The Hairpin Bend

Jeg får ikke skrevet så meget her for tiden, da jeg hverken har en fungerende computer eller har tid. Den absolut største tidsrøver er selvfølgelig, at jeg netop lige er flyttet sammen med min søde kæreste, men der er også andre mindre tidsrøvere. For eksempel var jeg i søndags til et arrangement om østrigsk økonomi og ejendomsret arrangeret af Liberator. Til dette spændende arrangement forelæste den altid kontroversielle paleolibertarianer Hans-Hermann Hoppe. Han kunne selvfølgelig heller ikke denne gang afholde sig fra at smide nogle politisk ukorrekte og stærkt udfordrende påstande og teser i hovedet på lytterne. Tidligere har han på brutal vis fremvist sine egne personlige præferencer omkring homoseksuelle og kommunister. Denne gang handlede det om intelligens og racer.

Hoppe startede med at angribe den forestilling, at alle mennesker er (biologisk og genetisk) ens. Det lyder måske banalt og trivielt, men det forholder sig sådan, at selvom de fleste forhåbentlig gerne vil give Hoppe (og hans meningsfæller) ret i, at mennesker ikke er ens, så er det ikke desto mindre et tabuiseret og ildeset emne. Neuropsykologen Steven Pinker forklarer i The Blank Slate, at denne frygt og tabuisering skyldes fire ængsteligheder. Disse er (1) hvis mennesket er iboende amoralsk, så er alle håb om at forbedre den menneskelige situation frugtesløse; (2) hvis mennesket er et produkt af sin biologi, så er den frie vilje en myte og vi vil aldrig kunne drages til ansvar for vores handlinger; (3) hvis mennesket er et produkt af biologien, så har livet ingen højere mening eller formål; og (4) hvis folk er iboende forskellige, så er undertrykkelse og diskrimination berettiget. Pinker forsøger i The Blank Slate at afmontere disse ængsteligheder, så det vil jeg ikke forsøge at gøre her. Jeg vil dog vende tilbage til den fjerde ængstelighed i mit næste indlæg, men dette indlæg tilegner jeg udelukkende Hoppes teser og påstande.

Den egentlige substans i Hoppes indlæg var selvfølgelig ikke, at mennesker er forskellige, men derimod, at der er en signifikant sammenhæng mellem intelligenskvotient, race og et lands velstand. For at underbygge denne påstand henviste han til IQ and the Wealth of Nations af Richard Lynn og Tatu Vanhanen. I denne bog bliver sammenhængen mellem IK og BNP pr. capita undersøgt. Resultatet af undersøgelsen er kort fortalt, at jo højere et lands gennemsnitlige IK er, desto højere er dets BNP pr. capita også. Dette er måske ikke så fantastisk kontroversielt, men det blev det sandelig da Hoppe sammenlignede forskellige racers IK for at forklare afrikanernes og afroamerikanernes manglende økonomiske succes og kaukasiernes og nordasiaternes årelange økonomiske fremgang. Afrikanerne har simpelthen en for lav IK til nogen sinde at nå kaukasiernes og nordasiaternes velstandsniveau. Selv et bedre økonomisk system, bedre uddannelse og bedre ernæring vil ikke resultere i velstand for afrikanerne. Deres eneste realistiske chance er at have en kaukasisk (eller nordasiatisk/mongolid) elite, der styrer landet i stil med Sydafrika. Hoppe forsøgte at nuancere og udpensle denne pointe ved blandt andet at henvise til den lige så kontroversielle The Bell Curve af Ricard Hernnstein og Charles Murray, men basalt set er pointen ovenstående.

