The Hairpin Bend

Alle, der ikke har levet under jorden sådan bogstaveligt talt, kender til sagen. Muhammed-sagen. Muhammed-tegningerne. Jyllands-Posten-sagen. Ytringsfriheds-sagen. Mediernes kære barn har mange navne. Jeg har tidligere skrevet om den bizarre redelighed, men det var før den udviklede sig til en international farce. Jeg synes sådan set stadigvæk det samme tidligere, men jeg synes alligevel, at der er behov for en uddybende markering. Dette synes jeg fordi der florerer et hav af usandheder i den danske og udenlandske offentlighed, som råber på en saglig gendrivelse. Så lad os starte fra en ende af.

Den barnlige og tomme provokation
Den første usandhed er, at Jyllands-Postens tegninger bare var en barnlig og tom provokation. Tja. Provokation? Ja da. Barnlig? Måske. Tom? Nej, bestemt ikke. Det var ikke en handling foretaget i et socialt vakuum. Der eksisterer en klar og letforståelig årsagssammenhæng. Den aktuelle anledning var nemlig, at der angiveligt havde været problemer med at finde nogle tegnere, der ville tegne Muhammeds ansigt i en Kåre Bluitgen-bog. Det bragte ordet selvcensur på banen. Desuden var der nogle problemer i udlandet med nogle oversættere af Hirsi Alis bog, hvor ikke alle oversættere var interesseret i at få deres navn i de oversatte værker, og der var en konkret sag fra Tate Gallery, hvor man havde fjernet et kunstværk, fordi man forventede en negativ reaktion fra muslimske kredse.
Alt dette satte fokus på begrebet selvcensur. Nogle mener, at ethvert hensyn til andre mennesker er forkasteligt selvcensur. Så langt vil jeg ikke gå. Der er intet forkert i at moderere vores tale og undgå stødende formuleringer. Alt andet ville grænse til hvad Leland B. Yeager kalder ’anti-social behaviour’. For at blive i Yeagers termer kan man sige, at der er visse fundamentale ‘traits of personal character’, som er så vigtige for et velfungerende samfund, at de opnår status som etiske anvisninger (om disse anvisninger skal sanktioneres i en lovgivning er en helt anden og yderst tvivlsom sag). En høvisk og sandfærdig tone er en af disse. Men det holder alligevel ikke at gøre ytringsfriheden principielt respektfuld og høflig, da dette vil medføre, at den bliver en del af bestræbelsen på at opretholde magthavernes status quo. George Orwell sagde det på smuk vis: “Frihed er retten til at fortælle folk ting, de ikke har lyst til at høre.” Ytringsfriheden er altså intet værd, hvis den ikke også bliver brugt til at sige de ting, som folk ikke vil høre. Derfor er ekstrem politisk korrekthed og selvcensur farligt. I sin yderste konsekvens vil det som sagt medføre et incitamentssystem, hvori det pludselig ikke er tilrådeligt at tale den herskende magtelite imod. Og hvad er ytringsfriheden så værd? Ikke meget. Det siger alt, at selv Goebbels og Stalin ville kunne acceptere en sådan ytringsfrihed.
Hvornår er det så rimeligt at provokere andre? Man kan nok ikke lave en generel regel. Jeg mener personligt, at det i dette tilfælde var helt rimeligt. Det er decideret forfærdeligt, at der er kunstnere i Danmark, der ikke tør lave et par tegninger på grund af frygt for vold. Det er altså tegninger i en børnebog, som vi snakker om. Her er ingen ringeagtsytring, ingen løgnagtig svig, ingen personlig krænkelse på spil. Det er et papir med nogle streger på i en børnebog. Jeg ville nok foretrække et velskrevet, rationelt og polemisk debatindlæg i stedet for 12 halv-platte satiriske tegninger, men som Flemming Rose jævnligt påpeger, så ville det nok ikke have skabt en debat om emnet. Måske har han ret i det. Ville omverdenen få øjnene op for det forvrængede og groteske i selvcensuren omkring Bluitgens bog, som samtidig truede med at blive normalt og dagligdags, hvis Jyllands-Posten bare havde skrevet en leder eller otte om emnet? Jeg vil lade spørgsmålet stå ubesvaret hen.

