The Hairpin Bend

Forleden skrev jeg, at Kina praktiserede en ‘Hamid bin-strategi’, som på lang sigt ville medføre et mere demokratisk og liberalt styre. Jeg gik endda så vidt at proklamere, at det mest bekymrende med Kinas udvikling er, at det nærmest går for stærkt. Men alt dette kunne ikke være mere forkert. Kina følger hverken en ‘Hamad bin-strategi’ eller bevæger sig ufatteligt hurtigt fremad. Tværtimod. Faktisk er der - ligesom med myten om Marshallplanen - opstået en altomfavnende myte om Kinas kommende storhed og forrygende udvikling. Minxin Pei forklarer:

The only thing rising faster than China is the hype about China. In January, the People’s Republic’s gross domestic product (GDP) exceeded that of Britain and France, making China the world’s fourth-largest economy. In December, it was announced that China replaced the United States as the world’s largest exporter of technology goods. Many experts predict that the Chinese economy will be second only to the United States by 2020, and possibly surpass it by 2050.[...]And why shouldn’t they believe the hype? The record of China’s growth over the past two decades has proved pessimists wrong and optimists not optimistic enough. But before we all start learning Chinese and marveling at the accomplishments of the Chinese Communist Party, we might want to pause for a moment. Upon close examination, China’s record loses some of its luster. China’s economic performance since 1979, for example, is actually less impressive than that of its East Asian neighbors, such as Japan, South Korea, and Taiwan, during comparable periods of growth. Its banking system, which costs Beijing about 30 percent of annual GDP in bailouts, is saddled with nonperforming loans and is probably the most fragile in Asia. The comparison with India is especially striking. In six major industrial sectors (ranging from autos to telecom), from 1999 to 2003, Indian companies delivered rates of return on investment that were 80 to 200 percent higher than their Chinese counterparts. The often breathless conventional wisdom on China’s economic reform overlooks major flaws that render many predictions about China’s trajectory misleading, if not downright hazardous. [...]

After a quarter century of gradual economic reform, has China succeeded in transforming its old command economy into a genuine market economy? Not nearly as well as most people would guess. Although China was one of the earliest socialist economies to begin serious reform, recent data on the country’s regulation, international trade, fiscal policy, and legal structure place China in the bottom third of 127 countries surveyed for economic freedom, below most Eastern European countries, India and Mexico, and all of its East Asian neighbors, save Burma and Vietnam.

The Chinese state remains deeply entrenched in the economy. According to official data for 2003, the state directly accounted for 38 percent of the country’s GDP and employed 85 million people (about one third of the urban workforce). For its part, the formal private sector in urban areas employed only 67 million people. A research report by the financial firm UBS argues that the private sector in China accounts for no more than 30 percent of the economy. These figures are startling even for Asia, where there is a tradition of heavy state involvement in the economy. State-owned enterprises in most Asian countries contribute about 5 percent of GDP. In India, traditionally considered a socialist economy, state-owned firms generate less than 7 percent of GDP. [...]

An incestuous relationship between the state and major industries can doom developing countries, and China is more susceptible than most. The combination of authoritarian rule and the state’s economic dominance has bred a virulent form of crony capitalism, as the ruling elites convert their political power into economic wealth and privilege at the expense of equity and efficiency. The state’s economic dominance preserves systemic economic inefficiency as scarce resources are funneled to local elites and bureaucratic constituencies. The World Bank estimates that, between 1991 and 2000, almost a third of investment decisions in China were misguided. The Chinese central bank’s research shows that politically directed lending was responsible for 60 percent of bad bank loans in 2001–02. The problem persists today. Chinese economic planners revealed in early 2006 that 11 major capital-intensive manufacturing industries were overproducing. For example, the country’s steel industry, the world’s largest, has 116 million tons (or about 30 percent) of excess capacity.

State enterprises are also miserably unprofitable. In 2003, a boom year, their median rate of return on assets was a measly 1.5 percent. More than 35 percent of state enterprises lose money and 1 in 6 has more debts than assets. China is the only country in history to have simultaneously achieved record economic growth and a record number of nonperforming bank loans. [...]

China’s neo-Leninist regime has formidable resources—but much more serious defects. State-directed investment, made to secure the political loyalty of key constituencies and advance personal careers, will prevent China from realizing its economic potential. The corruption of the state will likely deepen. The deterioration of the public health infrastructure and education systems will generate social tensions and mass alienation, thus eroding the party’s base of support and increasing its vulnerability to the economic or political shocks that will inevitably come.

