The Hairpin Bend

I lørdags havde DR2 Temaaften om de venstreorienteredes yndlingsdiktator Fidel Castro og hans socialistiske legeplads Cuba. Udsendelserne var ikke ekstremt partiske (som når det handler om USA), men der blev alligevel sneget et par tåbelige myter ind. Myterne var de gammelkendte myter om det gratis og hypermoderne sundhedsvæsen og så selvfølgelig myten om den gratis uddannelse, der har medført, at de fleste cubanere kan læse og er veluddannede. Som en af eksperterne i en af udsendelserne rosende formulerede det: “Jeg vil hellere være fattig i Cuba end i andre diktaturer” (citeret frit efter min hukommelse). Disse myter bliver også forkyndt i programomtalen på DR2’s hjemmeside, hvor der står følgende: “Takket være et gratis sundhedsvæsen og uddannelse til alle er cubanerne ved godt helbred, og de fleste har en eller anden form for uddannelse…”

Lad os undersøge det lidt. Cuba bliver ofte krediteret en helt utrolig lav børnedødelighed. Cuba har da også en lav børnedødelighed. Ifølge FN (desværre intet direkte link) har Cuba en børnedødelighed på 7‰ og en spædbørnsdødelighed på 6‰. Til sammenligning har Danmark en spædbørnsdødelighed på 4‰, USA på 7‰ og Cubas fattige nabo, Haiti, har en spædbørnsdødelighed på hele 117‰. Cuba er altså snarere på niveau med de vestlige nationer end med de latinamerikanske. Men at slutte herfra og så til, at det skyldes Cubas offentlige sundhedssystem er en non sequitur. Faktisk forholder det sig sådan, at Cuba allerede før Fidel Castros glorværdige revolution havde en meget lav spædbørnsdødelighed. I 1957 havde Cuba en spædbørnsdødelighed på 32‰, hvilket var det laveste i Latinamerika og den 13. laveste i hele verden (nu er de nede som nummer 25-30). Cuba var i 1957 placeret foran Frankrig, Belgien, Vesttyskland, Israel, Japan, Østrig, Italien og Spanien – alle lande som i de seneste par årtier har passeret Cuba. En amerikansk undersøgelse (som venstreorienterede bør læse!) har vist, at Cuba under Castro har haft et af de laveste procentvise fald i spædbørnsdødelighed i forhold til de lande, som Cuba lå på niveau i 1957. Det er altså næppe Castros fortjeneste, at Cuba på nuværende tidspunkt har en så lav spædbørnsdødelighed – han har måske snarere hæmmet udviklingen. Derudover tyder meget på, at Castros mest effektive redskab til at holde spædbørnsdødeligheden lav er aborter. I 1991 var Cubas abortrate på 0,71 abort pr. levendefødt, hvilket, på grund af en selektiv afbrydelse af høj-risiko-graviditeter, sandsynligvis har medført en lavere spædbørnsdødelighed. Cubas abortrate er omtrent dobbelt så høj som de lande, de ligger på niveau med hvad angår spædbørnsdødelighed, så en vis indflydelse må det nødvendigvis have.

Cuba bliver også ofte rost for deres offentlige uddannelsessystem, som har medført et højt alfabetiseringsniveau. Det er da også sandt, at Cuba har et højt alfabetiseringsniveau - det er på hele 97%, hvilket er det næsthøjeste i Latinamerika kun overgået af Argentina og med Chile og Costa Rica lige bagefter. Men allerede før Castro havde Cuba et højt alfabetiseringsniveau. Dengang var de fjerdehøjest kun overgået af de 3 førnævnte lande. Det er selvfølgelig flot af Castros Cuba at kunne overhale Chile og Costa Rica med et par marginaler, men det betyder ikke, at Cubas procentvise stigning er høj. Panama, Paraguay, Colombia, Brasilien, El Salvador, Den Dominikanske Republik, Ecuador og Haiti overgår alle Cuba hvad angår den procentvise stigning siden 50’erne. Men selvom Castros Cuba langt fra er højdespringeren, så har de alligevel klaret sig udmærket. Eller hvad? Ikke hvis man kigger på hvor meget Castro egentlig har investeret i uddannelsessektoren. Cuba er suverænt det land i hele verden, der bruger flest penge på offentlig uddannelse. Castro bruger hele 18,7% af Cubas BNP på offentlig uddannelse (hvilket er over dobbelt så meget som den store danske stat bruger) mens de lande som Cuba har overhalet marginalt kun bruger fra 4-6% af BNP. Cuba har altså brugt mange flere penge end de andre uden dog at få voldsomt meget igen. For at understrege dette kan man kigge på hvor meget de lande, der har haft en bedre procentvis udvikling end Cuba, bruger. De tre lande med den bedste procentvise udvikling er Den Dominikanske Republik, Guatemala og El Salvador – de har brugt henholdsvis 2,3%, 1,7% og 2,9% af deres BNP. Man kan altså sagtens tillade sig spørge sig selv om Castros heftige investeringer i uddannelsessystemet virkelig har haft den tilsigtede effekt.

Man kan selvfølgelig ikke vurdere Cubas samlede udvikling under Castro udelukkende på baggrund af to parametre. Det var dog heller ikke mit primære mål. Jeg ville derimod blot vise sandheden bag de mest favorable og mest hyldede områder ved Castros styre. Eftersom visse venstreorienterede ikke interesserer sig for de 70.000 dræbte og undertrykkelsen af borgerrettighederne, men i stedet mener, at et regimes moralske legitimitet vurderes udfra antallet af døde børn og antallet af analfabeter, så må man forsøge at diskutere dette også. For selvfølgelig tager de også fejl på disse områder.