The Hairpin Bend

Der er nogle artikler, der bare irriterer mig. Oftest er de i Politiken eller Information. Dette er ingen undtagelse. Mens Berlingske Tidende formår at fortælle en dybest set ligegyldig nyhed på nogenlunde sober vis, så leverer Politiken en rigtig grum mutation af selv samme nyhed: ”En million danskere pulser videre. Nu må der skrappere midler til, siger flere eksperter.” Ja, for vi kan da ikke have, at folk gør som de har lyst, vel?
Den danske amme-stat har i forvejen for nylig indført et forbud mod rygning på visse private områder. Ja, private områder. Barer, klubber, restauranter, private museer og private arbejdspladser i det hele taget er private områder ejet af privatpersoner – ligesom private lejligheder, huse og biler. Som om det ikke er forrykt nok, at staten kræver et hav af bevillinger, licenser og tilladelser før man kan gøre med sin private ejendom som man har lyst, så man skal åbenbart nu også plages af en række idiotiske regler omkring rygning.

Argumenterne bag dette uhyrlige formynderi er forbløffende tynde. Tarzan accepterer selvfølgelig, at passiv rygning kan være skadeligt. Rygning – passiv og aktiv – kan medføre kræft. Så simpelt er det. Men alligevel ryger rygerne. Hvorfor? Jo, af den simple årsag, at rygerne værdsætter det at ryge højere end det ikke at ryge. Det minder for så vidt om det klassiske argument for det frie marked. En handel på det frie marked er basalt set en frivillig udveksling af to værdier mellem to deltagere med henblik på deres egen gensidige fordel. Frivilligheden betyder, at ingen af de to deltagere tvinger den anden deltager til at acceptere udvekslingen. Den gensidige fordel betyder, at begge parter frivilligt indgår i udvekslingen, fordi begge mener, at de vil forbedre deres vilkår igennem byttehandlen. Der foregår altså en Pareto-forbedring – nogle bliver bedre stillet uden andre bliver dårligere stillet. Det er det samme med rygning. Rygerne værdsætter det at ryge højere end deres penge og deres sunde helbred, derfor ryger de. Hvem bliver dårligere stillet af det?

Så følger klagesangen om, at rygerne er afhængige og ikke havde en fuldkommen viden før de traf deres valg – de lider altså af imperfekt information. Men nej, rygere er ikke mere afhængige end de sagtens kan stoppe med at ryge, hvis de virkelig ønsker det. Millioner af mennesker gør det hvert år. Og ufuldkommen viden før de startede? Hvilken ryger har startet med at ryge 20 smøger om dagen uden at vide, at smøger er vanedannende og potentielt farlige? Alle har da på et eller andet tidspunkt fået en anti-rygningslektion af venner og familie. Selv hvis man ikke har venner og familie, så kan man vel læse det der står på pakkerne.

Det næste vi skal høre på, er alle de skvadderhoveder, der himler op om negative eksternaliteter. Rygning skader andre gennem passiv rygning og det overbelaster vores offentlige sundhedsvæsen, lyder det. Igen er det nogle tynde argumenter.
Lad os tage passiv rygning først: Når du går ind på en bar eller klub, hvor der bliver røget, så er du altså selv uden om det. Ingen tvinger dig til at gå derind og du må meget gerne finde et andet sted, hvis du alligevel bare skal stå og brokke dig over røgen. Det samme gælder på din arbejdsplads. Hvis det virkelig generer dig så meget, at der bliver røget, så må du finde et andet sted at arbejde. Måske vil Tarzan endda følges med dig, for han er heller ikke vild med at sidde og arbejde koncentreret i en mindre skovbrand. Bare du ikke begynder at brokke dig over, at folk skader dig imod din vilje. Ingen har proppet en pistol for din pande og tvunget dig til at være der. Hvis nogle skulle være så tåbelige at gøre det, så ville du selvfølgelig have en grund til at brokke dig – dine lunger er privat ejendom og hvis nogle tvinger dig til at ødelægge dem, så har du ret til erstatning.
Det andet såkaldte eksternalitetsproblem vedrører vores offentlige sundhedsvæsen. Rygning koster millioner af skattekroner, lyder det. I mine øjne er det egentlig bare et fint eksempel på hvor dårligt det offentlige sundhedsvæsen fungerer. Det er jo en klassisk regeringsfejl, at vi eksternaliserer de negative omkostninger ved individuelle dårlige livsstilsvalg til den samlede befolkning. Hvis sundhedsvæsenet var privat ville det problem jo ikke eksistere, for så skulle rygerne selv betale for deres behandling.
Men derudover er det da også et underligt argument at bruge, hvis man kun ønsker at begrænse rygernes frihed til at ryge. Rygning er jo ikke det eneste, der koster staten mange penge. Hvad med AIDS? Homoseksuelle mænd, der dyrker sex, har en langt større chance for at få AIDS og det koster altså mange, mange penge at behandle. Skal vi ikke forbyde homoseksuelle mænd at have sex så? At have homoseksuel sex er jo også bare et livsstilsvalg ligesom så meget andet (at være homoseksuel er måske ikke et valg, men at have homoseksuel sex er). Hvad med tennis? De får tennisalbuer som vi andre skal betale for via det offentlige sundhedsvæsen. Skal vi forbyde tennis også så? Hvorfor ikke? Det er jo også bare et livsstilsvalg.

