The Hairpin Bend

For et stykke tid siden spurgte Bryan Caplan på Econlog indirekte hvilken lov folk helst ville af med. Siden da har jeg gået og funderet lidt over dette spørgsmål, men da jeg aldrig nåede frem til et entydigt svar, begyndte jeg at spørge folk i min omgangskreds det samme spørgsmål.

De adspurgte nævnte først og fremmest de offerløse forbrydelser (specifikt ting som påbud om sikkerhedssele og styrthjelm, kriminalisering af stoffer og – i fremtiden – rygning på private barer). Ulovliggørelsen af frivillig eutanasi blev også nævnt. Alt dette kan jeg sagtens følge. Jeg har faktisk også tidligere skrevet forsvar for både legalisering af prostitution og for legalisering af stoffer. Jeg ser selvfølgelig ingen grund til, at staten spilder vores penge på at jagte folk, der ikke har skadet andre (end dem selv). Det er først og fremmest nytteløst, men det afslører også en grov mangel på respekt for den enkeltes selvbestemmelse. Dette er i sidste ende med til underminere det personlige ansvar og gøre samfundet til en samling af klynkende og uselvstændige børn. Lidt ligesom det er tilfældet i dette land.
Men er det virkelig det værste staten gør? Andre mente ikke dette. De mente, at det værste ikke var det staten forbyder os for vores egen skyld, men snarere det staten tvinger os til for dens skyld. Herunder hører de fleste skatter og afgifter selvfølgelig til, men også værnepligten og undervisningspligten kan puttes i denne kategori. Værnepligten er nemlig intet andet end uproduktivt tvangsarbejde og undervisningspligten er grænsende til hjernevask og sindelagskontrol. Selvom mange prøver at få det til at fremstå som om de to ting er til for den enkelte, så er dette et bovlamt ad-hoc påskud, der slører de to loves reelle formål: at ensrette og indoktrinere borgerne til at elske staten. Med undervisningspligten følger jo også det statssanktionerede undervisningspensum, der sikrer, at børnene lærer at elske den socialdemokratiske velfærdsfundamentalisme . Og når forældrene en sjælden gang krydser klinger med dette tvangssystem ved at oprette privatskoler, så ender det som regel med, at forældrenes nyoprettede privatskole bliver gennemreguleret eller måske endda lukket (i de ekstreme tilfælde bliver børnene også tvangsfjernet fra forældrene). Er det virkelig for deres egen skyld eller det for ikke at tabe opbakningen til det bestående system? Og er denne ulidelige tvang ikke de værste love?
Kan man alligevel ikke måske finde på noget endnu værre? Hvad med den såkaldte afstraffelse af virkelige forbrydere? Den lov, der siger, at man straffes ved at låses inde på et hotelværelse på offerets regning, må da være den værste. Hvorfor idømmes forbryderen ikke at skulle betale en hidsig kompensation for sine forbrydelser? Lige nu er det jo nærmest omvendt. Findes der noget mere fornedrende og uudholdeligt fra statens side? Nej, vurderede nogle.
Eller hvad med de love, der mere eller mindre forbyder almindelige mennesker at beskytte sig med våben? Ikke nok med, at staten ikke beskytter og forsvarer os, men i stedet spilder sin tid på at jagte narkomaner og folk uden sikkerhedssele; den tillader heller ikke, at man så i det mindste forsvarer sig selv. Det må da være den værste lov, var der nogle der mente.

Jeg fik mange flere bud (bilafgiften blev f.eks. nævnt forbløffende ofte), men jeg fandt aldrig den allerværste lov. Måske er det bare Grundloven? Jeg ved det ikke. Derfor må I hjælpe mig: Hvilken lov er den værste? Hvilken ulovlig ting ville I allerhelst kunne gøre? Kom med jeres bud. Tro mig - det er en god måde at afreagere på.

