The Hairpin Bend

Sagen om Muhammed-tegningerne har taget en besynderlig vending. I starten handlede sagen om, at nogle ønskede, at staten skulle fastlægge særlige grænser for den fri meningsudveksling. Folk som Elsebeth Gerner Nielsen, Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan og Mona Omar var alle stemte for lovsikrede begrænsninger af ytringsfriheden – specielt hvis disse begrænsninger beskytter dem selv eller deres yndlingsofre.

I den seneste tid har sagen dog taget en delikat vending. Sagen har nemlig fået omverdenen til at indse, at den danske debat om indvandrerspørgsmål er betændt og fyldt til bristepunktet med fordomsfuldt, kollektivistisk retorik. Jeg har selv gennem de seneste par år fremført, at der hersker nogle forestillinger, der er systematisk negative overfor særligt muslimske indvandrere. Desværre er det kun meget få, der har taget mine bekymringer alvorligt. Men nu hvor 12 komplet latterlige billeder bliver publiceret i en stor avis begynder folk at vågne op. Det synes jeg faktisk er beklageligt, da det sætter de liberale i et hæsligt dilemma. Det er nemlig på nuværende tidspunkt meget svært at skelne mellem dem, der ønsker begrænsninger af ytringsfriheden og dem, der mener, at debatmiljøet er forrykt. I langt de fleste tilfælde går disse to holdninger simpelthen hånd i hånd. For liberale gør dette sagen meget speget. På den ene side er den ubegrænsede ytringsfrihed en så elementær frihed, at den skal forsvares i det sekund, den bliver genstand for politisk fifleri. Men på den anden side kan liberale heller ikke tilslutte sig ytringer, der er både er diskriminerende og fordomsfulde og samtidig uhyre kollektivistiske. Derfor bliver det en besværlig balancegang for liberale, hvor chancen for at falde ned i en farlig grøft er langt større end chancen for at redde sig helskindet igennem. Som følge af denne balancegang er det meget vigtigt at have nogle klare liberale retningslinier. Det er disse retningslinier, som dette indlæg skal handle om.

I mit tidligere indlæg om sagen gjorde jeg det meget klart, at ytringsfriheden bør være uindskrænket. Det kan næppe overvurderes, hvor vigtig ytringsfriheden er som basal og dyrebar frihed. Ytringsfrihed er slet og ret en nødvendighed, hvis man ønsker et frit samfund. Knægtelse af ytringsfriheden er dermed også det første skridt væk fra dette frie samfund hen imod autoritære tendenser og i værste fald totalitarisme. Dette skyldes, at autoritære grupperinger hurtigt erfarer, at det mest effektive våben, som folk har mod autoritære tendenser, er ytringsfrihed og informationsfrihed. Der findes intet mere undergravende for autoritære tendenser, at folk er i stand til at modtage og sprede information om alt lige fra igangværende undertrykkelse og diktatoriske forbrydelser til information omkring love og dogmer, der overtræder rettigheder, samt hvordan modstand imod disse love og dogmer kan organiseres og om hvordan folk i det hele taget kan bevare og beskytte sin frihed. Når folk gør brug af disse muligheder, er det svært for autoritære tendenser at få det ubegrænsede herredømme. Ja, der er faktisk stor sandsynlighed for, at de taber konkurrencen på ”the marketplace of ideas”. Ytringsfriheden er derfor umådelig vigtig i et frit samfund.
Men hvad har det lige med Jyllands-Postens tegninger at gøre? Mere end man lige umiddelbart tror. Hvis man først giver efter for autoritære indskrænkninger på et område, så er døren til den komplette totalitarisme åbnet på klem. For hvornår er det så også forkert, at ’vantro’ nævner Muhammeds navn? Og hvornår bliver sharia noget som den danske stat skal bakse med? Hvornår bliver religiøse argumenter i det hele taget noget som man skal respektere i den offentlige debat? Alle disse spørgsmål er ikke utænkelig, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Dette skyldes, at statslige tiltag som blasfemiparagraffen er med til fremme autoritære tendenser og beskytter hvad filosoffen Karl Popper kaldte ’holister’ og ’irrationalister’. Dette er en farlig glidebane, da ’holismen’ og ’irrationalismen’ (og ’historicismen’) alle er fjender af det frie samfund. Så hvis staten skrider ind overfor Jyllands-Posten, så underminerer den det frie samfund. Det samme kan siges om de folk, der hædrer blasfemiparagraffen og måske endda ønsker yderligere statslig indblanding.

