The Hairpin Bend

Jeg har altid fundet spilteori særdeles spændende, derfor forsøgte jeg i sidste uge at benytte nogle spilteoretiske idéer til at analysere cykelløb. Til min store forbavselse viste det sig dog, at jeg hverken kunne ikke bruge spilteori til at forudsige eller udførligt forklare cykelrytternes adfærd. Dette har bragt mig i tvivl om spilteoriens generelle anvendelighed.

Det klassiske Prisoner’s Dilemma, som først blev formuleret af Albert W. Tucker, kan med fordel benyttes til at illustrere min tankegang og følgende tvivl. I dette dilemma skal man antage, at to personer – Bob og Al – bliver anholdt af politiet, mistænkt for en seriøs forbrydelse. Disse to fanger holdes dernæst adskilt og præsenteres for følgende regler: Hvis ingen af fangerne taler, har anklageren ikke mulighed for at få dem dømt for mere end nogle mindre forseelser, der højst giver 1 års fængsel. Hvis begge tilstår kan de på grund af deres samarbejdsvilje slippe med 10 års fængsel. Hvis kun den ene tilstår og angiver den anden, vil den som tilstår slippe helt for straf, mens den som angives får 20 års fængsel. Da fangerne holdes i isolation, kan de ikke koordinere deres strategier. De skal under den herskende usikkerhed vælge mellem tale og tavshed. Fangernes dilemma består hernæst i, om de skal tale eller holde mund.
Bob sidder altså alene og tænker strategisk over situationen. Bob ved ikke hvad Al gør. Hvis Al tilstår, så får Bob 20 år hvis Bob tier, men slipper med 10 år hvis Bob taler. Altså er det under den forudsætning bedst for Bob at tilstå. Hvis Al på den anden side tier, så er Bob ude i morgen hvis han taler, men får 1 år hvis han holder mund. Igen er det billigst for Bob at tilstå. For Bob er det – uanset hvad Al gør – således mest rationelt at tilstå. Als overvejelser er selvfølgelig helt parallelle og ensartede. Også for ham er den bedste strategi tilsyneladende at tilstå, for det giver den letteste straf, hvad enten Bob gør det ene eller det andet.
De tilstår altså begge og får 10 år hver. Men denne rationelle løsning er ikke den Pareto-optimale for dem. Havde de begge tiet, ville de have sluppet for 9 år i skyggen. Pointen er, at de ved at forfølge deres egeninteresse havner i en ligevægtstilstand, der ikke er Pareto-optimal.

Man kan med lidt god vilje finde analoge tilstande i cykelløb. Man kan sagtens forestille sig, at to ryttere, der er i udbrud, vil havne i samme dilemma. Hvis de samarbejder vil de holde til løbets slutning og kan dermed køre om sejren uforstyrret af de mange ryttere i feltet. Til gengæld kan en af rytterne også risikere at trække den anden rytter hele vejen til finalen, hvilket vil betyde, at den hvilende rytter, der jo blot har udnyttet den arbejdende rytters slipstrøm, kommer relativt frisk til finalen og vil derfor vinde let. Men hvis ingen af dem samarbejder, så bliver de indhentet af det jagtende felt og mister chancen for at køre om sejren. Det er altså samme regler som i Prisoner’s Dilemma. Nedenstående tabel kan illustrere cykelrytterens dilemma.

Som man kan se, så burde cykelrytterne vælge at slappe af og være en klassisk free rider. Det pudsige er bare, at rytterne næsten altid vælger at arbejde. Man kan indvende, at dette samarbejde opstår på baggrund af den kommunikation, der nødvendigvis må opstå mellem de to ryttere. Fangerne i det klassiske eksempel blev jo isolationsfængslet, mens rytterne har gode muligheder for at koordinere deres indsats og aftale en fælles løsning. Forskellen er simpelthen, at cykelsport er et kooperativt spil, mens Prisoner’s Dilemma er et ikke-kooperativt spil. Men er det virkelig en acceptabel forklaring? Det er sandt, at kommunikationen kan ændre på forholdene, men ofte tilrettelægges og planlægges samarbejdet altså slet ikke. Det opstår snarere spontant og ofte i det sekund angrebet bliver sat ind – altså uden kommunikation hverken på forhånd eller undervejs. En rytters første tilskyndelse er simpelthen ikke at slappe af, men derimod at arbejde. Samarbejde er udgangspunktet, ikke noget man kommunikerer sig frem til. Faktisk forekommer reel free riding kun når en rytter har fået besked på at vente eller holde tilbage på grund af holdtaktiske hensyn.