Hvordan kan det være, at det at forfølge sin egeninteresse betragtes som noget skændigt, mens altruisme altid herliggøres og skamroses? Altruisme er jo meget ofte intet andet end et påskud for, at medlemmerne i den politiske magtelite kan søge deres egen personlig tilfredsstillelse på andres bekostning, mens de føler sig veltilpas i at ofre det undertvungne folks interesser på altruismens grandiose alter.
Men selv hvis altruismen ikke var den politiske magtelites skalkeskjul ville den være farlig. En altruist vil altid mene, at ens personlige interesser står i konflikt med andres og man derfor ikke bør forfølge sine egne interesser, da det bliver på bekostning af andre. Hvis man på denne måde ikke har nogen interesse i personlig tilfredsstillelse og måske endda ser det som forkert at søge personlig tilfredsstillelse, så vil man helt automatisk være mere tilbøjelig til at forhindre andre i at søge deres personlige tilfredsstillelse. Måske vil man endda ønske helt at afskaffe muligheden for at søge personlig tilfredsstillelse og i stedet erstatte dette med en ’kollektiv tilfredsstillelse’.
På vejen til trældom vil man altså utvivlsomt møde den selvfornægtende altruist, der opfatter sig selv som en ubetydelig brik i et større arrangement og som vil have, at alle er villige til at gå gennem ild og vand for dette arrangement. Hvis du alligevel kommer forbi, så sig til ham, at det at søge sin egeninteresse ikke blot er forenelig med at tage hensyn til andre, men det er faktisk også en forudsætning for at kunne behandle andre godt. For hvis man ikke respekterer sig selv og sine egne interesser, så får man forbandet svært ved at respektere andre og deres interesser. Det er egeninteressen i at være i fri til at forfølge egne endemål, der får os til at lade andre være fri til dette. Det er egeninteressen i at blive behandlet godt, der spontant får os til at skabe regler om at behandle andre godt. Det er egeninteressen i at være velstående, der får os til at indgå i det sociale samarbejde, der gør os alle rigere. Dette kaldes mutualisme (for at bruge Henry Hazlitts term) og det er egoismens naturlige konsekvens. Dét bør herliggøres og skamroses!

De fleste, der interesserer sig bare en smule for politisk filosofi, kender til den engelske politiske teoretiker Thomas Hobbes. Hobbes skrev i 1651 Leviathan. I denne navnkundige bog forsøger Hobbes at forsvare den enevældige stat ved hjælp af kontraktteoretiske argumenter. Denne argumentationstype besidder en grundlæggende fejl, men jeg vil i dette indlæg antage, at kontraktteorien faktisk er en farbar og forstandig fremgangsmetode. Det, jeg egentlig vil diskutere, er nemlig ikke kontraktteorien som sådan, men snarere Hobbes’ forestillinger om naturtilstanden og menneskets natur og særligt hvilke konsekvenser det har for den politiske filosofi.

Hobbes mener, at mennesket er et væsen, der først og fremmest er drevet af en individuel overlevelsestrang. Mennesket er endvidere et væsen, der bruger fornuften instrumentelt til at opnå den efterstræbte overlevelse og selvopretholdelse. I naturtilstanden hersker derfor naturretten (jus naturale), hvilket basalt set er den uindskrænkede ret og handlefrihed til at gøre hvad som helst for at overleve. En alles-ret-til-alt. Dette kan godt tolkes som en vag eufemisme for den stærkes ret, og det er det måske også i perioder, men det er væsentligt at påpege, at Hobbes mener, at selv den svageste – enten ved hjælp af lyssky og fordækte operationer eller i sammenslutning med andre svage i samme fare – kan dræbe den stærkeste.
Hobbes er dog langt fra færdig med denne benhårde og kyniske pointe. Han mener endvidere, at Jordens ressourcer er knappe, hvilket følgelig betyder, at naturtilstanden er et nulsumspil, idet der ikke tillades de store afvigelser i relative gevinster. Alle kan simpelthen ikke uden videre overleve. Derfor vil der opstå en fjendtlig rivalisering mellem de egennyttige mennesker.
Alt dette lyder måske slemt nok i sig selv, men det skal blive endnu grusommere. Da mennesket jo også er et fornuftvæsen kan det godt indse ovenstående, derfor vil det begynde at frygte andre mennesker. Det vil blive usikkert og vil måske endda begynde at angribe først for selv at undgå at blive angrebet. Dertil vil mennesket også stræbe efter ære og et afskrækkende rygte for at undgå at blive angrebet. Der er altså tre ting, der karakteriserer livet i naturtilstanden – rivalisering, usikkerhed og stræben efter ære. Disse fænomener medfører, at naturtilstanden er en tilstand af evig frygt og mistænksomhed. En alles-krig-mod-alle. Da ingen lever tilstrækkeligt sikkert i en tilstand som denne, er der intet incitament til at skabe mere værdi end man selv kan få glæde af her og nu. Så ikke nok med, at der vil være en evig og latent krig, der vil også være udbredt fattigdom og armod. Hobbes beskriver det således i kapitel 13 i Leviathan:

Whatsoever therefore is consequent to a time of war, where every man is enemy to every man, the same consequent to the time wherein men live without other security than what their own strength and their own invention shall furnish them withal. In such condition there is no place for industry, because the fruit thereof is uncertain: and consequently no culture of the earth; no navigation, nor use of the commodities that may be imported by sea; no commodious building; no instruments of moving and removing such things as require much force; no knowledge of the face of the earth; no account of time; no arts; no letters; no society; and which is worst of all, continual fear, and danger of violent death; and the life of man, solitary, poor, nasty, brutish, and short.

Mennesket indser som følge af ovenstående scenarium nødvendigheden i at søge fred. Kun i en tilstand af fred kan man nemlig være sikker på sit liv og sin ejendom. Hermed skabes de naturretslige love (lex naturalis), hvori det samlede budskab netop er, at man skal søge fred. Dette lyder måske paradoksalt. For hvis fornuften ved hjælp af de naturretslige love tilsiger, at det er rationelt at søge fred, hvorfor lever det rationelle menneske i naturtilstanden så under en permanent krigstilstand?
Dette kan forklares ved hjælp af det klassiske Fangernes dilemma. Fangernes dilemma går kort fortalt ud på, at man skal forestille sig to adskilte parter i situation, hvor det optimale er at udnytte modparten (temptation to defect), det næstbedste er at samarbejde (cooperate), det næstværste er at nægte at samarbejde (defect) og det værste er at blive udnyttet (sucker’s payoff). Man kan kun udnytte en person ved at nægte at samarbejde, hvis modparten samarbejder og man kan kun blive udnyttet, hvis modparten nægter at samarbejde, mens man selv samarbejder. Dilemmaet er, at parternes individuelle og rationelle overvejelser tilsiger dem at nægte at samarbejde på trods af, at dette er ikke er optimalt. At parterne vælger at gøre dette skyldes, at hver enkelt part ser to muligheder: (1) Hvis modparten vælger at samarbejde, så er det mest rationelt at nægte at samarbejde, da det betyder, at man kan udnytte modparten; eller (2) hvis modparten vælger at nægte at samarbejde, så er det også mest rationelt at nægte samarbejde for at undgå at blive udnyttet. I begge tilfælde er det altså mest rationelt at nægte at samarbejde. Modparten tænker selvfølgelig på samme måde, altså samarbejder ingen af dem, hvilket medfører en ligevægtstilstand, der ikke er Pareto-optimal.
Herunder kan man se et skema over Fangernes dilemma i Hobbes’ politiske teori. Det centrale er, at det rationelle og egennyttige menneske i naturtilstanden ifølge Hobbes vil vælge krig (at nægte at samarbejde), fordi den enkelte part ikke med sikkerhed ved hvad den anden part vælger.

Hobbes legendariske løsning på dette problem er at skabe en social kontrakt, hvori det enkelte mennesker fraskriver sig naturretten og accepterer at leve under en enevældig og totalitær stat, der med magt og vold skal sikre sikkerheden og freden mennesker imellem. Men kan dilemmaet ikke løses på en anden måde?

