The Hairpin Bend

Det er en anelse pudsigt, at jeg ofte gør en dyd ud af at være pragmatisk og realistisk og så samtidig skriver om og interesserer for minimalstat (eller ingen stat?), når virkeligheden er, at Danmark er længere fra dette end nogen sinde. Det hænger vist ikke helt sammen.

Men så er det jo godt, at vi har et pragmatisk liberalt parti i Folketinget. Et parti som godt ved, at det at være liberal i dagens Danmark ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at man skal agitere for afskaffelsen af tvungen omfordeling eller lignende revolutionerende tiltag. Et parti som ved, at det at være liberal i dag i stedet er at argumentere for, at den offentlige sektor har vokset sig for omfangsrig og derfor skal begrænses. Nej, faktisk argumenterer partiet ikke engang for, at den offentlige sektor skal begrænses – bare det at ønske nulvækst, men ikke nedskæringer, privatiseringer og lignende, kan være særdeles liberalt i dagens Danmark. Partiets samarbejdspartner, den ligeledes liberale tænketank CEPOS, har nemlig udregnet, at en fastfrysning af det offentlige forbrug og en inflationssikring af overførselsindkomsterne vil skabe et råderum så stort, at man i år 2011 vil kunne afskaffe mellemskatten og topskatten helt. Partiet slår på, at Danmarks høje skattetryk har en direkte negativ indflydelse på den økonomiske vækst og på beskæftigelsen, hvilket følgelig betyder, at CEPOS’ skattelettelse er en yderst fornuftig idé.

Nu længes mine læsere nok efter at få navnet på dette parti, men det eksisterer selvfølgelig ikke. I stedet er vi så heldige at have Danmarks parodi på et liberalt parti, Venstre. Dette parti synes ikke engang, at nulvækst er efterstræbelsesværdigt. I stedet har væksten i det offentlige forbrug været på 1,5% årligt under Venstres ledelse. Det er 50% mere end deres ellers beskedne budgetmålsætning. Desuden er der under Venstres ledelse blevet 101.000 flere afhængige af de offentlige kasser. Men hvad kan man egentlig også forvente af et parti hvis politiske ordfører seriøst mener, at “man [ikke] sidder … og kigger på sin skattebillet for at se, om det kan betale sig at arbejde lidt mere.” Man skal altså ikke man tage Laffer-kurvens konklusioner alvorligt. Det ville ellers være liberalt at gøre det.
Det mest deprimerende er dog ikke, at parodi-partiet indtil videre ikke har ført en sund liberal politik, men nærmere, at de forspilder en oplagt mulighed for at føre en liberal politik netop nu. Det danske land står nemlig over for to udfordringer. Den første udfordring er, at vi står overfor er en demografisk ændring, som bevirker, at der bliver flere ældre i forhold til antallet af erhvervsaktive. Færre skal altså forsørge flere. Den anden udfordring er globaliseringen. Globaliseringen kan faktisk deles op i to under-udfordringer. Den første er, at de ufaglærte og lavtuddannede får det svært, da deres tidligere job udflyttes til lande hvor produktionsomkostningerne er lavere. Den anden udfordring er, at den veluddannede del af befolkningen lokkes til udlandet for nye og bedre karriereveje. Skrækscenariet er, at Danmark hverken kan konkurrere på produktionsomkostninger eller på højtuddannet, vidensbaseret arbejdskraft. I et sådan tilfælde vil pengene langsomt strømme væk fra landet, hvilket følgelig gør, at Danmarks velstand vil falde (relativt). Hvis man kombinerer dette med den demografiske udvikling, kan man se omridset af nogle betydningsfulde udfordringer.
Det simple svar på disse udfordringer er så indlysende (og samtidig liberalt, selvfølgelig), at jeg næsten ikke kan bære, at Venstre ikke straks foreslår det: Skatten skal ned. Dette vil muliggøre skabelsen af en servicesektor til gavn for de lavtlønnede og samtidig gøre det mere attraktivt at være højtuddannet i Danmark, da man får lov til at beholde mere af sin indkomst. Flere i arbejde, flere til at forsørge og flere at forsørge. Smart, ikke sandt?
Men Venstre vil ikke røre ved skatterne ud fra en uforståelig påstand om, at skatter intet har med udfordringerne at gøre. Venstre er simpelthen ved at grave sig ned i et hul, hvor de deponerer viljestyrken og det politiske ansvar hos de nationalistiske socialdemokrater i Dansk Folkeparti. Dette er bestemt ikke holdbart. Og det er slet ikke liberalt.
Ikke engang i den værdimæssige kamp virker Venstre interesserede i at være andet end en parodi. Venstre har i deres regeringstid øget tilslutningen til det høje danske skattetryk. En meningsmåling fra Epinion viste sidste år, at sølle 29% af danskerne mener, at de betaler for meget i skat. I 1990 - hvor skattetrykket var mindre - var andelen hele 63%, og i 1998 var andelen 41%. Venstres politik har med andre ord fået danskerne til, at synes om et højere skattetryk. Usmart, ikke sandt?

