The Hairpin Bend

Jeg holder på nuværende tidspunkt en tiltrængt pause fra skriveriet. Jeg har simpelthen ikke det mentale overskud til også at passe en blog. Jeg vender tilbage senere på måneden med et kombineret fødselsdagshilsen - en hilsen til mig selv og en til bloggen, da vi begge fylder år i denne måned. Men indtil da vil jeg læne mig tilbage og nyde den momentvise stilhed og ro. Jeg skal dog nok vende tilbage som en forbedret super-kriger.

Forleden faldt jeg over et godt citat fra Bob Geldorf. Ja, ham rockmusikeren med ‘Make Poverty History’. Jeg hører til den skare af personer, som er en anelse skeptiske overfor Geldorfs og Bonos mange kampagner. Jeg har også tidligere ytret mig særdeles kritisk overfor Geldorfs og Bonos visioner og metoder. Derfor må jeg indrømme, at jeg blev forbløffet over hans skarpsindige udtalelser omhandlende frihandel og landbrugsstøtte. Geldorf udtaler sig således om ‘The Common Agricultural Policy’:

“The CAP is a protection racket Al Capone would look at in admiration and be proud of. Why do Europe’s farmers need protection? Farmers are being paid to look after fields - they are just gardeners. Some are growing stuff through subsidy that we don’t even need - then we are paying more taxes to store the stuff we don’t need and more taxes to destroy the stuff we don’t need. The CAP was responsible for the butter mountains and the wine lakes. These surpluses are also being shipped out to Africa and destroying local markets and economies. It is not giving people a chance to get back on their feet. The CAP should be scrapped and farmers should be open to competition. We’re not a free market. There is no free trade. The CAP is anti-free trade…
CAP is killing people. Africa is only eight miles down the road from Europe and it is inconceivable that there is starvation and poverty there while huge amounts are wasted across Europe on farming subsidies. Europe gives 65 cents -just over half a euro -to the average poverty-stricken African in aid in a year, whereas a surplus cow in Europe gets 848 euros a year.”

Senere surfede jeg så forbi Liberator, som linkede til en ny kampagne kaldet Freeplay. Kampagnen er et liberalt svar til den lattervækkende og (desværre) statsfinancierede Fairplay-kampagne, der forsøger at stigmatisere det at arbejde sort ved hjælp af skræmmereklamer på landsdækkende TV. I har alle stødt på dem på et eller andet tidspunkt. Freeplay svarer igen med en række lignende påfund. Jeg kan varmt anbefale at tage et smut forbi deres side og kigge på deres plakater og flyers, da de er meget morsomme. Her er to:

Hat tip til Adam Smith Institute Blog og Liberator.

Jeg må hellere skubbe billedet af fyrværkeri lidt væk fra forsiden, da det jo er blevet ulovligt at fyre sådan noget af efter den 6. januar. I stedet vil jeg sende mine tanker til Ariel Sharon. Say what, tænker I nok. Hvis man surfer lidt tilbage i mit arkiv vil man utvivlsomt finde en række indlæg, som ikke ligefrem er venlige eller imødekommende overfor Sharon. Ja, på nogle dage kunne man være uheldig at høre mig bande og svovle af den gamle mand. Men nu hvor hans liv hastigt nærmer sig den sidste dag, så vil jeg alligevel gerne bringe lidt ros af Sharon her på bloggen. Den vej han har rejst nedad det seneste stykke tid, særligt efter banditten Arafat døde, er nemlig den eneste realistiske farbare vej ud af konflikten. Berlingske Tidende formulerer det således:

“For hvor Sharon tog fat på jobbet som premierminister med prædikater som »bulldozeren«, »hardlineren« og »højrefløjspolitikeren« hængende på sig, stod Sharon indtil onsdag aften som den eneste figur i Israel, der reelt havde en chance for at nå en varig fredsløsning med palæstinenserne. Hvor Sharon for få år siden oftest blev omtalt i kraft af sin benhårde fortid, og oven i købet risikerede at blive arresteret som krigsforbryder i Belgien, betragtes Sharon i brede kredse nu som en pragmatisk, ja måske endog uundværlig figur i Mellemøsten.
Når Sharon med største sandsynlighed nu er sat ud af spillet, er der derfor tale om en alvorlig situation for hele regionen. Der er også tale om en udvikling, som sker på et yderst problematisk tidspunkt. For det er kun få uger siden, Ariel Sharon brød med sit parti Likud og i praksis overlod det til den yderste højrefløj, for i stedet at etablere det midterparti, som i virkeligheden har manglet så længe i israelsk politik. Han fik stærke kræfter til at slå følge, herunder Israels gamle fredsdue Shimon Peres, der forlod Arbejderpartiet for at bakke Sharon op, og det lykkedes på kort tid at skaffe det nye parti Kadima en position, hvor det stod til at få en uomgængelig rolle i Israel efter det planlagte valg 28. marts.
Kadima skulle utvivlsomt bruges til at give Sharon et folkeligt mandat til at fortsætte det, man kunne kalde hans strategiske og dynamiske jernnæve over for palæstinenserne. Jernnæve, fordi hans politik i højere grad byggede på ensidige skridt frem for forhandlinger - men strategisk og dynamisk, fordi målet var at skabe fremdrift i forholdet til palæstinenserne, og fordi Sharon havde sluttet sig til den stadig voksende kreds af israelere, som erkender, at situationen i Mellemøsten må ende med skabelsen af en palæstinensisk stat.”

Politiken har også i dag en leder om Sharon. De skriver:

“At Sharon ikke var en fredens mand, behøver man kun at kaste et enkelt blik på hans karrieres tidlige højdepunkter for at få bekræftet. Hans dristige og vellykkede offensiv under Yom Kippur-krigen i 1973 gjorde ham til nationalhelt. Hans medansvar for de falangistiske massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre i 1982 i Beirut tilføjede hans karriere dens mørkeste plet. I årene som premierminister var hans vilje til at sætte hårdt mod hårdt og bekæmpe terror med massiv brutalitet og militære overgreb, der også ramte uskyldige, konsekvent.Ikke desto mindre er det svært at undervurdere betydningen af, hvad der blev den sidste fase af hans politiske gerning. Med tilbagetrækningen fra Gaza viste han, at staten Israel er i stand til at opgive land for at få fred. Ved at sætte hæren ind mod bosætterne viste han, at bevægelsen ikke længere har vetoret i israelsk politik. Men vigtigere endnu: ved at aflive drømmen om et Storisrael, der var bærende for det parti, Likud, som han selv var med til at skabe, rettede han et grundstød mod den israelske højrefløj. Selv ensidigheden i tilbagetrækningen fra Gaza har en positiv side. Den viste, at det er muligt at hugge den gordiske knude af gensidige krav og forudsætninger over, der så ofte har blokeret for reelle forhandlinger. Ved at handle ensidigt skar Sharon ud i pap, at indrømmelser også kan - og grundlæggende bør - gøres, fordi de er i Israels egen interesse. Ikke bare som ‘betaling’ for indrømmelser fra den anden side eller som lunser, man giver fra sig under internationalt pres.”