. Ethvert fordelingssystem vil altså altid blive væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger og hvis man skal opretholde et sådan system kan det kun gøres ved hjælp af vedvarende tvang på bekostning af friheden og frie menneskers frie valg. Henrik Palmer Olsens holdninger er altså alt andet end liberale.

Dette er dog ikke alt der er at indvende. Man kunne på baggrund af ovenstående foranlediges til at tro, at der findes en fasttømret dikotomi mellem muligheder og frihed. Dette er ikke sandt. Det er sandt, at man kan ofre friheden for mulighederne, som Henrik Palmer Olsen agiterer for. Man kan derimod ikke ofre mulighederne for friheden. Tværtimod optimerer man ofte folks muligheder på lang sigt ved at lade dem have frihed til at gøre som de vil (så længe de ikke bruger tvang og vold overfor andre). Samfundsmæssig velstandsfrembringelse er nemlig baseret på, at vi følger vores egeninteresse i at forbedre vores eget liv. Denne egeninteresse har vi lettest ved at følge, hvis vi er frie, dvs. ikke bliver tvunget til at følge alle mulige formynderiske regler og ikke bliver tvunget til at afgive resultatet af vores arbejde, som Henrik Palmer Olsen ellers ønsker det.
Når vi så hver især frit forfølger vores egeninteresse finder vi hurtigt ud af, at vi lettest og mest effektivt kan få opfyldt vores langsigtede interesser gennem samarbejde. Den liberale økonom Adam Smith forklarede dette for en del hundrede år siden. Han tog udgangspunkt i hvordan man fremstillede en nål i 1776: Én mand trækker tråden ud, en anden retter den ud, en tredje skærer den op, en fjerde spidser den til, en femte slibe den på toppen så nålen kan modtage et hoved, at lave et hoved kræver i sig selv to eller tre særskilte opgaver, at sætte hovedet på er en særegen forretning, at blege nålen er en anden og det er endda et erhverv at pakke nåle i papirindpakninger. Hvis én mand skulle udføre alle disse opgaver ville han dårligt nok kunne fremstille 20 nåle om dagen, men når 10 mænd går sammen og laver en arbejdsdeling imellem sig, kan de producere op til 48.000 nåle om dagen, altså 4800 per mand. Dette er små 100.000 gange mere end hvis de gjorde arbejdet helt alene.

Denne form for samarbejde forøger alles produktion og produktivitet helt enormt til alles fordel. Det handler ikke kun om nåle, men også om cd-afspillere, mad, drikkelse, huse, biler, cykler, rejser, ja, faktisk alt produceret på det frie marked. Der bliver simpelthen mere af alt ved hjælp af samarbejdet. Vi bliver rigere, hvilket på lang sigt giver flere og bedre muligheder for alle. Samarbejdet er altså forskellen på Nordkorea og Sydkorea. På Venezuela og Chile. På Afrika syd for Sahara og Sydøstasien. Og det fungerer kun optimalt, når vi er frie til at følge vores egeninteresse, i stedet for at være underordnet et tilfældigt fordelingsmønster eller ”en vis central politisk styring” som Henrik Palmer Olsen kalder det.
Det forunderlige er, at personerne i samarbejdet sjældent kender hinanden og endnu mere sjældent rent faktisk ved, at de er med i et enormt samarbejde. De tager bare på arbejde, gør deres job, modtager deres velfortjente løn og tager hjem og hygger sig med familien. De følger deres egeninteresse uden store planer om at skabe et gloriøst og smukt idealsamfund, men igennem samarbejdet opstår der en velstandsfrembringende, spontan orden, der ikke er resultatet af et eller nogle få menneskers bevidste konstruktion, men det utilsigtede resultat af talrige, isoleret bevidste handlinger. Den eneste forudsætning for dette er frihed. Så nej, lad os aldrig gå imod friheden. At gøre dette medfører skændig tvang og dårlige kår. Og det er slet ikke liberalt!