Nej, argumenterne holder simpelthen ikke, hverken dem om ufuldkommen information eller negative eksternaliteter. Hold jer væk, pater- nalistiske fascister. Lad folk ryge. Deres er deres krop og det er deres private ejendomme. Og til alle jer der ikke gider høre på en formynderisk og sikkert statsstøttet ’ekspert’ gøre sig til talsmand for at tage skrappere midler i brug for at stoppe frie menneskers frie valg: Ryg en cigaret eller cigar nytårsaften. Rygning er trods alt sundere end fascisme. Godt nytår!

Af Tarzan.

Lektor Henrik Palmer Olsen skriver i Weekendavisen nr. 51, at ”for at arbejde for friheden er man nødt til at gå imod friheden.” Bag denne leg med ordene kan man finde en udbredt vildfarelse, der i Henrik Palmer Olsens tilfælde medfører en decideret begrebsmæssig voldtægt af liberalismen. Henrik Palmer Olsen er ikke ene om at begå denne udåd, men hans indlæg i Weekendavisen er en strålende illustration på den bevidste begrebsforvirring som visse personer i det politiske miljø udspreder, derfor vil jeg gerne forsøge at komme med et (liberalt) svar.

Henrik Palmer Olsen henter sit første argument for sit orwellianske udsagn fra filosoffen John Stuart Mill. Et kardinalpunkt i liberalismen er meget groft sagt, at enhver handling, der ikke skader andre, skal være tilladt. Man må altså kun gribe ind over for de af vores handlinger, der berører og skader andre. Dette er et fornuftigt og klassisk liberalt princip som jeg kun kan tilslutte mig. Mill leverede desværre en katastrofal udvanding af princippet, idet han fortolkede det så bredt, at det at man undlader at gøre en handling, der ellers ville have hjulpet andre, også er at skade dem. Derfor må man også gribe ind overfor undladelser og fravalg af bestemte handlinger og tvinge vedkommende til at gøre visse ting, der (muligvis) hjælper andre.

Når Henrik Palmer Olsen agiterer for denne muterede fortolkning, så gør han det på bekostning af det klassiske liberale princip, jeg tilslutter mig. Problemet med fortolkningen er nemlig, at den forveksler muligheder med frihed – og det med katastrofale samfundsmæssige følger som konsekvens. Den oversete forskel mellem mulighed og frihed erfares bedst ved hjælp af en lidt simplificeret opstilling: Frihed skal forstås negativt, mens muligheder skal forstås positivt.
Frihed er en negation af tvang, eller sagt på en anden måde: frihed er en tilstand af fravær af tvang. Da frihed på denne måde er negativt kan den opfyldes ved, at folk blot afholder sig fra at bruge tvang. Hvis ingen tvinger dig til at gøre noget og dine forhold, kontrakter, holdninger og handlinger er valgt frivilligt, så er du fri. Det er derfor vi har tanke- og meningsfrihed, ytringsfrihed, privat ejendomsret og retten til vores egen krop. Disse rettigheder kan opfyldes uden det kræver en aktiv indsats fra andre mennesker: Andre mennesker skal sådan set bare lade dig være.

