The Hairpin Bend

Som lovet i mit forrige indlæg om Hans-Hermann Hoppe vil jeg skrive lidt om den fjerde ængstelighed formuleret i Steven Pinkers The Blank Slate - altså frygten for, at hvis folk er forskellige, så er undertrykkelse og diskrimination berettiget.

Det er ikke utænkeligt, at nogle (måske også Hoppe) vil bruge de dokumenterede biologiske og genetiske forskelle til netop at legitimere og understøtte enhver diskrimination. Men diskrimination er ikke en logisk konsekvens af, at der eksisterer genetiske og biologiske forskelle. At diskrimination som hovedregel er forkert er nemlig ikke en faktuel påstand om hvorvidt der eksisterer forskelle eller ej, men derimod en social norm, der er med til at forhindre kostbare gruppekonflikter og fremme socialt samarbejde. Denne norm er faktisk en konsekvens af socialt samarbejde. Normen (som vel næsten er en moralsk intuition) fortæller, at det er urimeligt at vurdere og bedømme et enkelt individ på baggrund af den gennemsnitlige karakteristika af den gruppe som individet tilhører. Det ville være at dømme individet for noget som er uden for det pågældende individs kontrol, hvilket jo ikke er nævneværdig frugtbart, da individet netop ikke kan ændre på det. Umådeholdne stereotyper og gruppefordomme vil i sidste ende medføre et opsplittet samfund med uforsonlige og antagonistiske fraktioner, der bekæmper og forfølger hinanden. I et samfund med en stat kan dette fremkalde voldelig undertrykkelse, mens det i et samfund uden stat ’kun’ vil hæmme det sociale samarbejde i en afgrænset periode. Gruppefordomme er altså særligt slemme så længe, at der eksisterer en instans i samfundet med monopol på vold, tvang og magt.

Jeg siger hermed ikke, at diskrimination a priori er forkert. Det kan være særdeles rationelt og forstandigt at foretage en statistisk diskrimination på baggrund af forudindtagede stereoryper, f.eks. kun at tjekke vilkårlige arabere i lufthavne og ikke gamle damer fra Holland. En cost-benefit-analyse vil så vidt man kan skønne fortælle, at nytten ved at stoppe en selvmordsbomber klart overstiger unytten ved at genere uskyldige arabere. Det må selv de uskyldige arabere kunne se, da de også har en tungtvejende interesse i at stoppe selvmordsbombere. På samme måde kan det være rationelt og forstandigt at diskriminere imod mænd, når man udvælge en børnepasser, da der statistisk set er klart flest pædofile mænd eller diskriminere imod store indvandrergrupper på diskoteker, da der i visse områder statistisk set er stor chance for, at de vil ødelægge festen for de andre. Når man skal udvælge ansøgere til jobsamtaler vil man også ofte bedømme ansøgerne ud fra stereotyper og generaliserede forestillinger. Alt andet ville være irrationelt og omkostningsfuldt. Dette skyldes selvfølgelig, at det tager tid at indsamle nok information til at dømme alle personer udelukkende på baggrund af deres egen merit. Da tid er et nulsumsspil vil al den tid man bruger på at søge information blive subtraheret andre aktiviteter, man måske ellers værdsætter højere. I forretningsøjemed koster det endda også penge at akkumulere information om alle relevante individer. Derfor stopper man på et eller andet tidspunkt med at samle information og laver en statistisk generaliseret forestilling, som man diskriminatorisk vælger ud fra. Det er simpelthen det mest nytteoptimerende at gøre som beslutningstager.

Steven Pinker (som Punditokraterne også har berørt for nylig) går i The Blank Slate videre end dette. Det er ikke kun som beslutningstager, at vi stereotypt kategoriserer. Faktisk er en af måderne, hvorpå det kommer til udtryk, at mennesket er et relativt intelligent væsen, at vi formår at lave konceptuelle kategorier, der kan holde styr på vores enorme viden. En stor del af det at være intelligent består simpelthen i, at man kan slå en masse viden sammen, så man ikke bliver lamslået hver gang man møder noget nyt. Som Pinker selv skriver:

We perceive some traits of a new object, place it in a mental category, and infer that it is likely to have the other traits typical of that category, ones we cannot perceive. If it walks like a duck and quacks like a duck, it probably is a duck. If it’s a duck, it’s likelig to swim, fly, have a back off which water rolls, and contain meat that’s tasty when wrapped in a pancake with scallions and hoisin sauce.

