The Hairpin Bend

Robert Nozick har skrevet mange interessante ting. Meget af det hænger dog ikke helt sammen. Hans forestilling om en retfærdig statsdannelse hører også til denne kategori.
Nozick er udmærket klar over, at enhver stat umiddelbart er uretfærdig i henhold til selvejerskabet, men Nozick vil alligevel ikke affinde sig med dette. Derfor bruger han sidste halvdel af Anarchy, State and Utopia på at forklare hvordan en stat kan opstå. Nozick mener meget kort sagt, at en stat kan opstå ved hjælp af markedsmekanismerne uden at krænke selvejerskabet. Han postulerer, at antallet af konkurrerende beskyttelsesfirmaer i et anarkistisk samfund langsomt formindskes indtil der kun er to tilbage, som dernæst vil indgå en aftale om et fælles retssystem. Dette er en de facto minimalstat, som er opstået uden at krænke nogens rettigheder, og som kun skal beskytte rettigheder, intet andet. Nozick skriver således:

The two agencies … agree to resolve peacefully those cases about which they reach differing judgments. They agree to set up, and abide by the decisions of, some third judge or court to which they can turn when their respective judgments differ. … Thus emerges a system of appeals courts and agreed upon rules. … Though different agencies operate, there is one unified federal judicial system of which they are all components.

Den amerikanske økonom og politiske filosof Murray Rothbard kalder i sin bog The Ethics of Liberty denne antagelse for “The Immaculate Conception”. Han mener korrekt nok, at Nozicks forsvar for staten er yderst tvivlsom. Han kritiserer Nozick for blandt andet at være ahistorisk, vildledende og forudindtaget. Han konkluderer dette:

To conclude: (1) no existing State has been immaculately conceived, and therefore Nozick, on his own grounds, should advocate anarchism and then wait for his State to develop; (2) even if any State had been so conceived, individual rights are inalienable and therefore no existing State could be justified; (3) every step of Nozick’s invisible hand process is invalid: the process is all too conscious and visible.

Jeg er selvfølgelig fuldstændig enig. Ikke i Rothbards filosofi, men derimod i hans kritik af Nozick. Nozicks argument for minimalstaten er uhæderlig og useriøs. For eksempel er hans argument for, at sikkerhed er et gode, der næsten automatisk tenderer imod at blive leveret af et monopol forbløffende tyndt. Der findes da allerede nu masser af professionelle voldgiftsdommere, advokatfirmaer, sikkerhedsvagtbureauer og lignende. Hvorfor skulle dette forandre sig i et statsløst samfund? Nozick leverer ingen argumenter for dette, men antager blot, at det forholder sig således.

Det er dog ikke dette som jeg vil kritisere. Det er nemlig ikke kun Nozick som laver besynderlige antagelser omhandlende statsdannelser, men derimod et hav af politisk filosoffer lige fra Hobbes og Locke til Buchanan og Rawls. Disse filosoffer mener alle, at statens berettigelse stammer fra en slags social kontrakt. Det pudsige er, at ingen af disse filosoffer argumenterer for, at nogle nuværende og eksisterende stater er dannet med baggrund i en social kontrakt. De postulerer blot, at folk ville forme en eller anden slags kontrakt for at undgå nogle antagede problemer i et statsløst samfund. Det er måske muligt, at folk ville gøre dette. Det betyder dog ikke, at man kan bruge denne hypotetiske kontrakt som fyldestgørende argument for en nuværende og eksisterende stat. Medmindre disse kontraktteoretikere kan dokumentere, at en nuværende og eksisterende stat er præcis som rationelle individer ville forme den i naturtilstanden og den samtidig er dannet i en form for kontraktsituation, så leverer de ikke et gyldigt forsvar for nogle nuværende og eksisterende stater. De leverer derimod en sølle betydelsesforskydning med semantisk flertydige præmisser. Deres kontraktstat er nemlig ikke det samme som en nuværende og eksisterende stat, derfor kan de ikke videreføre berettigelsen af kontraktstaten til nuværende og eksisterende stater (med mindre de er fuldstændig lig kontraktstaten). Stat og stat er altså ikke det samme. Quaternio terminorum. Hvis Nozick laver en ubesmittet undfangelse af staten, så laver kontraktteoretikere en spidsfindig (og yderst søgt) undfangelse af staten. Ingen af disse to undfangelser er tilstrækkelige og tilfredsstillende. Men sådan er det jo ofte når man fraskriver sig nyttehensynets minimalistiske pragmatisme og i stedet forfalder til tankespind og opdigtede fantasier.

