The Hairpin Bend

Nu er jeg startet på statskundskab på Københavns Universitet. Jeg kommer til at tilbringe en del tid i et tog her i den første tid, hvilket forhåbentlig medfører, at jeg får skrevet lidt til denne blog. Til gengæld må jeg nok ofre en stor del af min fritidslæsning, da jeg forventer store mængder af lektier. Derfor kommer der næppe afsindigt mange lange, snørklede indlæg om obskure politisk-filosofiske emner. Dette indlæg tilhører dog denne kategori (om end det ikke er særlig langt).

Jeg har tidligere gjort lidt grin med Robert Nozicks forsvar for en minimalstat. Men helt tosset er hans idé måske ikke. Tyler Cowen har revideret og forbedret idéen kraftigt i Law as a Public Good: the Economics of Anarchy.
Cowens kardinalpunkt er, at visse industrier er såkaldt netværksindustrier. Dette betyder, at konkurrerende firmaer inde for denne slags industri bliver nødt til at samarbejde på visse områder for overhovedet at kunne eksistere. Dette betyder, at de normale markedsforanstaltninger imod karteldannelse og monopoler bliver sat ud af kraft. Man kan ikke underbyde og snyde kartellet, for kartellet kan smide en ud af netværket, hvilket betyder, at ens produkt intet er værd.
Cowen mener selvfølgelig, at sikkerhedsindustrien er en netværksindustri. Private beskyttelsesfirmaer (og det private retsvæsen i det hele taget) bliver nødt til at aftale nogle standardregler og være villige til at indgå forhandler med konkurrerende beskyttelsesfirmaer, hvis de vil undgå åben konflikt. Og de vil undgå åben konflikt, for åben konflikt er dyrt og skader voldsomt de pågældende firmaers profit. Dette nødvendige samarbejde er ensbetydende med, at sikkerhedsindustrien er en netværksindustri. Markedet kan altså ikke forhindre, at der opstår karteller og hemmelige aftaler i sikkerhedsindustrien. Private beskyttelsesfirmaer, der vil det modsatte af kartellet og ikke vil være med til bestemte hemmelige aftaler, kan som sagt blive sat uden for netværket, hvilket betyder, at det pågældende private beskyttelsesfirmas kunder ikke kan forvente fredelige løsninger såsom forhandling, erstatning og voldgiftsafgørelse. Private beskyttelsesfirmaer uden for netværket og kartellet vil altså hurtigt gå fallit. Der vil sandsynligvis heller ikke blive startet nye private vagtværn, der ikke med sikkerhed er en del af netværket. Det ville være meget tankeløst (og ultimativt uprofitabelt) at starte en virksomhed uden med sikkerhed at vide, at man er en del af det nødvendige netværk.
Markedet kan altså ikke forhindre aftalt spil og karteldannelse i sikkerhedsindustrien. Dette vil i sidste ende vil betyde, at det samlede netværk af private beskyttelsesfirmaer vil have et monopol på vold og tvang og dermed kunne tillade sig hvad som helst – altså være en de facto stat af den værste og mest undertrykkende slags. Cowens løsning på dette problem er, at staten skal have monopol på volden og levere de ydelser som de private beskyttelsesfirmaer og det private retsvæsen ellers ville yde.

Det smarte ved Cowens argumentation er, at han påviser, at det faktisk er hensigtsmæssigt at have en minimalstat, for ellers vil man ende med et undertrykkende diktatur. Dette gør Nozick ikke. Han siger blot, at en minimalstat vil opstå i et anarko-kapitalistisk samfund. Murray Rothbard pointerer i The Ethics of Liberty, at dette forsvar for staten er yderst problematisk: “… no existing State has been immaculately conceived, and therefore Nozick, on his own grounds, should advocate anarchism and then wait for his State to develop.” Cowen undgår dette kritikpunkt. Eller gør han?

John Hasnas mener ikke helt, at Cowens konklusion og anbefaling af staten følger af hans argumenter (andre mener selvfølgelig, at Cowens argumenter slet ikke holder – f.eks. David Friedman og Bryan Kaplan). Hvis man giver Cowen ret og antager, at der i et anarko-kapitalistisk samfund vil skabes et undertrykkende og eksploiterende kartel i sikkerhedsindustrien, så er dette ikke i sig selv et argument for at staten skal producere sikkerhedsindustriens ydelser. Det er snarere et argument for, at staten skal råde bod på kartelproblemet. Hasnas beskriver dette således: “[what is needed is a] state with the power to prevent protective agency collusion, not one that required all citizens to purchase protective and adjudicative services exclusively from it.” Staten skal altså kun bevogte sikkerhedsindustrien og skal derfor være ultraminimal (eller mikrominimal eller…). Magten i staten skal tredeles i en udøvende, dømmende og udvælgende magt. Den udøvende magt skal selvfølgelig være en præsident, den dømmende magt skal være Supreme Antitrust Court og Supreme Public Goods Court og den udvælgende magt skal være en kongres. Kongressen har ingen lovgivende magt. Den skal kun vælge hvilke økonomer og jurister, der skal sidde i de to domstole, og så ellers anklage eller afskedige regeringer, som udøver magt uden direkte bemyndigelse fra en af de to domstole og anklage eller afskedige dommere, der misbruger deres position. Supreme Antitrust Court skal overvåge markedet og beordre opløsninger af farlige karteller. Supreme Public Goods Court skal også overvåge markedet, men denne domstols opgave er at holde øje med free rider-problemer og lignende (dette er en anden problematik, jeg ikke vil beskæftige mig med her). Det er derefter præsidentens opgave at virkeliggøre disse ordrer. Hasnas opsummerer alt dette således:

Consider the characteristics of the new government. It does not legislate. It does not adjudicate interpersonal disputes. It does not provide general police services, only those necessary to prevent protective agency collusion. It does, however, have sufficient power to prevent or remedy the types of market failure that are assumed to doom the private provision of these services. Further, this power is embedded within a system of constitutional checks and balances and democratic elections designed to insulate it from potential corruption by market forces.

Det smarteste ved Hasnas’ forslag er dog, at det vil fungere som en empirisk test. Hvis regeringen vil have meget af lave, så vil den måske vokse og blive til en reel minimalstat. Hvis den ikke har noget at lave (som Friedman og Caplan vil mene), så vil den hurtigt blive overflødig og opløses. På denne måde kan man teste om anarko-kapitalisme er holdbart.

Desværre vil vi sandsynligvis aldrig få chancen for at lave denne test. Derfor er Hasnas’ forslag måske en anelse betydningsløs…

Jeg mener, at socialismen etisk set er centreret om 2 kerneprincipper. Disse principper kan koges ned til en streng materiel egalitarisme og en tro på, at målet retfærdiggør midlerne (ofte kaldet exitus acta probat).

Førstnævnte princip er det socialistiske substitionskriterium. Ifølge socialismen er det altså den materielle egalitarisme, der selvfølgelig er kernen i det kommunistiske samfund, som bedst skaber glæde og lykke. Hvad socialister ikke forstår, er, at det kun er gennem det fri markeds arbejdsdeling, konkurrence og private ejerskab til produktionsmidlerne og kun igennem sammenspillet mellem priser, lønninger, omkostninger, profit og tab, at man kan finde ud af hvad forbrugerne efterspørger og ønsker, og derefter optimere samfundets produktion. I et kapitalistisk samfund vil det indbyrdes forhold mellem priser og profit skabe tilskyndelser til at producere og stoppe med at producere så systemet udefra betragtet kommer til at se ud som om det er styret af en usynlig hånd. Denne usynlige hånd er ikke til stede i et socialistisk samfund, derfor sker der ikke en optimering af produktionen. Som Ludwig von Mises siger det: “Even angels, if they were endowed only with human reason, could not form a socialistic community.” Socialismens substitionskriterium er altså ineffektiv, derfor resulterer den netop ikke i glæde og lykke, snarere det modsatte. Samtidig kan den materielle egalitarisme kun vedligeholdes ved hjælp af tvang, for som Robert Nozick pointerer, så er ethvert fordelingssystem med en hvilken som helst lighedskomponent i tidens løb forsøgt at blive væltet gennem individers frivillige handlinger.

Det er dog ikke denne bizarre tro på lighedens lyksaligheder, jeg kort vil skrive om, men derimod det andet og langt mere ukendte princip. Hvor den materielle egalitarisme medfører tvang og ineffektiv produktion, så medfører det andet princip noget langt værre, nemlig en fuldstændig åbenlys og opfordret mangel på respekt for moralske og etiske overvejelser. Det er muligt, at den socialistiske planøkonomi førte til, at millioner af mennesker sultede ihjel, men alt dette fik kun lov til at fortsætte og gentage sig, fordi der iboende den socialistiske ideologi er en fuldstændig perfid tro på, at målet retfærdiggør midlerne. Det er også denne tros skyld, at arbejdslejre, udrensninger, folkemord og et hav af voldelige revolutioner blev benyttet så kynisk af magthaverne.
Nogle vil mene, at al volden skyldes magtgale diktatorer og selviske demagoger. Dette er da også til en vis grad sandt, men hvad man ofte glemmer er, at disse mennesker alle havde let ved at retfærdiggøre deres overgreb i socialismen. Der er nemlig ingen beskyttelse mod vold og tvang indbygget i den socialistiske ideologi. Faktisk bliver vold og tvang decideret billiget. Selv den gamle Karl Marx gjorde det. Max Eastman skriver om dette i Reflections on the Failure of Socialism:

Marx hated deity, and regarded high moral aspirations as an obstacle. The power on which he rested his faith in the coming paradise was the harsh, fierce, bloody evolution of a “material,” and yet mysteriously “upward-going,” world. And he convince himself that, in order to get in step with such a world, we must set aside moral principles and go in for fratricidal war. Although buried under a mountain of economic rationalizations pretending to be science, that mystical and anti-moral faith is the one wholly original contribution of Karl Marx to the heritage of ideas.