Det er altså rationelt at kategorisere objekter og dyr, men også mennesker? Ja, selvfølgelig, mener Pinker. Jeg vil give ham ret. Det er forstandigt at skabe kognitive og konceptuelle stereotyper. Ellers ville vi sandsynligvis heller ikke have udviklet evnen til at have dem. Stereotyper er dog kun nyttefulde, hvis vi altid husker på, at de netop er konceptuelle og abstrakte. De gælder aldrig hele tiden og for alle, men dog jævnligt en gang imellem og i hvert fald gennemsnitligt. Selvom ethvert snefnug er forskelligt kan vi stadig godt have en konceptuel kategori kaldet ’snefnug’ og en abstrakt forståelse af objektet ’snefnug’ som ikke er fuldstændig usandfærdig. Det samme er tilfældet med mennesker. Der er intet farligt ved dette så længe man husker på, at man som hovedregel bør ignorere disse stereotyper, når man dømmer et enkelt individ, og hvis dette er for ressourcekrævende så i det mindste er sig bevidst om, at man handler på baggrund af en muligvis fejlbar viden.

Jeg håber, at min pointe er ved at blive tydelig. Ligesom det at lyve kan redde noget så værdifuldt som liv (find selv på standard øksemorder-eksempel), så kan det at diskriminere, have stereotyper og gruppefordomme være særdeles fornuftigt og nyttigt. Men dette betyder ikke, at hovedreglen i samfundet skal være, at diskrimination og fordomme er acceptabelt, ligesom løgn heller aldrig må blive generelt accepteret og generelt benyttet. Begge ting er nemlig ødelæggende for det sociale samarbejde og kan medføre meget voldelige vederstyggeligheder.
Heldigvis forholder det sig også sådan, at det ikke kræver et stort samfundsmæssigt ingeniørarbejde at afvikle sådanne værdier. Man skal bare sørge for, at samfundet er frit, så vil ovennævnte værdier afvikles spontant. Det kræver nemlig ikke den helt store indsigt at erkende, at det er i alles interesse, at man som udgangspunkt kan stole på hinanden. Det gør nemlig generel koordination af adfærd lettere, hvilket gør den nytteoptimerende handel og arbejdsdeling lettere. Derfor vil et frit samfund spontant anspore til ærlighed og gensidig tillid, og modsætte sig løgn og mistillid. Det samme er tilfældet med fordomsfrihed og en individualistisk menneskeopfattelse. De mest fordomsfulde og kollektivistisk tænkende samfund er alle blevet ødelagt af frådende gruppekonflikter. I marxismens klassekamp og nazismens raceteori blev mennesket dømt på baggrund af henholdsvis deres økonomiske eller genetiske tilhørsforhold uden at skele til det enkelte individs egentlige karakter. Resultatet af disse anskuelser var voldsomme gruppekonflikter, der til sidst eskalerede til massemord og massiv fattigdom.
I et frit samfund vil sådanne gruppekonflikter spontant fordufte, da det ikke er i nogens interesse at opretholde dem over en længere periode. For det første vil de fleste nemlig kunne se, at gruppefordomme ofte vil stå i vejen for profit, derfor vil de være tilbøjelige til at forkaste dem relativt hurtigt. Man kan f.eks. forestille sig, at mange umiddelbart ikke bryder sig om danskere. Dette medfører, at efterspørgslen på dansk arbejdskraft mindskes, hvilket følgelig betyder, at danskernes lønninger bliver lavere. Dette vil dog medføre, at de mindst fordomsfulde og mindst diskriminerende arbejdsgivere vil ansætte dem, da danskerne nu er mærkbart billigere end ikke-danskere. De mindst fordomsfulde og mindst diskriminerende arbejdsgivere vil altså have lettere ved at tjene penge. Dette betyder over tid, at disse vil blive en større og større del af arbejdsgiverne, mens de fordomsfulde og diskriminerende arbejdsgivere, som ansætter omkostningskrævende ikke-dansk arbejdskraft, vil formindskes i antal. I et frit samfund, hvor det at tjene penge har langt mere betydning end det har i dag, vil det altså være sværere at være en fordomsfuld arbejdsgiver. For det andet vil man ofte være mindre interesseret i bagerens etnicitet, når man er dybt afhængig af hans brød. Arbejdsdeling og handel skaber simpelthen en interdependens, der fordrer fredelig sameksistens frem for fordomsfuld konflikt. Dette er en erfaring, som er blevet skildret i mange skrivelser, lige fra Voltaires 6. brev til Economic Freedom of the World, derfor vil jeg ikke gå nærmere ind på den.

Hvad har alt dette så med Hoppe at gøre? Intet. Medmindre han selvfølgelig mener, at IK-forskelle berettiger diskrimination og undertrykkelse. Måske mener han faktisk dette. På den ene side lyder det plausibelt, at hans motiv for at fortælle om genetiske forskelle er racistisk (det passer simpelthen fint med hans andre personlige overbevisninger), men på den anden side er jeg ret sikker på, at Hoppe vil modsætte sig enhver form for virkelig farlig diskrimination, altså den diskrimination som bliver udøvet gennem staten. Det må være op til de virkelige Hoppe-kendere at vurdere hvad han egentlig vil. Men lad os antage, at han virkelig er racist, fordomsfuld og kollektivistisk tænkende, for så er faktisk han i modstrid med de rigtige liberale dyder og værdier. Hoppe-land vil derfor stå opposition til et rigt og frit samfund. Hans præference er ikke skadelig på samme måde som aggression, tvang og vold er skadeligt, men den er derimod skadelig ligesom dovenhed, kynisk ærgerrighed og løgnagtighed er skadelig. Præferencen er altså udtryk for manglende respekt for andre enkelte individer. Man skal og kan selvfølgelig ikke bruge tvang til at bekæmpe dette. Aldrig. Så lad mig bruge indlæggets sidste sætning på at slå fast, at jeg selvfølgelig mener, at racisme-paragraffen og anti-diskriminationslove skal afskaffes – på trods af, at jeg er imod racisme og generel diskrimination.