I dag blev jeg så student. Til næste år skal jeg sandsynligvis studere på et offentligt finansieret og – ikke mindst – offentligt styret universitet. Nogle vil indvende, at universiteterne er (institutionelt) selvejende, men dette har jeg svært ved at forstå. Det er staten, der har det overordnede ansvar for universiteterne. Staten skal føre tilsyn, og universiteterne er underlagt forvaltningsloven, offentlighedsloven, rigsrevisionen, budgetvejledningen om løn, ansættelsesvilkår, pension og alt det andet offentlige institutioner er underlagt. Det minder altså mere om gymnasiernes og erhvervsskolernes herlige oxymoron kaldet ’statsligt selveje’ end det minder om reel markedsstyring af offentlige ydelser.

Men hvorfor skal staten absolut have en så markant indblanding i styringen af universiteterne og uddannelse i det hele taget? Normalt fremføres der 3 rimelig kvikke argumenter for hvorfor staten skal tage sig af uddannelsen i et givent samfund:

1. Samfundet som helhed nyder godt af en veluddannet befolkning udover den nytte som den enkelte person får ved at erhverve sig en uddannelse. Uddannelse frembringer med andre ord positive spillovers (eller eksternaliteter).
2. Nogle personer tilegner sig for lidt uddannelse, fordi de er for kortsynede. De formår ikke at indse, at uddannelse giver dem en langsigtet fordel på trods af, at omkostningerne ved en (privat betalt) uddannelse er høje til at starte med.
3. Nogle folk kan ikke betale en uddannelse selv.

Jeg vil ikke anfægte disse 3 argumenter. Jeg vil med andre ord ikke forsøge at modbevise det første argument, afhandle det andet argument eller sandsynliggøre, at det tredje argument i virkeligheden er et argument for et frit marked. Dette må komme en anden dag. I stedet vil jeg notere det pudsige faktum, at selv hvis man antager, at alle 3 argumenter er korrekte, og statslig indblanding desuden ikke skaber utilsigtede negative konsekvenser, så betyder det ikke, at staten skal eje eller blande sig i driften af universiteterne, gymnasierne, erhvervsskolerne eller sågar folkeskolerne. Argumenterne kan allerhøjest medføre, at staten skal finansiere uddannelserne ved hjælp af vouchers, lån og stipendier. Argumenterne betyder desuden, at der er større grund til at subsidiere de fattige, som ikke har penge, og de unge, som ikke helt kan overskue deres fremtidige liv. Universiteter er med andre ord ikke det mest naturlige at finansiere, da en rimelig mængde af finansieringen af universiteterne udelukkende kommer i forvejen velstillede husholdninger og ældre og (alt andet lige) ansvarlige studenter til gode.
Så kan man overhovedet bruge de 3 argumenter til at forsvare offentligt finansieret universiteter til alle? Kan man egentlig ikke kun bruge dem til at forsvare en offentligt finansieret folkeskole (og så ellers offentlige stipendier til fattigere husholdninger til andre uddannelser)? Det tror jeg. Uanset hvad mener jeg ikke, at man kan bruge argumenterne til at forsvare den trods alt massive statslige styring af alt lige fra folkeskole til universitet.

Jeg vidste det. Enjoy Capitalism!

Hattip til Marginal Revolution.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan man kunne reformere det danske omfordelingssystem. Den gang foreslog jeg negativ indkomstskat (og flad skat), hvilket jeg stadig finder en sublim kombination. Nu har jeg så læst Charles Murrays bog In Our Hands, og jeg synes også, at The Plan er yderst interessant. Men desværre er både NIT og The Plan temmelig urealistiske sådan lige umiddelbart, derfor har jeg fået en anden og mere tænkelig idé. Og måske endda bedre idé.