Hvis det ikke skyldes kommunikationen, hvad skyldes dette forhold så? Nogle vil mene, at det er fordi cykelløb er et gentaget spil, hvor rytterne benytter sig af en tit-for-tat-strategi. Denne strategi fortæller hver rytter, at de altid skal samarbejde i første runde, for derefter at agere på samme måde som din modstander gjorde i den forgangne runde. En gruppe af tit-for-tat-ryttere vil altså altid samarbejde, mens ryttere, der ikke benytter sig af tit-for-tat-strategien, vil blive straffet, fordi ingen til sidst vil samarbejde med dem. De vil dermed i det lange løb tabe til tit-for-tat-rytterne, medmindre de ændrer strategi.
Man kan dog indvende, at denne forklaring er uholdbar. Tit-for-tat-strategien forudsætter nemlig, at aktørerne ikke ved hvor mange runder, der er i spillet. Jeg vil dog hævde, at de fleste cykelryttere har en udmærket idé om hvornår deres nuværende løbsserie slutter. Medmindre man betragter hele cykelsportens historie som et langt spil, så må der nødvendigvis forekomme nogle forudsigelige afslutninger på cykelløbene: Tour de France, Giro d’Italia, Ardenner-klassikerne og alle andre etapeløb og løbsserier har altså en sidste runde. Eftersom rytterne ved hvornår denne sidste runde indtræffer, så burde det være rationelt at handle udelukkende i egeninteresse i denne runde, da der ikke ville være flere runder at straffe vedkommende i. I den næstsidste runde vil rytterne så også handle i egeninteresse, da de vil vide, at alle vil handle i egeninteresse i den sidste runde, og dermed ikke vil straffe rytterne, der handlede i egeninteresse i næstsidste runde. Dette betyder så, at de heller ikke er truet i tredjesidste runde, hvor de så også kan handle udelukkende i egeninteresse. Denne kædereaktion fortsætter helt til første runde, hvilket betyder, at det ville være yderst rationelt af rytterne at vælge ikke at samarbejde overhovedet. Altså er udkommet præcist det samme som i det klassiske dilemma – den såkaldte Nash-ligevægt er at slappe af hver gang. Problemet er som sagt bare, at dette udkom ikke stemmer overens med cykelsportens realiteter.

Hvad kan årsagen til denne praksis dog være? Ja, jeg ved det faktisk ikke. Måske er det blot tit-for-tat-strategi eller måske er det på grund af kommunikationen. Kan Robert Axelrod måske hjælpe? Eller også skyldes det helt andre forhold? Ære og sportmanship måske? Den tyske cykelrytter Jens Voigt opgav i hvert fald frivilligt en sikker sejr, fordi han følte, at han ikke havde arbejdet nok i frontgruppen: “I was always sitting on the back of the attack, but I couldn’t win today because I didn’t work at all. You can only win if you are the strongest and it wouldn’t have been right if I did.” Hvad er så idéen med at sidde med til mål som en free rider? Og hvordan vil man lige forklare den spilteoretisk?

Spilteorien har altså svært ved at forklare cykelrytternes adfærd. Dette medfører et endnu større problem, nemlig at spilteorien ikke kan bruges til at forudsige cykelrytternes adfærd. Er dette en generel tendens? Er det normalt, at spilteoriens ubestemthed og fejlagtige ligevægtstilstande gør det mere eller mindre umuligt at lave empirisk testbare forudsigelser og forklaringer? I så fald er dette en kæmpe svaghed. Spilteorien vil sikkert altid være interessant, da det fortæller nogle spændende historier, men dens praktiske anvendelighed er altså en anelse begrænset, hvis den har tilsvarende forklarings- og forudsigelsesproblemer på andre områder.