China has already paid a heavy price for the flaws of its political system and the corruption it has spawned. Its new leaders, though aware of the depth of the decay, are taking only modest steps to correct it. For the moment, China’s strong economic fundamentals and the boundless energy of its people have concealed and offset its poor governance, but they will carry China only so far. Someday soon, we will know whether such a flawed system can pass a stress test: a severe economic shock, political upheaval, a public health crisis, or an ecological catastrophe. China may be rising, but no one really knows whether it can fly.

Økonomen Tyler Cowen mener, at det er uundgåeligt, at der vil komme et “business cycle burp”, måske allerede inden for de næste 7 år, som vil tvinge Kina ud i en grim recession. I alle tilfælde er det yderst interessant om Kina vil kunne klare et uforudsigeligt økonomisk stød. Jeg tvivler.

Læs hele artiklen. Minxin Pei skriver også om den ekstreme ulighed, den meget voldsomme korruption og mange andre interessante emner. Jeg blev særdeles overrasket.

Da jeg startede med at skrive dette indlæg, ville jeg skrive lidt om hvorfor det ville være sundt for den almene araber at læse Cato-brevene og Thomas Paine. Det seneste stykke tid har man jævnligt kunne høre arabiske borgere udtale sig decideret chokerende om ytringsfrihed og religion. Min pointe skulle derfor være, at disse personer kunne have godt af at læse lidt liberalt filosofi fra 1700-1800. Her er der f.eks. noget af det berømte 15. Cato-brev skrevet af John Trenchard og Thomas Gordon i 1721:

Without freedom of thought, there can be no such thing as wisdom; and no such thing as publick liberty, without freedom of speech: Which is the right of every man, as far as by it he does not hurt and control the right of another; and this is the only check which it ought to suffer, the only bounds which it ought to know.
This sacred privilege is so essential to free government, that the security of property; and the freedom of speech, always go together; and in those wretched countries where a man can not call his tongue his own, he can scarce call any thing else his own. Whoever would overthrow the liberty of the nation, must begin by subduing the freedom of speech; a thing terrible to publick traitors.

Den simple essens skulle derefter være, at hvis den almene araber havde en lignende holdning ville de fleste mellemøstlige regimer have noget sværere med at agere som de nu engang gør. Men de mellemøstlige regimer har det faktisk vanskeligt. De diktatoriske regimer i Mellemøsten har allerede nu svært ved at holde fast i magten. Dette skyldes dog ikke en spirende liberal bevidsthed, men derimod en frembrydende islamistisk radikalisering. Alt tyder efterhånden på, at islamismen er et realistisk alternativ til regimerne i Saudi-Arabien, Egypten, Sudan, Syrien og Pakistan. Islamismen trives altså, specielt som reaktion mod de mere ’sekulære’ styrer i Pakistan, Egypten og Syrien.
Men hvorfor er det islamismen, som presser på, og ikke liberale tanker? Man kan ikke give et simpelt svar. Men en af mulighederne er, at det skyldes, at de mellemøstlige regimer siden slutningen af 1970′erne har ‘islamiseret’ den sociale adfærd i håbet om at pacificere kritikken af deres politiske undertrykkelse. De mange forskellige islamistiske grupperinger er med andre ord kunstigt skabt af herskerne rundt om i landene i ønsket om at afstive deres egen magtposition. Grupperne er altså startet af despotiske regenter, som bruger islam til at sikre deres egen overlevelse. Dette er lykkedes for godt, for nu vil islamisterne have endnu mere magt og indflydelse. Islamismen er blevet den eneste legitime udtryksform, hvori man kan udvise sin utilfredshed og mishag med det siddende styre. Desværre.

Hvis dette er sandt, hvordan løser man så dette ubehagelige dilemma? Hverken de diktatoriske regimer eller de islamistiske grupper kan jo siges at være særlig tiltalende, så hvem og hvordan skal man håndtere en sådan konflikt. Ja, for det pågældende styre er der 3 muligheder. Man kan vælge at gøre som i Syrien, hvor man febrilsk forsøger at tilfredsstille og fornøje de yderliggående islamister eller man kan gøre som i Pakistan, hvor man myrder eller fængsler dissiderende elementer.
Begge disse strategier vil slå fejl før eller siden. Jeg tror derimod, at den eneste holdbare løsning er at fjerne islamisternes grundlag – utilfredsheden, forarmelsen og ydmygelserne. Dette kan lettest gøres ved at indføre mere kapitalisme og mere økonomisk åbenhed. Altså en ‘Hamad bin-strategi’ (opkaldt efter Bahrains Hamad bin Isa al-Khalifah og Qatars Hamad bin Khalifa Al Thani). En økonomisk liberalisering vil med stor sandsynlighed resultere i velstandsstigninger, som vil afmontere opmærksomheden fra undertrykkelsen og fjerne forarmelsen. Før eller siden vil folk nok kræve politisk frihed, men selv det skal regimerne ikke frygte. For hvis regimerne kan følge med udviklingen og langsomt afgive magten, så vil de have mulighed for at lave en Pinochet, hvor de undgår død, lemlæstelse og offentlig forhånelse. Dette er ikke nødvendigvis det værste, der kan ske.