Jeg synes selvfølgelig, at der er en række kritisable forhold ved Hoppes fremlagte tese. For det første kan man bestride det data, der bliver benyttet i IQ and the Wealth of Nations og om der er tilstrækkeligt til at konkludere de ting, der bliver konkluderet. Nogle har f.eks. kritiseret, at Canadas gennemsnitlige IK er baseret på én undersøgelse med 313 deltagere fra alderen 7 til 12 år foretaget i 1979. Ofte bliver der heller ikke redegjort for hvilken kulturel og socioøkonomisk baggrund de konkrete undersøgelsesdeltagere har, hvilket undergraver undersøgelsens påståede repræsentative karakter for hele det pågældende land. Jeg synes dog ikke, at dataproblemer i sig selv er nok til at afvise hele Hoppes tese. Han betonede også selv, at der slet ikke var forsket nok i emnet til at konkludere noget entydigt og uomtvisteligt (han gjorde dog alligevel lidt), men at IQ and the Wealth of Nations trods alt viste en tendens som man ikke skal ignorere eller negligere.
Jeg vil godt medgive Hoppe, at undersøgelsen viser en tendens. Men hvilken? Hoppe sluger Lynns og Vanhanens konklusion råt, men kunne det ikke tænkes, at undersøgelsen faktisk viser noget andet? Det er jo egentlig kun korrelation mellem IK og velstandsniveau, som bliver påvist, ikke kausalitet. Så jo, selvfølgelig er det ikke givet, at den betydningsbærende tendens er den som Hoppe kolporterede. En anden tendens blev nemlig også leveret til Liberators arrangement, dog i en helt anden sammenhæng. Den humoristiske Yuri Maltsev fremviste det legendariske Economic Freedom of the World Index som i mine øjne giver et solidt bud på hvilken tendens, der virkelig betyder noget: Graden af økonomisk frihed. Der kan spores en lige så tydelig sammenhæng mellem BNP pr. capita og økonomisk frihed, som der kan mellem IK og BNP pr. capita. Måske endda tydeligere. Lande som Kina og Nordkorea, der begge har en gennemsnitlig IK langt, langt over gennemsnittet, er jo ikke ligefrem rige i dag. Det samme er tilfældet med en række andre lande med rimelig høj gennemsnitlig IK, f.eks. Vietnam, Cambodja, Mongoliet, Rusland, Polen, Ukraine og Hviderusland. Disse lande har dog noget tilfælles: De har alle været plaget af socialistisk planøkonomi over en længere periode, altså haft en alvorlig mangel på økonomisk frihed. Dette har hæmmet de pågældende landes økonomiske vækst og dermed også deres BNP pr. capita. For at illustere dette kan man sammenligne Hong Kong og Kina. I 1960′erne havde de relativt etnisk ens lande begge en BNP pr. capita på under 700$. De to lande udviklede sig dog i hver sin retning. Hong Kong er i dag verdens mest økonomisk frie land, mens Kina har været ramt af en omgang grim kommunistisk syge. Resultatet af dette er, at Hong Kongs BNP pr. capita på nuværende tidspunkt er næsten 6 gange så højt som Kinas. Dette er ikke et enkeltstående tilfælde. Nordkorea og Sydkorea kan udsættes for samme analyse. Det samme kan Vesttyskland og DDR. Resultatet i alle sammenligningerne er, at økonomisk frihed gør den grundlæggende forskel på succes eller fiasko.

Alt dette vil Hoppe måske gerne medgive. Han vil dog straks herefter pointere, at det er landets gennemsnitlige IK, der bestemmer hvilket økonomisk system som det pågældende land vælger. Dette er dog i modstrid med det faktum, at intelligente lande som Kina, Nordkorea og Rusland har ‘valgt’ betonhård og dræbende kommunisme. Hoppe forsøgte at bortforklare dette ved at henvise til en særlig kollektivistisk tænkning som hersker i den mongolide race, der åbenbart baner vejen for ukontrolleret kommunisme. Lige lidt hjalp det dog, for der er nemlig en langt mere ligetil og indlysende forklaring, hvilket følgelig betyder, at Hoppes tese bliver offer for Ockhams berygtede ragekniv. Den ligetil og konsistente forklaring er selvfølgelig, at IK ikke er bestemmende for om et land ‘vælger’ meget eller lidt økonomisk frihed. Økonomisk frihed er den primære forudsætning for velstand (og IK har som sagt ikke nævneværdig indflydelse på graden af økonomisk frihed). Derfor er IKs indflydelse klart underordnet økonomisk frihed og er måske snarere af sekundær betydning, når det kommer til hvad der afgører et lands velstandsniveau. Måske er en stor del af et lands gennemsnitlige IK endda indirekte bestemt af økonomisk frihed. Som vist i IQ and the Wealth of Nations, så er der en rimelig klar korrelation mellem IK og velstandsniveau, og hvad der bestemmer velstandsniveau er økonomisk frihed, så måske bestemmer økonomisk frihed (gennem det frembragte velstandsniveau) en væsentlig procentdel af et lands gennemsnitlige IK? En sådan fortolkning kan også forklare den besynderlige Flynn-effekt. Flynn-effekten er kort fortalt det faktum, at den gennemsnitlige IK i en hel række lande har været stigende i mange år. Dette passer udmærket med, at de undersøgte lande alle er blevet rigere i samme periode, hvilket har givet bedre helbred, bedre ernæring og lignende som igen har givet bedre hjernefunktioner og højere IK.

Jeg tror med andre ord ikke, at Afrika er mere eller mindre fortabt pga. en racemæssig lav IK. Jeg mener heller ikke, at en konstruktivistisk rationalistisk forestilling om kaukasisk aristokrati oligarki er den eneste mulige løsning. Nej, Hernando de Soto, Johan Norberg, Martin Wolf, Jagdish Bhagwati, James Gwartney og andre forstandige forfattere har alle langt bedre problemanalyser og løsningsforslag pudsigt nok med økonomisk frihed og kapitalisme som det centrale og absolut mest betydningsbærende element.

Dette er første del af en to-delt serie om Hoppe og hans raceteorier.