The Hairpin Bend

…one of the fixed points of our considered judgments that no one deserves his place in the distribution of natural endowments, any more than one deserves ones initial starting place in society. The assertion that a man deserves the superior character that enables him to make the effort to cultivate his abilities is equally problematic; for his character depends in large part upon fortunate family and social circumstances for which he can claim no credit. The notion of desert seems not to apply to these cases.

Sådan skrev John Rawls (som jeg har skrevet en del om tidligere) i hans berømte En teori om retfærdighed. Jeg har tidligere brugt lignende ord til at kritisere den dogmatiske libertarianisme, som den bliver praktiseret af Rothbard, Hoppe og andre aksiomatisk-deduktive filosoffer.

Meget kort og populært sagt mener Rawls, at mennesket deltager i to forskellige lotterier ved fødslen. Det første lotteri kan kaldes ”det sociale lotteri”, hvor hver enkelt kan trække forskellige lod, der determinerer sin families sociale og økonomiske status og omgivelsernes værdsættelse af sit køn, race og religion. Det andet lotteri er om muligt endnu vigtigere. Det kan kaldes ”det naturlige lotteri”, hvor hver enkelt trækker et lod med mulige fysiske gaver: stor begavelse, andre intellektuelle talenter, stærk fysik og/eller god sundhed. Rawls mener heraf at kunne konkludere, at menneskets udgangspunkt er fundamentalt tilfældig. Vores intuitioner fortæller os desuden (postulerer Rawls), at fordelinger i samfundet er uretfærdige, hvis de er bestemt af faktorer uden for individernes magt, herunder tilfældigheder. Et menneskes skæbne bør altså ikke afhænge af vilkårlige lotterier, derfor kan man ikke bygge en retfærdig filosofi op omkring det enkelte menneskes egen indsats og fortjenesten heraf – ”egen indsats” bestemmes jo netop af de to lotterier. Med andre ord er det forkert at basere sin politiske/etiske teori på 1) selvejerskab og 2) fortjeneste, da af disse begreber udspringer af uretmæssige og arbitrære forhold. Derfor bør disse ikke have en iboende og grundlæggende værdi. I stedet skal man, når man skal skabe et retfærdigt samfund, udforme det bag et ”uvidenhedens slør” (se tidligere skrivelse), hvor man ikke ved hvilke lod man trækker i lotterierne. Denne absolutte upartiskhed vil sikre en sejr over lotteriernes terningspil, og muliggøre udfoldelsen af et retfærdigt samfund, mener Rawls.

Nu er jeg for det første ikke begejstret for at benytte mig af moralske intuitioner, aksiomer og ubegrundede værdidomme, men selv hvis man (for en stund) ser bort fra Rawls’ intuitive fremgangsmåde og hans refleksive ligevægt, så er der et par kommentarer der bør knyttes til Rawls’ lotterier. De har nemlig vidtrækkende og særdeles forbløffende konsekvenser. Jeg accepterer i det store hele lotterierne, men mine konklusioner er yderst divergerende i forhold til Rawls.

Lotterierne bliver ofte brugt som grund til at omfordele penge og goder. Eftersom ingen har moralsk ret til deres karakter og evner, og dermed til resultatet af deres arbejde, så er der intet i vejen med at fjerne penge fra de velstående og give til de nødlidende. Nogle mener, at man skal omfordele så meget, at alle har lige meget, altså komplet materiel lighed. Rawls mener derimod, at man blot skal tilstræbe det samfund, hvor de dårligst stillede har det bedst (maksimin-reglen). I dette samfund kan ulighed fungere som en incitamentsstruktur, der forøger produktiviteten og samfundets samlede rigdom til fordel for både rig og fattig.
Den utilsigtede konsekvens af dette omfordelingsrationale er bare, at politisk magt bliver uretfærdigt, hvilket jo faktisk betyder, at den ønskede omfordeling - iværksat, udført og overvåget af politikere og deres embedsmænd - ikke bør finde sted. Det lyder måske en anelse kringlet, men essensen er, at materiel ulighed er sammenlignelig med politisk ulighed: Hvis ingen af de store rigmænd har fortjent deres penge, hvordan og hvorfor har politikerne så fortjent deres magt over os? Jeg vil endda gå så vidt at sige, at politisk ulighed kræver en stærkere begrundelse end materiel ulighed. da politisk magt er direkte voldsbaseret magt over andre mennesker. Der skal altså virkelig et godt argument på banen.
De fleste vil nok mene, at dette gode argument er demokratiet, men demokratiske valg er desværre ikke svaret. Hvis valg kan retfærdiggøre politisk ulighed, så burde frivillige transaktioner på et frit marked også kunne retfærdiggøre materiel ulighed. Hvis lotterierne er korrekte og virkelige, så er demokratiske valg også et spørgsmål om held og tilfældigheder, og disse tilfældigheder negerer retten til beholde fortjenesten selv. Politikerne bør altså ikke få denne tilfældige magt til at udskrive love og udøve vold og tvang mod os andre.
(Endvidere kan man spørge sig selv om tilfældighederne ikke også negerer retten til tage fortjenesten fra andre. Hvis vi ikke har retten til at beholde vor egen fortjeneste, hvorfor har andre så retten til at tage denne fortjeneste? Hvad giver dem mere ret til at få fortjenesten? Deres naturlige og sociale position? Men den er jo tilfældig og kan derfor ikke være udslagsgivende.)