Muligheder er noget helt andet. Muligheder er de konkrete forhold, kontrakter, holdninger og handlinger du har at vælge mellem i en given situation. I en verden med ubegrænsede ressourcer ville muligheder og frihed sandsynligvis være det samme, da den eneste forhindring for at realisere dine inderste ønsker og drømme i en sådan verden ville være andres menneskers tvang. Desværre lever vi en verden med knappe ressourcer. Det er ikke kun materielle ressourcer, det handler om. Tid er f.eks. en ikke-materiel ressource, der virkelig begrænser vores muligheder. At vi altid mangler tid er dog ikke en begrænsning af vores frihed. Det er heller ikke en begrænsning af vores frihed, at vi ikke kan finde en pige at tage ud og danse med eller ikke kan finde en dygtig nok tennis-partner. Det er begrænsninger af vores muligheder.
Dette er den betydningsfulde forskel. Andre mennesker kan begrænse dine muligheder ved bare at lade dig være helt alene – så har du f.eks. ingen danse- eller tennis-partner – men de kan ikke begrænse din frihed ved at lade dig være, tværtimod. Faktisk forholder det sig sådan, at hvis du skal have et bestemt sæt af muligheder, så forpligter det alle os andre til at stille de muligheder til rådighed for dig. Dette er tilfældet med retten til uddannelse, bolig og understøttelse, som er kerneelementer i den moderne velfærdsstat. Disse rettigheder er positive fænomener, der i modsætning til den negative frihed, befordrer, at andre aktivt sørger for, at man får dem opfyldt. Retten til uddannelse betyder i den moderne velfærdsstat således, at andre skal tvinges til at sikre dig muligheden for tage din ønskede uddannelse, f.eks. ved at bygge universiteter og andre læreranstalter for deres egne ressourcer. Dette har intet med frihed at gøre. At have frihed til at uddanne sig betyder sådan set bare, at ingen ved hjælp af tvang forhindrer dig i at tage den uddannelse, du har lyst, tid og penge til (f.eks. ved at tvangsindkalde dig som værnepligtig eller tage din penge og give til andre). Frihed til at leve i et sundt miljø betyder heller ikke, at vi andre skal tvinges til at sørge for, at du får stillet et dejligt landsted til rådighed hvor du kan leve kernesundt og billedskønt uden forurening. Det betyder blot, at vi ikke ved hjælp af tvang forhindrer dig i at leve et sådan sted hvis du har muligheden for det (f.eks. ved at ekspropriere din smukke ejendom og bruge den til togstationer og golfbaner).

Når Henrik Palmer Olsen derfor siger, at ”for at arbejde for friheden er man nødt til at gå imod friheden,” så burde han egentlig have sagt ”for at arbejde for, at alle får et bestemt sæt af muligheder, er man nødt til at gå imod friheden.” Dette blotlægger hvor lidt liberale Henrik Palmer Olsens forestillinger i virkeligheden er. Hvor det i socialismens glansperiode hed lighed over frihed hedder det nu muligheder over frihed. Forskellen mellem de to alternative principper er dog forsvindende lille. Begge principper foreskriver en bestemt sluttilstand og et bestemt fordelingsmønster, der i det ene tilfælde er ligelig og i det andet tilfælde er ’mulighedsoptimerende’.
Sådanne slutprincipper kan bare ikke realiseres vedvarende uden vedvarende indgreb i folks liv. For at illustrere dette kan man forestille sig en fuldstændig retfærdig fordeling af ressourcer, hvor alle har lige muligheder (eller ”lige frihed” som Henrik Palmer Olsens eufemisme hedder). Derefter skal man forestille sig, at hundredetusinde musik-elskere alle frivilligt vil betale 5000 kroner for en super smart cd-afspiller. Dette vil medføre en ny fordeling, i hvilken producenterne af den smarte cd-afspiller har tjent et ocean af penge, og derfor naturligvis har langt, langt flere muligheder for at realisere deres drømme end normale mennesker har. Og hvad vigtigere er, så har de hundredetusinde musik-elskere nu ikke råd til at betale for sine skolebøger, for benzinen til bilen eller for sit barns fritidsinteresser. Musik-elskerne har altså ikke så mange muligheder som andre (de er dog stadig lige så frie som alle andre). Hvis man virkelig vil være konsekvent i sit forsøg på at optimere hele befolkningens muligheder, så må man nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang. På trods af, at den oprindelige position blev væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge nogle til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive retfærdigt. Ethvert fordelingssystem vil altså altid blive væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger og hvis man skal opretholde et sådan system kan det kun gøres ved hjælp af vedvarende tvang på bekostning af friheden og frie menneskers frie valg. Henrik Palmer Olsens holdninger er altså alt andet end liberale.

