Oplysningstankerne har været til heftig diskussion gennem de seneste 200 år, og er ofte blevet taget til indtægt for alverdens uhyrligheder. Men er dette rimeligt? Dette spørgsmål vil jeg nu forsøge at besvare. Sådan mere eller mindre i hvert fald.
En af de mest passionerede kritikere af oplysningsprojektet (som det er blevet kaldt for eftertiden) er Søren Krarup. Som de fleste nok ved, så er Krarup præst, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og forfatter til adskillige bøger. En af disse bøger hedder ’Dansen om menneskerettighederne’. Bogen er et frontalangreb på Oplysningsprojektet og menneskerettigheder i særdeleshed. Han indvender, at dyrkelsen af ”det naturlige menneske” og ”det naturlige menneskes rettigheder” i f.eks. menneskerettighedserklæringen fra 1789, er et hyklerisk og patetisk forsøg på legitimere visse krav ved at iklæde sig guddommelige dragter. Krarup skriver, at Den Amerikanske Uafhængighedserklæring er et udtryk for smidig propaganda. Han mener, at rettighederne i Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, som ikke begrundes i en given og gældende lov, kan formes og drejes i alle retninger. Dermed bliver de brugbare i politisk agitation. De er simpelthen virkelighedsfjerne, fordi de kommer fra ”luftstrømme i himmelrummet eller fornemmelser i menneskets indre.” Han slutter med ordene: ”Det er en invitation til demagogi og folkeforførelse.” Dermed mener han, at han kan forklare, hvorfor f.eks. Den Franske Revolution endte i et terrorregime, og heri ligger også kimen til den moderne menneskerettighedsdyrkelse, der truer selve demokratiet, for hvis magthaverne gør krav på den naturgivne retfærdighed, så er der ikke noget at diskutere. Så bliver det uretfærdigt at dele magten og det bliver direkte moralsk forkert, hvis ’de forkerte’ kommer i regering og til magten.
Krarups pointe er altså, at menneskerettighedsdyrkelsen er af en sådan dimension og karakter, der gør det relevant at tale om en art sekulær religion – en forførisk og bedragende religion. Denne står i modsætning til kristendommen, fordi den sætter mennesket selv i stedet for Gud. Og når dette sker, er frøet sået til totalitarisme og brutalitet.
Det er klart, at man skal have en vis sympati for det teologiske udgangspunkt for at kunne følge argumentationen, men selv hvis man ikke er kristen kan Krarups tanker interessere. For medfører naturgivne rettigheder dogmatiske autoriteter og i sidste ende totalitarisme? Krarup har en vis pointe i benægtelsen af den abstrakte tanke om det gode samfund som et værn mod totalitarisme, som ville være nærmest postmodernistisk, hvis ikke det var for hans forestilling om nation og tradition, der slår skår af pragmatikken. Men det er også det eneste sted, hvor Krarup har en pointe.
Hans fejlslutning består derimod i at tro, at det var menneskerettighederne med deres idégrundlag i naturretten og i visioner om et samfund byggende på rettigheder for den enkelte, der nødvendigvis skulle indebære senere tiders totalitære styre. Krarup formår på ingen tænkelig måde at bevise, at der er en sammenhæng mellem menneskerettighederne og Den Franske Revolutions uhyrligheder. Det eneste bevis Krarup fremfører er samtidigheden. Men bare fordi tingene skete nogen lunde samtidigt, er det ikke sikkert, at der er en sammenhæng eller relation. Det eneste Krarup rent faktisk beviser er hvor galt det kan gå, hvis man lader sine fordomme få frit løb uden at forholde sig til historiske realiteter. Han finder det ikke vigtigt at notere, at Den Franske Revolution først blev voldelig ved by- og bonderevolutionen. I byen var den rettet mod kongelige embedsmænd og privilegerede bystyrer, som var præget af fåmandsvælde. På landet var den frem for alt rettet mod feudalafgifterne og de voldsomme skatter. Det var altså i højere grad den sociale indignation over uligheder i privilegier (samt en faldende realløn, mangel på mad og høje skatter), som medførte revolutionen end det var højtflyvende og abstrakte tanker om naturlige menneskerettigheder.