Den danske stats omfordeling er et fint eksempel på omfordeling, der skævvrider og ødelægger mere end den gør gavn. Hjælp fra det offentlige er ikke længere en sidste udvej i tilfælde af social trang, men en ubetinget ret affødt af skattebetalingen. Bidraget til staten har helt skiftet karakter – fra at være en overførsel til dem, der virkelig har brug for hjælp, er det nu en passerseddel til den store omfordelingskamp, hvor hver enkelt forlanger fuldt udbytte for indgangsbetalingen og desuden ikke aner noget som helst om de reelle udgifter (som ikke er behagelige). Denne omfordelingskamp modvirker direkte freden i et samfund. Den polariserer og skaber antagonistiske forhold imellem forskellige befolkningsgrupper og forskellige interessegrupper. Samfundets grupperinger bliver defineret og determineret udfra hvilken overførselsgruppe, man tilhører, hvilket ultimativt betyder, at medborgere i stedet bliver betragtet som fjender og konkurrenter i kampen om statens fælles midler.
Denne kamp fjerner desuden det personlige ansvar. Folk bliver til skrøbelige og afhængige individer, som er ude af stand til at klare sig selv. Lige nu forholder det sig jo sådan, at svaghed bliver subsidieret og i visse tilfælde endda opfordret. Jeg kan anbefale Mikael Bonde Nielsens bidrag til antologien Velfærd tur-retur, hvis man vil læse mere om dette forhold.
Derudover har den massive omfordeling negative konsekvenser for økonomien i det hele taget. De samlede offentlige udgifter udgjorde i 2003 omkring 650 mia. kr. Af dem er ca. 250 mia. kr. overførselsudgifter, altså penge der omfordeles gennem den offentlige sektor. Dette svarer til 35-40% af de samlede offentlige udgifter. Det er altså ikke helt forkert at sige, at den danske offentlige sektors svimlende størrelse i høj grad hænger sammen med den store omfordeling. Det problematiske ved forhold er, at en stor offentlig sektor med dertilhørende høje skatter er skadende for økonomien. I Andrea Bassanini og Stefano Scarpettas The Driving Forces of Economic Growth bliver der konkluderet følgende: “the overall tax burden is found to have a negative impact on output per capita”. En tung og stor skattebyrde er altså hæmmende for den økonomiske vækst.

En mulig løsning på disse problemer er at lade private organisationer stå for omfordelingen. Privat velgørenhed har nemlig en række fordele, der sandsynligvis vil formindske eller fjerne nogle af de uheldige konsekvenser som den nuværende omfordeling har. De organisationer, der direkte arbejder med de fattige, har nemlig en bedre chance forstå de fattiges konkrete behov end politikere i Folketinget og politikere på kommunernes rådhuse. Måske mangler en fattig transport til sit mulige job, mens en anden fattig måske har brug for hjælp til at afvænne sig hård narkotika, mens en tredje fattig måske har brug et simpelt måltid. Disse ting vil en privat organisation alt andet lige kunne hjælpe med at løse lettere end et rigidt og bureaukratisk socialhjælpssystem. Det offentlige socialhjælpssystem omdøber desuden jævnligt de fattige til klienter med en sag, ofte endda en sag som ikke stemmer overens med den fattiges konkrete, individuelle problem og selvopfattelse. De skaber altså klienter, både på den klassiske ansvarsforflygtigende facon og på den moderne identitetsvridende facon. En privat velgørenhedsorganisation vil være mindre tilbøjelig til dette, da deres arbejdsmetode alt andet lige er mere åben for innovation og fleksibilitet.

