The Hairpin Bend

For et par dage siden kunne man i Berlingske Tidende læse, at der er en historisk høj ulighed i Danmark. Alle andre medier har selvfølgelig også bragt nyheden med præcis samme vinkling, men Berlingske Tidendes stort opsatte artikel tager alligevel prisen for at være mest tåbelig. Heri kan man læse, at “vi [har] set en vækst i velstanden, hvor grupper i samfundet har fået markant øgede muligheder for forbrug. Men væksten har samtidig skabt stadig større ulighed mellem de rigeste og de fattigste.” Lidt videre læsning vil afsløre, at dette betyder, at den fattigste tredjedel har øget deres indkomst med 15-18% mens den rigeste tredjedel har øget deres indkomst med 31%. Mens kløgtige personer nok vil glæde og fryde sig over denne samlede velstandsstigning, så har hele den samlede danske presse vinklet historien som var det en i bedste fald foruroligende og bekymringsvækkende nyhed.

Men hvorfor er det, at nyheden forekommer bekymrende? Hvorfor er nogle så betagede af materiel lighed, at ethvert skridt imod mere ulighed er forfærdeligt i sig selv? Der er kun ét svar på dette: Materiel egalitarisme. Kun hvis man tilslutter sig den materielle egalitarisme er nyheden urovækkende. Den materielle egalitarisme er den overbevisning, at materiel ulighed i sig selv er uretfærdigt. Materielle egalitarister ønsker derfor at omfordele, så de fattigste får flere materielle midler – ideelt set lige så mange eller meget som de rigeste. Det kommunistiske samfund er den idealiserede og utopiske version af den materielle egalitarisme; den socialdemokratiske velfærdstat er den realistiske version. Materielle egalitarister vil ofte tilskynde en høj og progressiv beskatning, høje overførselsindkomster, positiv særbehandling af dårligt stillede og andre ’udlignende’ forslag. Det specielle ved materielle egalitarister er dog, at de ikke begrunder alle disse tiltag i direkte nyttehensyn, men derimod i ligheden selv. Ligheden er altså værdifuld i sig selv. Et eller andet sted mener nogle materielle egalitarister måske nok, at ligheden er et substitutionskriterium for lykke på samme måde som visse liberale mener, at socialt samarbejde er et substitutionskriterium for lykke, men dette betyder ikke, at lighed ikke er værdifuldt i sig selv for materielle egalitarister. Substitutionskriterier er jo netop kendetegnet ved at være værdsat så højt og så inderligt, at de mere eller mindre opnår en værdi i sig selv, altså som det højeste mål.

Problemet er bare, at den materielle egalitarisme er en absurd forestilling. Dette illustreres måske bedst af den quasi-egalitære Derek Parfits ’Levelling Down Objection’. Denne indvending berører på fin vis hvordan egalitarismen vil modsætte sig fremskridt, der forbedrer forholdene for en eller flere person uden at gøre forholdene for andre personer dårligere (altså en Pareto-forbedring) og i værste tilfælde vil argumentere for, at alle skal være lige fattige, også selvom alle ville være rigere i et ulige samfund. Hvis man skal benytte sig af Parfits ’Levelling Down Objection’ på Berlingske Tidendes artikel, så skal man altså spørge sig selv om det virkelig ville være mere moralsk prisværdigt, hvis alle kun havde øget deres indkomst 5%? Jeg kan ikke forestille mig, at nogle forstandige personer seriøst vil svare ja til dette.

Hvis der alligevel er dette, så er der selvfølgelig også andre grunde til at afvise den materielle egalitarisme. F.eks. indvendte Robert Nozick i Anarchy, State and Utopia, at materiel lighed kun kan opretholdes ved omfattende og kontinuerlige indgreb i den fri udveksling af ejendom. For at illustrere dette skabte han det nu klassiske Wilt Chamberlain-tankeeksperiment. Man skal forestille sig en fuldstændig retfærdig fordeling af ressourcer, f.eks. en helt lige fordeling (hvilket jo er det retfærdige for en materiel egalitarist). Denne fordeling kalder Nozick for D1. Derefter skal man forestille sig, at en million basketball-fans alle frivilligt vil betale 25 cents for at se Wilt Chamberlain spille. Dette vil medføre en ny fordeling, D2, i hvilken Chamberlain har 250.000$ mere end de næstrigeste i samfundet, som er de personer, der ikke har set Chamberlain spille. Nozick spørger så: ”If D1 was a just distribution, and people voluntarily moved from it to D2, transferring parts of their shares they were given under D1 (what was it for if not doing something with?), isn’t D2 also just?” Hvordan vil den materielle egalitarist besvare dette spørgsmål? Hvis man virkelig vil være konsekvent og betragter materiel lighed som det højeste, så må han nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang. Så på trods af, at den materielle lighed var blevet væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge disse personer til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive retfærdigt – imod samfundets beboeres vilje. Det forekommer mig ikke specielt solidarisk, ej heller præferenceoptimerende.

