The Hairpin Bend

Da jeg startede med at skrive dette indlæg, ville jeg skrive lidt om hvorfor det ville være sundt for den almene araber at læse Cato-brevene og Thomas Paine. Det seneste stykke tid har man jævnligt kunne høre arabiske borgere udtale sig decideret chokerende om ytringsfrihed og religion. Min pointe skulle derfor være, at disse personer kunne have godt af at læse lidt liberalt filosofi fra 1700-1800. Her er der f.eks. noget af det berømte 15. Cato-brev skrevet af John Trenchard og Thomas Gordon i 1721:

Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.
This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.

Den simple essens skulle derefter være, at hvis den almene araber havde en lignende holdning ville de fleste mellemøstlige regimer have noget sværere med at agere som de nu engang gør. Men de mellemøstlige regimer har det faktisk vanskeligt. De diktatoriske regimer i Mellemøsten har allerede nu svært ved at holde fast i magten. Dette skyldes dog ikke en spirende liberal bevidsthed, men derimod en frembrydende islamistisk radikalisering. Alt tyder efterhånden på, at islamismen er et realistisk alternativ til regimerne i Saudi-Arabien, Egypten, Sudan, Syrien og Pakistan. Islamismen trives altså, specielt som reaktion mod de mere ’sekulære’ styrer i Pakistan, Egypten og Syrien.
Men hvorfor er det islamismen, som presser på, og ikke liberale tanker? Man kan ikke give et simpelt svar. Men en af mulighederne er, at det skyldes, at de mellemøstlige regimer siden slutningen af 1970′erne har ‘islamiseret’ den sociale adfærd i håbet om at pacificere kritikken af deres politiske undertrykkelse. De mange forskellige islamistiske grupperinger er med andre ord kunstigt skabt af herskerne rundt om i landene i ønsket om at afstive deres egen magtposition. Grupperne er altså startet af despotiske regenter, som bruger islam til at sikre deres egen overlevelse. Dette er lykkedes for godt, for nu vil islamisterne have endnu mere magt og indflydelse. Islamismen er blevet den eneste legitime udtryksform, hvori man kan udvise sin utilfredshed og mishag med det siddende styre. Desværre.

Hvis dette er sandt, hvordan løser man så dette ubehagelige dilemma? Hverken de diktatoriske regimer eller de islamistiske grupper kan jo siges at være særlig tiltalende, så hvem og hvordan skal man håndtere en sådan konflikt. Ja, for det pågældende styre er der 3 muligheder. Man kan vælge at gøre som i Syrien, hvor man febrilsk forsøger at tilfredsstille og fornøje de yderliggående islamister eller man kan gøre som i Pakistan, hvor man myrder eller fængsler dissiderende elementer.
Begge disse strategier vil slå fejl før eller siden. Jeg tror derimod, at den eneste holdbare løsning er at fjerne islamisternes grundlag – utilfredsheden, forarmelsen og ydmygelserne. Dette kan lettest gøres ved at indføre mere kapitalisme og mere økonomisk åbenhed. Altså en ‘Hamad bin-strategi’ (opkaldt efter Bahrains Hamad bin Isa al-Khalifah og Qatars Hamad bin Khalifa Al Thani). En økonomisk liberalisering vil med stor sandsynlighed resultere i velstandsstigninger, som vil afmontere opmærksomheden fra undertrykkelsen og fjerne forarmelsen. Før eller siden vil folk nok kræve politisk frihed, men selv det skal regimerne ikke frygte. For hvis regimerne kan følge med udviklingen og langsomt afgive magten, så vil de have mulighed for at lave en Pinochet, hvor de undgår død, lemlæstelse og offentlig forhånelse. Dette er ikke nødvendigvis det værste, der kan ske.

Vesten skal også arbejde for en mere åben verdensøkonomi - både for vores egen skyld og for den almene arabers skyld. Det lyder absurd at skulle handle med Syrien, men jeg vil vove at påstå, at en McDonald’s i Damaskus kombineret med det nuværende regime er bedre end en amerikansk tank i Damaskus kombineret med en delvis pro-amerikansk og delvis islamistisk regering. Der er hverken brug for militær nationbuilding eller undergravende efterretningsmæssige aktiviteter. Det er muligt, at man gerne vil se de mellemøstlige diktatorer vælte som Saddam Hussein, men denne form for konstruktivistisk rationalisme holder næppe vand. En mere evolutionær tilgang vil sandsynligvis sikre mere fred, frihed og velstand i det lange løb.

Her til sidst vil jeg vende tilbage til min oprindelige pointe: At den almene araber skal læse mere liberal filosofi. Det mener jeg selvfølgelig stadigvæk. Her har de lidt Thomas Paine (oversat af Henrik Eismark), som kan inspirere dem til lidt moderne ijtihad og tafsir.

Vi ser forskellige dele af verden oversvømmet med forskellige bøger, som hver især, skønt de modsiger hinanden, af deres tilhængere bliver erklæret for at være af guddommelig oprindelse og bliver en lovbog for tro og udøvelse. I lande med despotiske regeringer, hvor studier altid er forbudt, er folket dømt til at tro, hvad de er blevet lært af deres præster.
Dette var i mange århundreder tilfældet i Frankrig, men dette led i slaveriets kæde er lykkeligvis brudt af revolutionen, og for at det aldrig skal kunne nagles sammen igen, så lad os anvende en del af den frihed vi nyder, til at opsøge sandheden. Lad os efterlade os et monument, hvor vi har gjort Skaberens hensigt og ære til genstand for vores opmærksomhed. Hvis vi i religiøse sager er blevet undertrykt af øvrighedens terror og præsternes kunstgreb, så lad os udøve retfærdighed mod vores Skaber ved at studere emnet. Hans navn er for helligt til at blive forbundet med noget, som er opdigtet, og det er vores pligt at undersøge, om vi tror, eller opfordrer folket til at tro, på opdigtede historier eller kendsgerninger.

Det letteste ville jo være, at den almene araber begyndte at tænke sådan. Så ville de fleste regimer kollapse på grund af det interne pres ønsket om et mere succesfuldt og liberalt samfund medfører. Spørgsmålet er dog om det ikke er mere realistisk, at regimerne kollapser under presset fra islamismen. I så fald er ‘Hamad bin-strategien’ at foretrække.