Krarup ignorerer desuden, at menneskerettighedserklæringen fra 1789 var en hensigtserklæring uden beføjelser til håndhævning, hvilket også tydeligt kunne ses da hovederne begyndte at rulle under Den Franske Revolution. Erklæringens reelle betydning for de politiske forhold og den efterfølgende historie er altså ikke så eklatant som Krarup tror.
Derudover er det værd at bemærke, at Krarup taler om en kristendom, der er uden for tid og rum, og han fjerner kristne værdier, menneskesyn og morallære fra al historisk og socialpolitisk kontekst, imens han påstår det modsatte. Argumenterne forudsætter en immanens, en ontologisk størrelse, der overskrider tid og rum og ikke umiddelbart er til at finde rent empirisk. Denne ahistoricitet er dybt kritisabel. Når Krarup uden sandsynlighedsbeviser kritiserer menneskerettighederne og oplysningsprojektet for dennes historiske følger, og samtidig ophæver kristendommen til en tidløs størrelse, virker det mistænkeligt. For hvis der er noget der indeholder kimen til totalitarisme – historisk set – så må det da være kristendommen?
Der er noget mere substans i Max Horkheimers og Theodor Adornos kritik af oplysningsprojektet. De skeler ikke så meget til menneskerettighederne, men mere til oplysningsprojektets praksis. De mener, at denne er en abstraktion, og dermed reduceres natur og menneske til begreber og i sidste ende til matematik. Bag oplysningsprojektet ligger en strategi, der går ud på at tilpasse alle udsagn fornuftens form. ’Fornuftiggørelse’ er karakteriseret ved at man søger kendskab til alle kausalrelationer. Man skal kunne bestemme årsager og forudsige virkninger - altså kontrollere verden. Men da oplysningens fornuft ikke tolererer alternative ’fornufte’, ser den ikke andet end sig selv. Det betyder, at alt reduceres til det samme. Det er en identitetstænkning, som aldrig opdager noget nyt, men kun finder sig selv bekræftet ude i verden. Denne reduktion af verden til en bestemt form, gør at man mister kontakt med alt det som ikke passer ind i formen. Der opstår noget ’andet’, hvormed man ikke længere har kontakt, og hvorover man ingen kontrol har. Dette ’andet’ er naturen.
Menneskenes adfærd kan kontrolleres, derfor bliver denne også reguleret i fornuftens navn, og de mennesker som ikke passer ind i formen, må enten omformes eller elimineres. Den oplysningsproces som skulle frigøre menneskene, ender med at gøre dem til slaver af deres egen fornuft: ”Den oplyste jord stråler i den triumferende katastrofes tegn,” som de formulerer det. Mennesket driver sig selv ind under en ny form for tvang, men opdager det ikke, da det netop ikke har blik for den ’anden natur’ som deres fornuft ikke formår at fatte. Hensigten med oplysningsprojektet var at undslippe naturtvangen, men mennesket kommer dermed til selv at udøve naturtvang. De skriver, at ”menneskene betaler for forøgelsen af deres magt med fremmedgørelsen for det, de udøver magt over.” Det der altså skulle have været en teori om verden, ender som en kold mellemmenneskelig praksis, som ”forholder sig til tingene som diktatoren til menneskene.” En praksis, der kulminerer i Nazityskland og Sovjetunionen. Disse to er oplysningens påståede bagside. Hitlers regime – som var meget, meget aktuelt for de to tyske filosoffer – var på sin vis rationalitetens toppunkt.