Ifølge Eastman blev man smidt ud af Marx’ kommunistiske parti forbund, hvis man nævnte ord som moral, retfærdighed, menneskehed og kærlighed. Da Marx dannede den Første Internationale skrev han til Friedrich Engels: “I was obliged to insert in the preamble two phrases about ’duty and right,’ ditto ’truth, morality, and justice,’ [but these phrases] are placed in such a way that they can do no harm.”
Lenin var tilsvarende anti-moralsk. Han mente, at moral var fuldstændig underordnet proletariatets interesser og at løgn og snyd var nødvendigt for at nå det socialistiske paradis. Han var bestemt ikke ene om at mene dette. Faktisk har denne anti-moralske overbevisning gennemsyret de fleste socialister og deres skriverier i en sådan grad, at anti-moralismen er blevet en væsentlig del af kernen i socialismen både i praksis og i teorien. Ikke engang den moderne radikale islamisme kan hamle op med socialismen på dette område. Eastman skriver således om dette:

The notion on an earthly paradise in which men shall dwell together in millennial brotherhood is used to justify crimes and depravities surpassing anything the modern world has seen … Such a disaster has never happened to humanity before.

Nu hvor jeg har et unormalt højt antal læsere, der ikke nødvendigvis deler min politiske overbevisning, må jeg hellere udnytte det til at skrive noget bemærkelsesværdigt og tankevækkende. Derfor spørger jeg i dette indlæg om beskatning er tyveri – for kan man finde et mere grænseoverskridende og provokerende spørgsmål?

For at gøre besvare spørgsmålet må man først undersøge hvad tyveri egentlig er. Traditionelt defineres tyveri som det at tage andres ejendom uden samtykke eller tilladelse. Hvis jeg spørger om jeg må låne din splinternye bil og du siger ja, så er det ikke tyveri, at jeg sætter mig ind i bilen og kører væk (det er derimod en dårlig beslutning fra din side, for jeg har ikke kørekort). Men hvis du siger nej, og jeg alligevel fræser af sted i din bil, så er det tyveri. Dette er både juridisk og moralsk forkert. Det er såmænd simpelt nok. Spørgsmålet om hvorvidt beskatning er tyveri kan altså stilles på en anden og mere brugbar måde: Er beskatning at tage andres ejendom uden samtykke eller tilladelse?

Svaret på dette spørgsmål er forholdsvist simpelt: Ja, beskatning er at tage andres ejendom uden samtykke eller tilladelse. Det er muligt, at lige præcis du faktisk elsker at betale skat (hvis jeg kender mine kernelæsere ret, så er dette dog ikke tilfældet), men dette betyder ikke, at skat i andre tilfælde ikke er tyveri. Din personlige attitude overfor det at betale skat er nemlig i sidste ende irrelevant, eftersom du kommer til at betale skat uanset hvad denne personlige attitude er. Selv hvis man er den arrigste modstander af enhver stat og man meget hellere vil beholde hele sin indkomst selv, så skal man betale skat. Det forholder sig nemlig sådan, at hvis man nægter at betale skat, så bliver man tvunget til det. Tvang er når man under trusler om aggression bliver manipuleret til at følge en andens vilje, der ellers oprindeligt stod i modsætning til ens egen vilje – og det er lige præcis dette som sker, hvis man nægter at betale skat. Staten kontakter dig med et klart budskab: Hvis du ikke giver os en portion af dine penge, så spærrer vi dig inde i et lille rum i lang tid og tager en endnu større portion penge fra dig. Stillet overfor dette ultimatum vælger de fleste selvfølgelig at give staten den førstnævnte portion af deres indkomst. Dette betyder dog ikke, at staten har fået tilladelse til at tage disse penge. Staten har ikke mere tilladelse end bankrøveren har til at tage imod de penge som bankassistenten bortgiver, når hun står med bankrøverens pistol for panden.

Hele denne argumentationsrække er i min optik holdbar. Som Robert Nozick konkluderer i Anarchy, State and Utopia: “Taxation of earnings from labor is on a par with forced labor.”

Mange vil dog være uenige. De vil mene, at ovenstående række af argumenter forudsætter nogle anfægtelige og tvivlsomme præmisser, som jeg har holdt skjult.
Nogle vil mene, at det skjulte præmis er, at man har fortjent sin indkomst og sine penge. Disse vil påpege, at eftersom ens evner er bestemt af faktorer uden for ens egen magt, så har man heller ikke fortjent afkastet af disse evner. Ingen har altså en uanfægtelig ret til resultatet af deres arbejde (altså deres indkomst), derfor er der intet i vejen med at tage penge fra dem, der er så heldige at have formidable evner, og give penge til dem, der er så uheldige at have elendige evner. Jeg har tidligere skrevet om denne påstand. Dengang skrev jeg følgende: “Hvis vi ikke har retten til at beholde vor egen fortjeneste, hvorfor har vi så retten til at tage andres fortjeneste?” At en anden har ret til at tage min indkomst følger simpelthen ikke af, at jeg ikke selv har ret til min indkomst. At en majoritet af alle mennesker har ret til at tage min indkomst følger bestemt heller ikke af, at jeg ikke selv har ret til min indkomst. Når John Rawls og hans egalitære venner forfægter dette gør de sig skyldige i en non sequitur og en uomtvistelig selvmodsigelse. Faktisk kan de slet ikke bruge ovenstående argument til noget som helst (hvilket vist også var min konklusion sidste gang jeg skrev om det).
Andre vil mene beskatning kan retfærdiggøres ved hjælp af lidt historisk refleksion omkring et givent samfunds pengestrømme (eller fordelingen af ejendom). Det forholder sig nemlig sådan, at den nuværende fordeling af penge i en eller anden grad er resultatet af tvang og tyveri. Det kan godt være, at lige præcis du har arbejdet hårdt for dine penge, men hårdt arbejde er ikke nok til at modtage penge. Du kan knokle 24 timer i døgnet for at få placeret en enorm samling af sandkorn i fine små mønstre, men hvis ingen efterspørger dette arbejde får du ikke en øre for det. Så hvem der får penge i dag er i sidste ende afgjort af hvem som har pengene i forvejen. Men på et eller andet tidspunkt i pengenes historie har en eller anden helt sikkert sagt: ”Det her er mit, fordi jeg har det største våben.” Den nuværende fordeling af penge altså i en vis grad afhængig af og grundet i tvang og tyveri. Al denne tyveri og tvang skal man forsøge at kompensere, derfor betaler vi skat. Skat er med andre ord en rektifikation eller berigtigelse af tidligere tiders tvang og tyveri. Robert Nozick leverer i den førnævnte Anarchy, State and Utopia et bud på hvilket princip, der skal styre denne rektifikation:

… assuming (1) that victims of injustice generally do worse than they otherwise would, and (2) that those from the least well-off group in the society have the highest probabilities of being the (descendants of) victims of the most serious injustice … then a rough rule of thumb for rectifying injustices might seem to be the following: organize society so as to maximize the position of whatever group ends up least well-off in society.

Dette minder forbløffende meget om Rawls’ maximin-princip og er egentlig en voldsom underminering af Nozicks egen teori. Han mener åbenbart ikke alligevel, at skat er sammenligneligt med tvangsarbejde og slaveri.
Nozicks selvmodsigelse er dog forholdsvis simpel at undgå, hvis man tænker sig lidt om. Hvis A har berøvet B, så skylder A rektifikation til B, men ingen andre skylder B rektifikation. Ingen skylder heller ikke at hjælpe B med at få rektifikation. Det ville selvfølgelig være prisværdigt og ærbart at hjælpe B til at få sin retmæssige berigtigelse fra A, men heraf følger ikke, at alle skal tvinges og trues til at hjælpe. Dette bliver endnu mere tydeligt hvis uretfærdigheden foregik for mange, mange år siden. For hvorfor skal du betale kompensation til mig for noget som er sket for mange år siden uden vores indblanding, samtykke eller sågar kendskab? Nej, ingen andre end den der begår den konkrete uretfærdighed kan være skyldig i at have begået uretfærdigheden og derfor blive pålagt at kompensere den.

Jeg tror ikke, at man kan komme udenom, at beskatning er tyveri (eller røveri, for at være helt præcis). Dette er en anledning i sig selv til, at beskatning skal begrænses og minimeres. Det betyder dog ikke, at al beskatning per definition er forkert. Hvis den eneste måde, hvorpå man kan fremskaffe og vedligeholde såkaldt kollektive goder til gavn for det sociale samarbejde, er en stat, så er tvungen beskatning til finansieringen af denne et acceptabelt onde. Jeg vil dog ikke forsøge at diskutere dette spørgsmål i dette indlæg. Det må komme en anden dag.

For de af mine læsere, der ikke har læst Berlingske Tidende de seneste par dage, kan jeg fortælle, at avisen kører en artikelserie om danske bloggere. Denne eventyrlige blog er en af de få udvalgte, derfor har jeg været et smut forbi Pilestræde for at blive interviewet. Nu er interviewet blevet trykt og det kan læses i dag i Berlingske (online-version her). Jeg er i det store hele tilfreds med interviewet – de få ankepunkter, der nu engang måtte være, kan jeg altid vende tilbage til. Dog føler jeg mig nødsaget til at uddybe noget allerede nu, for i interviewet får jeg fyret følgende af:

Jeg så gerne det vældige uhyre kaldet staten visne hen og samfundets spontane kræfter blomstre i stedet. Grundlæggende er mit politiske og etiske ønske et samfund, der bygger på frivillighed, ikke på statens nytteløse tvangsindgreb.

Men hvad betyder dette egentlig? Det lyder lidt som om mit politiske projekt er at forvandle Rebild Bakker til en kæmpemæssig blomstereng fyldt med små alfer, der lyksaligt danser rundt i den varmende sol uden knaphed, lidelse og tvang. Er jeg virkelig tilhænger af et så romantisk og poetisk projekt? Nej, selvfølgelig ikke. For der er faktisk intet romantisk i mine udtalelser i interviewet, på trods af at de lyder som om jeg har ligget i dvale siden 1968. Faktisk er mine udtalelser gennemsyret af en følelsesløs realisme. De er begrundet i benhårde fakta og i et ikke udpræget solidarisk og kammeratligt menneskesyn.
Dette lyder måske paradoksalt, når en hurtig søgning på min blog vil vise, at jeg er fortaler for noget så tuttenuttet som socialt samarbejde. Socialt samarbejde lyder som noget en hippie har siddet og fortalt vennerne i kollektivet om engang i 60’erne (mens den pågældende hippie sandsynligvis har drevet den af selv). Men det er det langt fra. Socialt samarbejde (og dermed også de omtalte spontane kræfter) er fundamentet for al den velfærd som vores politikere ynder at give til deres yndlingsbefolkningsgruppe. Socialt samarbejde er det ultimative middel til at opnå glæde, fred og rigdom. Det er toppen af den filosofiske kransekage. Alt lige fra vigtige etiske begreber som intuitiv retfærdighed og retmæssig fortjeneste til spørgsmålet om den fri vilje er underordnet hensynet til det sociale samarbejde. Men hvad er dette sociale samarbejde egentlig?