Den arrogante statsminister
Den næste usandhed handler om Anders Fogh Rasmussens reaktion på de 12 ambassadørers anmodning om et møde. Mange mener, at han var unødvendig arrogant, da han blankt afviste, at mødes med de muslimske ambassadører. Dette passer ikke. Det var ikke Anders Fogh Rasmussen, som umuliggjorde en dialog, men derimod de uforskammede ambassadører med den ualmindeligt ubegavede Mona Omar i spidsen. Hvorfor? Jo, hør på Mona Omar i det første brev til Anders Fogh Rasmussen fra den 30. november sidste år, altså før udlandet for alvor blandede sig:

“… Endelig vil vi gerne benytte os af denne lejlighed til at gentage vores standpunkt og anmode om et øjeblikkeligt stop for krænkelser af islam i danske medier og offentlige kredse … Vi mener, at det er enhver regerings pligt at holde respekt for alle religioner i hævd og skride ind, når det måtte være nødvendigt for at undgå uønskede handlinger eller forvanskninger, der kan føre til had og vold og skade forholdet mellem Danmark og den vestlige verden på den ene side og den muslimske verden på den anden.”

Ambassadørerne med hjernelamme (undskyld) Mona Omar forrest ønskede simpelthen at irettesætte den danske statsminister for at tillade ytringsfrihed. Er det virkelig forkert, at statsministeren ikke gider tage imod en sådan ørefigen? Det er altså under hans embedes værdighed - hvilket siger en hel del. Det som ambassadørerne beder Anders Fogh Rasmussen om, bringer minder om den stil, som Sovjetunionen behandlede sine vasalstater på under Den Kolde Krig. Ikke engang den amerikanske ambassadør – som ellers har tætte forbindelser til statsministeriet – ville kunne finde på at irettesætte den danske statsminister på den måde. Det er smagløst, uhøfligt og uden for diplomatisk etikette. Toppolitikere kan simpelthen ikke forventes at fare til diverse møder, hver gang nogle føler sig generede og kræver retsligt efterspil. Det er for tåbeligt.
Derudover er ambassadørernes job i Danmark nu engang at forstå og forklare deres eget land, hvordan Danmark fungerer. Hvis disse ambassadører ikke engang kender til dansk lovgivning omkring magtdeling, pressefrihed og ytringsfrihed, så er det ikke et møde med Anders Fogh Rasmussen, som de har brug, men et Denmark-for-dummies-kursus. Eller eventuelt en fyreseddel, da de umuligt kan være gode ambassadører, når de hverken ved noget om Danmark eller diplomatisk etikette.