Vesten skal også arbejde for en mere åben verdensøkonomi - både for vores egen skyld og for den almene arabers skyld. Det lyder absurd at skulle handle med Syrien, men jeg vil vove at påstå, at en McDonald’s i Damaskus kombineret med det nuværende regime er bedre end en amerikansk tank i Damaskus kombineret med en delvis pro-amerikansk og delvis islamistisk regering. Der er hverken brug for militær nationbuilding eller undergravende efterretningsmæssige aktiviteter. Det er muligt, at man gerne vil se de mellemøstlige diktatorer vælte som Saddam Hussein, men denne form for konstruktivistisk rationalisme holder næppe vand. En mere evolutionær tilgang vil sandsynligvis sikre mere fred, frihed og velstand i det lange løb.

Her til sidst vil jeg vende tilbage til min oprindelige pointe: At den almene araber skal læse mere liberal filosofi. Det mener jeg selvfølgelig stadigvæk. Her har de lidt Thomas Paine (oversat af Henrik Eismark), som kan inspirere dem til lidt moderne ijtihad og tafsir.

Vi ser forskellige dele af verden oversvømmet med forskellige bøger, som hver især, skønt de modsiger hinanden, af deres tilhængere bliver erklæret for at være af guddommelig oprindelse og bliver en lovbog for tro og udøvelse. I lande med despotiske regeringer, hvor studier altid er forbudt, er folket dømt til at tro, hvad de er blevet lært af deres præster.
Dette var i mange århundreder tilfældet i Frankrig, men dette led i slaveriets kæde er lykkeligvis brudt af revolutionen, og for at det aldrig skal kunne nagles sammen igen, så lad os anvende en del af den frihed vi nyder, til at opsøge sandheden. Lad os efterlade os et monument, hvor vi har gjort Skaberens hensigt og ære til genstand for vores opmærksomhed. Hvis vi i religiøse sager er blevet undertrykt af øvrighedens terror og præsternes kunstgreb, så lad os udøve retfærdighed mod vores Skaber ved at studere emnet. Hans navn er for helligt til at blive forbundet med noget, som er opdigtet, og det er vores pligt at undersøge, om vi tror, eller opfordrer folket til at tro, på opdigtede historier eller kendsgerninger.

Det letteste ville jo være, at den almene araber begyndte at tænke sådan. Så ville de fleste regimer kollapse på grund af det interne pres ønsket om et mere succesfuldt og liberalt samfund medfører. Spørgsmålet er dog om det ikke er mere realistisk, at regimerne kollapser under presset fra islamismen. I så fald er ‘Hamad bin-strategien’ at foretrække.

Det her ser altså ret fedt ud. Hvis man får det tilpasset det danske sprog, så kan det blive en lækker lille feature. Lige nu kræver det desværre ret meget redigering, hvis man har en dansk blog. Min word cloud ser sådan ud post-redigering:

Hattip til Marginal Revolution.

Det var sådan set alt for denne gang. Jeg vender tilbage senere. Eventuelt når Blogger har droppet den skøre tanke, at denne blog er en spam-blog. Det er da godt nok irriterende.

Selvom Flemming Rose vist nok er på ferie, så har han alligevel haft tid til at skrive en kommentar til Washington Post under overskriften “Why I Published Those Cartoons”. Jeg kan kun anbefale indlægget, da det sætter hele diskussionen ind i den relevante sammenhæng og kontekst. Særligt efter, at diskussionen blev internationaliseret, blev det tydeligt, at Flemming Roses initiativ rent faktisk handler om ytringsfrihed og ikke er et led i en stigmatiserende hetz imod muslimer og indvandrere. Tak til Flemming Rose for at bidrage til Danmarks omdømme på en langt mere opbyggelig og fornuftig måde end eks-ambassadører og Danmission nogensinde vil komme til. Hattip til RealClearPolitics.com.

