The Hairpin Bend

I dag blev jeg så student. Til næste år skal jeg sandsynligvis studere på et offentligt finansieret og – ikke mindst – offentligt styret universitet. Nogle vil indvende, at universiteterne er (institutionelt) selvejende, men dette har jeg svært ved at forstå. Det er staten, der har det overordnede ansvar for universiteterne. Staten skal føre tilsyn, og universiteterne er underlagt forvaltningsloven, offentlighedsloven, rigsrevisionen, budgetvejledningen om løn, ansættelsesvilkår, pension og alt det andet offentlige institutioner er underlagt. Det minder altså mere om gymnasiernes og erhvervsskolernes herlige oxymoron kaldet ’statsligt selveje’ end det minder om reel markedsstyring af offentlige ydelser.

Men hvorfor skal staten absolut have en så markant indblanding i styringen af universiteterne og uddannelse i det hele taget? Normalt fremføres der 3 rimelig kvikke argumenter for hvorfor staten skal tage sig af uddannelsen i et givent samfund:

1. Samfundet som helhed nyder godt af en veluddannet befolkning udover den nytte som den enkelte person får ved at erhverve sig en uddannelse. Uddannelse frembringer med andre ord positive spillovers (eller eksternaliteter).
2. Nogle personer tilegner sig for lidt uddannelse, fordi de er for kortsynede. De formår ikke at indse, at uddannelse giver dem en langsigtet fordel på trods af, at omkostningerne ved en (privat betalt) uddannelse er høje til at starte med.
3. Nogle folk kan ikke betale en uddannelse selv.

Jeg vil ikke anfægte disse 3 argumenter. Jeg vil med andre ord ikke forsøge at modbevise det første argument, afhandle det andet argument eller sandsynliggøre, at det tredje argument i virkeligheden er et argument for et frit marked. Dette må komme en anden dag. I stedet vil jeg notere det pudsige faktum, at selv hvis man antager, at alle 3 argumenter er korrekte, og statslig indblanding desuden ikke skaber utilsigtede negative konsekvenser, så betyder det ikke, at staten skal eje eller blande sig i driften af universiteterne, gymnasierne, erhvervsskolerne eller sågar folkeskolerne. Argumenterne kan allerhøjest medføre, at staten skal finansiere uddannelserne ved hjælp af vouchers, lån og stipendier. Argumenterne betyder desuden, at der er større grund til at subsidiere de fattige, som ikke har penge, og de unge, som ikke helt kan overskue deres fremtidige liv. Universiteter er med andre ord ikke det mest naturlige at finansiere, da en rimelig mængde af finansieringen af universiteterne udelukkende kommer i forvejen velstillede husholdninger og ældre og (alt andet lige) ansvarlige studenter til gode.
Så kan man overhovedet bruge de 3 argumenter til at forsvare offentligt finansieret universiteter til alle? Kan man egentlig ikke kun bruge dem til at forsvare en offentligt finansieret folkeskole (og så ellers offentlige stipendier til fattigere husholdninger til andre uddannelser)? Det tror jeg. Uanset hvad mener jeg ikke, at man kan bruge argumenterne til at forsvare den trods alt massive statslige styring af alt lige fra folkeskole til universitet.