Dette er dog ikke alt der er at indvende. Man kunne på baggrund af ovenstående foranlediges til at tro, at der findes en fasttømret dikotomi mellem muligheder og frihed. Dette er ikke sandt. Det er sandt, at man kan ofre friheden for mulighederne, som Henrik Palmer Olsen agiterer for. Man kan derimod ikke ofre mulighederne for friheden. Tværtimod optimerer man ofte folks muligheder på lang sigt ved at lade dem have frihed til at gøre som de vil (så længe de ikke bruger tvang og vold overfor andre). Samfundsmæssig velstandsfrembringelse er nemlig baseret på, at vi følger vores egeninteresse i at forbedre vores eget liv. Denne egeninteresse har vi lettest ved at følge, hvis vi er frie, dvs. ikke bliver tvunget til at følge alle mulige formynderiske regler og ikke bliver tvunget til at afgive resultatet af vores arbejde, som Henrik Palmer Olsen ellers ønsker det.
Når vi så hver især frit forfølger vores egeninteresse finder vi hurtigt ud af, at vi lettest og mest effektivt kan få opfyldt vores langsigtede interesser gennem samarbejde. Den liberale økonom Adam Smith forklarede dette for en del hundrede år siden. Han tog udgangspunkt i hvordan man fremstillede en nål i 1776: Én mand trækker tråden ud, en anden retter den ud, en tredje skærer den op, en fjerde spidser den til, en femte slibe den på toppen så nålen kan modtage et hoved, at lave et hoved kræver i sig selv to eller tre særskilte opgaver, at sætte hovedet på er en særegen forretning, at blege nålen er en anden og det er endda et erhverv at pakke nåle i papirindpakninger. Hvis én mand skulle udføre alle disse opgaver ville han dårligt nok kunne fremstille 20 nåle om dagen, men når 10 mænd går sammen og laver en arbejdsdeling imellem sig, kan de producere op til 48.000 nåle om dagen, altså 4800 per mand. Dette er små 100.000 gange mere end hvis de gjorde arbejdet helt alene.

Denne form for samarbejde forøger alles produktion og produktivitet helt enormt til alles fordel. Det handler ikke kun om nåle, men også om cd-afspillere, mad, drikkelse, huse, biler, cykler, rejser, ja, faktisk alt produceret på det frie marked. Der bliver simpelthen mere af alt ved hjælp af samarbejdet. Vi bliver rigere, hvilket på lang sigt giver flere og bedre muligheder for alle. Samarbejdet er altså forskellen på Nordkorea og Sydkorea. På Venezuela og Chile. På Afrika syd for Sahara og Sydøstasien. Og det fungerer kun optimalt, når vi er frie til at følge vores egeninteresse, i stedet for at være underordnet et tilfældigt fordelingsmønster eller ”en vis central politisk styring” som Henrik Palmer Olsen kalder det.
Det forunderlige er, at personerne i samarbejdet sjældent kender hinanden og endnu mere sjældent rent faktisk ved, at de er med i et enormt samarbejde. De tager bare på arbejde, gør deres job, modtager deres velfortjente løn og tager hjem og hygger sig med familien. De følger deres egeninteresse uden store planer om at skabe et gloriøst og smukt idealsamfund, men igennem samarbejdet opstår der en velstandsfrembringende, spontan orden, der ikke er resultatet af et eller nogle få menneskers bevidste konstruktion, men det utilsigtede resultat af talrige, isoleret bevidste handlinger. Den eneste forudsætning for dette er frihed. Så nej, lad os aldrig gå imod friheden. At gøre dette medfører skændig tvang og dårlige kår. Og det er slet ikke liberalt!