Den vestlige arrogance og indbildskhed
Den tredje usandhed er, at det er udtryk for vestlig arrogance og indbildskhed at mene, at ytringsfriheden er mere dyrebar og betydningsfuld end dét ikke at krænke folks religiøse følelser. Det bliver ofte proponeret, at det er væsensforskelle mellem den såkaldt vestlige kultur og den såkaldt muslimske kultur, der medfører, at man ikke kan afgøre gnidningen mellem ytringsfrihed og religiøse fobier. I stedet bør man helt afholde sig fra at vurdere om ytringsfriheden skal stå over religionen, da vi ikke objektivt kan afgøre en sådan tvist. Dette betyder i praksis, at Jyllands-Posten ikke skal provokere, men i stedet undskylde – i tolerancens navn, begribeligvis.
Jeg har hørt foruroligende mange unge venstreorienterede fremføre denne perfide metaetiske relativisme. Jeg nærer et dybt håb om, at disse mennesker på et eller andet tidspunkt vil tænke lidt over konsekvenserne af deres udtalelse. Udtalelsen ikke bare umuliggør en universel etisk stillingtagen, men undskylder samtidig også alle historiens åbenlyse uretfærdigheder, såsom Holocaust og slaveriet. For skyldtes disse ting ikke bare en for os divergerende og forkert morallære, som dog var yderst gyldig og sand for datiden? Hvis alle moralske sædvaner, politiske værdier og sociale normer er kulturelt og tidsmæssigt betingede, så er det ikke muligt for os at vurdere noget som helst normativt. De liberale menneskerettigheder bliver lige pludselig sideordnet med Saudi Arabiens blodige monarki og Irans undertrykkende teokrati. Ytringsfriheden er nu decimeret til en vestlig effekt, der ikke mere værdifuld end islams dekreter, jødedommens bud og asetroens myter. Jeg kan umuligt forestille mig, at nogle ønsker at underminere deres egne holdninger så meget.
Derudover er det beskæmmende at høre folk forsøge at dele menneskeheden op i monolitiske kulturer. Det er ikke engang en subtil etisk subjektivisme, men en vulgær relativistisk kollektivisme, som død og pine skal opdele folk i forskellige kasser og – ultimativt – kister. Jeg har sagt det mange gange før, men denne form kollektivisme holder ikke. Den ultimative enhed i den sociale virkelighed er individet (også kaldet ’det udelelige’). Politik, etik og socialvidenskab bliver meningsløst og ofte farligt, hvis det ikke tager sit afsæt i det enkelte individ og dennes interesser. Kultur er ikke en kasse, som kan observeres som et afgrænset og tydeligt felt. Kultur er en art rodmetafor for det enkelte individ; et socialt fænomen som ikke kan observeres, men i stedet er indlejret i de dybereliggende lag i det enkelte individs bevidsthed. Med andre ord har en kultur ikke en flok medlemmer, men er i et individ. Derfor kan man heller ikke tælle og dele kulturer (ordet kan dårligt bruges i flertal), da de altid-allerede er vævet sammen og ikke kan observeres udtrykkeligt.
Nok om det. Kollektivismen er trods alt en udbredt tolkning af virkeligheden, som ikke kun stortrives i venstreorienterede kredse, men så sandelig også i muslimske og nationalkonservative kredse. Det forfærdelige i denne sag er primært, at kollektivismen danner grund for fornævnte metaetiske relativisme. Denne metaetiske relativisme er hamrende absurd, da den medfører, at rigtigt og forkert bliver relativt. Alt bliver lige gyldigt og i sidste ende også ligegyldigt (kliché-alarm!).
Desforuden er mange relativister selvmodsigende. De fleste relativister slutter sig til, at man bør være tolerant, og Jyllands-Posten derfor ikke skal provokere muslimer. En sådan fordring bliver dog også destrueret af den metaetiske relativisme, da ytringen “man bør være tolerant” ikke nødvendigvis er sandt og gyldigt i alle samfund og til alle tider. Relativisterne kan altså slet ikke udtale sig meningsfuldt om hvad Jyllands-Posten bør og ikke bør.
For at gøre det kort: Det er ikke udtryk for vestlig arrogance at mene, at ytringsfriheden bør være ukrænkelig og i alle tilfælde hævet over religiøse følelser. Man kan let argumentere rationelt for hvorfor ytringsfriheden er en af de mest værdifulde rettigheder. Det har jeg faktisk også gjort tidligere. Hvis man ikke gider læse det, kan jeg afsløre, at jeg er klart inspireret af John Stuart Mill i mit principielle forsvar for ytringsfrihed. Det er desuden værd at bemærke, at Mill faktisk også forsvarede tolerance. Man skal altså ikke være metaetisk relativist for at være tolerant.

Den diskriminerende hetz
Den næste usandhed er, at det er diskriminerende og hetzende, at Jyllands-Posten kun tegner Mohammed og ikke også Jesus, Buddha og Moses. Denne usandhed er indlysende dum. Buddhisterne har for eksempel ikke gjort folk bange for at beskæftige sig kritisk og satirisk med Buddha, og dermed har de heller ikke fremprovokeret et behov for at få fastslået retten til at gøre det. Her er det igen nødvendigt at se tegningerne i deres retmæssige kontekst – altså sagen om børnebogen.
Derudover er kristendommen, jødedommen, katolicismen og mange andre religioner blevet latterliggjort og kritiseret gennem tiderne. Man skal være særdeles historisk ignorant, hvis man vil benægte, at kristendommen ikke har fået en del (fortjente) hug igennem tiden. Carl Th. Dreyer, Monty Python og Jens Jørgen Thorsen har alle gjort det. De kristne har med tiden affundet sig med en mere tilbageholden og underdanig position, derfor er behovet for at provokere denne selvfølgelig ikke på samme måde til stede.