Dette er anden del af en to-delt serie om Hoppe og hans raceteorier.

Jeg får ikke skrevet så meget her for tiden, da jeg hverken har en fungerende computer eller har tid. Den absolut største tidsrøver er selvfølgelig, at jeg netop lige er flyttet sammen med min søde kæreste, men der er også andre mindre tidsrøvere. For eksempel var jeg i søndags til et arrangement om østrigsk økonomi og ejendomsret arrangeret af Liberator. Til dette spændende arrangement forelæste den altid kontroversielle paleolibertarianer Hans-Hermann Hoppe. Han kunne selvfølgelig heller ikke denne gang afholde sig fra at smide nogle politisk ukorrekte og stærkt udfordrende påstande og teser i hovedet på lytterne. Tidligere har han på brutal vis fremvist sine egne personlige præferencer omkring homoseksuelle og kommunister. Denne gang handlede det om intelligens og racer.

Hoppe startede med at angribe den forestilling, at alle mennesker er (biologisk og genetisk) ens. Det lyder måske banalt og trivielt, men det forholder sig sådan, at selvom de fleste forhåbentlig gerne vil give Hoppe (og hans meningsfæller) ret i, at mennesker ikke er ens, så er det ikke desto mindre et tabuiseret og ildeset emne. Neuropsykologen Steven Pinker forklarer i The Blank Slate, at denne frygt og tabuisering skyldes fire ængsteligheder. Disse er (1) hvis mennesket er iboende amoralsk, så er alle håb om at forbedre den menneskelige situation frugtesløse; (2) hvis mennesket er et produkt af sin biologi, så er den frie vilje en myte og vi vil aldrig kunne drages til ansvar for vores handlinger; (3) hvis mennesket er et produkt af biologien, så har livet ingen højere mening eller formål; og (4) hvis folk er iboende forskellige, så er undertrykkelse og diskrimination berettiget. Pinker forsøger i The Blank Slate at afmontere disse ængsteligheder, så det vil jeg ikke forsøge at gøre her. Jeg vil dog vende tilbage til den fjerde ængstelighed i mit næste indlæg, men dette indlæg tilegner jeg udelukkende Hoppes teser og påstande.

Den egentlige substans i Hoppes indlæg var selvfølgelig ikke, at mennesker er forskellige, men derimod, at der er en signifikant sammenhæng mellem intelligenskvotient, race og et lands velstand. For at underbygge denne påstand henviste han til IQ and the Wealth of Nations af Richard Lynn og Tatu Vanhanen. I denne bog bliver sammenhængen mellem IK og BNP pr. capita undersøgt. Resultatet af undersøgelsen er kort fortalt, at jo højere et lands gennemsnitlige IK er, desto højere er dets BNP pr. capita også. Dette er måske ikke så fantastisk kontroversielt, men det blev det sandelig da Hoppe sammenlignede forskellige racers IK for at forklare afrikanernes og afroamerikanernes manglende økonomiske succes og kaukasiernes og nordasiaternes årelange økonomiske fremgang. Afrikanerne har simpelthen en for lav IK til nogen sinde at nå kaukasiernes og nordasiaternes velstandsniveau. Selv et bedre økonomisk system, bedre uddannelse og bedre ernæring vil ikke resultere i velstand for afrikanerne. Deres eneste realistiske chance er at have en kaukasisk (eller nordasiatisk/mongolid) elite, der styrer landet i stil med Sydafrika. Hoppe forsøgte at nuancere og udpensle denne pointe ved blandt andet at henvise til den lige så kontroversielle The Bell Curve af Ricard Hernnstein og Charles Murray, men basalt set er pointen ovenstående.