Socialt samarbejde er først og fremmest arbejdsdelingen på det fri marked. Arbejdsdelingen har forøget alles produktion helt enormt til alles fordel. Dette er måske den første opdagelse i økonomividenskabens historie. Det er intet tilfælde, at dette forhold er det første, der bliver beskrevet af Adam Smith i hans klassiske Wealth of Nations fra 1776. I den første sætning i det første kapital er følgende:

The greatest improvement in the productive powers of labour, and the greater part of the skill, dexterity, and judgment with which it is any where directed, or applied, seem to have been the effects of the division of labour.

Herefter leverer han en fin beskrivelse af hvad arbejdsdeling betyder i praksis. Mens Smith forklarer hvordan man fremstillede en nål i 1776, ser man tydeligt hans pointe udfolde sig: Én mand trækker tråden ud, en anden retter den ud, en tredje skærer den op, en fjerde spidser den til, en femte slibe den på toppen så nålen kan modtage et hoved, at lave et hoved kræver i sig selv to eller tre særskilte opgaver, at sætte hovedet på er en særegen forretning, at blege nålen er en anden og det er endda et erhverv at pakke nåle i papirindpakninger. Hvis én mand skulle udføre alle disse opgaver ville han dårligt nok kunne fremstille 20 nåle om dagen, men når 10 mænd går sammen og laver en arbejdsdeling imellem sig, kan de producere op til 48.000 nåle om dagen, altså 4800 per mand. Dette er små 100.000 gange mere end hvis de gjorde arbejde helt alene. Leonard Read har fremført et lignende i eksempel i hans fantastiske essay Jeg, en blyant, hvori han udfordrende proklamerer, at intet menneske har viden og evner til at lave noget så enkelt som en blyant helt alene.
Denne utrolige produktivitetsforøgelse kan tilskrives flere forhold. Smith kommer selv med et par modstridende forklaringer. Først skriver han, at det menneskets natur, hvori der er en iboende hang til at bytte og handle, som er årsag til arbejdsdelingen. Dette er ikke helt korrekt. Muligvis går dette op for Smith undervejs for i det andet kapitel skriver han disse ofte citerede ord:

But man has almost constant occasion for the help of his brethren, and it is in vain for him to expect it from their benevolence only. He will be more likely to prevail if he can interest their self-love in his favour, and show them that it is for their own advantage to do for him what he requires of them. Whoever offers to another a bargain of any kind, proposes to do this. Give me that which I want, and you shall have this, which you want, is the meaning of every such offer; and it is in this manner that we obtain from one another the far greater part of those good offices, which we stand in need of. It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own necessities but of their advantages.

Ovenstående er kernen i det sociale samarbejde. Socialt samarbejde er baseret på vores alles egeninteresse (eller self-love). Når vi hver især rationelt forfølger vores egeninteresse finder vi ud af, at vi lettest og mest effektivt kan få opfyldt vores langsigtede interesser gennem socialt samarbejde. Derfor er enhver modstilling imellem individets interesser og samfundets samlede interesse en falsk og uholdbar modsætning. Når individet sættes frit til at efterstræbe sine egne interesser bliver samfundets samlende interesse også fuldbragt - helt uden brug af utopisk ingeniørarbejde, som den gode Karl Popper ville kalde det.
Dette forhold har økonomer altid beskæftiget sig med. Den store Friedrich August von Hayek sagde det samme på en lidt anden måde med fokus på hvordan viden blev brugt på et frit marked. Han påpegede, at det fri marked er en proces igennem hvilket rationelle individer med en ufuldkommen viden om hele samfundets komplekse struktur får det bedst mulige udgangspunkt for at erhverve sig viden og anvende denne til at skabe velstand. Igennem denne proces opstår der en spontan orden – en udvidet grad af frivilligt, menneskeligt samarbejde - der ikke er resultatet af et eller nogle få menneskers bevidste konstruktion, men det utilsigtede resultat af talrige, isoleret bevidste handlinger. Denne spontane orden skaber vækst, velfærd og velstand – og er basalt set identisk med socialt samarbejde.