Bielefeld har leveret et fremragende indlæg på sin blog Walla min fætter!. Han skriver således:

Problemet med det udvidede kulturbegreb, som antropologerne i dag benytter sig af, er, at det hviler på en fejlagtig forudsætning om, at en national kultur kan afgrænses og adskilles skarpt fra andre nationale kulturer. Det skal bemærkes, at det var tilstedeværelsen af en eneste religion, som førte til, at samfundsforskere begyndte at klassificere samfundet som multikulturelt. Men man kan ikke slutte fra en religion til mange kulturer. Ikke kun fordi der er tale om en kategorifejl (religion/kultur), men også fordi man ikke kan tælle kulturer. Kulturer er utællelige, fordi de er uadskillelige.
Alle kulturer er kreoliserede og karakteriserede ved hybriditet og synkreticitet. Der er således ikke engang én kultur. Jeg har skrevet det før, men det hjælper ikke at blive ved med at forklare kulturfetischisterne det, for de betjener sig af en bestemt diskurs, der frembringer det objekt, de taler om. Både de Onde i DF og de Gode i SF. Og altså lektor Michael Böss. For ham er det multikulturelle samfund et faktum, hvilket implicerer, at multikulturalisme som ideologi bliver totalitær, fordi der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved den. …Problemet med det moderne kulturbegreb er, som Ulrich Bech også har udtalt, at det laver naboer om til fremmede, så de ikke kan forstå hinanden. Det gælder om at befri dem fra kultur, så de igen kan blive naboer. I stedet sker det modsatte. Der er kultur overalt. Det ser umiddelbart ud til, at vi i Danmark har bevæget os hen imod den canadiske integrationsmodel, som kaldes frugtkompotmodellen. Den er dog ikke særlig appetitlig, for den er identisk med ideen om multikulturalisme. Her er tanken, at forskellige kulturelle grupper lever side om side i pæn apartheid. Ideen om multikulturalisme, siger jeg.
Sagen er nemlig, at multikulturalisme er en idé på samme måde som nationalisme og alle andre ismer, men den fremstilles af både tilhængere og modstandere som en afspejling af et samfund med afgrænsede kulturer inden for nationalstatens grænser. Multikulturalisme afspejler ikke noget ude i samfundet. Og den hviler på samme fejlagtige grundlag som nationalisternes: ideen om, at der findes rene nationale kulturer som skal respekteres, forstås og støttes – eller undertrykkes. …

Både DF og SF mener, at alle individer bærer en kultur i sig. Efter 2. verdenskrig talte man ikke om racer eller nationalkarakter. Det fik først en renæssance i 1980’erne, hvor danskerne pludselig opdagede, at de havde fået muslimske naboer. Da begyndte man igen at tale om spøgelser som kulturer, folk og folkeånd. Kultur har i dag erstattet race; kulturracisme har afløst racisme. Kultur er race minus biologi. Det fungerer på samme måde. Da danskerne igen begyndte at tale om kultur og kulturforskel, begyndte ”racedebatten” forfra. Gammel må verden endnu være.