Lars Seier Christensen har skrevet en rigtig fin kommentar, der i det store hele referer Tarzans holdning til Ungdomshuset på fornem vis. Noget af det første, jeg lagde mærke til da jeg kom til Danmark fra Junglen var, at mennesker, der stjæler, lyver og truer med vold, bliver belønnet – så længe de benytter sig særlige politiske virkemidler. De indfødte kan ikke se dette, derfor har det overrasket dem, at nogle unge mennesker stjæler og truer med vold helt eksplicit og uden politisk slør.
Jeg håber, at disse unge voldsromantikere får danskerne til at se, at deres elskede amme-stat i virkeligheden har muteret deres gemyt til ikke at tage ansvar for sig selv og til ikke at respektere andre personer og deres ejendom. Jeg håber inderligt, at farcen omkring Ungdomshuset får danskerne til at se, at hele denne betændte sag er Danmark uden makeup, spindoktorer og special effects. Eller som Lars Seier Christensen skriver det:

Det er interessant at se en bred skare af politikere tage afstand fra de voldelige elementer i Ungdomshuset på Jagtvej. Selvom det selvfølgelig er positivt, at der er grænser for politikernes tolerance overfor selvtægt, så bør ingen dog være i tvivl om, at de selv over de seneste 30-40 år har skabt fundamentet for Ungdomshusets beboere og deres opførsel.Mange yngre mennesker - og en del ældre - har i dag simpelthen ingen forståelse for begreber som værdiskabelse og ejendomsret. Efter at være blevet vænnet til statens omsorg på stadig flere områder, og statens tilsyneladende ubegrænsede ressourcer, har mange mennesker ikke længere en grundlæggende forståelse af, hvordan et samfunds økonomi fungerer.

Der er ikke stor praktisk forskel på at have et arbejde eller ikke at have et, og der er masser af opportunistiske stemmer, der synger sirenesange om alt, hvad en borger i Danmark har krav på - uden nogen målbar modydelse eller forpligtigelse. Og hvad er mentalt nemmere for en utilpasset, doven eller umoralsk person end at kræve sin “ret” - og samtidig fordømme de kapitalistiske aktiviteter, der brandbeskattes for at betale for en endeløs række af statslige ydelser. …

Der er en klar tendens til, at kravene til velfærdsstaten bliver stadig større, og lydhørheden for at lade en rimelig del af værdierne forblive hos dem, der rent faktisk skaber dem, bliver mindre og mindre. Og lad os ikke være naive - der er også en tendens til at voldsanvendelse for at opnå endnu mere, ses som acceptabelt af mange unge.

Så det vi ser på Jagtvej, det er fremtiden.

Beklageligvis ser det fortsat ikke ud til at politikerne har modet til at forklare basale samfundsøkonomiske sammenhænge til befolkningen og derfor må man forvente at værdiskredet fortsætter i de kommende år. Det breder sig desværre også fra bøllerne på Jagtvejen til middelklassedanskerne, der i stigende grad føjer sig til velfærdshylekoret.

Det store spørgsmål er imidlertid, hvornår desillusionen sætter ind hos den minoritet, der skaber værdierne til at opfylde alle andres mange krav. Når det sker, og værdiskabelsen enten bliver mindre, eller simpelthen flyttes væk til andre, mere venligtsindede lande, så vil den fulde økonomiske konsekvens af værdiskredet blive åbenbaret. Og den vil ikke blive behagelig for hverken bøllerne eller velfærdsdanskerne - og heller ikke for eventuelle tilbageblevne kapitalister. Det er nok ikke særligt klogt at blive tilbage for at slukke lyset i et velfærdsamfund på afgrundens rand…

Hattip til Uriasposten for linket.

Af Tarzan.

I denne måned er der i Reason Magazine et godt interview med Trey Parker og Matt Stone, skaberne af det geniale South Park, hvor de udtaler sig om Muhammed-krisen, religion i det hele taget, venstreorienterede, højreorienterede og og en masse andre interessante ting.