Nu vil nogle nok undre sig over hvordan det frie markeds konkurrence passer ind i det sociale samarbejde. Socialister har nemlig altid propaganderet, at konkurrence er et antipatisk og grusomt fænomen sammenligneligt med krig og kamp. Men i virkeligheden er konkurrencen en del af det sociale samarbejde, ikke en proces af hæmmende og destabiliserende dyster. Det elementære mål med konkurrencen på det fri marked er nemlig at tildele hvert enkelt individ den position og det erhverv, hvor vedkommende gør mest nytte for samfundet. Konkurrencen på det fri marked er altså ikke sammenligneligt med sportskonkurrencer, hvor de stærkeste undertrykker de svageste eller hvor de stærkeste får hvad de har fortjent. Konkurrence på det fri marked er i stedet først og fremmest en måde at optimere det enkelte individs produktion. Konkurrence tjener med andre ord samme funktion som arbejdsdelingen gør og er derfor en del af det sociale samarbejde. Hayeks mentor, Ludwig von Mises, formulerer det bedre end mig:

Catallactic competition is emulation between people who want to surpass one another. It is not a fight, although it is usual to apply to it in a metaphorical sense the terminology of war and internecine conflict, of attack and defense, of strategy and tactics. Those who fail are not annihilated; they are removed to a place in the social system that is more modest, but more adequate to their achievements than that which they had planned to attain.

Socialt samarbejde er dog ikke kun økonomi. Det handler også om moral. De fleste socialister vil indvende, at den økonomiske del af socialt samarbejde er grundlæggende amoralsk og urimelig. Dette passer selvfølgelig ikke. Det er sandt, at socialt samarbejde er i modstrid med materiel lighed, men jeg tvivler på, at man reelt kan ønske sig materiel lighed, derfor generer dette mig ikke voldsomt. Dette er dog også det eneste område hvor socialt samarbejde bare er tilnærmelsesvist ’urimeligt’. Socialt samarbejde er nemlig snarere det modsatte end urimeligt, eftersom socialt samarbejde er i klar modstrid med urimelig anti-social adfærd såsom snyderi, vold, tyveri, løgn, kontraktbrud, hærværk og lignende. Alt dette vil formindske samarbejdet mellem individer. Et samfund, hvor ingen stoler på hinanden og hvor man aldrig kan underskrive en kontrakt af frygt for kontraktbrud vil indlysende nok medføre mindre arbejdsdeling og mindre koordinering. Et samfund, hvor man stjæler i stedet for at bytte sin arbejdskraft for løn vil indlysende nok være mindre frugtbar og mere antagonistisk. Det sociale samarbejde vil derfor formindskes i et sådan samfund. Socialt samarbejde fungerer kun optimalt i et samfund, hvor gode karaktertræk som stræben, ærlighed, gensidig hjælpsomhed, flittighed og tilsvarende, er dominerende. Alle disse karaktertræk kan koges ned til et enkelt karaktertræk; nemlig respekt overfor andre personer. Man skal respektere andres ret til at eje dem selv og udkommet af deres eget arbejde. Man skal respektere andres frihed og behandle dem som man selv ønskes behandlet. Dette er det sociale samarbejdes kategoriske imperativ, som heldigvis er en fasttømret del af vores intuitive moral. Er dette virkelig urimeligt og amoralsk?

Så hvad er det som jeg egentlig udtrykker i interviewet? Ja, det er basalt set, at kapitalismens arbejdsdeling, konkurrence og moral er eftertragtelsesværdigt. Jo mere kapitalisme, desto bedre. Så er det sagt. Og som man nok kan høre, så er der er intet romantisk i dette. Til gengæld fungerer det langt bedre end samtlige utopier.

I lørdags havde DR2 Temaaften om de venstreorienteredes yndlingsdiktator Fidel Castro og hans socialistiske legeplads Cuba. Udsendelserne var ikke ekstremt partiske (som når det handler om USA), men der blev alligevel sneget et par tåbelige myter ind. Myterne var de gammelkendte myter om det gratis og hypermoderne sundhedsvæsen og så selvfølgelig myten om den gratis uddannelse, der har medført, at de fleste cubanere kan læse og er veluddannede. Som en af eksperterne i en af udsendelserne rosende formulerede det: “Jeg vil hellere være fattig i Cuba end i andre diktaturer” (citeret frit efter min hukommelse). Disse myter bliver også forkyndt i programomtalen på DR2’s hjemmeside, hvor der står følgende: “Takket være et gratis sundhedsvæsen og uddannelse til alle er cubanerne ved godt helbred, og de fleste har en eller anden form for uddannelse…”

Lad os undersøge det lidt. Cuba bliver ofte krediteret en helt utrolig lav børnedødelighed. Cuba har da også en lav børnedødelighed. Ifølge FN (desværre intet direkte link) har Cuba en børnedødelighed på 7‰ og en spædbørnsdødelighed på 6‰. Til sammenligning har Danmark en spædbørnsdødelighed på 4‰, USA på 7‰ og Cubas fattige nabo, Haiti, har en spædbørnsdødelighed på hele 117‰. Cuba er altså snarere på niveau med de vestlige nationer end med de latinamerikanske. Men at slutte herfra og så til, at det skyldes Cubas offentlige sundhedssystem er en non sequitur. Faktisk forholder det sig sådan, at Cuba allerede før Fidel Castros glorværdige revolution havde en meget lav spædbørnsdødelighed. I 1957 havde Cuba en spædbørnsdødelighed på 32‰, hvilket var det laveste i Latinamerika og den 13. laveste i hele verden (nu er de nede som nummer 25-30). Cuba var i 1957 placeret foran Frankrig, Belgien, Vesttyskland, Israel, Japan, Østrig, Italien og Spanien – alle lande som i de seneste par årtier har passeret Cuba. En amerikansk undersøgelse (som venstreorienterede bør læse!) har vist, at Cuba under Castro har haft et af de laveste procentvise fald i spædbørnsdødelighed i forhold til de lande, som Cuba lå på niveau i 1957. Det er altså næppe Castros fortjeneste, at Cuba på nuværende tidspunkt har en så lav spædbørnsdødelighed – han har måske snarere hæmmet udviklingen. Derudover tyder meget på, at Castros mest effektive redskab til at holde spædbørnsdødeligheden lav er aborter. I 1991 var Cubas abortrate på 0,71 abort pr. levendefødt, hvilket, på grund af en selektiv afbrydelse af høj-risiko-graviditeter, sandsynligvis har medført en lavere spædbørnsdødelighed. Cubas abortrate er omtrent dobbelt så høj som de lande, de ligger på niveau med hvad angår spædbørnsdødelighed, så en vis indflydelse må det nødvendigvis have.