Denne fine fortælling om hvorledes den kulturfetichistiske diskurs frembringer sit eget objekt minder mig om noget Jean Baudrillard engang skrev og som jeg er blevet presset til at læse. Jeg bryder mig ellers ikke om ham, men lige præcis denne enkeltstående pointe er værd at bemærke (ikke fordi den er sand, men fordi den er interessant). Udsagnet lyder således: ”We say that Disneyland is not, of course, the sanctuary of the imagination, but Disneyland as hyperreal world masks the fact that all America is hyperreal, all America is Disneyland.” Disneyland skaber dermed illusionen af, at resten af Amerika er reel og virkelig. Men Amerika er i virkeligheden ét stort Disneyland. Det lyder måske kringlet, men hans betragtning kan med fordel benyttes som supplement til Bielefelds tanker. Det kan måske også forklare hvorfor Dansk Folkepartis kulturfetichisme alt andet lige er mere skadelig end den ellers lige så fejlagtige ditto hos multikulturalisterne. For måske er DF-kultur- fetichisternes fokus på kultur og tilhørsforhold et forsøg på at distancere sig fra virkeligheden. Denne publikation af Carsten Bagge Laustsen og Bülent Diken påstår i hvert fald dette. DF-kulturfetichisterne har skabt en illusion, der fortæller om et fredeligt og uberørt sted midt i den forvirrende, globaliserede verden. Men som sagt er det en illusion. Selv lille Danmark er tilkoblet det globale netværk bestående af internettets kakofoni af holdninger, karakterer og personer og den moderne verdens næsten helt frie geografiske bevægelse. Derfor er indvandrerne, der presser og ødelægger danskheden, også en illusion. Indvandrerne har simpelthen samme opgave som Disneyland har i den amerikanske selvbevidsthed. De er en menneskeskabt kreation, som skal understøtte illusionen om, at danskheden er virkelig. Der findes tilflyttere rent fysisk, men indvandreren findes ikke som andet end en fantasikonstruktion, som bruges til at definere danskheden. Denne søgen efter det danske viser således på paradoksal vis, at det danske, som vi søger, er tabt. Den fremmede er ligesom naturen, som Bielefeld noterer.

Det farlige er dog, at denne illusion ikke definerer danskheden eksplicit, men derimod tager udgangspunkt i forestillingen om den fremmede indvandrer. Den fremmede indvandrer fremstilles som den, der forhindrer danskheden i at udfolde sig. Dansk Folkeparti forestiller sig derfor, at vi ville udgøre et homogent og lykkeligt fællesskab, hvis ikke vi var invaderet af de fremmede. Denne spidsfindige projektion muliggør således, at vi undgår at definere danskheden - og dermed også undgår det traumatiske i at realisere, at danskheden som sådan ikke findes. Dette tydeliggøres også i Dansk Folkepartis principprogram og arbejdsprogram, hvor de ikke eksplicit formulerer danskheden en eneste gang, hvilket må siges at være ret besynderligt. Med andre ord skjuler Dansk Folkeparti deres egen mangel på dansk identitet ved at konstruere den fremmede som den, der har frarøvet det, der kunne danne grundlaget for deres identitet. Indvandrerne er som figurer i Disneyland. De er reduceret til det, som kan kategoriseres og kontrolleres.

Hermed siger jeg dog ikke, at der ikke findes indvandrerproblemer. Det gør der tydeligvis (også selvom Laustsen & Diken måske postulerer dette). Rockwool Fondens Forskningsenhed undersøgte i 2004 ’den danske integration’ (hvad det så end der). I år 2002 var kun 38% af de ikke-vestlige indvandrere i Danmark i job mod 76% af de danske statsborgere Til sammenligning var tallene i Tyskland på henholdsvis 49% og 65%. Og Tyskland klarer det ikke engang suverænt. I stedet for at diskutere hvordan det danske arbejdsmarked og socialhjælpssystem fungerer, så begynder vi at diskutere kultur. Der er for lidt fokus på, at mindst 35% af indvandrerne vil få mindre end 750 kroner per måned mere ud af at arbejde frem for at være arbejdsløs. Der er for lidt fokus på, at mindstelønnen og den høje skat skaber en skattekile, der ødelægger efterspørgslen efter ufaglært servicearbejde (og meget andet arbejde, for den sags skyld). Der er simpelthen for lidt fokus på de perverse incitamenter som velfærdsstaten skaber.

Horisont havde i aftes en bovlam reportage fra “det fattige Amerika” (genudsendes i morgen klokken 12.10). Programomtalen postulerer bramfrit, at “tæt på 40 millioner amerikanere lever i en form for fattigdom”. Så kender vi typen. Jeg vil dog alligevel gerne knytte et par enkelte nye kommentarer (og så ellers anbefale at læse mit gamle indlæg om emnet). USA er ikke en fejlfri nation, men de mange myter og halve sandheder, som blev fremført i programmet, er alligevel ikke rimelige.