Venstres prioriteringer med hensyn til skat og ’velfærd’ (hvad det så end er) viser med al tydelighed, at de prioriterer offentlige udgifter højere end skattelettelser. Det er ikke holdbar liberal politik. Mange tror, at liberale ønsker at efterligne USA til punkt og prikke. Eller måske endda minimere staten endnu mere. Men hvorfor ikke bare starte med en offentlig sektor og et skattetryk som Schweiz, en handelspolitik som Irland, en arbejdsmarkedsregulering som Island og en erhvervsregulering som Finland? Pålidelige kilder påpeger, at det ville være yderst gavnligt. Og så er det jo ret liberalt i forhold til danske forhold.

Nå ja, så er det for resten også blevet officielt: Jeg skal studere statskundskab på KU til næste år, ikke filosofi. Om det er et godt valg, ved jeg dog endnu ikke…

“Er du klar, Monsieur Bobet? Jeg angriber på Luitel-bjerget. Jeg vil endda fortælle dig hvilket hårnålesving. Vil du vinde Touren i dag? Let nok. Jeg har fortalt dig alt hvad du har brug for at vide.” Med disse ord rettet imod den trefoldige Tour de France-vinder Louison Bobet angreb Charly Gaul hele feltet på den 21. etape af Tour de France i 1958.

To dage forinden havde den ellers velkørende Gaul tabt næsten 12 minutter til de andre favoritter, og var dermed distanceret med gigantiske 16 minutter til den førende rytter. Fra at være en seriøs kandidat til den samlede sejr var forventningerne dalet og de fleste betragtede ikke længere Gaul som troværdig aspirant til den gule trøje. Men Gaul var bestemt ikke enig i denne betragtning. På den fjerdesidste etape i Touren og den sidste alpe-etape, en 219 kilometer lang bjergetape fra Briançon til Aix-Les-Bains, angreb Gaul indædt og vredt på den første stigning, præcis som han havde lovet Bobet.

Gaul sled sig alene til et forspring på 5’30 på toppen af et tåget Col de Porte. Vejret var forfærdeligt - regn, tåbe og kulde. Men det var sådan, at Gaul ville have det. På toppen af det næste bjerg, Cucheron, var forspringet på 7’50. Nede i feltet var favoritterne så småt ved at vågne. I 1958 kørte man på nationale hold, og eftersom franskmanden Raphael Geminiani havde den gule trøje var ansvaret for forfølgelsen på det franske holds skuldre. Men Geminianis franske hold smuldrede. De eneste franskmænd, der reelt kunne hjælpe ham - den førnævnte Louison Bobet og den endnu mere legendariske Jacques Anquetil – sad Geminianis bønfald overhørige, og Gauls forspring steg til fantastiske 12’20 på toppen af Granier. Charly Gaul, der kom fra det lille Luxembourg, havde tidligere på Touren haft enorme problemer med sit hold. Hans hjælperyttere var klasser under konkurrenternes hjælperyttere, og han måtte derfor alt for ofte sidde helt alene. Denne dag generede det ham dog ikke. Gaul kørte over evne og efter over 100 kilometer i udbrud vandt han med hele 14’35, hvilket bragte ham op på tredjepladsen i det samlede klassement. Italieneren Vito Favero overtog førertrøjen med 39 sekunders forspring til Geminiani og 1’07 til Gaul. Geminiani var knust – han krydsede målstregen i gråd, mens han såret og hvinende surt galede “Judas’er!” efter Bobet og Anquetil.

Den næstsidste etape i Tour de France anno 1958 var en 74 kilometer lang enkelstart fra Besançon til Dijon. Gaul havde vundet løbets to tidligere enkelstarter – heriblandt en bjergenkelstart på det skaldede Mont Ventoux – og var derfor storfavorit til at løbe af med den samlede sejr. Gaul leverede da også varen og slg både Favero og Geminiani med over 3 minutter, og vandt dermed sit første og eneste Tour de France efter en helt fantastisk sidste alpe-etape. Hans comeback i 1958 står stadig som noget af det største i cykelhistorien.