Endnu engang kritiseres oplysningsprojektet for at være totalitært, og gøres endnu engang ansvarligt for de seneste 200 års uhyggeligheder og monstrøsiteter. Det virker paradoksalt, at oplysningsfilosofferne kritiseres for at forbryde sig mod naturen, da deres værdigrundlag netop byggede på naturen. Det virker næsten som om det dialektiske i forfatternes projekt består i at forvandle oplysningsprojektet til sin egen modsætning. Kant skrev i ’Hvad er oplysning?’, at ”oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden andens ledelse. Sapere Aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.” Dette ligger unægtelig noget fra Horkheimers og Adornos fremstilling af oplysningsprojektet. At oplysningsprojektet forholdt sig ”neutralt over for målene” ville Kant næppe heller acceptere, og jeg vil vove at påstå, at neutralitet overfor målene aldrig nogensinde har været elementært for Kant eller andre af oplysningsprojektets grundlæggende skikkelser. Tværtimod. At Voltaire, tolerancens chefideolog, John Locke, liberalismens grundlægger, og Montesquieu, magtdelingens fader, skulle have Auschwitz, Gulag og The Killing Fields som den logiske konsekvens er tvivlsomt. At frihed, (juridisk) lighed og tolerance fostrer guillotiner og kz-lejre er faktisk mere end bare tvivlsomt. Det er forkert.
Oplysningsprojektet bestod derimod i bestræbelsen på at udvikle objektiv videnskab, universel ret og moral samt autonom kunst i overensstemmelse med disse områders egen indre logik. Men videnskab, jura og kunst skulle ikke kun være tilgængelige for de indviede. Projektet var at befri disse områder fra specialisternes tyranni og i stedet indvie mennesket i dem. Mennesket skulle gå ud af ”dets selvforskyldte umyndighed,” som Kant formulerede det. Det var altså en frigørelse fra autoriteter og specialister som skulle medføre individuel frihed, tolerance og (juridisk) lighed. Derfor var oplysningens ånd også individualistisk. Hvis de individualistiske værdier som frihed, tolerance og (juridisk) lighed havde fået lov at råde i det 20. århundrede, havde vi måske kunnet undgå Holocaust og Gulag, men oplysningsprojektet blev forrådt og blev erstattet af kollektivismen og dennes medfølgende intolerance, ufrihed og indordning.
Horkheimers og Adornos bog er - kort sagt - et fornemt indblik i datidens magtstruktur og en fin kritik af det stalinistiske og nazistiske ensretningsprojekt, men en kritik af oplysningstankerne er den altså ikke. Den er snarere en kritik af kollektivismen.
Montesquieu skrev engang, at ”hvis jeg vidste af noget der ville gavne mig personligt, men skade min familie, ville jeg skyde det til side. Hvis jeg vidste af noget der ville gavne min familie, men skade mit land, ville jeg prøve at glemme det. Hvis jeg vidste af noget der ville gavne mit land, men skade Europa, eller gavne Europa, men skade menneskeheden, ville jeg regne det for en forbrydelse.” Oplysningsprojektet er altså både af ånd og tale modstander af kollektivismens autoriteter, og ville frigøre mennesket fra disse. Kan man kalde det en universalistisk individualisme?
Jeg vil mene, at oplysningstankerne stadig har en stor rolle at spille i dag, også selvom oplysningstankerne er blevet forrådt, svigtet og kritiseret meget gennem tiden. For som Friedrich August von Hayek skriver i ’Vejen til trældom’: ”Hvis vort første forsøg på at skabe en verden af frie mennesker slår fejl, må vi prøve igen. Det ledende princip, at en politik, som har individets frihed til formål, er den eneste politik, der fører fremad, er lige så sandt i dag, som det var tidligere.” Dette skal ikke forstås som indledningen til et revolutionært projekt. Det handler i stedet om at lade den individuelle frihed herske og droppe den konstruktivistiske kollektivisme. Oplysningsprojektet er ikke utopisk ingeniørarbejde. Oplysningstiden modstiller heller ikke historie og fornuft – disse forenes (undtagen hos Rousseau og et fåtal andre franskmænd); resultatet er et ønske om frihed.