Hvorfor tror jeg, at det vil forholde sig sådan? Er det ikke bare tomme postulater og ubegrundede forventninger? Nej, for den private velgørenheds absolut største styrke er, at organisationerne fungerer på et marked med dertilhørende incitamentsstrukturer. Der findes ikke incitamentsstrukturer i det offentlige, der direkte fremskynder effektiv og hjælpsom service på samme måde som konkurrencen gør det på et frit marked. Der er også derfor, jeg tidligere har foreslået et voucher-system på sygehus- og skoleområdet. Det er nemlig mere eller mindre er et faktum, at der i den offentlige forvaltning derimod er en række manglende eller perverse incitamenter, der direkte forhindrer effektiv iværksættelse og udførelse af diverse mål. Kollektive beslutningsprocesser har simpelthen en tendens til at medføre svigt. Dette er også tilfældet når det handler om omfordeling. Det betyder, at de mange negative konsekvenser af den nuværende omfordeling næppe bliver ændret og forbedret. Den kollektive beslutningsproces og dens indlejrede incitamentsstrukturer påvirker politikerne til ikke at ændre på disse skadelige forhold. Dette hænger sammen med, at embedsmænd og folkevalgte politikere har korte tidshorisonter, er yderst sårbare over for lobbyvirksomhed og handler i egeninteresse (altså forsøger at fastholde eller opnå magt). Dette betyder dernæst, at det er yderst svært at ændre på en given omfordeling, hvis eller når den viser sig at være kontraproduktiv. Ja, det er nærmest umuligt.
Privat velgørenhed vil ikke løbe ind i samme slags problemer. Dette skyldes, at det er lettere for velgørenhedsgivere at stille velgørenhedsorganisationer til regnskab end det er for en skatteyder at stille staten til regnskab. Med andre ord vil elendige velgørenhedsorganisationer, der opfører sig ligesom det offentlige i dag, miste opbakning og penge forholdsvis let – ligesom firmaer mister kunder, hvis deres produkt er elendigt. Velgørenhedsorganisationer vil altså være mere effektive. Allerede nu er det sådan, at velgørenhedsorganisationer spilder færre penge end det offentlige. Den danske stat har et ressourcespild på hele 38% (ifølge Public Sector Efficiency: An International Comparison af António Afonso, Ludger Schuknecht og Vito Tanzi). Det er ikke bare administrationsomkostninger, men penge, som ifølge Den Europæiske Centralbank reelt bare forsvinder uden at gøre statens ydelser mærkbart bedre. Ifølge Dansk Røde Kors havde de i 2003 indtægter for 388 millioner og ydede nødhjælp for 336 millioner, hvilket svarer til 87% af deres samlede indtægter. Læger Uden Grænser skriver selv, at ”over 80%” af deres midler går til nødhjælp. Der er altså en verden til forskel på private organisationers effektivitet og den offentlige sektors effektivitet. Og hvis man fjerner organisationernes lobbyarbejde, så vil man sandsynligvis se endnu bedre tal. Lige nu forholder det sig jo sådan, at de succesrige velgørenhedsorganisationer er dem, der er bedst til at lokke penge ude af bureaukrater, og ikke nødvendigvis dem, der er bedst til at hjælpe de fattige, hvad enten det er med mad, penge eller arbejde.

Den letteste måde at sørge for, at velgørenhedsorganisationerne får mere betydning og flere penge, er at gøre velgørenhedsbidrag fradragsberettigede. I dag er det sådan, at man hvert år kan få fradrag for op til 6.600 kr. De første 500 kr. man giver er dog ikke fradragsberettiget. Hvorfor ikke forhøje dette fradrag? Ja, simpelthen gøre det til et fradrag uden loft? Jeg tror ikke, at det er umuligt politisk projekt at fjerne toppen – eller i det mindste forhøje det markant. Selv socialister kan vel se det urimelige i at beskatte solidaritet, ikke sandt? Når folk så begynder at benytte sig af dette fradrag kan man gradvist fjerne dele af den offentlige omfordeling, f.eks. sænke dagpengesatsen, SU’en, efterlønnen, folkepensionen og så videre. Hvis man samtidig vil forøge incitamentet til at give penge i velgørenhed, så denne proces foregår endnu hurtigere, kan man sørge for, at man kan trække 110% af sit samlede velgørenhedsbidrag fra i skat, altså 10% mere end man givet i velgørenhed. På denne måde kan man faktisk formindske sin personlige skattebyrde ved at give penge i velgørenhed. En sådan ordning har også den sideeffekt, at den offentlige sektor bliver mindre til fordel for den samlede økonomi. Dette kaldes vist en win-win situation…