Jeg synes selvfølgelig, at der er en række kritisable forhold ved Hoppes fremlagte tese. For det første kan man bestride det data, der bliver benyttet i IQ and the Wealth of Nations og om der er tilstrækkeligt til at konkludere de ting, der bliver konkluderet. Nogle har f.eks. kritiseret, at Canadas gennemsnitlige IK er baseret på én undersøgelse med 313 deltagere fra alderen 7 til 12 år foretaget i 1979. Ofte bliver der heller ikke redegjort for hvilken kulturel og socioøkonomisk baggrund de konkrete undersøgelsesdeltagere har, hvilket undergraver undersøgelsens påståede repræsentative karakter for hele det pågældende land. Jeg synes dog ikke, at dataproblemer i sig selv er nok til at afvise hele Hoppes tese. Han betonede også selv, at der slet ikke var forsket nok i emnet til at konkludere noget entydigt og uomtvisteligt (han gjorde dog alligevel lidt), men at IQ and the Wealth of Nations trods alt viste en tendens som man ikke skal ignorere eller negligere.
Jeg vil godt medgive Hoppe, at undersøgelsen viser en tendens. Men hvilken? Hoppe sluger Lynns og Vanhanens konklusion råt, men kunne det ikke tænkes, at undersøgelsen faktisk viser noget andet? Det er jo egentlig kun korrelation mellem IK og velstandsniveau, som bliver påvist, ikke kausalitet. Så jo, selvfølgelig er det ikke givet, at den betydningsbærende tendens er den som Hoppe kolporterede. En anden tendens blev nemlig også leveret til Liberators arrangement, dog i en helt anden sammenhæng. Den humoristiske Yuri Maltsev fremviste det legendariske Economic Freedom of the World Index som i mine øjne giver et solidt bud på hvilken tendens, der virkelig betyder noget: Graden af økonomisk frihed. Der kan spores en lige så tydelig sammenhæng mellem BNP pr. capita og økonomisk frihed, som der kan mellem IK og BNP pr. capita. Måske endda tydeligere. Lande som Kina og Nordkorea, der begge har en gennemsnitlig IK langt, langt over gennemsnittet, er jo ikke ligefrem rige i dag. Det samme er tilfældet med en række andre lande med rimelig høj gennemsnitlig IK, f.eks. Vietnam, Cambodja, Mongoliet, Rusland, Polen, Ukraine og Hviderusland. Disse lande har dog noget tilfælles: De har alle været plaget af socialistisk planøkonomi over en længere periode, altså haft en alvorlig mangel på økonomisk frihed. Dette har hæmmet de pågældende landes økonomiske vækst og dermed også deres BNP pr. capita. For at illustere dette kan man sammenligne Hong Kong og Kina. I 1960′erne havde de relativt etnisk ens lande begge en BNP pr. capita på under 700$. De to lande udviklede sig dog i hver sin retning. Hong Kong er i dag verdens mest økonomisk frie land, mens Kina har været ramt af en omgang grim kommunistisk syge. Resultatet af dette er, at Hong Kongs BNP pr. capita på nuværende tidspunkt er næsten 6 gange så højt som Kinas. Dette er ikke et enkeltstående tilfælde. Nordkorea og Sydkorea kan udsættes for samme analyse. Det samme kan Vesttyskland og DDR. Resultatet i alle sammenligningerne er, at økonomisk frihed gør den grundlæggende forskel på succes eller fiasko.

Alt dette vil Hoppe måske gerne medgive. Han vil dog straks herefter pointere, at det er landets gennemsnitlige IK, der bestemmer hvilket økonomisk system som det pågældende land vælger. Dette er dog i modstrid med det faktum, at intelligente lande som Kina, Nordkorea og Rusland har ‘valgt’ betonhård og dræbende kommunisme. Hoppe forsøgte at bortforklare dette ved at henvise til en særlig kollektivistisk tænkning som hersker i den mongolide race, der åbenbart baner vejen for ukontrolleret kommunisme. Lige lidt hjalp det dog, for der er nemlig en langt mere ligetil og indlysende forklaring, hvilket følgelig betyder, at Hoppes tese bliver offer for Ockhams berygtede ragekniv. Den ligetil og konsistente forklaring er selvfølgelig, at IK ikke er bestemmende for om et land ‘vælger’ meget eller lidt økonomisk frihed. Økonomisk frihed er den primære forudsætning for velstand (og IK har som sagt ikke nævneværdig indflydelse på graden af økonomisk frihed). Derfor er IKs indflydelse klart underordnet økonomisk frihed og er måske snarere af sekundær betydning, når det kommer til hvad der afgører et lands velstandsniveau. Måske er en stor del af et lands gennemsnitlige IK endda indirekte bestemt af økonomisk frihed. Som vist i IQ and the Wealth of Nations, så er der en rimelig klar korrelation mellem IK og velstandsniveau, og hvad der bestemmer velstandsniveau er økonomisk frihed, så måske bestemmer økonomisk frihed (gennem det frembragte velstandsniveau) en væsentlig procentdel af et lands gennemsnitlige IK? En sådan fortolkning kan også forklare den besynderlige Flynn-effekt. Flynn-effekten er kort fortalt det faktum, at den gennemsnitlige IK i en hel række lande har været stigende i mange år. Dette passer udmærket med, at de undersøgte lande alle er blevet rigere i samme periode, hvilket har givet bedre helbred, bedre ernæring og lignende som igen har givet bedre hjernefunktioner og højere IK.

Jeg tror med andre ord ikke, at Afrika er mere eller mindre fortabt pga. en racemæssig lav IK. Jeg mener heller ikke, at en konstruktivistisk rationalistisk forestilling om kaukasisk aristokrati oligarki er den eneste mulige løsning. Nej, Hernando de Soto, Johan Norberg, Martin Wolf, Jagdish Bhagwati, James Gwartney og andre forstandige forfattere har alle langt bedre problemanalyser og løsningsforslag pudsigt nok med økonomisk frihed og kapitalisme som det centrale og absolut mest betydningsbærende element.