Jeg tror, at South Park er den måske vigtigste eksponent for libertarianismen når det kommer til et bredt publikum. Jeg kan i hvert fald ikke komme på en mere betydningsfuld og velkendt fortaler for frihed. Derfor har jeg meget at takke Trey Parker og Matt Stone for. Tarzan gree-ah South Park eho!

Af Tarzan.

Scene: En obskur blog på internettet. To personer mødes.

Zeno: Jeg har lige læst et interessant kapitel om argumentationsetik skrevet af Hans-Hermann Hoppe. I kapitlet bliver det fremført, at alene det faktum, at to mennesker diskuterer over en rum tid, er nok til at retfærdiggøre den libertarianske dogmatiske etik.

Veritas: Det lyder underligt. Jeg kan faktisk ikke lige se det umiddelbart rigtige i det standpunkt.

Zeno: Lad mig forklare det lidt bedre så. Nogle ytringer er selvmodsigende, f.eks. er ’dette udsagn er falsk’ en selvmodsigelse i sig selv. Andre ytringer er ikke selvmodsigelser i sig selv, men de er selvmodsigende at ytre og fremføre. F.eks. er det en selvmodsigelse at ytre udsagnet ’jeg er stum’, for det viser netop, at man ikke er stum. Disse selvmodsigelser kaldes performative selvmodsigelser – altså et udsagn, der når det ytres, modsiger sig selv. Det er Hoppes pointe, at der er en sådan performativ selvmodsigelse at argumentere imod den libertarianske selverskabstese.

Veritas: Den må du nok hellere uddybe.

Zeno: Jo, når man diskuterer, så accepterer man implicit en række normer for diskussionen. Jürgen Habermas kalder dem for transcendentale betingelser for rationel argumentation. Man accepterer f.eks. at man kun må overtale hinanden ved hjælp af fredfyldte metoder og fornuftbetonede argumenter. Ellers er det ikke en diskussion. Hoppe mener, at man også accepterer den libertarianske selvejerskabstese, for hvis man oprigtigt ønsker at overtale andre på fredelig vis, så forudsætter man, at denne person har eksklusiv brugsret til sin egen fysiske krop og absolut ret til egne tanker og meninger. Ingen ville nemlig nogen sinde kunne fremføre noget som helst og ingen kunne nogen sinde bliver overbevist af nogen ved hjælp af argumentation, hvis man ikke antog, at man havde eksklusiv kontrol over sin egen krop og sine egne tanker. Enhver der forsøger at argumentere for en hvilken som helst filosofisk forestilling antager allerede at have en eksklusiv ret over sig selv idet han siger ’jeg argumenterer for følgende…’. Enhver der modsiger en sådan ret vil blive fanget i en performativ selvmodsigelse, fordi han forudsætter retten alene på baggrund af, at han argumenterer.

Veritas: Hvad så med den private ejendomsret? Den behøver man vel ikke forudsætte?

Zeno: Jo, hvis vi ikke havde ret til noget andet end vores krop, så ville vi alle ophøre med at eksistere og diskussioner ville derfor overhovedet ikke eksistere. For at overleve bliver man simpelthen nødt til at optage en ekstern ressource udenfor sin egen krop – med andre ord ’homesteade’ den og gøre den til privat ejendom. Hvis man ikke accepterede ’homesteading’ og privat ejendomsret, så ville man reelt være handlingslammet, fordi man så ikke kunne foretage sig noget med eksterne ressourcer uden alle menneskers samtykke, både kommende, fortidige og nutide. Da dette er fuldstændig umuligt vil alle før eller siden ophøre med at eksistere. Det er altså kun ved hjælp af en eksklusiv ejendomsret, at man kan opretholde sig selv og fortsætte med at argumentere over en vis periode. Så alene det faktum, at vi er i live og diskuterer betyder altså implicit, at vi accepterer ’homesteading’ og den private ejendomsret. At argumentere for andet ville være en performativ selvmodsigelse.

Veritas: Jeg synes stadig ikke, at det er nogle overbevisende argumenter.

Zeno: Alene det, at vi har denne diskussion betyder, at du accepterer den libertarianske etik.