Den hellige ytringsfrihed
Den femte usandhed er blevet fremført af Abu Laban i dag. Han siger, at “i vesten er ytringsfriheden hellig – for os [muslimerne] er profeten hellig.” Dette kan til forveksling lyde som den venstreorienterede afvisning af et absolut etisk sandhedsbegreb, men det er det ikke. Abu Laban mener, at islam er absolut. Han har endda udtalt, at “islam er svaret på alle spørgsmål om, hvordan samfundet skal indrettes.” Hans påstand er derimod, at ytringsfriheden for os er sammenlignelig med islam. Ytringsfriheden er en absolut helligdom for os. Abu Laban mener dermed, at der ikke findes et rationelt grundlag for ytringsfriheden. Men det gør der (læs eventuelt nogle af mine principielle indlæg fra sidste år). Derimod findes der intet rationelt grundlag for Abu Labans helligdom, i særdeleshed islams billedforbud. Abu Labans tro er irrationel og dybest set uden for pædagogisk rækkevidde. Det er såmænd ret typisk for dogmatiske religiøse, at de er nærtagende, uforsonlige og tilmed insisterende på, at ikke blot skal andre give dem plads til at udfolde sig - de skal også tvinges til at bekræfte dem i sin selvforståelse. Sådan er Abu Laban. Man kan ikke diskutere rationelt med ham, da hans tilgangsvinkel er konstitutivt irrationel. Hvis Abu Laban var kapabel til at sætte sine følelser, sine fordomme, sin egeninteresse og hans tro til side ville han kunne diskutere problematikken på en fornuftig og ræsonnabel måde. Og ja, det er skam muligt at have en sådan diskussion – Karl Poppers ’myth of the framework’ er en myte. Desværre formår Abu Laban ikke dette. Derfor handler det hele i hans optik om følelser og tro. Og derfor kan han sammenligne hans religion med ytringsfriheden. Dette er bare splitterravende forkert. Hele denne fokus på følelser og tro giver mig lyst til at citere Poul Henningsens fine ord: “Alle taler om, at man ikke må såre folks følelser. Men hvor ville verden dog se anderledes ud, hvis det var fornuften, man ikke måtte såre.” Bingo. Abu Laban, kom tilbage når du forstår hvad rationalitet er og samtidig dropper dit vrøvl om helligdomme.
Apropos Abu Laban og hans Islamisk Trossamfund. Islamisk Trossamfund har efter alt at dømme været primus motor bag størstedelen af den kritik, som er haglet ned over Danmark. Som en anden dygtig spindoktor har foreningen med Abu Laban som frontfigur inspireret en massiv bølge af kritik fra den muslimske verden ved at sende delegationer til forskellige arabiske nationer, for at sladre om den danske forhånelse af islam. Det er yderst bedrøveligt, at trossamfundet har opnået monopol-lignende position som muslimsk talerør i sagen om Muhammed-tegningerne. Dette medfører et stereotypt og ikke-repræsentativt billede af muslimerne herhjemme, for trossamfundet repræsenterer altså kun nogle få tusinde mennesker, som typisk har en mere konservativ tilgang til Koranen end det tavse flertal af muslimer i Danmark. Som imam Fatih Alev udtrykker det: “Selv om imamer som Abu Laban, Abdul Wahid Pedersen og undertegnede blot leder en fredagsbøn for nogle få hundrede mennesker, kommer det i medierne til at se ud som om, vores ytringer har en betydning for den almene muslim i Danmark - et stort flertal af de danske muslimer er jo verdslige og kommer slet ikke i moskeerne.” Det er tragisk, at det ser sådan ud. Vi har brug for noget mere skærmtid til Naser Khader i stedet for den yderliggående og til tider løgnagtige Abu Laban.

Den afsluttende bemærkning
Denne diskussion handler først og fremmest om, hvorvidt man med diplomatiske trusler og økonomiske midler skal kunne true ytringsfriheden i Danmark. Den handler om Jyllands-Postens selvfølgelige ret til at bringe, hvad de vil, så længe bladet holder sig inden for straffelovens rammer. Vi skal ikke lade os kue af ambassadører, statsholdere og menige muslimer, der råber på begrænsninger af vores ytringsfrihed. Lande som Saudi-Arabien og Libyen hverken skal eller må presse Danmark til at udøve selvcensur eller ændre vores indenrigs- og udenrigspolitik. Det burde snarere være omvendt. Samtidig må muslimer her i landet såvel som i udlandet lære, at deres religion ikke kan kræve særlig beskyttelse. I stedet skulle de selv forsøge sig med lidt ytringsfrihed (og alle de andre frihedsrettigheder). Det ville sandsynligvis løfte dem ud af deres økonomiske og sociale armod…

Og lad os så give muslimerne ordet til sidst. Her er det avisen al-Shihan fra det muslimske land Jordan. Jyllands-Posten citerer dem således:

“Muslimer i verden, vær fornuftige, hedder det i en leder ved siden af tegningerne, hvoraf den ene viser profeten med en turban formet som en bombe. - Hvad skader mest islam, disse tegninger eller billeder af en gidseltager, der foran kameraer skærer halsen over på sit offer, eller en selvmordsbomber, som sprænger sig selv i luften ved et bryllup i Amman?, spørger lederen.”