Dette er første del af en to-delt serie om Hoppe og hans raceteorier.

Punditokraterne har allerede beskæftiget sig kort med Weekendavisens interview med Anders Fogh Rasmussen. Jeg vil gerne skrive lidt mere udførligt om interviewet, da jeg mener, at det er forbløffende sigende om Anders Fogh Rasmussens politiske projekt og standpunkt.

I interviewets manchet, der figurerer på Weekendavisens forside, bliver det slået fast, at “[velfærdsstaten] er forudsætningen for, at de liberale mål om frihed og selvstændighed kan opfyldes.” Så er tonen ligesom lagt an til begrebsforvirring og spejlglat retorik af overmenneskelige dimensioner.
Senere i interviewet er Anders Fogh Rasmussen citeret for definere (eller “kvalificere”) liberalismen på denne måde: “Den moderne liberalisme tager sit afsæt i, at fællesskabet faktisk kan bruges til at skabe mere frihed og flere valgmuligheder.” Jeg er mere end skeptisk overfor denne idé. Problemet med idéen er, at den forudsætter en positiv frihedsopfattelse. I den positive frihedsopfattelse er frihed muligheden for at realisere ens ønsker og drømme, mens frihed i den negative frihedsopfattelse er fravær af tvang. Det lyder ikke umiddelbart som en væsentlig forskel, men i praksis er der en gigantisk forskel. F.eks. medfører den positive frihedsopfattelse, at offentlig uddannelse, offentlig understøttelse, garanteret fritid og lignende skattefinansierede og/eller lovsikrede støtteordninger medfører mere frihed, da det forøger ens mulighed for at realisere sine ønsker, mens de selv samme tiltag reducerer friheden i henhold til den negative frihedsopfattelse, da de skal finansieres og opretholdes ved hjælp af tvang og vold. Den negative frihedsopfattelse vil også kun tilskynde negative rettigheder, altså rettigheder som kan opfyldes ved, at folk afholder sig fra gøre bestemte ting, f.eks. stjæle, udøve vold, indespærre eller på anden måde benytte sig af tvang. Den positive frihedsopfattelse vil derimod anspore til positive rettigheder. De positive rettigheder kræver i modsætning til de negative rettigheder en aktiv indsats for andre personer, hvis de skal overholdes. Forskellen er meget væsentlig. Mens den negative religionsfrihed kun foreskriver, at andre ikke forhindrer mig i at udøve min religion, så længe det ikke skader dem, så foreskriver den positive religionsfrihed, at andre skal sikre mig muligheden for udøve min religion, f.eks. ved at bygge kirker eller moskéer. Der er en gigantisk forskel på disse to forskrifter. Og hvad der måske er endnu vigtigere, så står de direkte i modstrid med hinanden. Hvis jeg f.eks. har en positiv ret til en uddannelse, så nytter det ikke noget, hvis andre bare er passive. Nej, de skal aktivt sørge for, at jeg får min uddannelse, ellers bliver min positive ret til uddannelse krænket. At jeg har en positiv ret til uddannelse betyder altså implicit, at andre skal sikre mig en uddannelse, hvilket igen betyder, at staten har ret til tvinge disse til at sikre mig en uddannelse. Den positive ret til uddannelse er altså i direkte med den negative frihedsopfattelse og dennes negative rettigheder, der skal forhindre tvang.

Det kræver ikke særlig meget refleksion at gætte hvilken frihedsopfattelse, der traditionelt er den liberale frihedsopfattelse. Det er selvfølgelig den negative. Den positive frihedsopfattelse lægger nemlig op til en overdimensioneret og betvingende stat, der både formindsker det sociale samarbejde og forbryder sig imod selvejerskabsprincippet, hvilket jo er alt andet end liberalt (desuden kan man aldrig realisere den positive frihedsopfattelse i praksis). Frihed i klassisk liberal forstand er altså ensbetydende med sikringen af de negative rettigheder. Derfor er Anders Fogh Rasmussen ”moderne liberalisme” slet ikke liberalt, men snarere socialistisk. Ja, socialistisk, for socialismen opererer ofte med en positiv frihedsopfattelse. Det er derfor, man vil høre socialister sige, at friheden er fællesskabets blomst (som VS vist formulerede det) og det er derfor, at SF i deres principprogram har formuleret følgende:

Men der er også en ramme og en forudsætning for friheden, nemlig fællesskabet. Fællesskabet er ansvarlig for, at personer eller grupper, som i længere tid eller midlertidigt står svagt eller har urimeligt dårlige forhold, får hjælp og støtte til at komme ovenpå [min kursivering].

