For ikke så forfærdelig lang tid siden kritiserede jeg den britiske filosof Thomas Hobbes’ beskrivelse af naturtilstanden. Jeg sluttede af med at skrive, at John Locke måske var nærmere sandheden, da han skildrede naturtilstanden som et forholdsvist fredeligt anarki ledet af interpersonelle grundregler.
Hobbes fremførte, at mennesket er et væsen, der stræber rationelt efter overlevelse og selvopretholdelse. I Hobbes’ naturtilstand hersker derfor kun uindskrænkede ret og handlefrihed til at gøre hvad som helst for at overleve. Endvidere er Jordens ressourcer knappe, hvilket følgelig indebærer, at alle ikke uden videre kan overleve. Derfor vil der opstå en fjendtlig rivalisering mellem de egennyttige mennesker. Da mennesket jo også er et fornuftvæsen kan det indse dette, derfor vil det begynde at frygte andre mennesker. Dette vil medføre en samfundsmæssig særdeles faretruende usikkerhed, der ultimativt vil betyde, at alle mennesker vil begynde at angribe først for selv at undgå at blive angrebet. Naturtilstanden er altså en tilstand af evig frygt, mistænksomhed og – værst af alt – krig. Da ingen kan vide sig sikker på deres eget liv i denne tilstand, vil ingen producere mere end hvad de har brug for lige nu. Der vil ikke være nogen arbejdsdeling og derfor ingen rigdom og materiel velstand. Det sociale samarbejde er på alle områder sat ud af funktion i naturtilstanden.
Hobbes løsning på at komme ud af denne krigstilstand er at skabe en social kontrakt, hvori alle mennesker frivilligt fraskriver sig sin grundlæggende ret til at gøre alt for at overleve, for derefter at indordne sig under en absolut enevældig stat, der med magt skal sikre sikkerheden og freden.
Locke opponerer imod denne forestilling. Locke fremfører, at naturtilstanden ser fundamentalt anderledes ud. Naturtilstanden er nemlig ikke en krig, men en tilstand af frihed til at forvalte sin ejendom og sit liv kun reguleret af et moralsk kodeks givet ved naturens lov. Denne naturens lov kan erfares ved hjælp af fornuften. Fornuften fortæller nemlig, at fordi alle mennesker er skabt af Gud med det forhold at bestå og bevare sig selv, er ingen mennesker bemyndiget til at tage sit eget liv. Da alle mennesker tilmed er skabt lige, er heller ingen menneske bemyndiget til at gøre sig til herre over andres liv. Fornuften fortæller altså, at det er naturens lov ikke at skade andre menneskers liv eller noget der tjener til at bevare andres liv. Naturens lov er med andre ord, at man har ret til liv, frihed og ejendom.
Desværre vil der altid nogle få afvigere, der dræber, plyndrer og skaber generel utryghed. Da alle er lige i naturtilstanden vil ingen have en overordnet domsmyndighed til at straffe disse afvigere. Der er simpelthen ingen øvre myndighed at appellere til, hvis man oplever uberettiget magtanvendelse (det kan her noteres, at Locke her finder argumentet for sin minimalstat). Dette betyder dog ikke, at ingen kan straffe forbryderne. Det betyder derimod, at alle har ret til at straffe den, der ikke opfylder sin pligt til at respektere naturens lov. Alle er med andre ord spæde dømmende og udøvende autoriteter med ret til at straffe tyve og mordere. Dette er Lockes ækvivalent til Hobbes’ krigstilstand. Hvis nogle bryder naturens lov frakender de sig selv denne lov og kan på berettiget vis straffes for sine unoder. Dette skaber en form for krigstilstand, der fortsætter indtil forbryderen er dræbt eller der er sluttet fred parterne imellem. Derefter vender parterne tilbage naturtilstanden, hvor naturens lov hersker. Locke mener altså, at Hobbes forveksler naturtilstanden med krigstilstanden. Det er to simpelthen to helt forskellige tilstande.
Lockes ræsonnement er selvfølgelig præget af en teologisk teleologi, hvori Gud har givet alting et formål, der skal følges. Præmisserne for hans naturtilstand er derfor ikke tiltalende for andre end den religiøse. Ikke desto mindre vil jeg stadig mene, at Lockes konklusioner i en vis grad er sandfærdige. Alle samfund i alle størrelser har en række arrangementer og regler af forskellig slags. I frie samfund vil og skal disse regler ligne Lockes forestillinger om naturens lov. A. John Simmons fortolker Locke som om han mener, at man har en pligt til at opretholde sit eget liv; en pligt til at opretholde andres liv, når dette ikke kolliderer med sin egen selvopretholdelse; en pligt til ikke at tage andres liv; og en pligt til ikke at ødelægge andres mulighed for selvopretholdelse. Herfra udledes selvejerskabet, det lockeanske proviso omkring initial tilegnelse af eksterne ressourcer og en række andre liberale principper. Man kan måske foranlediges til at tro, at disse pligter også udmønter sig i en række socioøkonomiske rettigheder udledt af pligten til at opretholde andres liv, men dette er ikke tilfældet. Locke vidste nemlig godt, at et princip, der fordrer en generel forpligtelse til at udføre handlinger på andres vegne vil overordnet set føre til destruktionen af individuel moral. Netop denne individuelle moral (i Lockes tilfælde var det den kristne frelse) var meget væsentlig for Locke. Netop derfor skal man have frihedsrettigheder. Man skal være fri til at vælge selv (og tænke selv, jf. hans Et brev om tolerance), da det er forudsætningen for frelse og individuel moral. Frihedsrettighederne skaber simpelthen et urørlighedsområde, hvor det enkelte menneske er frit til at træffe sine individuelle valg så længe det ikke krænker andres tilsvarende rettigheder.
