The Hairpin Bend

Jeg har tidligere skrevet om hvordan man kunne reformere det danske omfordelingssystem. Den gang foreslog jeg negativ indkomstskat (og flad skat), hvilket jeg stadig finder en sublim kombination. Nu har jeg så læst Charles Murrays bog In Our Hands, og jeg synes også, at The Plan er yderst interessant. Men desværre er både NIT og The Plan temmelig urealistiske sådan lige umiddelbart, derfor har jeg fået en anden og mere tænkelig idé. Og måske endda bedre idé.

Den danske stats omfordeling er et fint eksempel på omfordeling, der skævvrider og ødelægger mere end den gør gavn. Hjælp fra det offentlige er ikke længere en sidste udvej i tilfælde af social trang, men en ubetinget ret affødt af skattebetalingen. Bidraget til staten har helt skiftet karakter – fra at være en overførsel til dem, der virkelig har brug for hjælp, er det nu en passerseddel til den store omfordelingskamp, hvor hver enkelt forlanger fuldt udbytte for indgangsbetalingen og desuden ikke aner noget som helst om de reelle udgifter (som ikke er behagelige). Denne omfordelingskamp modvirker direkte freden i et samfund. Den polariserer og skaber antagonistiske forhold imellem forskellige befolkningsgrupper og forskellige interessegrupper. Samfundets grupperinger bliver defineret og determineret udfra hvilken overførselsgruppe, man tilhører, hvilket ultimativt betyder, at medborgere i stedet bliver betragtet som fjender og konkurrenter i kampen om statens fælles midler.
Denne kamp fjerner desuden det personlige ansvar. Folk bliver til skrøbelige og afhængige individer, som er ude af stand til at klare sig selv. Lige nu forholder det sig jo sådan, at svaghed bliver subsidieret og i visse tilfælde endda opfordret. Jeg kan anbefale Mikael Bonde Nielsens bidrag til antologien Velfærd tur-retur, hvis man vil læse mere om dette forhold.
Derudover har den massive omfordeling negative konsekvenser for økonomien i det hele taget. De samlede offentlige udgifter udgjorde i 2003 omkring 650 mia. kr. Af dem er ca. 250 mia. kr. overførselsudgifter, altså penge der omfordeles gennem den offentlige sektor. Dette svarer til 35-40% af de samlede offentlige udgifter. Det er altså ikke helt forkert at sige, at den danske offentlige sektors svimlende størrelse i høj grad hænger sammen med den store omfordeling. Det problematiske ved forhold er, at en stor offentlig sektor med dertilhørende høje skatter er skadende for økonomien. I Andrea Bassanini og Stefano Scarpettas The Driving Forces of Economic Growth bliver der konkluderet følgende: “the overall tax burden is found to have a negative impact on output per capita”. En tung og stor skattebyrde er altså hæmmende for den økonomiske vækst.

En mulig løsning på disse problemer er at lade private organisationer stå for omfordelingen. Privat velgørenhed har nemlig en række fordele, der sandsynligvis vil formindske eller fjerne nogle af de uheldige konsekvenser som den nuværende omfordeling har. De organisationer, der direkte arbejder med de fattige, har nemlig en bedre chance forstå de fattiges konkrete behov end politikere i Folketinget og politikere på kommunernes rådhuse. Måske mangler en fattig transport til sit mulige job, mens en anden fattig måske har brug for hjælp til at afvænne sig hård narkotika, mens en tredje fattig måske har brug et simpelt måltid. Disse ting vil en privat organisation alt andet lige kunne hjælpe med at løse lettere end et rigidt og bureaukratisk socialhjælpssystem. Det offentlige socialhjælpssystem omdøber desuden jævnligt de fattige til klienter med en sag, ofte endda en sag som ikke stemmer overens med den fattiges konkrete, individuelle problem og selvopfattelse. De skaber altså klienter, både på den klassiske ansvarsforflygtigende facon og på den moderne identitetsvridende facon. En privat velgørenhedsorganisation vil være mindre tilbøjelig til dette, da deres arbejdsmetode alt andet lige er mere åben for innovation og fleksibilitet.