Jeg skal ikke kunne afgøre om Anders Fogh Rasmussen i virkeligheden er socialist, men hans ”moderne liberalisme” og dennes latente frihedsopfattelse er foruroligende mere socialistisk end liberal. Hans omfortolkning af liberalismen som værende ”en moderne fællesskabsorienteret tankegang, hvor fællesskabet ikke er indrettet på at begrænse det enkelte menneskes frihed, men på at fremme den” mere end tyder på, at han har socialistiske tilbøjeligheder. Bare det faktum, at han behandler det danske samfund som en kollektiv entitet repræsenteret af den danske stat og kalder dette et fællesskab burde være ildevarslende for en liberal. Det er kun kollektivistiske socialister, der taler sådan. At han så samtidig ikke kan se, at en stor stat (eller fællesskab, som han på bedste socialistiske facon kalder det) formindsker den enkeltes frihed er blot prikken over i’et.

For mig at se er interviewet et sødladent forsøg på at lokke liberale til at fraskrive sig alle deres liberale kerneværdier og i stedet springe ud som ”moderne liberale” (altså socialister). Jeg har kun et råd: Lad jer ikke lokke af mandens nysprog. Det er muligt, at Anders Fogh Rasmussen får det til at lyde liberalt og fornuftigt, at staten kan skabe mere frihed ved at finansiere en række ydelser, men det er det simpelthen ikke. Anders Fogh Rasmussens “moderne liberalisme” er altså hverken liberal eller fornuftig. Hermed mener jeg selvfølgelig ikke, at uddannelse, understøttelse, sundhed, fritid og lignende goder er uattraktive og ikke forbedrer folks livsvilkår - nej, jeg mener blot, at det ikke har noget med frihed at gøre og de desuden aldrig nogensinde må gøres til rettigheder.

Nu har Liberalisterne med formand Torben Mark Pedersen i spidsen endelig politianmeldt Lars Løkke Rasmussen efter Ministeransvarslovens § 5. Det har de gjort, fordi Lars Løkke Rasmussen og hans indenrigsministerium har brugt over 12 måneder på at vurdere om Liberalisterne må kalde sig Liberalisterne.

Venstre har tidligere udtalt, at de ikke vil have, at Liberalisterne kalder sig Liberalisterne, da det jo kan forveksles med deres eget tilnavn Danmarks liberale parti. Dette på trods af, at Venstre netop ikke benytter sig af dette navn. En søgning på deres hjemmeside giver ét relevant svar, som pudsigt nok handler om partiets historie. Derudover har vi i Danmark flere folkepartier og social-partier, så at der kun må være et parti, der kalder sig noget med liberalt, er en anelse bizart. Endelig har der jo også tidligere været et parti kaldet Liberalt Centrum, så det er en ny ting, at vælgerne ikke kan kende forskel på liberale partier. Det ville altså ikke være forkert at kalde Venstres indvending for komplet klovnagtig og tungnem. Det er ikke første gang, at Venstre er klovnagtige og tungnemme, så det ville være til at overleve, hvis det samtidig var sådan, at indenrigsministeren kunne se dette og blot affærdigede Venstres klage. Men det forholder sig vist ikke helt sådan. Det ser snarere ud til, at indenrigsministeren er helt enig i denne klage, men godt er klar over, at den ikke holder i længden, derfor vil han i stedet blot forsinke og forhale sagen så meget, at Liberalisterne får svært ved at indsamle nok underskrifter til at blive opstillingsberettiget. Dette er groft magtmisbrug og burde straffes.

Det kan selvfølgelig også tænkes, at de virkelig er så langsomme i indenrigsministeriet. Hvis dette er tilfældet, så kan man i stedet betragte sagen som et klasseeksempel på statslig bureaukrati og uduelighed. Det gør altså kun sagen marginalt bedre for Lars Løkke Rasmussen og hans embedsmænd og er på mange måder et fint empirisk argument for Liberalisternes ønske om privatisering.

Jeg ville egentlig have skrevet et selvstændigt indlæg i går om terrorangrebet den 11. september 2001, men da jeg satte mig ned for at skrive noget klogt ville det ikke rigtig hænge sammen. Dette skyldes sandsynligvis, at indlægget var funderet på en blanding af ve og vrede, ikke fornuft og forstand. Derudover er det måske også værd at notere, at mit tastatur er i stykker, hvilket selvfølgelig gør det lidt sværere at skrive noget sammenhængende. Derfor har jeg kasseret indlægget og vil i stedet blot mindes ofrene.

Og så vil jeg ellers henvise til Peter Kurrild-Klitgaards meget flotte og næsten 5 år gamle kronik om emnet. Og så måske også lige henvise til det altid spændende Cato Unbound, som analyserer terrortruslen og kigger lidt frem.