Veritas: Okay, lad os antage, at man rent faktisk gør det når man diskuterer. Men hvorfor er det eksklusiv kontrol over hele sin krop? Jeg accepterer da kun, at du eksklusivt ejer din mund, ører, hjerte, hjerne og andre kropsdele, der er nødvendige for at argumentere. Det ville vel ikke være en performativ selvmodsigelse at fornægte dig eksklusiv kontrol over dine ben, dine nyrer og andre for en diskussion unødvendige kropsdele. Der er altså intet selvmodsigende i at sige, at det er moralsk rigtigt at tage visse af dine kropsdele og give dem til personer, der har brug for det.

Zeno: Nu spiller du dum. Selvfølgelig skal jeg have kontrol over hele min krop.

Veritas: Så du mener altså, at lamme personer eller personer, der har fået amputeret visse kropsdele, ikke kan diskutere? Prøv at forklare det til Stephen Hawking…

Zeno: Jo, men…

Veritas: Endvidere har du kun ret til dele af din krop hvis du rent faktisk er med i en diskussion. Det er ikke selvmodsigende at nægte en person selvejerskab, hvis man samtidig nægter at indgå i en diskussion med vedkommende. Hvis jeg f.eks. mener, at du er mig naturligt underlegen og er født til at være min slave, og kun diskuterer dette forhold med folk, jeg mener er mine ligemænd og gerne vil tildele delvis selvejerskab, så begår jeg ikke en performativ selvmodsigelse at nægte dig selvejerskab.

Zeno: Det er måske rigtigt nok, men der er jo ingen mennesker, der er slaver og underlegne fra naturens side.

Veritas: Det kan vi to måske godt blive enige om, men det ændrer stadig ikke på, at Hoppes argument ikke er så selvindlysende som du får det til at lyde. For en nazist vil den ikke-ariske race være underlegen og ikke værd at diskutere med – og derfor begår nazisten ifølge Hoppe ikke en performativ selvmodsigelse at nægte dem retten til deres egen krop. Desuden findes der ret beset mennesker, man ikke kan diskutere med – f.eks. små babyer og stærkt mentalt handicappede. Begår jeg en performativ selvmodsigelse ved at nægte dem selvejerskab?

Zeno: Nej, det gør du vel ikke.

Veritas: Præcis. Der er intet selvmodsigende i, at jeg fortæller dig, at jeg gerne vil bruge deres kroppe som min private skydeskive for mine dartpile.

Zeno: Vil du da det?

Veritas: Nej, det vil jeg selvfølgelig ikke, men det illustrerer fint min pointe: Ifølge Hoppes egne præmisser, så har man kun ret til at eje dele af sin krop og kun hvis man faktisk indgår i en diskussion. Der er meget langt fra dette til den libertarianske etik, han ellers fremfører.

Zeno: Men ikke desto mindre giver du ham lidt ret…

Veritas: Jeg tænkte nok, at du ville ende med at sige noget i den stil. Nu hvor jeg har tænkt lidt over det, så vil jeg faktisk ikke give ham ret på ét eneste punkt. Hele hans såkaldte argumentation hænger nemlig slet ikke sammen. Jeg kunne med lige så god ret postulere, at alle har eksklusiv ret til at eje et landområde, fordi man i en diskussion bliver nødt til at have et sted at stå eller sidde. Hvis man benægter, at alle har eksklusiv ret til et landområde så begår man altså en performativ selvmodsigelse.

Zeno: Det holder jo ikke. Bare fordi man benytter et lille landområde under en diskussion så giver det altså ikke fuldt og eksklusivt ejerskab over dette stykke jord.

Veritas: Præcis. Det er at blande anvendelse og ejerskab sammen og det er lige netop det dit argument for selvejerskab gør. Din og Hoppes konklusion vedrørende selvejerskab følger simpelthen ikke af jeres præmisser – man kan allerhøjest konkludere, at det er en performativ selvmodsigelse at påstå, at man ikke behøver at anvende sin krop for at diskutere. Dette er bare en etisk set banalitet og ligegyldighed som man ikke kan bruge til noget som helst interessant.

Zeno: Tja, det kan der måske være noget om. Jeg synes nu alligevel, at det er nogle spændende argumenter for den libertarianske etik.