Hvorfor tror jeg, at det vil forholde sig sådan? Er det ikke bare tomme postulater og ubegrundede forventninger? Nej, for den private velgørenheds absolut største styrke er, at organisationerne fungerer på et marked med dertilhørende incitamentsstrukturer. Der findes ikke incitamentsstrukturer i det offentlige, der direkte fremskynder effektiv og hjælpsom service på samme måde som konkurrencen gør det på et frit marked. Der er også derfor, jeg tidligere har foreslået et voucher-system på sygehus- og skoleområdet. Det er nemlig mere eller mindre er et faktum, at der i den offentlige forvaltning derimod er en række manglende eller perverse incitamenter, der direkte forhindrer effektiv iværksættelse og udførelse af diverse mål. Kollektive beslutningsprocesser har simpelthen en tendens til at medføre svigt. Dette er også tilfældet når det handler om omfordeling. Det betyder, at de mange negative konsekvenser af den nuværende omfordeling næppe bliver ændret og forbedret. Den kollektive beslutningsproces og dens indlejrede incitamentsstrukturer påvirker politikerne til ikke at ændre på disse skadelige forhold. Dette hænger sammen med, at embedsmænd og folkevalgte politikere har korte tidshorisonter, er yderst sårbare over for lobbyvirksomhed og handler i egeninteresse (altså forsøger at fastholde eller opnå magt). Dette betyder dernæst, at det er yderst svært at ændre på en given omfordeling, hvis eller når den viser sig at være kontraproduktiv. Ja, det er nærmest umuligt.
Privat velgørenhed vil ikke løbe ind i samme slags problemer. Dette skyldes, at det er lettere for velgørenhedsgivere at stille velgørenhedsorganisationer til regnskab end det er for en skatteyder at stille staten til regnskab. Med andre ord vil elendige velgørenhedsorganisationer, der opfører sig ligesom det offentlige i dag, miste opbakning og penge forholdsvis let – ligesom firmaer mister kunder, hvis deres produkt er elendigt. Velgørenhedsorganisationer vil altså være mere effektive. Allerede nu er det sådan, at velgørenhedsorganisationer spilder færre penge end det offentlige. Den danske stat har et ressourcespild på hele 38% (ifølge Public Sector Efficiency: An International Comparison af António Afonso, Ludger Schuknecht og Vito Tanzi). Det er ikke bare administrationsomkostninger, men penge, som ifølge Den Europæiske Centralbank reelt bare forsvinder uden at gøre statens ydelser mærkbart bedre. Ifølge Dansk Røde Kors havde de i 2003 indtægter for 388 millioner og ydede nødhjælp for 336 millioner, hvilket svarer til 87% af deres samlede indtægter. Læger Uden Grænser skriver selv, at ”over 80%” af deres midler går til nødhjælp. Der er altså en verden til forskel på private organisationers effektivitet og den offentlige sektors effektivitet. Og hvis man fjerner organisationernes lobbyarbejde, så vil man sandsynligvis se endnu bedre tal. Lige nu forholder det sig jo sådan, at de succesrige velgørenhedsorganisationer er dem, der er bedst til at lokke penge ude af bureaukrater, og ikke nødvendigvis dem, der er bedst til at hjælpe de fattige, hvad enten det er med mad, penge eller arbejde.

Den letteste måde at sørge for, at velgørenhedsorganisationerne får mere betydning og flere penge, er at gøre velgørenhedsbidrag fradragsberettigede. I dag er det sådan, at man hvert år kan få fradrag for op til 6.600 kr. De første 500 kr. man giver er dog ikke fradragsberettiget. Hvorfor ikke forhøje dette fradrag? Ja, simpelthen gøre det til et fradrag uden loft? Jeg tror ikke, at det er umuligt politisk projekt at fjerne toppen – eller i det mindste forhøje det markant. Selv socialister kan vel se det urimelige i at beskatte solidaritet, ikke sandt? Når folk så begynder at benytte sig af dette fradrag kan man gradvist fjerne dele af den offentlige omfordeling, f.eks. sænke dagpengesatsen, SU’en, efterlønnen, folkepensionen og så videre. Hvis man samtidig vil forøge incitamentet til at give penge i velgørenhed, så denne proces foregår endnu hurtigere, kan man sørge for, at man kan trække 110% af sit samlede velgørenhedsbidrag fra i skat, altså 10% mere end man givet i velgørenhed. På denne måde kan man faktisk formindske sin personlige skattebyrde ved at give penge i velgørenhed. En sådan ordning har også den sideeffekt, at den offentlige sektor bliver mindre til fordel for den samlede økonomi. Dette kaldes vist en win-win situation…