Frihedsrettighederne fortæller desuden, at på trods af, at man har en pligt til at opretholde andre menneskers liv, så er man aldrig nogen sinde er generelt forpligtet til generøst at give store dele af sit livsgrundlag væk. En sådan generel forpligtelse vil nemlig få et hvilket som helst land til at ende som i satirikeren Bernard de Mandevilles bikube:
For many Thousand Bees were lost.
Hard’ned with Toils, and Exercise
They counted Ease it self a Vice;
Which so improved their Temperance;
That, to avoid Extravagance,
They flew into a hollow Tree,
Blest with Content and Honesty.
Mandeville påpeger i digtet (på en meget grov, karikeret og firkantet facon), at det ikke ved at følge de såkaldte dyder, at man reelt hjælper andre. Disse dyder, der kort sagt er enhver handling i hvilken man ud fra en rationel overvejelse forsøger at være god og gøre gavn for andre på bekostning af sine egennyttige tilbøjeligheder, er blot et påfund opfundet af filosoffer og regenter for at forhindre, at det enkelte menneske bliver for selvhævdende og fremadstræbende. Det underdanige menneske, der er overbevist om, at det i sin natur ikke gør noget godt, er simpelthen lettere at overtale til at lade sig styre. Det er derimod menneskets laster (forstået som egennyttige handlinger), der skaber velstand og hjælper andre. Det er det enkeltes menneskes heftige forbrug af luksuriøse varer, der sikrer alles overlevelse. Det er meget tydeligt, at Adam Smith var inspireret af Mandeville, da han beskrev det frie markeds ’usynlige hånd’. Ligesom Smith mente Mandeville, at det enkelte menneskes egennyttige handlinger (dets self-love) medførte samfundsmæssige positive konsekvenser. Mandeville kaldte det ”private vices, publick benefits.”
Selvom Mandeville kammede over i en besynderlig tilbedelse af grådighed og løgnagtighed, der ligefrem skulle fremmes af staten, så illustrerer han på sin helt egen facon et andet aspekt ved Lockes fokus på frihedsrettighederne. For selvom Locke næppe var helt enig med Mandeville (hvis han da overhovedet kendte til ham), så kan man finde en række ligheder mellem de to. Locke brugte nemlig også frihedsrettighederne til at sikre, at pligten til at opretholde andres liv i en pligtkollision aldrig prioriteres højere eller på lige fod med pligten til sin egen selvopretholdelse, da dette vil have katastrofale konsekvenser for samfundet. Selvopretholdelsen kommer før det aktivt at opretholde andres liv.
Hvad har alt dette at gøre med min tidligere påstand om, at Lockes naturtilstand er mere sandsynlig end Hobbes? Jo, som den opmærksomme læser har nok allerede opdaget, så er Lockes konkrete udfoldelse af naturens lov i pligter og rettigheder, og ikke mindst den indbyrdes prioritering af disse, forbløffende lig den, jeg har tidligere har udfoldet ved hjælp af tit-for-tat-strategien og socialt samarbejde. Jeg kaldte det godt nok for retfærdighedsfølelsen og gjorde den til et resultat og en forudsætning for det sociale samarbejde. Locke mente at have et logisk holdbart argument for indholdet af denne retfærdighedsfølelse og mente, at dens nærmest universelle karakter stammede fra fornuften (og Gud), ikke fra evolutionære, spilteoretiske, økonomiske og psykologiske forhold. Det kan man mene om hvad man vil, men groft sagt er Lockes naturtilstand og naturens lov den, jeg forsøgte at beskrive i mit tidligere indlæg omkring Hobbes. Grundargumenterne fra Lockes og min side er forskellige, men resultatet er det samme (som jeg skrev):
Alt lige fra gode manerer til de dybereliggende følelser af retfærdighed er altså til for at skabe fundamentet for et fredeligt og rigt samfund.
Min ikke-lockeanske forklaring var følgende:
Og intet af alt dette er designet eller skabt med tilsigt. Det er den evolutionære og spontane følgevirkning af rationelle mennesker, der frivilligt agerer udfra deres egeninteresse.