For et par dage siden kunne man i Berlingske Tidende læse, at der er en historisk høj ulighed i Danmark. Alle andre medier har selvfølgelig også bragt nyheden med præcis samme vinkling, men Berlingske Tidendes stort opsatte artikel tager alligevel prisen for at være mest tåbelig. Heri kan man læse, at “vi [har] set en vækst i velstanden, hvor grupper i samfundet har fået markant øgede muligheder for forbrug. Men væksten har samtidig skabt stadig større ulighed mellem de rigeste og de fattigste.” Lidt videre læsning vil afsløre, at dette betyder, at den fattigste tredjedel har øget deres indkomst med 15-18% mens den rigeste tredjedel har øget deres indkomst med 31%. Mens kløgtige personer nok vil glæde og fryde sig over denne samlede velstandsstigning, så har hele den samlede danske presse vinklet historien som var det en i bedste fald foruroligende og bekymringsvækkende nyhed.

Men hvorfor er det, at nyheden forekommer bekymrende? Hvorfor er nogle så betagede af materiel lighed, at ethvert skridt imod mere ulighed er forfærdeligt i sig selv? Der er kun ét svar på dette: Materiel egalitarisme. Kun hvis man tilslutter sig den materielle egalitarisme er nyheden urovækkende. Den materielle egalitarisme er den overbevisning, at materiel ulighed i sig selv er uretfærdigt. Materielle egalitarister ønsker derfor at omfordele, så de fattigste får flere materielle midler – ideelt set lige så mange eller meget som de rigeste. Det kommunistiske samfund er den idealiserede og utopiske version af den materielle egalitarisme; den socialdemokratiske velfærdstat er den realistiske version. Materielle egalitarister vil ofte tilskynde en høj og progressiv beskatning, høje overførselsindkomster, positiv særbehandling af dårligt stillede og andre ’udlignende’ forslag. Det specielle ved materielle egalitarister er dog, at de ikke begrunder alle disse tiltag i direkte nyttehensyn, men derimod i ligheden selv. Ligheden er altså værdifuld i sig selv. Et eller andet sted mener nogle materielle egalitarister måske nok, at ligheden er et substitutionskriterium for lykke på samme måde som visse liberale mener, at socialt samarbejde er et substitutionskriterium for lykke, men dette betyder ikke, at lighed ikke er værdifuldt i sig selv for materielle egalitarister. Substitutionskriterier er jo netop kendetegnet ved at være værdsat så højt og så inderligt, at de mere eller mindre opnår en værdi i sig selv, altså som det højeste mål.

Problemet er bare, at den materielle egalitarisme er en absurd forestilling. Dette illustreres måske bedst af den quasi-egalitære Derek Parfits ’Levelling Down Objection’. Denne indvending berører på fin vis hvordan egalitarismen vil modsætte sig fremskridt, der forbedrer forholdene for en eller flere person uden at gøre forholdene for andre personer dårligere (altså en Pareto-forbedring) og i værste tilfælde vil argumentere for, at alle skal være lige fattige, også selvom alle ville være rigere i et ulige samfund. Hvis man skal benytte sig af Parfits ’Levelling Down Objection’ på Berlingske Tidendes artikel, så skal man altså spørge sig selv om det virkelig ville være mere moralsk prisværdigt, hvis alle kun havde øget deres indkomst 5%? Jeg kan ikke forestille mig, at nogle forstandige personer seriøst vil svare ja til dette.

Hvis der alligevel er dette, så er der selvfølgelig også andre grunde til at afvise den materielle egalitarisme. F.eks. indvendte Robert Nozick i Anarchy, State and Utopia, at materiel lighed kun kan opretholdes ved omfattende og kontinuerlige indgreb i den fri udveksling af ejendom. For at illustrere dette skabte han det nu klassiske Wilt Chamberlain-tankeeksperiment. Man skal forestille sig en fuldstændig retfærdig fordeling af ressourcer, f.eks. en helt lige fordeling (hvilket jo er det retfærdige for en materiel egalitarist). Denne fordeling kalder Nozick for D1. Derefter skal man forestille sig, at en million basketball-fans alle frivilligt vil betale 25 cents for at se Wilt Chamberlain spille. Dette vil medføre en ny fordeling, D2, i hvilken Chamberlain har 250.000$ mere end de næstrigeste i samfundet, som er de personer, der ikke har set Chamberlain spille. Nozick spørger så: ”If D1 was a just distribution, and people voluntarily moved from it to D2, transferring parts of their shares they were given under D1 (what was it for if not doing something with?), isn’t D2 also just?” Hvordan vil den materielle egalitarist besvare dette spørgsmål? Hvis man virkelig vil være konsekvent og betragter materiel lighed som det højeste, så må han nødvendigvis argumentere for at omfordele endnu engang. Så på trods af, at den materielle lighed var blevet væltet gennem individuelle personers frivillige handlinger, skal man altså tvinge disse personer til at afgive deres ejendom, så samfundet igen kan blive retfærdigt – imod samfundets beboeres vilje. Det forekommer mig ikke specielt solidarisk, ej heller præferenceoptimerende.