Små 50 år er gået siden Gauls togt. Gaul selv døde sidste år. Den klassiske angriber så også ud til at være død i den moderne cykelsport, men dette års Tour de France har så sandelig været en renæssance for denne ryttertype. Michael Rasmussen gjorde det i går. Floyd Landis gjorde det endnu flottere i dag.

“Jeg vil gå ud og vise dem, at jeg stadig er levende. Det kan godt være, at jeg ikke kan vinde Touren, men jeg kan vise, at jeg stadig lever.” Dette var Floyd Landis’ ord til sit holds pressechef, da Landis ved morgenbordet sad helt alene og stirrede lige frem for sig. Landis havde dagen forinden tabt den gule trøje og over 10 minutter til de nærmeste favoritter. Men med en indædthed som kun Gaul har præsteret tidligere hentede han det tabte og er nu favorit til at vinde Tour de France. Parallellerne til Gauls bedrit er slående: Den sidste alpe-etape, forfærdeligt vejr, angreb på første bjerg, den gule førertrøjes hold krakelerer og Landis kører sig tilbage i det samlede klassement på en tredjeplads 30 sekunder efter den førende Oscar Pereiro.
Kan man have andet en højagtelse og respekt for denne rytter og hans allerede legendariske kørsel?

For flere legender (og myter) kan jeg anbefale denne bog. Og ja, jeg skal nok snart til at skrive noget seriøst politik eller filosofi snart.

Den altid morsomme Jon Stewart har behandlet den amerikanske Net Neutrality Act. Jeg har endnu ikke viden nok om emnet til at kunne have en kvalificeret holdning. Mangel af information om emnet lader dog ikke til at afskrække de amerikanske politikere - og så er vi tilbage igen ved Jon Stewarts underholdende indslag. Nyd det.

Hattip til Lars Hvidberg.

Jeg tror ikke, at særlig mange af læsere læser Information dagligt. Det er forståeligt nok, da avisen ofte er temmelig kedelig og forudsigelig, men forleden (mere præcist i weekenden 1.-2. juli) var der alligevel en interessant artikel. Det var et interview med Venstres næstformand Lars Løkke Rasmussen. I dette interview faldt følgende ordveksling sted:

- Men det lyder som Socialdemokraterne. Hvor er forskellen på S og V?
»Jeg er ikke så optaget af at markere forskelle i forhold til andre partier. Det er op til oppositionen at skabe en kant. Ikke regeringen. For mig handler det om, at vi vedkender os, at vi har en stor offentlig sektor. Det er på mange måder en kvalitet, men det rummer også nogle problemer. Det har været, hvis man kigger over et 10-årigt perspektiv især i borgerlige kredse, en tendens til at se mere på problemerne end på fordele. Og der er enorme fordele ved at have en stor velfungerende offentlig sektor.«

- Men hvor er det liberale Venstre henne?
»Jamen, det handler selvfølgelig om at få vores ideologiske tankegods med ind i den offentligt sektor. Men vi skal stoppe den meningsløse debat, der går på, om det skal være offentligt eller privat. Det er helt fint, at det er offentligt, hvis vi arbejder videre med de værdier, som vi går ind for …«

Jeg ville ønske, at jeg kunne læse tanker, for jeg er virkelig interesseret i at vide hvilke “enorme fordele” der er ved en stor velfungerende offentlig sektor (hvilket i sig selv er en umulig). Hvad tænker han helt præcist på?

Er det vores fremragende sundhedsvæsen, han tænker? Et sundhedsvæsen, som er blandt de allerdyreste i hele verden, og som i år 2001 blev vurderet til at være nummer 34 i verden overgået af lande som Chile, Marokko, Saudi Arabien og Colombia. Selvom rapporten senere er blevet kritiseret på mange områder, så giver den alligevel stof til eftertanke. Det er for eksempel interessant, at hvis man ser alene på sundhedstilstanden i forhold til ressourceforbruget og uddannelsen, bliver Danmark en meget fordelagtig nummer 65. Hvis man tager disse tal for pålydende, så opnår man i Danmark mindre sundhed af de ressourcer, som man anvender på sundhedsvæsenet og uddannelsessektoren, end man gør i de fleste andre lande. Det er en stor, stor fordel, ja. Som tidligere nævnt er WHO’s rapportens forholdsvis kritisabel, men selv hvis man ikke ønsker at forholde sig til rapporten overhovedet, så må man alligevel erkende, at Danmark for eksempel kun stiller halvt så mange hospitalssenge til rådighed i som lande som Østrig, Letland, Litauen og Tjekkiet og har nogle alvorlige problemer med servicen på hospitalerne. Blot for at nævne et par fordelagtige forhold. Ja, den offentlige styring og finansiering på dette område er virkelig en stor fordel. Det synes store dele af befolkningen tydeligvis også.

