The Hairpin Bend

Scene: En obskur blog på internettet. To personer mødes.

Zeno: Jeg har lige læst et interessant kapitel om argumentationsetik skrevet af Hans-Hermann Hoppe. I kapitlet bliver det fremført, at alene det faktum, at to mennesker diskuterer over en rum tid, er nok til at retfærdiggøre den libertarianske dogmatiske etik.

Veritas: Det lyder underligt. Jeg kan faktisk ikke lige se det umiddelbart rigtige i det standpunkt.

Zeno: Lad mig forklare det lidt bedre så. Nogle ytringer er selvmodsigende, f.eks. er ’dette udsagn er falsk’ en selvmodsigelse i sig selv. Andre ytringer er ikke selvmodsigelser i sig selv, men de er selvmodsigende at ytre og fremføre. F.eks. er det en selvmodsigelse at ytre udsagnet ’jeg er stum’, for det viser netop, at man ikke er stum. Disse selvmodsigelser kaldes performative selvmodsigelser – altså et udsagn, der når det ytres, modsiger sig selv. Det er Hoppes pointe, at der er en sådan performativ selvmodsigelse at argumentere imod den libertarianske selverskabstese.

Veritas: Den må du nok hellere uddybe.

Zeno: Jo, når man diskuterer, så accepterer man implicit en række normer for diskussionen. Jürgen Habermas kalder dem for transcendentale betingelser for rationel argumentation. Man accepterer f.eks. at man kun må overtale hinanden ved hjælp af fredfyldte metoder og fornuftbetonede argumenter. Ellers er det ikke en diskussion. Hoppe mener, at man også accepterer den libertarianske selvejerskabstese, for hvis man oprigtigt ønsker at overtale andre på fredelig vis, så forudsætter man, at denne person har eksklusiv brugsret til sin egen fysiske krop og absolut ret til egne tanker og meninger. Ingen ville nemlig nogen sinde kunne fremføre noget som helst og ingen kunne nogen sinde bliver overbevist af nogen ved hjælp af argumentation, hvis man ikke antog, at man havde eksklusiv kontrol over sin egen krop og sine egne tanker. Enhver der forsøger at argumentere for en hvilken som helst filosofisk forestilling antager allerede at have en eksklusiv ret over sig selv idet han siger ’jeg argumenterer for følgende…’. Enhver der modsiger en sådan ret vil blive fanget i en performativ selvmodsigelse, fordi han forudsætter retten alene på baggrund af, at han argumenterer.

Veritas: Hvad så med den private ejendomsret? Den behøver man vel ikke forudsætte?

Zeno: Jo, hvis vi ikke havde ret til noget andet end vores krop, så ville vi alle ophøre med at eksistere og diskussioner ville derfor overhovedet ikke eksistere. For at overleve bliver man simpelthen nødt til at optage en ekstern ressource udenfor sin egen krop – med andre ord ’homesteade’ den og gøre den til privat ejendom. Hvis man ikke accepterede ’homesteading’ og privat ejendomsret, så ville man reelt være handlingslammet, fordi man så ikke kunne foretage sig noget med eksterne ressourcer uden alle menneskers samtykke, både kommende, fortidige og nutide. Da dette er fuldstændig umuligt vil alle før eller siden ophøre med at eksistere. Det er altså kun ved hjælp af en eksklusiv ejendomsret, at man kan opretholde sig selv og fortsætte med at argumentere over en vis periode. Så alene det faktum, at vi er i live og diskuterer betyder altså implicit, at vi accepterer ’homesteading’ og den private ejendomsret. At argumentere for andet ville være en performativ selvmodsigelse.

Veritas: Jeg synes stadig ikke, at det er nogle overbevisende argumenter.

Zeno: Alene det, at vi har denne diskussion betyder, at du accepterer den libertarianske etik.

Veritas: Okay, lad os antage, at man rent faktisk gør det når man diskuterer. Men hvorfor er det eksklusiv kontrol over hele sin krop? Jeg accepterer da kun, at du eksklusivt ejer din mund, ører, hjerte, hjerne og andre kropsdele, der er nødvendige for at argumentere. Det ville vel ikke være en performativ selvmodsigelse at fornægte dig eksklusiv kontrol over dine ben, dine nyrer og andre for en diskussion unødvendige kropsdele. Der er altså intet selvmodsigende i at sige, at det er moralsk rigtigt at tage visse af dine kropsdele og give dem til personer, der har brug for det.

Zeno: Nu spiller du dum. Selvfølgelig skal jeg have kontrol over hele min krop.