Der findes også andre årsager til, at den materielle egalitarisme er håbløs. Liberale økonomer vil f.eks. påpege, at materiel lighed fjerner incitamentet til at arbejde. Dette er selvfølgelig helt korrekt. I Henry Hazlitts fantastiske bog Foundations of Morality bliver dette illustreret, så selv småbørn kan forstå det: Forestil dig et samfund med 1.000.000 indbyggere. I dette samfund findes en mand, der ved at fordoble sin arbejdsindsats, kan fordoble udbyttet af sit arbejde. Hvis samfundet skal være helt lige, så skal denne mands fordoblede udbytte fordeles ud på alle 1.000.000 indbyggere, således at manden selv kun får 1/1.000.000 (en milliontedel) ud af at fordoble sin arbejdsindsats. Hvis han derimod stopper med at arbejde helt, så bliver samfundet kun marginalt fattigere og han taber selv kun 1/1.000.000 af sin indkomst. Ville det være irrationelt og dumt, hvis denne mand stoppede med at arbejde? Nej, det ville kun være idioter og egalitære idealister (disse to karaktertræk kolliderer dog påfaldende ofte i samme person), der ville fortsætte med at arbejde under sådanne forhold.

Den materielle egalitarisme er og bliver en enfoldig idé. At en af Danmarks borgerlige aviser vinkler sine historier med en egalitær optik er ikke bare trælsomt, men også dybt kontraproduktivt og ærgerligt, hvis man ønsker et borgerlig-liberalt samfund. Den eneste egalitære opfattelse som liberale skal bekymre sig om er lighed for loven. Dette har bare intet med materiel lighed at gøre. Som Friedrich August von Hayek skriver i The Constitution of Liberty:

From the fact that people are very different it follows that, if we treat them equally, the result must be inequality in their actual position, and that the only way to place them in an equal position would be to treat them differently. Equality before the law and material equality are therefore not only different but are in conflict which each other; and we can achieve either one or the other, but not both at the same time.

Mens de fleste ved, at lighed for loven betyder, at staten og dens lovgivning ikke må forskelsbehandle hvor det ikke er relevant, så er der ikke særlig mange, der er klar over, at lighed for loven også nødvendigvis medfører en form for ansvarslighed (ikke at forveksle med ansvarlighed). At ønske lighed for loven er nemlig også at ønske, at alle voksne personer har lige meget ansvar for deres egne handlinger - ellers ville det jo være selvmodsigende at mene, at disse personer skulle stilles lige for loven. Det opsigtsvækkende er, at denne ansvarslighed betyder, at det er forkert at benytte sig af tvang til at stoppe visse personer i at gøre noget som ikke skader andre end dem selv. Det er muligt, at det forekommer bizart at lade folk gøre som de vil, velvidende at det kanske giver dem selv problemer, men hvis man på formynderisk vis tvinger dem til at gøre noget imod deres vilje, så fratager man dem ansvaret for deres egne handlinger og degraderer dem til samme ansvarsniveau som børn. Man siger altså implicit, at lige præcis disse personer ikke har lige så meget ansvar for deres egne handlinger som andre, fordi de gør noget ved dem selv om vi ikke bryder os om. Forbud mod prostitution og narkotika er konkrete eksempler på dette. Selve idéen om en stor velfærdsstat, der skal tage sig sine borgere og lovgive om løst og fast, udspringer af samme tankemønster og står derfor også i modsætning til den liberale ansvarslighed. Men det kan vel dårligt overraske nogen, at den store velfærdsstat også står i modsætning til dette liberale princip.

Lad mig afslutningsvist besvare indlæggets overskrift, som er transskriberet fra en kommentar af Gregers Friisberg på Punditokraterne: Nej, den ulige indkomstfordeling er faktisk ikke særlig interessant i sig selv. Måske kan Berlingske Tidende også tage ved lære af dette svar.

Forleden døde den altid entusiastiske og livsglade Steve Irwin. Det er vist ikke sket før, at denne blog har dedikeret et helt indlæg til én enkel persons død, men jeg vil gøre en undtagelse denne gang. Dette skyldes ikke, at jeg forguder Irwins vilde tv-programmer, for det gør egentlig jeg ikke. Programmerne er selvfølgelig fornøjelige, men det er ikke derfor, jeg vil mindes ham. Jeg vil i stedet mindes ham af to andre grunde:

1. Irwin gør med sin helt originale begejstring og smittende henrykkelse mig simpelthen bare i godt humør. Jeg kan ikke komme i tanke om en anden offentlig person, der har samme effekt på mig.
2. Samtidig har jeg en utrolig dyb og unik respekt for Irwins evner som dyrevelfærdsforkæmper og forretningsmand. Der findes ikke mange andre enkelt personer, der har gjort så meget for dyrs velbefindende. Som etisk-funderet vegetar må jeg nødvendigvis hædre dette. Men hvad der måske er endnu mere utroligt, så formåede Irwin faktisk på bedste kapitalistiske facon at tjene rigtig mange penge imens han hjalp disse dyr. Det kunne PETA og Dyrenes Beskyttelse lære noget af – i stedet for den evindelige aktivisme og lobbyisme.

R.I.P. Steve Irwin.