Veritas: Problemet er, at det ikke er argumenter, men blot løse antagelser og underlige påstande. Alene det historiske faktum, at slaver og herrer rent faktisk har formået at diskutere meningsfuldt, er vel nok til at vise, at jeres såkaldte argument ikke holder i virkeligheden. Det er blot meget ubegrundet antagelse, at selvejerskabet følger af det at diskutere, ikke en eviggyldig sandhed. For at deltage i en diskussion har man ikke brug for andet end nok tid til at lytte til modpartens argumenter og fremføre sine egne. Ligesom utallige slaver og herrer uden tvivl har gjort det gennem den menneskelige historie om alt lige fra landbrug til rengøringsmetoder og børneopdragelse. Eller ligesom mange mennesker har gjort det om alverdens emner mens de var spærret inde i et fængsel uden ret til noget som helst. Eller ligesom vi gør nu. Lyt og tal. Man har ikke brug for at eje sig selv eksklusivt eller ’homesteade’ en masse ekstern ejendom. Nej, det holder simpelthen ikke at forsøge at begrunde selvejerskab, privat ejendomsret og ’homesteading’ i andet end det faktum, at det skaber mere menneskelig lykke end noget andet – det er dog også alt hvad jeg har brug for at vide.

Zeno: Du er splitterravende tosset. Jeg gider ikke spilde min tid på dig og jeg gider ikke diskutere med dig!

Veritas: Det må du selvfølgelig selv om. Men var det der egentlig ikke en rigtig performativ selvmodsigelse?

Scene: Exeunt.

Læs mere om Hoppe og hans argumenter her og her.

Så vandt den lille Chomsky-læsende socialist fra Venezuela sit valg. Det kan vel ikke overraske nogen. Han har siden sin magtovertagelse i 1998 systematisk koncentreret magten omkring sin egen person. Det mest tydelige eksempel på dette er hans Magna Carta, Venezuelas forfatning udarbejdet af Chavez. Den er selvfølgelig nøjsomt støvsuget for almindelige ’checks and balances’. Senatet blev elimineret, Chavez fik mulighed for at opløse kongressen, kongressen mistede retten til at inspicere hæren og domstolene blev politiserede. Det er klassisk Comandante.

I skal dog ikke forvente at høre nogen reel kritik af denne pudseløjerlige delirist i de danske medier. Nok snarere tværtimod. Det er vel kun et spørgsmål om tid før Svend Auken flytter sit kvabsede korpus ombord på en forurenende flyvemaskine direkte til Venezuelas voldsplagede hovedstad Caracas, for derefter at vende glædestrålende og nyforelsket tilbage og fortælle om sin nye fornemme fætter. Vi får i hvert fald aldrig at vide, at de Chavez-kritiske medier i Venezuela jævnligt bliver chikaneret af både Nationalgarden og Chavez’ støtter og vi får nok heller aldrig at vide, at militæret, oliearbejderne og offentligt ansatte i Venezuela skal være aktive Chavez-støtter, ellers risikerer de at miste jobbet (militæret, olieselskabet PDVSA og den offentlige sektor er et ”rødt og revolutionært projekt” hedder det sig).

Tarzan håber bare, at den gamle Castro snart dør af hans uhelbredelige kræft. Så er det ikke nær så slemt, at hans groteske arvtager til tronen som de venstreorienteredes mest hyldede autokrat fortsætter noget tid endnu. Hvis Augusto Pinochet samtidig dør, så er verden faktisk ligefrem blevet netto én voldspsykopat fattigere på meget kort tid…

Det er mig en stor ære at kunne introducere en ny skribent på The Hairpin Bend …

Nogle kender måske allerede til Tarzans udskejelser på Liberators bRog og andre internetfora. Til dem der ikke kender til Tarzan kan jeg fortælle, at Tarzan er en polemisk og hårdtslående skribent. Tarzan har hele sit liv boet i den vilde jungle i Afrika og har derfor et enestående og ofte politisk ukorrekt syn på den ‘civiliserede’ verden. Tarzan er endvidere grundet sin ensomme og selvstændige opvækst en ekstraordinær individualist og en stærk modstander af formynderi. Alt i alt passer han altså perfekt ind til denne blog. Han kan forhåbentlig også komme med nogle af de elementer en succesfuld og god blog skal have.

Jeg glæder mig i hvert fald.