The Hairpin Bend

Jeg må hellere skubbe billedet af fyrværkeri lidt væk fra forsiden, da det jo er blevet ulovligt at fyre sådan noget af efter den 6. januar. I stedet vil jeg sende mine tanker til Ariel Sharon. Say what, tænker I nok. Hvis man surfer lidt tilbage i mit arkiv vil man utvivlsomt finde en række indlæg, som ikke ligefrem er venlige eller imødekommende overfor Sharon. Ja, på nogle dage kunne man være uheldig at høre mig bande og svovle af den gamle mand. Men nu hvor hans liv hastigt nærmer sig den sidste dag, så vil jeg alligevel gerne bringe lidt ros af Sharon her på bloggen. Den vej han har rejst nedad det seneste stykke tid, særligt efter banditten Arafat døde, er nemlig den eneste realistiske farbare vej ud af konflikten. Berlingske Tidende formulerer det således:

“For hvor Sharon tog fat på jobbet som premierminister med prædikater som »bulldozeren«, »hardlineren« og »højrefløjspolitikeren« hængende på sig, stod Sharon indtil onsdag aften som den eneste figur i Israel, der reelt havde en chance for at nå en varig fredsløsning med palæstinenserne. Hvor Sharon for få år siden oftest blev omtalt i kraft af sin benhårde fortid, og oven i købet risikerede at blive arresteret som krigsforbryder i Belgien, betragtes Sharon i brede kredse nu som en pragmatisk, ja måske endog uundværlig figur i Mellemøsten.
Når Sharon med største sandsynlighed nu er sat ud af spillet, er der derfor tale om en alvorlig situation for hele regionen. Der er også tale om en udvikling, som sker på et yderst problematisk tidspunkt. For det er kun få uger siden, Ariel Sharon brød med sit parti Likud og i praksis overlod det til den yderste højrefløj, for i stedet at etablere det midterparti, som i virkeligheden har manglet så længe i israelsk politik. Han fik stærke kræfter til at slå følge, herunder Israels gamle fredsdue Shimon Peres, der forlod Arbejderpartiet for at bakke Sharon op, og det lykkedes på kort tid at skaffe det nye parti Kadima en position, hvor det stod til at få en uomgængelig rolle i Israel efter det planlagte valg 28. marts.
Kadima skulle utvivlsomt bruges til at give Sharon et folkeligt mandat til at fortsætte det, man kunne kalde hans strategiske og dynamiske jernnæve over for palæstinenserne. Jernnæve, fordi hans politik i højere grad byggede på ensidige skridt frem for forhandlinger - men strategisk og dynamisk, fordi målet var at skabe fremdrift i forholdet til palæstinenserne, og fordi Sharon havde sluttet sig til den stadig voksende kreds af israelere, som erkender, at situationen i Mellemøsten må ende med skabelsen af en palæstinensisk stat.”

Politiken har også i dag en leder om Sharon. De skriver:

“At Sharon ikke var en fredens mand, behøver man kun at kaste et enkelt blik på hans karrieres tidlige højdepunkter for at få bekræftet. Hans dristige og vellykkede offensiv under Yom Kippur-krigen i 1973 gjorde ham til nationalhelt. Hans medansvar for de falangistiske massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre i 1982 i Beirut tilføjede hans karriere dens mørkeste plet. I årene som premierminister var hans vilje til at sætte hårdt mod hårdt og bekæmpe terror med massiv brutalitet og militære overgreb, der også ramte uskyldige, konsekvent.Ikke desto mindre er det svært at undervurdere betydningen af, hvad der blev den sidste fase af hans politiske gerning. Med tilbagetrækningen fra Gaza viste han, at staten Israel er i stand til at opgive land for at få fred. Ved at sætte hæren ind mod bosætterne viste han, at bevægelsen ikke længere har vetoret i israelsk politik. Men vigtigere endnu: ved at aflive drømmen om et Storisrael, der var bærende for det parti, Likud, som han selv var med til at skabe, rettede han et grundstød mod den israelske højrefløj. Selv ensidigheden i tilbagetrækningen fra Gaza har en positiv side. Den viste, at det er muligt at hugge den gordiske knude af gensidige krav og forudsætninger over, der så ofte har blokeret for reelle forhandlinger. Ved at handle ensidigt skar Sharon ud i pap, at indrømmelser også kan - og grundlæggende bør - gøres, fordi de er i Israels egen interesse. Ikke bare som ‘betaling’ for indrømmelser fra den anden side eller som lunser, man giver fra sig under internationalt pres.”