Cuba bliver også ofte rost for deres offentlige uddannelsessystem, som har medført et højt alfabetiseringsniveau. Det er da også sandt, at Cuba har et højt alfabetiseringsniveau - det er på hele 97%, hvilket er det næsthøjeste i Latinamerika kun overgået af Argentina og med Chile og Costa Rica lige bagefter. Men allerede før Castro havde Cuba et højt alfabetiseringsniveau. Dengang var de fjerdehøjest kun overgået af de 3 førnævnte lande. Det er selvfølgelig flot af Castros Cuba at kunne overhale Chile og Costa Rica med et par marginaler, men det betyder ikke, at Cubas procentvise stigning er høj. Panama, Paraguay, Colombia, Brasilien, El Salvador, Den Dominikanske Republik, Ecuador og Haiti overgår alle Cuba hvad angår den procentvise stigning siden 50’erne. Men selvom Castros Cuba langt fra er højdespringeren, så har de alligevel klaret sig udmærket. Eller hvad? Ikke hvis man kigger på hvor meget Castro egentlig har investeret i uddannelsessektoren. Cuba er suverænt det land i hele verden, der bruger flest penge på offentlig uddannelse. Castro bruger hele 18,7% af Cubas BNP på offentlig uddannelse (hvilket er over dobbelt så meget som den store danske stat bruger) mens de lande som Cuba har overhalet marginalt kun bruger fra 4-6% af BNP. Cuba har altså brugt mange flere penge end de andre uden dog at få voldsomt meget igen. For at understrege dette kan man kigge på hvor meget de lande, der har haft en bedre procentvis udvikling end Cuba, bruger. De tre lande med den bedste procentvise udvikling er Den Dominikanske Republik, Guatemala og El Salvador – de har brugt henholdsvis 2,3%, 1,7% og 2,9% af deres BNP. Man kan altså sagtens tillade sig spørge sig selv om Castros heftige investeringer i uddannelsessystemet virkelig har haft den tilsigtede effekt.

Man kan selvfølgelig ikke vurdere Cubas samlede udvikling under Castro udelukkende på baggrund af to parametre. Det var dog heller ikke mit primære mål. Jeg ville derimod blot vise sandheden bag de mest favorable og mest hyldede områder ved Castros styre. Eftersom visse venstreorienterede ikke interesserer sig for de 70.000 dræbte og undertrykkelsen af borgerrettighederne, men i stedet mener, at et regimes moralske legitimitet vurderes udfra antallet af døde børn og antallet af analfabeter, så må man forsøge at diskutere dette også. For selvfølgelig tager de også fejl på disse områder.

Efter en lille uges ophold i Lissabons 35-40 grader glødende varme forstår jeg for alvor denne kommentar af Scott Adams på den sjove og semi-liberale Dilbert Blog.

Recently we had a heat wave in California. My air conditioner broke because, I assume, it is not designed to operate in hot weather. That was the bad news. The good news is that I solved the problems in the Middle East. Allow me to explain.
During the several days that it was 112 degrees and I had no AC, all I wanted to do was build an IED and kill the AC guy who kept driving right past my office and helping other people. In fact, I wanted to kill everyone who didn’t agree with me on just about any point whatsoever.
And I realized that the problem with the Middle East is insufficient AC. If you think about it, virtually all of the organized violence in the world is originating from places where they have poor air conditioning. And in the desert, 112 degrees is considered a pleasant day. Imagine how grumpy you would be at 125 degrees. And guess what I never see on TV when they show footage of the Middle East?

Shade.

Every frickin’ person they interview in the Middle East is standing directly in the sun. Some shade would be a good step toward world peace.
When it’s 125 degrees outside, given the choice of sitting inside a one-room hovel with seventeen unwashed relatives versus launching rockets at Israel, the terrorist option starts looking mighty appealing …

En indlysende løsning er dermed at sende tonsvis af parasoller og sørge for, at alle har en velfungerende air-conditioner. Eftersom ingen andre afprøvede løsningsmodeller for alvor ser ud til at fungere, så er det da værd at tænke over. Det muntrer i det mindste lidt op.
Man kunne også gennemføre et andet af Scott Adams’ mange forslag: At lade Gud bestemme hvem der skal vinde krigen. Dette kan man gøre ved at spærre Hassan Nasrallah og Ehud Olmert inde i et bur med en tiger og så se hvem der bliver spist først af tigeren. En sådan afgørelse ville være politik-slash-religion på højeste niveau!