Der findes også andre årsager til, at den materielle egalitarisme er håbløs. Liberale økonomer vil f.eks. påpege, at materiel lighed fjerner incitamentet til at arbejde. Dette er selvfølgelig helt korrekt. I Henry Hazlitts fantastiske bog Foundations of Morality bliver dette illustreret, så selv småbørn kan forstå det: Forestil dig et samfund med 1.000.000 indbyggere. I dette samfund findes en mand, der ved at fordoble sin arbejdsindsats, kan fordoble udbyttet af sit arbejde. Hvis samfundet skal være helt lige, så skal denne mands fordoblede udbytte fordeles ud på alle 1.000.000 indbyggere, således at manden selv kun får 1/1.000.000 (en milliontedel) ud af at fordoble sin arbejdsindsats. Hvis han derimod stopper med at arbejde helt, så bliver samfundet kun marginalt fattigere og han taber selv kun 1/1.000.000 af sin indkomst. Ville det være irrationelt og dumt, hvis denne mand stoppede med at arbejde? Nej, det ville kun være idioter og egalitære idealister (disse to karaktertræk kolliderer dog påfaldende ofte i samme person), der ville fortsætte med at arbejde under sådanne forhold.

Den materielle egalitarisme er og bliver en enfoldig idé. At en af Danmarks borgerlige aviser vinkler sine historier med en egalitær optik er ikke bare trælsomt, men også dybt kontraproduktivt og ærgerligt, hvis man ønsker et borgerlig-liberalt samfund. Den eneste egalitære opfattelse som liberale skal bekymre sig om er lighed for loven. Dette har bare intet med materiel lighed at gøre. Som Friedrich August von Hayek skriver i The Constitution of Liberty:

From the fact that people are very different it follows that, if we treat them equally, the result must be inequality in their actual position, and that the only way to place them in an equal position would be to treat them differently. Equality before the law and material equality are therefore not only different but are in conflict which each other; and we can achieve either one or the other, but not both at the same time.

Mens de fleste ved, at lighed for loven betyder, at staten og dens lovgivning ikke må forskelsbehandle hvor det ikke er relevant, så er der ikke særlig mange, der er klar over, at lighed for loven også nødvendigvis medfører en form for ansvarslighed (ikke at forveksle med ansvarlighed). At ønske lighed for loven er nemlig også at ønske, at alle voksne personer har lige meget ansvar for deres egne handlinger - ellers ville det jo være selvmodsigende at mene, at disse personer skulle stilles lige for loven. Det opsigtsvækkende er, at denne ansvarslighed betyder, at det er forkert at benytte sig af tvang til at stoppe visse personer i at gøre noget som ikke skader andre end dem selv. Det er muligt, at det forekommer bizart at lade folk gøre som de vil, velvidende at det kanske giver dem selv problemer, men hvis man på formynderisk vis tvinger dem til at gøre noget imod deres vilje, så fratager man dem ansvaret for deres egne handlinger og degraderer dem til samme ansvarsniveau som børn. Man siger altså implicit, at lige præcis disse personer ikke har lige så meget ansvar for deres egne handlinger som andre, fordi de gør noget ved dem selv om vi ikke bryder os om. Forbud mod prostitution og narkotika er konkrete eksempler på dette. Selve idéen om en stor velfærdsstat, der skal tage sig sine borgere og lovgive om løst og fast, udspringer af samme tankemønster og står derfor også i modsætning til den liberale ansvarslighed. Men det kan vel dårligt overraske nogen, at den store velfærdsstat også står i modsætning til dette liberale princip.

Lad mig afslutningsvist besvare indlæggets overskrift, som er transskriberet fra en kommentar af Gregers Friisberg på Punditokraterne: Nej, den ulige indkomstfordeling er faktisk ikke særlig interessant i sig selv. Måske kan Berlingske Tidende også tage ved lære af dette svar.