Først og fremmest er det værd at notere, at det kun er Maine, South Carolina, Idaho, Alabama, Oklahoma, Arkansas, Montana, West Virginia og Mississippi, der har en lavere købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger end Danmark. Sølle 9 amerikanske stater. Den gennemsnitlige amerikaner i Michigan, som Horisont beskæftigede sig med, er rent faktisk rigere end den gennemsnitlige dansker. Alt dette bliver endnu værre, hvis man kigger på EU som helhed: De 15 gamle EU-lande ville til sammen være den 5. fattigste stat i USA.
I programmet virkede det også som om mange amerikanere ikke har pengene til at opretholde et basalt privat forbrug. Faktum er bare, at den gennemsnitlige amerikaner forbruger 77% mere end den gennemsnitlige EU-borger. Meget af dette skyldes, at skatten generelt er lavere i USA, hvilket selvfølgelig betyder, at der er flere penge at forbruge, men en korrektion for beskatning kan ikke udrede hele den markante forskel. Den gennemsnitlige amerikaner har simpelthen mange flere penge end den gennemsnitlige EU-borger. Dette betyder også, at flere folk i USA har vaskemaskiner, opvaskemaskiner, mikrobølgeovne, tørretumblere, videomaskiner, computere, tv’er og biler end hvad der er tilfældet i Danmark. Og Danmark er endda et af de lande i Europa, som har flest husapparater.

Hertil vil mange nok indvende, at jeg misser pointen; nemlig, at det er den fattige amerikaner som er ekstrem fattig, ikke den gennemsnitlige amerikaner. Det er sandt, at den gennemsnitlige amerikaner ikke er ekstrem fattig, men den fattige amerikaner er altså heller ikke ekstrem fattig. Indkomsterne i USA er simpelthen så høje, at en familie tæt på gennemsnitsindkomsten i Portugal vil være tæt på fattigdomsgrænsen i USA. Medmindre man er villig til at kalde den gennemsnitlige portugiser for ekstrem fattig, så burde man nok afdramatisere sin påstand lidt.
Derudover er det ikke helt irrelevant hvad BNP pr. indbygger (og det private forbrug) er, for der er en klar tendens til, at jo højere en nations BNP pr. indbygger er, desto lavere vil antallet af husholdninger med en indkomst på under 25.000$ være. På nedenstående tabel kan man tydeligt se sammenhængen. Der er langt færre fattige i en stat med høj BNP pr. indbygger. Desuden kan man se, at Sverige ikke klarer sig nævneværdigt godt hvad angår antallet af husholdninger med en indkomst på under 25.000$. Danmark ligger i denne sammenligning tættere på Sverige end USA.

Horisont fortalte også om de sortes levevilkår, som eftersigende var alt andet end positive. Jeg vil ikke påstå, at alle sorte i USA har det strålende, men tendensen er, at sorte får det bedre og bedre. Fattigdommen blandt sorte er for eksempel mere end halveret på de sidste 50 år (se nedenstående tabel). Den eneste etniske gruppe, der som helhed ikke bevæger sig fremad, er latinamerikanerne, men dette skyldes udelukkende, at antallet af latinamerikanske immigranter i samme årrække er steget fra 10 millioner til 40 millioner. Og eftersom det er uuddannede og fattige immigranter, er det vel naturligt, at de i hvert fald i starten figurerer som fattige.

