The Hairpin Bend

“Er du klar, Monsieur Bobet? Jeg angriber på Luitel-bjerget. Jeg vil endda fortælle dig hvilket hårnålesving. Vil du vinde Touren i dag? Let nok. Jeg har fortalt dig alt hvad du har brug for at vide.” Med disse ord rettet imod den trefoldige Tour de France-vinder Louison Bobet angreb Charly Gaul hele feltet på den 21. etape af Tour de France i 1958.

To dage forinden havde den ellers velkørende Gaul tabt næsten 12 minutter til de andre favoritter, og var dermed distanceret med gigantiske 16 minutter til den førende rytter. Fra at være en seriøs kandidat til den samlede sejr var forventningerne dalet og de fleste betragtede ikke længere Gaul som troværdig aspirant til den gule trøje. Men Gaul var bestemt ikke enig i denne betragtning. På den fjerdesidste etape i Touren og den sidste alpe-etape, en 219 kilometer lang bjergetape fra Briançon til Aix-Les-Bains, angreb Gaul indædt og vredt på den første stigning, præcis som han havde lovet Bobet.

Gaul sled sig alene til et forspring på 5’30 på toppen af et tåget Col de Porte. Vejret var forfærdeligt - regn, tåbe og kulde. Men det var sådan, at Gaul ville have det. På toppen af det næste bjerg, Cucheron, var forspringet på 7’50. Nede i feltet var favoritterne så småt ved at vågne. I 1958 kørte man på nationale hold, og eftersom franskmanden Raphael Geminiani havde den gule trøje var ansvaret for forfølgelsen på det franske holds skuldre. Men Geminianis franske hold smuldrede. De eneste franskmænd, der reelt kunne hjælpe ham - den førnævnte Louison Bobet og den endnu mere legendariske Jacques Anquetil – sad Geminianis bønfald overhørige, og Gauls forspring steg til fantastiske 12’20 på toppen af Granier. Charly Gaul, der kom fra det lille Luxembourg, havde tidligere på Touren haft enorme problemer med sit hold. Hans hjælperyttere var klasser under konkurrenternes hjælperyttere, og han måtte derfor alt for ofte sidde helt alene. Denne dag generede det ham dog ikke. Gaul kørte over evne og efter over 100 kilometer i udbrud vandt han med hele 14’35, hvilket bragte ham op på tredjepladsen i det samlede klassement. Italieneren Vito Favero overtog førertrøjen med 39 sekunders forspring til Geminiani og 1’07 til Gaul. Geminiani var knust – han krydsede målstregen i gråd, mens han såret og hvinende surt galede “Judas’er!” efter Bobet og Anquetil.

Den næstsidste etape i Tour de France anno 1958 var en 74 kilometer lang enkelstart fra Besançon til Dijon. Gaul havde vundet løbets to tidligere enkelstarter – heriblandt en bjergenkelstart på det skaldede Mont Ventoux – og var derfor storfavorit til at løbe af med den samlede sejr. Gaul leverede da også varen og slg både Favero og Geminiani med over 3 minutter, og vandt dermed sit første og eneste Tour de France efter en helt fantastisk sidste alpe-etape. Hans comeback i 1958 står stadig som noget af det største i cykelhistorien.

Små 50 år er gået siden Gauls togt. Gaul selv døde sidste år. Den klassiske angriber så også ud til at være død i den moderne cykelsport, men dette års Tour de France har så sandelig været en renæssance for denne ryttertype. Michael Rasmussen gjorde det i går. Floyd Landis gjorde det endnu flottere i dag.

“Jeg vil gå ud og vise dem, at jeg stadig er levende. Det kan godt være, at jeg ikke kan vinde Touren, men jeg kan vise, at jeg stadig lever.” Dette var Floyd Landis’ ord til sit holds pressechef, da Landis ved morgenbordet sad helt alene og stirrede lige frem for sig. Landis havde dagen forinden tabt den gule trøje og over 10 minutter til de nærmeste favoritter. Men med en indædthed som kun Gaul har præsteret tidligere hentede han det tabte og er nu favorit til at vinde Tour de France. Parallellerne til Gauls bedrit er slående: Den sidste alpe-etape, forfærdeligt vejr, angreb på første bjerg, den gule førertrøjes hold krakelerer og Landis kører sig tilbage i det samlede klassement på en tredjeplads 30 sekunder efter den førende Oscar Pereiro.
Kan man have andet en højagtelse og respekt for denne rytter og hans allerede legendariske kørsel?

For flere legender (og myter) kan jeg anbefale denne bog. Og ja, jeg skal nok snart til at skrive noget seriøst politik eller filosofi snart.