Det kan det selvfølgelig og det er præcis hvad Robert Axelrod implicit viser i den fantastiske bog The Evolution of Cooperation. Hovedindholdet i bogen er en række turneringer, Axelrod har holdt hvor forskellige strategier skulle kæmpe om hvem der kunne klare Fangernes dilemma bedst, hvis man gentog spillet et på forhånd ukendt antal gange. Den suveræne vinder blev den såkaldte tit-for-tat-strategi. Denne strategi fortæller den enkelte part, at man altid skal samarbejde i første omgang, for derefter at agere på samme måde som den modstående part gjorde i den forgangne runde. Tit-for-tat-strategiens fordele er, at den er venlig (den er aldrig den første til at nægte at samarbejde), den er reciprok (den belønner samarbejde, men straffer, hvis modparten laver et udnyttelsesforsøg) og hurtigt tilgivende (den straffer kun i én runde ad gangen, i modsætning til f.eks. en two-tit-for-one-tat-strategi). En gruppe af tit-for-tat-spillere vil altså altid samarbejde, mens Hobbes’ parter, der altid nægter at samarbejde, vil blive straffet, fordi ingen til sidst vil samarbejde med dem. Da de er mindre succesrige og mindre egnede vil de altså i det lange, evolutionære løb tabe til tit-for-tat-spillerne. Det er dog ikke kun Hobbes’ parter, der taber til tit-for-tat-strategien - alle andre indsendte strategier taber som sagt også til den. Tit-for-tat-strategien er altså mest rationel at vælge, hvis det er et gentaget spil. Og det er Hobbes’ naturtilstand velsagtens?
Dette er dog ikke alt hvad Axelrod viser i The Evolution of Cooperation. Han viser også, at der faktisk ikke skal særlig en særlig stor klynge af tit-for-tat-spillere til før de vil vinde over den store majoritet af – i Hobbes’ naturtilstand – ikke-samarbejdende spillere. Så selv hvis det kun er et klart mindretal, der virkelig er rationelle og vælger at følge tit-for-tat-strategien, så vil de alligevel kunne vinde. Dette betyder i evolutionære termer, at der i de følgende generationer vil komme endnu flere tit-for-tat-spillere, hvilket følgelig vil gøre det endnu lettere for tit-for-tat-spillerne. Det er altså slet ikke usandsynligt, at Hobbes naturtilstand faktisk evolutionært vil udvikle sig i retning af fred og sikkerhed. Og hvorfor så overhovedet indsætte en despotisk suveræn?

For at sekundere Axelrods mere plausible og virkelighedsnære forestillinger kan man hente argumenter fra andet end spilteorien og biologien. Den gode Leland B. Yeager har i Ethics as Social Science forklaret hvordan det egoistiske og rationelle menneske i samfundet udvikler samarbejdende regler og samarbejdende adfærd. Yeager påpeger, at det er i vores egeninteresse, at der eksisterer nogle regler, der regulerer andres adfærd overfor en selv og det er nødvendigt for disses reglers overlevelse, at mere eller mindre alle tilslutter sig dem, selv en selv. Hvis man ønsker at bruge Hobbes’ termer, så kan man sige, at menneskets trang til overlevelse på tautologisk vis fordrer, at vi ønsker, at andre ikke slår os ihjel. Hvis man herefter ønsker at overtale andre til ikke at slå en ihjel, så er det yderst essentielt, at man overholder en af de vigtigste overtalelsesprincipper, nemlig konsistens og konsekvens. Man skal altså selv overholde de regler, man ønsker andre skal følge, ellers modsiger man sig selv og kun de færreste vil blive overbevist om reglernes berettigelse. Derfor bliver man af egeninteresse nødt til at anvende etikken som den er defineret i R. M. Hares universelle præskriptivisme. Det er derfor også en misforståelse at tro, at etik handler om de regler som ’samfundet’ eller staten pålægger individet. Etik handler om de regler som vi alle prøver at pålægge hinanden.
Det interessante i denne sammenhæng er, at de regler, som langsomt bliver udviklet af egoistiske mennesker alle står i stejl modsætning til Hobbes’ naturtilstand (ligesom tit-for-tat-strategien). De moralske normer, der bliver udviklet – så længe mennesket er rimelig frit – er alle samarbejdende normer. Disse normer indeholder fundamentale elementer fra tit-for-tat-strategien såsom venlighed, gensidighed og overbærenhed. Yeager mener, at normerne overordnet set kan karakteriseres som social adfærd (social behaviour). Jeg mener, at det kan koges ned til respekt for andre eller måske endda respekt for selvejerskab. Formålet er dog det samme – at skabe et stabilt og fredeligt samfund. Alt lige fra gode manerer til de dybereliggende følelser af retfærdighed er altså til for at skabe fundamentet for et fredeligt og rigt samfund. Og intet af alt dette er designet eller skabt med tilsigt. Det er den evolutionære og spontane følgevirkning af rationelle mennesker, der frivilligt agerer udfra deres egeninteresse. Henry Hazlitt, som Yeager er meget inspireret af, skriver i The Foundation of Morality følgende:

… social moral values are a product of the interplay of many minds — including the minds of our long-dead ancestors. The individual is born into a world in which there already exists a Moral Law, which seems to stand above him ….

Noget kunne altså tyde på, at Hobbes ikke har haft ret i sine forestillinger om naturtilstanden. Han undervurderede groft etikkens indflydelse og kendte ikke til tit-for-tat-strategien. I dagens verden findes der selvfølgelig også et hav af relativt frie nationer, hvor er der ikke er en enevældig suveræn, der skræmmer befolkningen til at opføre sig på en bestemt måde. Alle disse relativt frie nationer har det til fælles, at de er relativt rige og relativt fredelige. De nationer, der derimod har haft et totalitært styre igennem en længere periode, er i dag fattige og minder i højere grad om Hobbes’ naturtilstand. En provokerende påstand kan derfor sagtens være, at jo magtcentralisering, desto mere hobbesiansk krigstilstand. Måske var John Locke i virkeligheden tættere på sandheden, da beskrev den ultimative naturtilstand (inspireret af Amerika i 1680’erne?) som værende et forholdsvist fredeligt anarki.

Som den vakse læser nok allerede har erfaret, så får jeg ikke skrevet særlig meget til denne blog for tiden. Det er ikke fordi jeg ikke skriver længere, men simpelthen fordi jeg har skrevet en masse, der på ingen tænkelig måde er relevant for de ærede læsere af denne blog. Dette er jeg heldigvis færdig med nu. Men før jeg uigenkaldeligt vækker The Hairpin Bend til dåd fra dens ufrivillige dvale, vil jeg gerne dele en god musikoplevelse med jer. I onsdags var jeg nemlig til koncert med bandet Charlie, Don’t Surf.

Charlie, Don’t Surf er en dansk kvartet, der spiller en smittende og frydefuld omgang lo-fi indie-pop. De lyder som Pavement med en meget ung Stephen Malkmus. Eller som en poppet version af Dinosaur Jr. med en endnu yngre J Mascis. Eller som danske Figurines ville lyde med Isaac Brock fra Modest Mouse som frontfigur. Eller som Built To Spill på There’s Nothing Wrong With Love fra 1995 uden de tyngende guitar-riffs. Eller måske som en blanding af alt det ovenstående. Det lyder måske ikke specielt genrebrydende eller hyper-originalt, men det er heller ikke altid nødvendigt og det gør bestemt heller ikke deres musik dårligere. Charlie, Don’t Surf har nemlig noget andet. De besidder en særlig sommeragtig og drenget glæde, jeg ikke mindes at have erfaret hos andre bands. Denne glæde kommer til udtryk i alle dele af deres musikalske arrangement (som i parentes bemærket selvfølgelig er yderst professionel og meget elegant) og selvfølgelig også til deres koncertoptræden. Bedre kan jeg nok ikke beskrive dem. Jeg anbefaler jer altså at høre dem selv – hvis I da er til let indie ligesom mig.

Jeg vil snart vende tilbage med et reelt indlæg. I mellemtiden håber jeg, at I – ligesom mig – krydser fingre for, at Charlie, Don’t Surf får sig en pladekontrakt (hvorfor er det aldrig de mange gode danske bands, der får kontrakt, men kun de kedelige!?). På gensyn igen meget snart.