I programmet mødte man også en familie, der åbenbart var meget fattige efter amerikanske standarder. På et tidspunkt så man dog familiens køkken, som slet ikke så tarveligt ud: Der var opvaskemaskine, forholdsvist stort køleskab og andre udmærkede køkkenfaciliteter. At eje mange avancerede husapparater er typisk for fattige i USA. De fleste fattige i USA har nemlig både bil, satellit- eller kabel-tv, køleskab, aircondition-anlæg, mikrobølgeovn, vaskemaskine og DVD-afspiller. 45% af de fattige i USA ejer deres eget hus, 30% har to eller flere biler, 26% har widescreen-tv, 55% har to eller flere farve-fjernsyn og 25% har to eller flere DVD-maskiner. Stereoanlæg, computere og mobiltelefoner ejes også af mere end 25% af de fattige i USA. I min verden er det altså ikke ekstrem fattigdom.
Man kunne også se et såkaldt ”mobile home”, der er det værste af det værste i USA, men selvom det ikke var kønt, så var det alligevel ikke bekymrende småt eller faldefærdigt. Dette passer igen fint med virkeligheden. Den fattige amerikanske husholdning har nemlig en bolig på 114,1 m2. Den gennemsnitlige danske husholdning har til sammenligning 108,8 m2 til rådighed. Selvom der er flere i en fattig amerikansk husholdning end i en gennemsnitlig dansk husholdning, så kan det ikke dække over det faktum, at de fattige amerikanere faktisk har relativt store boliger. Dette er særlig tydeligt, hvis man sammenholder tallet med andre europæiske lande: I Frankrig og Tyskland er den gennemsnitlige husholdnings domicil på under 90 m2.

I programmet fik man også det indtryk, at ledigheden blandt ufaglærte er ekstrem i USA. Dette er bare ikke tilfældet. Ledigheden for folk med “less than a high school diploma” er på 7,5% og for “high school graduates, no college” er den 4,2%. I Danmark er der 10,8% ledighed for specialarbejdere (og hele 12,4% ledighed for kvindelige arbejdere). Alt andet lige ser det pænere ud i USA. Desforuden er den ufaglærte ledighed endnu højere når man kigger på andre europæiske lande, for eksempel Frankrig.
Det er muligt, at der visse steder i USA er høj ledighed, fordi store industrier er blevet udflyttet eller nedlagt, men det er ikke en generel tendens. Når man udelukkende fremviser en by som Flint (som Michael Moore også ynder at gøre), så bidrager man mere til fordomme og myter end man fortæller noget reelt om USA og fattiges vilkår i USA. Dette var tilfældet med Horisont i aftes - hvilket man dog kunne aflæse direkte af programomtalen…

Mine tal er fra Fredrik Bergströms og Robert Gidehags EU versus USA, Olaf Gersemanns Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality og Samfundsstatistik 2005.

Bare rolig. Jeg er ikke blevet udsat for forfærdelig tvang - jeg holder blot lidt (læse)ferie. Jeg har et par indlæg på trapperne omhandlende medielicens, bistandsreformer og Iran. De er alle delvist færdige, så det varer næppe længe før der er nyt på min side. Hvis vejrudsigten holder, kan det være, at alle indlæggene bliver færdige indenfor de næste par dage. Men indtil da vil jeg blot endnu engang anbefale Punditokraterne, muligvis kombineret med lidt Cato Unbound…

…one of the fixed points of our considered judgments that no one deserves his place in the distribution of natural endowments, any more than one deserves ones initial starting place in society. The assertion that a man deserves the superior character that enables him to make the effort to cultivate his abilities is equally problematic; for his character depends in large part upon fortunate family and social circumstances for which he can claim no credit. The notion of desert seems not to apply to these cases.

Sådan skrev John Rawls (som jeg har skrevet en del om tidligere) i hans berømte En teori om retfærdighed. Jeg har tidligere brugt lignende ord til at kritisere den dogmatiske libertarianisme, som den bliver praktiseret af Rothbard, Hoppe og andre aksiomatisk-deduktive filosoffer.