Bagefter kan man læse et fint interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen fra Spiegel, hvor følgende ordveksling foregår:

SPIEGEL: … why did your Swedish colleague Goran Persson criticize you and say he would have never underestimated such a situation? Fogh Rasmussen: First, he is not in my situation. Second, I would never get involved in any domestic issue in Sweden. And third, I am especially honored to be attacked by the Swedish Social Democrats — it is a sign that our policies are the correct ones.

Så kan Censurrigets pater familias lære det. Hattip til Johan Norberg.

Når man har læst alt dette, vil jeg anbefale, at man morer sig lidt med at kigge på Morten Sørensens sjove liste af hårrejsende udsagn omkring tegningerne. Det er værd at notere, at Anders Fogh Rasmussens interview med Al Arabiya rent faktisk er at finde på denne liste. Men var det ikke bare udtryk for diplomati og hensynsfuld moderation af ytringer, vil nogen måske spørge? Nej, jeg synes faktisk, at Anders Fogh Rasmussen gjorde sig selv en stor bjørnetjeneste. Hvori består det taktisk smarte i at gøre det absolut forkert at krænke folks religiøse følelser? Jeg vil mene, at de negative konsekvenser af at skulle overholde alverdens religiøse dogmer og påbud i respektens hellige navn langt overstiger nytten af at være så diplomatisk.

UPDATE: Plagiat-bloggen er nu blevet fjernet og problemet er løst.

Jeg ved ikke om jeg skal tage det som et kompliment eller blive fortørnet, men jeg har fået mig en fuldblods efterligner, der ikke bare har adopteret denne blogs navn, men så sandelig også bloggens indhold. Se lige disse eksempler:

Mit indlæg kaldet Krigen mod den frie presse fra den 10. februar 2006.
Hans indlæg kaldet Krig mod den frie presse fra den 12. februar 2006.

Mit indlæg kaldet Tid til at grine fra den 10. februar 2006.
Hans indlæg kaldet Tid til at finde smilet frem fra den 11. februar 2006.

Mit indlæg kaldet Jeg, en blyant fra den 12. august 2005.
Hans indlæg kaldet Jeg, en blyant fra 8. februar 2006.

Mit indlæg kaldet Min allerførste post. Jamen dog… fra den 3. januar 2004.
Hans indlæg kaldet Det første skridt fra den 6. januar 2006.

I alle disse indlæg kan man finde direkte afskrivninger af mine tidligere indlæg uden af, at indehaveren af plagiat-bloggen så meget som linker til min blog. Det er et klart brud på Ophavsretsloven, hvilket kan medføre straf i form af bøde.

I disse besværlige tider, hvor selv Kofi Annan har problemer med begrebet respekt, er det måske på plads med et par borgerlige ord om det. Her er det Frederik Stjernfelt med en lille del af det måske bedste indlæg i hele diskussionen om Muhammed-tegningerne:

Der hersker i det hele taget megen forvirring om respekt. Hvilken respekt ligger der i ytringsfriheden? Jeg vil stadig henholde mig til et udsagn tilskrevet Voltaire, der er blevet skamredet så ofte og forstået så lidt: »I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.« Jeg skriver det på engelsk, fordi det lægges Voltaire i munden af den engelske forfatter S.G. Tallentyre (The Friends of Voltaire, 1906).
Typisk nok blev dette citat for nylig i Politiken gengivet i afsvækket form som: »Jeg er uenig i Deres synspunkt …« Men det fjerner en afgørende dimension i den voltaireske idé. Det afgørende er nemlig »disapprove«: at det er forkastelige synspunkter, der har ret til at komme til udtryk. For det tydeliggør, at respekten på ingen måde angår synspunkternes indhold, men alene retten til at fremføre dem. Det er fx muligt at forkaste eller afsky islam og samtidig respektere og forsvare folks ret til at praktisere denne religion, nøjagtig ligesom man kan forkaste eller afsky JPs tegninger, men samtidig ubetinget bør respektere og forsvare retten til at trykke dem. Det udgør faktisk hhv. religions- og ytringsfriheden - men disse friheder indebærer ikke på nogen som helst måde, at andre end de troende har pligt til at »respektere« ens trosforestillinger.Man behøver altså ikke nære nogen som helst respekt for islam, lige så lidt som der er nogen grund til partout at »respektere« Jehovas vidner, Tidehverv, hinduismen, buddhismen eller dyrkelsen af guden Moon, ja, lige så lidt som man behøver at ’respektere’ alle mulige andre private verdensanskuelser, organisationer, firmaer og ideer. Kritik af forskellige strømninger i islam er fuldstændig legitim og har intet med ’islamofobi’ at gøre, endsige med hån mod muslimer, sådan som islams forsvarere ofte gerne vil skyde kritikere i skoene. Der er således en meget stor og afgørende forskel på tolerance og respekt - og der er ingen grund til at foregive, at man »respekterer« en lang række skurrile synspunkter og doktriner, som man reelt kun tolererer. Skal vi »respektere« Abu Laban eller Louise Frevert? På ingen som helst måde. Men vi må tolerere dem.

