The Hairpin Bend

Jeg tvivler på, at særlig mange af mine læsere har læst det neomarxistiske manifest Imperiet af Michael Hardt og Antonio Negri, men de fleste har formentlig lidt kendskab til bogen. Jeg har ikke selv læst værket og jeg har heller ikke i sinde at læse 500 sider prætentiøst og pompøst kævl. Jeg gider i det hele taget ikke læse bøger, hvor argumenterne er dækket i en uigennemtrængelig og uforståelig jargon, som kun kan dechifreres, hvis man har memoreret en hel postmodernistisk ordbog. Foucalt-reglen om, at jo vildere og mere bastante ens udsagn er desto mindre faktuelt basis behøver de, skræmmer mig for det meste væk fra den slags værker.

Jeg synes dog alligevel, at det er vigtigt at give neomarxisternes bibel lidt modspil. Den grundlæggende tese er jo forbløffende letforståelig. Hardt og Negri mener, at den moderne kapitalisme har taget form af en global netværk uden noget territorialt center. Der er altså sket en overgang fra imperialisme til Imperiet. USA, WTO, transnationale selskaber, FN og de fleste andre organisationer og globale grupperinger udgør grundlaget for Imperiets centerløse magt. Samme gamle undertrykkelsestese som altid. Det diffuse Imperium skal selvfølgelig bekæmpes af den lige så diffuse ’mangfoldighed’, som er en globaliseret og bredtfavnende version af proletariatet. Reason Magazine skriver, at denne kamp efter alt at dømme skal være aktivistisk og demonstrativ. Med Antonio Negris fortid som ideologisk indpisker i venstreorienterede terrorgrupper, kan det ikke overraske.

Jeg vil ikke gå ind i en dybere diskussion omkring bogen. Det klarer Reason Magazine udmærket. I stedet vil jeg se på om den globale kapitalisme – Imperium eller ej – virkelig er så slem, undertrykkende og farlig. I modsætning til alverdens venstreorienterede strukturalister, neomarxister og postmodernister så vil jeg rent faktisk benytte mig af noget konkrete tabeller og tal, som jeg har hentet direkte fra Johan Norbergs strålende In Defense of Global Capitalism, der igen har sit materiale fra primært UNDP.

Fattigdom
Imellem 1965 og 1998 er den gennemsnitlige verdensborgers indkomst næsten blevet fordoblet fra 2497 til 4839 dollars. Dette er ikke sket på baggrund af, at de industrialiserede lande har mangedoblet deres indkomst. I samme periode steg den rigeste femtedel af jordens befolknings gennemsnitlige indkomst fra 8315 til 14623 dollars, hvilket svarer til omkring 75%. For den fattigste femtedel har oplevet en stigning fra 551 til 1137 dollars, altså mere end en fordobling. Bare fra 1990 til 1998 er den ekstreme fattigdom (under 1 dollar om dagen) faldet fra 29 til 23,4%. Dette tal forventes halveret i 2015, hvis den nuværende vækst fortsætter. Særligt i Asien, som har haft flest liberaliseringer og højest vækst, er den ekstreme fattigdom blevet formindsket. 6 ud af 10 asiater var ekstremt fattige i 1975 – i dag er det kun 2 ud af 10.

Levealder
Levealderen er stigende i udviklingslandene. Den gennemsnitlige levealder er stadig højest i de rigeste lande, men det største forbedringer er sket i de fattige lande. I 1960 var de fattige landes gennemsnitlige levealder 60% af de rige landes, mens den i dag er mere end 80%.

Sult
Desuden sulter færre og færre. Kalorieindtagningen i den tredje verden er stedet med 30% siden 60’erne. 960 millioner mennesker i udviklingslandene var underernæret i 1970, mens det kun er 790 millioner i 1996. Dette fald skal ses i sammenhæng med den ekstreme befolkningstilvækst som vi har oplevet de seneste mange år. Det svarer til, at for 30 år siden var næsten 38% af befolkningen i udviklingslandene berørt af hungersnød. I dag er det 18%, og tallet er fortsat faldende.

Global ulighed, HDI, børnedødelighed og analfabetisme
Alle disse parametre går også i den helt rigtige retning.

Er Imperiet virkelig sådan en dårlig ting? Skal vi ikke hellere omfavne og tiljuble denne udvikling? Det synes jeg. Men måske mener Hardt og Negri - og deres venner - at fattigdom, sult og generel armod er gode ting?

PS. Køb venligst Johan Norbergs bog, eventuelt kombineret med Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality, som jeg tidligere har skrevet om.