Thomas Friedmans kommentar i International Herald Tribune er også værd at nævne. Kommentaren er ikke opmuntrende på samme måde, men derimod meget indsigtsfuld og tankevækkende. Og korrekt.

Warren Buffett. The most important thing you need to know about Israel today and how it has performed so far in the war Hezbollah is Warren Buffett.
Say what? Well, the most talked-about story in Israel, before Hezbollah started this war, was the fact that on May 5, Buffett, the Berkshire Hathaway chairman and the world’s most successful investor, brought an 80 percent stake in the privately held Israeli precision tools company, Iscar Metalworking, for $4 billion – Buffett’s first purchase of a company outside America …
In May, Israeli papers were filled with pages about how cool it was that Israel had produced a cutting-edge company that Warren Buffett wanted to buy. It was being discussed everywhere, pushing the Tel Aviv stock exchange to an all-time high.

That is where Israel’s head was on the eve of this war – and it explains something I sensed when I visited Israel shortly after the fighting started. Nobody wanted this war and nobody was prepared for it.
Look closely at pictures of Israeli soldiers from Lebanon. There is no enthusiasm in their faces, and certainly no triumphalism. Their expressions tell the whole story: “I just don’t want to be doing this – another war with the Arabs.”
Israeli soldiers were napping when this war started – that’s why they got ambushed – for the very best reasons: They have so much more to do with their lives, and they live in a society that empowers and enables them to do it. Unfortunately, the Buffett company is in northern Israel and had to be temporarily closed because of rocket attacks.

Young Israelis dream of being inventors, and their role models are the Israeli innovators who made it to the Nasdaq. Hezbollah youth dream of being martyrs, and their role models are Islamic militants who made it to the next world. Israel spent the last six years preparing for Warren Buffett, while Hezbollah spent the last six years for this war …

Israel can’t defeat Hezbollah, it can only hurt it enough to make it think twice about ever doing this again – and it has pretty much done that. It must not destroy any more of Lebanon, which is going to still be its neighbor when the guns fall silent.
Israel wins when Warren Buffett’s company is fully back in business – not when Hassan Nasrallah, the secretary general of Hezbollah, is out of business. Because that will only happen, not by war, but when the Arabs wake up and realize that he is just another fraud, another Nasser, whose strategy would condemn the flower of Arab youth – who deserve and need so much better – to another decade of making potato chips, not microchips. Nasrallah can win in the long run if he can condemn the flower of Israel’s youth to the same fate. Don’t let it happen, Israel.

Jeg er fuldstændig enig med Thomas Friedman. Israel burde gøre alt for at få en våbenhvile og en international styrke i Sydlibanon. På denne måde kan Israel komme hurtigt ud af den umiddelbare konflikt, der ødelægger mere end den gavner, og i stedet fortsætte den unilaterale tilbagetrækning og genstarte bestræbelsen på at skabe økonomisk fremgang og velstand (med andre ord – forstærke og stabilisere deres markedsøkonomi). Jeg tror desværre ikke, at Israel kan gøre så meget andet.
Hvis der virkelig skal ske noget, så skal det komme internt fra det desværre kuldkastede Libanon, næppe i form af en afvæbning af Hizbollah, da dette sandsynligvis ville medføre en blodig borgerkrig, men derimod i form af en ny Rafik Hariri-skikkelse; en moderne entreprenør som omfavner økonomisk og personlig frihed i stedet for religiøse dogmer og dekreter. Desværre vil både Hizbollah, Syrien, Iran og alle de andre ødelæggende aktører aktivt modsætte sig en sådan forstandig udvikling i Libanon – så det bliver næppe sidste gang, at fortiden begraver fremtiden i den arabiske verden.

Det burde ikke være nogen overraskende nyhed, at offentlige projekter medfører et gevaldigt ressourcespild og ineffektivitet. Men jeg blev alligevel en smule overrasket, da jeg fandt følgende tabel:

Som man tydeligt kan, så er det langt, langt billigere at lade den private sektor reparere og vedligeholde flådens tankskibe. Det er ikke kun den traditionelle 50% besparelse, man opnår ved denne privatisering, men derimod en helt ufattelig stor effektivitetsforøgelse. Den private sektor kan reparere alle ovenstående dele 3 gange for samme pris som det koster det offentlige at reparere 1 service generator-turbine (hvad det så end er). Det er den offentlige sektors ineffektivitet i sin yderste konsekvens. Det er selvfølgelig ikke alle offentlige projekter, der er så inkompetente og uduelige, men det er da alligevel nogle interessante tal.

Tabellen er fra min spændende ferie-bog The Philosophy of Taxation and Public Finance af Robert McGee. Jeg kan derudover kun anbefale bogen – på trods af, at dens karakteristik og kritik af utilitarismen er foruroligende primitiv.

Jeg tager igen til Portugal i en uges tid. Særdeles kløgtige personer vil kunne gætte hvor på baggrund af nedenstående billede. Jeg skal nok forsøge at bringe en kommenterende opdatering eller to fra sydens bagende hede. I mellemtiden har jeg kun én ting at sige: Pas på din nabo når du gør samfundet en tjeneste!