Den gode Stjernfelt fortsætter med at diskutere Karl Poppers tanker om ‘Det Åbne Samfund’, som jeg selv mener kan bruges yderst nyttigt i denne situation. Det er fremragende læsning, så skynd dig at købe Weekendavisen eller bare læse selve essayet her.

Jeg har tidligere selvsikkert fremført, at ytringsfriheden og pressefriheden nok skal overleve denne kontrovers. Ja, måske ville den endda blive styrket af lidt modstand. Selvom jeg stadig tror dette, så er der alligevel sket et par bekymrende hændelser de seneste dage. Michelle Malkin opsummerer. Her et par uddrag:

KUALA LUMPUR (Reuters) - Malaysia has slapped a blanket ban on circulating or even possessing cartoons of the Prophet Mohammad after it closed a local newspaper for printing the same caricatures that have enraged the Islamic world.

JOHANNESBURG (VOA News) - The South African Freedom of Expression Institute says a judgment by the Johannesburg High Court which prevents the publishing of cartoons found offensive by the Muslim community is a major threat to press freedom. The Freedom of Expression Institute argues that while the cartoon should not be published, that decision should be made by newspaper editors not the courts.
The Muslim Judicial Council applied to the High Court for an interdict to prevent two of South Africa’s largest media houses publishing the offensive cartoons. The cartoons, which originally appeared in a Danish newspaper, have angered Muslim communities around the globe, sparking riots and protests in many countries. The judge agreed with the Council’s argument that the cartoons impinged on the constitutional rights of the Muslim community to dignity.

XINHUA (China News) - UN Secretary-General Kofi Annan on Thursday spoke out against those publishers who “pour oil on the fire” by reprinting controversial cartoons of the Prophet Mohammad while repeating his condemnation of the violent protests they have sparked. “Honestly, I do not understand why any newspaper will publish the cartoons today,” Annan told reporters at the UN Headquarters in New York. “It is insensitive, it is offensive, it is provocative, and they should see what has happened around the world.”

SVERIGE (Dagens Nyheter) - Säkerhetspolisens och utrikesdepartementets reaktioner mot Sverigesdemokraternas publicering av en teckning av profeten Muhammed fick på torsdagen till följd att partiets sajt stängdes av internetleverantören. Trots det kunde bilden, som skickats in av en läsare och föreställde profeten Muhammed tittande i en spegel, fortfarande ses på en parallellsida under hela torsdagskvällen och fram till sjutiden på fredagsmorgonen då den togs bort sedan DN skrivit om saken.
Jyllands-Postens teckningar kan fortfarande ses på minst två svenska sajter. Den ena är en blogg skriven av en krist demokratisk politiker och den andra är Sverigesdemokraternas ungdomssajt.

Det ser altså ikke godt ud…

Jeg havde egentlig planlagt en opfølger til mit forrige indlæg om Muhammed-tegningerne, men jeg blev særdeles tungsindig og trist, da jeg sad og læste mig igennem de mange splittergale udtalelser fra alle sider og fløje på det politiske spektrum. Derfor har jeg valgt at udsætte det kommende indlæg om usandt hykleri. I stedet kommer der her en meget lille opdatering, som udelukkende har til formål at muntre folk lidt op i disse åndsformørkede tider.

Den første morsomhed er et klip fra The Daily Show med showets komiske tegneserie-ekspert. Stort hat tip til Michelle Malkin.

Den anden morsomhed er en perspektiverende tegning. Hvis man har overværet nogle af de grimme karikaturer af Israel og Ariel Sharon som er at finde i arabiske aviser, så vil man nok finde tegningen særdeles rammende.

Hvis I læsere har andre grinagtige og fornøjelige påfund, der kan sætte lidt festligt liv i løjerne, så må I meget gerne linke til dem her. Jeg skal nok opdatere dette indlæg løbende, hvis I har nogle gode ting.