Veritas: Så du mener altså, at lamme personer eller personer, der har fået amputeret visse kropsdele, ikke kan diskutere? Prøv at forklare det til Stephen Hawking…

Zeno: Jo, men…

Veritas: Endvidere har du kun ret til dele af din krop hvis du rent faktisk er med i en diskussion. Det er ikke selvmodsigende at nægte en person selvejerskab, hvis man samtidig nægter at indgå i en diskussion med vedkommende. Hvis jeg f.eks. mener, at du er mig naturligt underlegen og er født til at være min slave, og kun diskuterer dette forhold med folk, jeg mener er mine ligemænd og gerne vil tildele delvis selvejerskab, så begår jeg ikke en performativ selvmodsigelse at nægte dig selvejerskab.

Zeno: Det er måske rigtigt nok, men der er jo ingen mennesker, der er slaver og underlegne fra naturens side.

Veritas: Det kan vi to måske godt blive enige om, men det ændrer stadig ikke på, at Hoppes argument ikke er så selvindlysende som du får det til at lyde. For en nazist vil den ikke-ariske race være underlegen og ikke værd at diskutere med – og derfor begår nazisten ifølge Hoppe ikke en performativ selvmodsigelse at nægte dem retten til deres egen krop. Desuden findes der ret beset mennesker, man ikke kan diskutere med – f.eks. små babyer og stærkt mentalt handicappede. Begår jeg en performativ selvmodsigelse ved at nægte dem selvejerskab?

Zeno: Nej, det gør du vel ikke.

Veritas: Præcis. Der er intet selvmodsigende i, at jeg fortæller dig, at jeg gerne vil bruge deres kroppe som min private skydeskive for mine dartpile.

Zeno: Vil du da det?

Veritas: Nej, det vil jeg selvfølgelig ikke, men det illustrerer fint min pointe: Ifølge Hoppes egne præmisser, så har man kun ret til at eje dele af sin krop og kun hvis man faktisk indgår i en diskussion. Der er meget langt fra dette til den libertarianske etik, han ellers fremfører.

Zeno: Men ikke desto mindre giver du ham lidt ret…

Veritas: Jeg tænkte nok, at du ville ende med at sige noget i den stil. Nu hvor jeg har tænkt lidt over det, så vil jeg faktisk ikke give ham ret på ét eneste punkt. Hele hans såkaldte argumentation hænger nemlig slet ikke sammen. Jeg kunne med lige så god ret postulere, at alle har eksklusiv ret til at eje et landområde, fordi man i en diskussion bliver nødt til at have et sted at stå eller sidde. Hvis man benægter, at alle har eksklusiv ret til et landområde så begår man altså en performativ selvmodsigelse.

Zeno: Det holder jo ikke. Bare fordi man benytter et lille landområde under en diskussion så giver det altså ikke fuldt og eksklusivt ejerskab over dette stykke jord.

Veritas: Præcis. Det er at blande anvendelse og ejerskab sammen og det er lige netop det dit argument for selvejerskab gør. Din og Hoppes konklusion vedrørende selvejerskab følger simpelthen ikke af jeres præmisser – man kan allerhøjest konkludere, at det er en performativ selvmodsigelse at påstå, at man ikke behøver at anvende sin krop for at diskutere. Dette er bare en etisk set banalitet og ligegyldighed som man ikke kan bruge til noget som helst interessant.

Zeno: Tja, det kan der måske være noget om. Jeg synes nu alligevel, at det er nogle spændende argumenter for den libertarianske etik.

Veritas: Problemet er, at det ikke er argumenter, men blot løse antagelser og underlige påstande. Alene det historiske faktum, at slaver og herrer rent faktisk har formået at diskutere meningsfuldt, er vel nok til at vise, at jeres såkaldte argument ikke holder i virkeligheden. Det er blot meget ubegrundet antagelse, at selvejerskabet følger af det at diskutere, ikke en eviggyldig sandhed. For at deltage i en diskussion har man ikke brug for andet end nok tid til at lytte til modpartens argumenter og fremføre sine egne. Ligesom utallige slaver og herrer uden tvivl har gjort det gennem den menneskelige historie om alt lige fra landbrug til rengøringsmetoder og børneopdragelse. Eller ligesom mange mennesker har gjort det om alverdens emner mens de var spærret inde i et fængsel uden ret til noget som helst. Eller ligesom vi gør nu. Lyt og tal. Man har ikke brug for at eje sig selv eksklusivt eller ’homesteade’ en masse ekstern ejendom. Nej, det holder simpelthen ikke at forsøge at begrunde selvejerskab, privat ejendomsret og ’homesteading’ i andet end det faktum, at det skaber mere menneskelig lykke end noget andet – det er dog også alt hvad jeg har brug for at vide.

Zeno: Du er splitterravende tosset. Jeg gider ikke spilde min tid på dig og jeg gider ikke diskutere med dig!

Veritas: Det må du selvfølgelig selv om. Men var det der egentlig ikke en rigtig performativ selvmodsigelse?

Scene: Exeunt.

Læs mere om Hoppe og hans argumenter her og her.