Meget kort og populært sagt mener Rawls, at mennesket deltager i to forskellige lotterier ved fødslen. Det første lotteri kan kaldes ”det sociale lotteri”, hvor hver enkelt kan trække forskellige lod, der determinerer sin families sociale og økonomiske status og omgivelsernes værdsættelse af sit køn, race og religion. Det andet lotteri er om muligt endnu vigtigere. Det kan kaldes ”det naturlige lotteri”, hvor hver enkelt trækker et lod med mulige fysiske gaver: stor begavelse, andre intellektuelle talenter, stærk fysik og/eller god sundhed. Rawls mener heraf at kunne konkludere, at menneskets udgangspunkt er fundamentalt tilfældig. Vores intuitioner fortæller os desuden (postulerer Rawls), at fordelinger i samfundet er uretfærdige, hvis de er bestemt af faktorer uden for individernes magt, herunder tilfældigheder. Et menneskes skæbne bør altså ikke afhænge af vilkårlige lotterier, derfor kan man ikke bygge en retfærdig filosofi op omkring det enkelte menneskes egen indsats og fortjenesten heraf – ”egen indsats” bestemmes jo netop af de to lotterier. Med andre ord er det forkert at basere sin politiske/etiske teori på 1) selvejerskab og 2) fortjeneste, da af disse begreber udspringer af uretmæssige og arbitrære forhold. Derfor bør disse ikke have en iboende og grundlæggende værdi. I stedet skal man, når man skal skabe et retfærdigt samfund, udforme det bag et ”uvidenhedens slør” (se tidligere skrivelse), hvor man ikke ved hvilke lod man trækker i lotterierne. Denne absolutte upartiskhed vil sikre en sejr over lotteriernes terningspil, og muliggøre udfoldelsen af et retfærdigt samfund, mener Rawls.

Nu er jeg for det første ikke begejstret for at benytte mig af moralske intuitioner, aksiomer og ubegrundede værdidomme, men selv hvis man (for en stund) ser bort fra Rawls’ intuitive fremgangsmåde og hans refleksive ligevægt, så er der et par kommentarer der bør knyttes til Rawls’ lotterier. De har nemlig vidtrækkende og særdeles forbløffende konsekvenser. Jeg accepterer i det store hele lotterierne, men mine konklusioner er yderst divergerende i forhold til Rawls.

Lotterierne bliver ofte brugt som grund til at omfordele penge og goder. Eftersom ingen har moralsk ret til deres karakter og evner, og dermed til resultatet af deres arbejde, så er der intet i vejen med at fjerne penge fra de velstående og give til de nødlidende. Nogle mener, at man skal omfordele så meget, at alle har lige meget, altså komplet materiel lighed. Rawls mener derimod, at man blot skal tilstræbe det samfund, hvor de dårligst stillede har det bedst (maksimin-reglen). I dette samfund kan ulighed fungere som en incitamentsstruktur, der forøger produktiviteten og samfundets samlede rigdom til fordel for både rig og fattig.
Den utilsigtede konsekvens af dette omfordelingsrationale er bare, at politisk magt bliver uretfærdigt, hvilket jo faktisk betyder, at den ønskede omfordeling - iværksat, udført og overvåget af politikere og deres embedsmænd - ikke bør finde sted. Det lyder måske en anelse kringlet, men essensen er, at materiel ulighed er sammenlignelig med politisk ulighed: Hvis ingen af de store rigmænd har fortjent deres penge, hvordan og hvorfor har politikerne så fortjent deres magt over os? Jeg vil endda gå så vidt at sige, at politisk ulighed kræver en stærkere begrundelse end materiel ulighed. da politisk magt er direkte voldsbaseret magt over andre mennesker. Der skal altså virkelig et godt argument på banen.
De fleste vil nok mene, at dette gode argument er demokratiet, men demokratiske valg er desværre ikke svaret. Hvis valg kan retfærdiggøre politisk ulighed, så burde frivillige transaktioner på et frit marked også kunne retfærdiggøre materiel ulighed. Hvis lotterierne er korrekte og virkelige, så er demokratiske valg også et spørgsmål om held og tilfældigheder, og disse tilfældigheder negerer retten til beholde fortjenesten selv. Politikerne bør altså ikke få denne tilfældige magt til at udskrive love og udøve vold og tvang mod os andre.
(Endvidere kan man spørge sig selv om tilfældighederne ikke også negerer retten til tage fortjenesten fra andre. Hvis vi ikke har retten til at beholde vor egen fortjeneste, hvorfor har andre så retten til at tage denne fortjeneste? Hvad giver dem mere ret til at få fortjenesten? Deres naturlige og sociale position? Men den er jo tilfældig og kan derfor ikke være udslagsgivende.)