Rawlsianere kunne argumentere for, at politisk magt er med til at hjælpe de svageste; altså bør man tillade politisk ulighed på grund af maksimin-reglen. Men er dette overhovedet forståeligt? Ifølge maksimin-reglen, så kan uligheden kun accepteres hvis den er med til at forøge delen for dem, der ellers ville have mindst. Dette giver bare ingen mening eftersom acceptabel ulighed kun kan forekomme i et ikke-nulsumsspil, mens politisk magt netop er et nulsumsspil. Ved oprettelsen af en politisk enhed med voldsmonopol afgiver man magt (nærmere bestemt; retten til at forsvare sig med vold) til politikere og embedsmænd, men man forøger ikke samfundets aggregerede magt. Hvis vi har 10 politiske magtenheder i et samfund af 5 personer, så vil der altså blive ved med at være dette uanset hvad. Hvis 2 personer skal have 5 magtenheder af de andre via demokratiske valg, så er der naturligvis kun 5 enheder tilbage til de sidste 3 personer. Fordelingen ville gå fra at være ligelig (5 á 2) til ulige (2 á 2,5 og 3 á 1,66) uden at stille de dårligst stillede bedre hvad angår magt. Derfor ville den lige fordeling være at foretrække ud fra en ”original position”. Den materielle velstand ville derimod stige ved ulighed. Hvis man tilskyndede (via ulighed) 2 personer til at forøge samfundets samlede velstand med 5 ekstra pengeenheder, så ville alle være bedre stillede. Her ville fordelingen også gå fra at være lige (5 á 2) til ulige (den konkrete fordeling afhænger af graden af beskatning og omfordeling, men samfundets samlede velstand er i hvert fald større), men denne gang ville det gavne de dårligst stillede.
Man kunne efterfølgende postulere, at den politisk ulighed er nødvendig for at omfordele den materielle velstand. Men som sagt tidligere, så er den politiske ulighed langt mere alvorlig og potentiel skadelig end den materielle (den demokratisk valgte George W. Bush har været skyld i mange flere dødsfald end selv den mest skruppelløse forretningsmand), så det virker bizart at tolerere den for at realisere en materiel omfordeling. Det er i mine øjne en meget ringe trade-off. Bare læs The Black Book of Communism. Det samme er tilfældet med beskyttelse og magt.

Hvad er min pointe så? Den er i hvert fald, at Rawls har nogle latente selvmodsigelser i sin teori. Men pointen er også at demonstrere hvad en overdreven brug af moralske intuitioner og værdidomme har for den praktiske politik – reelt ender man jo i det paradoksale ’intet’. Rawls er ikke ene om at begå denne fejl. Den dogmatisk-arbitrære libertarianisme begår mange af de samme fejl.

Løsningen på det hele er selvfølgelig ligetil. Det er muligt, at vi egentlig ikke har fortjent udkommet af vores arbejde, men det er for så vidt irrelevant. At indrette samfundet som om vi har fortjent hvad vi har arbejdet for, er nemlig en så væsentlig del af det sociale samarbejde, at det ikke kan undværes. Kan man forestille sig socialt samarbejde ud fra en præmis om, at ingen har fortjent udkommet af dette samarbejde? Næppe. Handel på et frit marked er basalt set en frivillig udveksling af to værdier mellem to personer med henblik på deres egen gensidige fordel, hvilket følgelig betyder, at en person kun handler, hvis vedkommende føler, at han får hvad han fortjener. Men hvis man indretter et samfund på den præmis, at ingen reelt fortjener noget, så bliver det at handle lige pludselig omsonst og meningsløst. Dette kan have ødelæggende indflydelse på det fri marked – og hvis det fri marked og det sociale samarbejde bliver forpurret, så er et velfungerende, lykkeligt og rigt samfund komplet umuligt. Så ligesom det er tilfældet med den fri vilje, så kan fortjeneste (og en vis grad af selvejerskab) forsvares konsekventialistisk.