The Hairpin Bend

For de af mine læsere, der ikke har læst Berlingske Tidende de seneste par dage, kan jeg fortælle, at avisen kører en artikelserie om danske bloggere. Denne eventyrlige blog er en af de få udvalgte, derfor har jeg været et smut forbi Pilestræde for at blive interviewet. Nu er interviewet blevet trykt og det kan læses i dag i Berlingske (online-version her). Jeg er i det store hele tilfreds med interviewet – de få ankepunkter, der nu engang måtte være, kan jeg altid vende tilbage til. Dog føler jeg mig nødsaget til at uddybe noget allerede nu, for i interviewet får jeg fyret følgende af:

Jeg så gerne det vældige uhyre kaldet staten visne hen og samfundets spontane kræfter blomstre i stedet. Grundlæggende er mit politiske og etiske ønske et samfund, der bygger på frivillighed, ikke på statens nytteløse tvangsindgreb.

Men hvad betyder dette egentlig? Det lyder lidt som om mit politiske projekt er at forvandle Rebild Bakker til en kæmpemæssig blomstereng fyldt med små alfer, der lyksaligt danser rundt i den varmende sol uden knaphed, lidelse og tvang. Er jeg virkelig tilhænger af et så romantisk og poetisk projekt? Nej, selvfølgelig ikke. For der er faktisk intet romantisk i mine udtalelser i interviewet, på trods af at de lyder som om jeg har ligget i dvale siden 1968. Faktisk er mine udtalelser gennemsyret af en følelsesløs realisme. De er begrundet i benhårde fakta og i et ikke udpræget solidarisk og kammeratligt menneskesyn.
Dette lyder måske paradoksalt, når en hurtig søgning på min blog vil vise, at jeg er fortaler for noget så tuttenuttet som socialt samarbejde. Socialt samarbejde lyder som noget en hippie har siddet og fortalt vennerne i kollektivet om engang i 60’erne (mens den pågældende hippie sandsynligvis har drevet den af selv). Men det er det langt fra. Socialt samarbejde (og dermed også de omtalte spontane kræfter) er fundamentet for al den velfærd som vores politikere ynder at give til deres yndlingsbefolkningsgruppe. Socialt samarbejde er det ultimative middel til at opnå glæde, fred og rigdom. Det er toppen af den filosofiske kransekage. Alt lige fra vigtige etiske begreber som intuitiv retfærdighed og retmæssig fortjeneste til spørgsmålet om den fri vilje er underordnet hensynet til det sociale samarbejde. Men hvad er dette sociale samarbejde egentlig?

Socialt samarbejde er først og fremmest arbejdsdelingen på det fri marked. Arbejdsdelingen har forøget alles produktion helt enormt til alles fordel. Dette er måske den første opdagelse i økonomividenskabens historie. Det er intet tilfælde, at dette forhold er det første, der bliver beskrevet af Adam Smith i hans klassiske Wealth of Nations fra 1776. I den første sætning i det første kapital er følgende:

The greatest improvement in the productive powers of labour, and the greater part of the skill, dexterity, and judgment with which it is any where directed, or applied, seem to have been the effects of the division of labour.

Herefter leverer han en fin beskrivelse af hvad arbejdsdeling betyder i praksis. Mens Smith forklarer hvordan man fremstillede en nål i 1776, ser man tydeligt hans pointe udfolde sig: Én mand trækker tråden ud, en anden retter den ud, en tredje skærer den op, en fjerde spidser den til, en femte slibe den på toppen så nålen kan modtage et hoved, at lave et hoved kræver i sig selv to eller tre særskilte opgaver, at sætte hovedet på er en særegen forretning, at blege nålen er en anden og det er endda et erhverv at pakke nåle i papirindpakninger. Hvis én mand skulle udføre alle disse opgaver ville han dårligt nok kunne fremstille 20 nåle om dagen, men når 10 mænd går sammen og laver en arbejdsdeling imellem sig, kan de producere op til 48.000 nåle om dagen, altså 4800 per mand. Dette er små 100.000 gange mere end hvis de gjorde arbejde helt alene. Leonard Read har fremført et lignende i eksempel i hans fantastiske essay Jeg, en blyant, hvori han udfordrende proklamerer, at intet menneske har viden og evner til at lave noget så enkelt som en blyant helt alene.
Denne utrolige produktivitetsforøgelse kan tilskrives flere forhold. Smith kommer selv med et par modstridende forklaringer. Først skriver han, at det menneskets natur, hvori der er en iboende hang til at bytte og handle, som er årsag til arbejdsdelingen. Dette er ikke helt korrekt. Muligvis går dette op for Smith undervejs for i det andet kapitel skriver han disse ofte citerede ord:

But man has almost constant occasion for the help of his brethren, and it is in vain for him to expect it from their benevolence only. He will be more likely to prevail if he can interest their self-love in his favour, and show them that it is for their own advantage to do for him what he requires of them. Whoever offers to another a bargain of any kind, proposes to do this. Give me that which I want, and you shall have this, which you want, is the meaning of every such offer; and it is in this manner that we obtain from one another the far greater part of those good offices, which we stand in need of. It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own necessities but of their advantages.