Rawlsianere kunne argumentere for, at politisk magt er med til at hjælpe de svageste; altså bør man tillade politisk ulighed på grund af maksimin-reglen. Men er dette overhovedet forståeligt? Ifølge maksimin-reglen, så kan uligheden kun accepteres hvis den er med til at forøge delen for dem, der ellers ville have mindst. Dette giver bare ingen mening eftersom acceptabel ulighed kun kan forekomme i et ikke-nulsumsspil, mens politisk magt netop er et nulsumsspil. Ved oprettelsen af en politisk enhed med voldsmonopol afgiver man magt (nærmere bestemt; retten til at forsvare sig med vold) til politikere og embedsmænd, men man forøger ikke samfundets aggregerede magt. Hvis vi har 10 politiske magtenheder i et samfund af 5 personer, så vil der altså blive ved med at være dette uanset hvad. Hvis 2 personer skal have 5 magtenheder af de andre via demokratiske valg, så er der naturligvis kun 5 enheder tilbage til de sidste 3 personer. Fordelingen ville gå fra at være ligelig (5 á 2) til ulige (2 á 2,5 og 3 á 1,66) uden at stille de dårligst stillede bedre hvad angår magt. Derfor ville den lige fordeling være at foretrække ud fra en ”original position”. Den materielle velstand ville derimod stige ved ulighed. Hvis man tilskyndede (via ulighed) 2 personer til at forøge samfundets samlede velstand med 5 ekstra pengeenheder, så ville alle være bedre stillede. Her ville fordelingen også gå fra at være lige (5 á 2) til ulige (den konkrete fordeling afhænger af graden af beskatning og omfordeling, men samfundets samlede velstand er i hvert fald større), men denne gang ville det gavne de dårligst stillede.
Man kunne efterfølgende postulere, at den politisk ulighed er nødvendig for at omfordele den materielle velstand. Men som sagt tidligere, så er den politiske ulighed langt mere alvorlig og potentiel skadelig end den materielle (den demokratisk valgte George W. Bush har været skyld i mange flere dødsfald end selv den mest skruppelløse forretningsmand), så det virker bizart at tolerere den for at realisere en materiel omfordeling. Det er i mine øjne en meget ringe trade-off. Bare læs The Black Book of Communism. Det samme er tilfældet med beskyttelse og magt.

Hvad er min pointe så? Den er i hvert fald, at Rawls har nogle latente selvmodsigelser i sin teori. Men pointen er også at demonstrere hvad en overdreven brug af moralske intuitioner og værdidomme har for den praktiske politik – reelt ender man jo i det paradoksale ’intet’. Rawls er ikke ene om at begå denne fejl. Den dogmatisk-arbitrære libertarianisme begår mange af de samme fejl.

Løsningen på det hele er selvfølgelig ligetil. Det er muligt, at vi egentlig ikke har fortjent udkommet af vores arbejde, men det er for så vidt irrelevant. At indrette samfundet som om vi har fortjent hvad vi har arbejdet for, er nemlig en så væsentlig del af det sociale samarbejde, at det ikke kan undværes. Kan man forestille sig socialt samarbejde ud fra en præmis om, at ingen har fortjent udkommet af dette samarbejde? Næppe. Handel på et frit marked er basalt set en frivillig udveksling af to værdier mellem to personer med henblik på deres egen gensidige fordel, hvilket følgelig betyder, at en person kun handler, hvis vedkommende føler, at han får hvad han fortjener. Men hvis man indretter et samfund på den præmis, at ingen reelt fortjener noget, så bliver det at handle lige pludselig omsonst og meningsløst. Dette kan have ødelæggende indflydelse på det fri marked – og hvis det fri marked og det sociale samarbejde bliver forpurret, så er et velfungerende, lykkeligt og rigt samfund komplet umuligt. Så ligesom det er tilfældet med den fri vilje, så kan fortjeneste (og en vis grad af selvejerskab) forsvares konsekventialistisk.