Måske tænker han på vores uddannelsessystem? Det fungerer også super optimalt. Det er jo en kendt historie. Den danske folkeskole er ifølge OECD meget ressourcekrævende i international sammenligning. Samtidig viser de såkaldte PISA-undersøgelser, at danske skolebørn i en række fag i bedste fald klarer sig middelmådigt i international sammenligning. Endnu engang står resultaterne ikke mål med de enorme summer penge, der bliver pumpet ind i systemet. Sikke dog en “enorm fordel”.

Eller også tænker han på den danske stats omfordeling? Ja, det må næsten være det, da den danske stat håndterer denne funktion mere fordelagtig end alle de andre funktioner til sammen. Jeg har tidligere skrevet om dette, og her var konklusionen entydig: Det fungerer super godt og vi skal endelig ikke lade private stå for omfordelingen. Eller også var det lige omvendt…
Det fungerer på ingen tænkelig måde og vi burde i stedet forsøge at lade private organisationer stå for omfordelingen, da de kan klare det bedre end en stor, demokratisk stat. Dette modsiger også Lars Løkkes anden pudsige påstand: At det er ligegyldigt om det er privat eller offentligt. Det er det selvfølgelig ikke. Det private er både moralsk og økonomisk overlegent. Men ikke engang Danmarks Liberale Partis næstformand ved dette.

Efter en uges ophold i et telt nær Roskilde (kun afbrudt af en enkelt sygedag), troede jeg, at jeg nu blot skulle hjem og kommentere sommerens agurketid og ellers nyde de mange storslåede sportsbegivenheder. Men jeg troede forkert. Tour de France - og cykelsporten i det hele taget - er nemlig blevet ramt af en endnu en gigantisk dopingskandale. Store ryttere som Ivan Basso, Jan Ullrich, Francisco Mancebo og - af omveje - Alexandre Vinokourov er alle blevet udelukket fra dette års Tour. Det store slag mellem den tyske maskine og evige toer Jan Ullrich mod cykelsportens bedste bud på en arvtager til Armstrong, Ivan Basso, er i stedet blevet til en mediekamp hvor det spanske Guardia Civil angriber både Jan og Birillo. Jans karriere er sandsynligvis færdig, Mancebo har allerede trukket sig og hvis Basso kendes skyldig kan han få op til 4 års karantæne. Det er cykelsportens absolutte top, der forsvinder med ét slag. Dette vil ødelægge cykelsporten både i år og en årrække frem. Er det virkelig det værd?

For gamle læsere af denne blog vil mit svar på dette spørgsmål være temmelig forudsigeligt: Nej, jeg mener ikke, at den nuværende jagt på dopingbrugere er konsekvenserne værd. Selv hvis man accepterer, at brug af doping er uønsket, så viser et nærmere eftersyn, at den nuværende hetz og forbudspolitik skaber flere negative følgevirkninger end den forhindrer. Den egentlige dopingforbrydelse begås altså hverken af læger, sportschefer eller ryttere, men af håndhæverne af den dopingpolitik, der udelukker, forfølger og kriminaliserer verdens bedste cykelryttere.
Der er mange grunde til at afkriminalisere doping (eksempelvis har doping til alle tider været en del af cykelsporten; doping er en rimelig investering i cykelrytterens egen krop; doping kan lindre de smertefulde oplevelser professionelle cykelryttere udsættes for), men den vigtigste grund til at ændre kurs er, at man smadrer cykelsporten ved at straffe og forfølge dopingbrugere så brutalt som det er tilfældet for tiden. Brian Mikkelsens WADA har tilført Tour de France mere skade end en dopet Jan Ullrich nogen sinde vil komme til. Man skal faktisk være fanatisk politiker eller cykelsportshader for at benægte, at Jan Ullrich og Ivan Basso - dopet eller ej – har været spændende og underholdende ryttere. WADA har derimod altid været en pestilens fyldt med herskesyge, uvidende og overambitiøse politikere (kan politikere være andet?). Et Tour de France uden Ullrich, Basso og Vinokourov er et fattigt Tour de France. Det er dødsenstrist, og endnu et tydeligt tegn på, at anti-doping-kampen er kontraproduktiv og fuldstændig umulig.

Og hvem vinder så Touren nu? Tja, mit oprindelige bud var Alejandro Valverde på trods af enkelstarterne, men han udgik desværre på dagens etape. Jeg kan dermed ikke komme med ét enkelt navn. Men én ting kan jeg dog sige - vinderen af årets Tour de France er næppe cykelsportens bedste etapeløbsrytter, hvilket er en skam.