Ovenstående er kernen i det sociale samarbejde. Socialt samarbejde er baseret på vores alles egeninteresse (eller self-love). Når vi hver især rationelt forfølger vores egeninteresse finder vi ud af, at vi lettest og mest effektivt kan få opfyldt vores langsigtede interesser gennem socialt samarbejde. Derfor er enhver modstilling imellem individets interesser og samfundets samlede interesse en falsk og uholdbar modsætning. Når individet sættes frit til at efterstræbe sine egne interesser bliver samfundets samlende interesse også fuldbragt - helt uden brug af utopisk ingeniørarbejde, som den gode Karl Popper ville kalde det.
Dette forhold har økonomer altid beskæftiget sig med. Den store Friedrich August von Hayek sagde det samme på en lidt anden måde med fokus på hvordan viden blev brugt på et frit marked. Han påpegede, at det fri marked er en proces igennem hvilket rationelle individer med en ufuldkommen viden om hele samfundets komplekse struktur får det bedst mulige udgangspunkt for at erhverve sig viden og anvende denne til at skabe velstand. Igennem denne proces opstår der en spontan orden – en udvidet grad af frivilligt, menneskeligt samarbejde - der ikke er resultatet af et eller nogle få menneskers bevidste konstruktion, men det utilsigtede resultat af talrige, isoleret bevidste handlinger. Denne spontane orden skaber vækst, velfærd og velstand – og er basalt set identisk med socialt samarbejde.

Nu vil nogle nok undre sig over hvordan det frie markeds konkurrence passer ind i det sociale samarbejde. Socialister har nemlig altid propaganderet, at konkurrence er et antipatisk og grusomt fænomen sammenligneligt med krig og kamp. Men i virkeligheden er konkurrencen en del af det sociale samarbejde, ikke en proces af hæmmende og destabiliserende dyster. Det elementære mål med konkurrencen på det fri marked er nemlig at tildele hvert enkelt individ den position og det erhverv, hvor vedkommende gør mest nytte for samfundet. Konkurrencen på det fri marked er altså ikke sammenligneligt med sportskonkurrencer, hvor de stærkeste undertrykker de svageste eller hvor de stærkeste får hvad de har fortjent. Konkurrence på det fri marked er i stedet først og fremmest en måde at optimere det enkelte individs produktion. Konkurrence tjener med andre ord samme funktion som arbejdsdelingen gør og er derfor en del af det sociale samarbejde. Hayeks mentor, Ludwig von Mises, formulerer det bedre end mig:

Catallactic competition is emulation between people who want to surpass one another. It is not a fight, although it is usual to apply to it in a metaphorical sense the terminology of war and internecine conflict, of attack and defense, of strategy and tactics. Those who fail are not annihilated; they are removed to a place in the social system that is more modest, but more adequate to their achievements than that which they had planned to attain.

Socialt samarbejde er dog ikke kun økonomi. Det handler også om moral. De fleste socialister vil indvende, at den økonomiske del af socialt samarbejde er grundlæggende amoralsk og urimelig. Dette passer selvfølgelig ikke. Det er sandt, at socialt samarbejde er i modstrid med materiel lighed, men jeg tvivler på, at man reelt kan ønske sig materiel lighed, derfor generer dette mig ikke voldsomt. Dette er dog også det eneste område hvor socialt samarbejde bare er tilnærmelsesvist ’urimeligt’. Socialt samarbejde er nemlig snarere det modsatte end urimeligt, eftersom socialt samarbejde er i klar modstrid med urimelig anti-social adfærd såsom snyderi, vold, tyveri, løgn, kontraktbrud, hærværk og lignende. Alt dette vil formindske samarbejdet mellem individer. Et samfund, hvor ingen stoler på hinanden og hvor man aldrig kan underskrive en kontrakt af frygt for kontraktbrud vil indlysende nok medføre mindre arbejdsdeling og mindre koordinering. Et samfund, hvor man stjæler i stedet for at bytte sin arbejdskraft for løn vil indlysende nok være mindre frugtbar og mere antagonistisk. Det sociale samarbejde vil derfor formindskes i et sådan samfund. Socialt samarbejde fungerer kun optimalt i et samfund, hvor gode karaktertræk som stræben, ærlighed, gensidig hjælpsomhed, flittighed og tilsvarende, er dominerende. Alle disse karaktertræk kan koges ned til et enkelt karaktertræk; nemlig respekt overfor andre personer. Man skal respektere andres ret til at eje dem selv og udkommet af deres eget arbejde. Man skal respektere andres frihed og behandle dem som man selv ønskes behandlet. Dette er det sociale samarbejdes kategoriske imperativ, som heldigvis er en fasttømret del af vores intuitive moral. Er dette virkelig urimeligt og amoralsk?

Så hvad er det som jeg egentlig udtrykker i interviewet? Ja, det er basalt set, at kapitalismens arbejdsdeling, konkurrence og moral er eftertragtelsesværdigt. Jo mere kapitalisme, desto bedre. Så er det sagt. Og som man nok kan høre, så er der er intet romantisk i dette. Til gengæld fungerer det langt bedre end samtlige utopier.