Dette betyder dog ikke, at vi nødvendigvis skal hylde Jyllands-Posten (om end det ville være mere rimeligt at give Flemming Rose et venligt kram end at give ham håndjern og mundkurv på). Og endnu mere betydningsfuldt: Vi skal heller ikke nødvendigvis tilslutte os Dansk Folkeparti, når de gør brug af den ukrænkelige ytringsfrihed. Faktisk kræver mange af Dansk Folkepartis udtalelser lige så stor fordømmelse som muslimernes reaktion på tegningerne, da der er mange fællestræk mellem de to grupper. De deler begge en tro på, at individet skal underlægge sig traditionen, historien, nationen eller Gud på en eller anden måde. For Dansk Folkeparti er den holistiske og kollektive entitet ’danskerne’ meget mere betydningsfuld end individet. For de ekstreme muslimer er islam og Koranen sakrosankte helligheder, der vurderes over individet. Det er intet tilfælde, at Søren Krarup afskyr menneskerettighederne næsten lige så meget som al-Qaeda (er du i tvivl så prøv at læs hvad manden har skrevet). Dermed ikke sagt, at det er strålende, at etnisk danske småpiger på Nørrebro bliver kaldt ludere af deres muslimske klassekammerater. Men at dette primært skyldes en særlig muslimsk opdragelseskultur er simpelthen lige så forvrøvlet som dem der i fulde alvor mener, at etnisk danske piger er ludere. Tænk hvis nogle fremførte, at ’danske familieværdier’ er grunden til, at der sidder småbørn uden for værtshuset, hvor deres kristen-konfirmerede forældre sidder og drukner drømmen om et bedre liv. Så ville alle vel kunne se det latterlige i et sådan udsagn. Det samme kan siges om indvandreres overfald på bøsser. Ralf Pittelkow mener, at disse overfald skyldes muslimske børns ”medfødte mangel på frisind”. Hvorfor har ’danske værdier’ ikke tilsvarende betydning, når to mænd hånd-i-hånd på gaden i mange ’dansk-kristne’ provinsbyer resulterer i chikane? Fordi vi på dette område godt kan se, at holistiske og kollektivistiske entiteter er intellektuelt bedrageriske og forkerte.
Den reelle kamp er altså heller ikke mellem muslimer og nationalister. De er på samme side. Den tidligere nævnte Karl Popper formulerede det således: ”Det, jeg har prøvet at vise, er, at valget, vi står overfor, er mellem en tro på fornuften og på menneskelige individer, og en tro på menneskets mystiske evner, gennem hvilke det er forenet med et kollektiv; og at dette på samme tid er et valg mellem en holdning, der anerkender menneskehedens enhed og en holdning, der opdeler menneskene i venner og fjender, i herrer og slaver.” Popper så det som en kamp for det liberale samfund, som er det åbne og frie samfund, mod dets fjender hvis holdninger understøtter en tilbagevenden til det gamle stammefund, som er lukket og autoritær. Selvom han måske udtalte sig i anden tid, så er hans grundlæggende tanker stadig relevante. Individualismen er stadig truet af kollektivismen. Der er mere end nogensinde brug for, at liberale individualister kommer med løsningsforslag til integrationsproblemerne og problemerne med den globale terrorisme. Kollektivisterne kan nemlig sagtens forstå det. De har nøjagtig de samme kognitive dispositioner som os; det eneste det kræver er tålmodighed og gåpåmod. En der har dette er Jacob Mchangama. Jeg har tidligere henvist til en kommentar som han har haft i Jyllands-Posten (pudsigt nok), hvori han skriver fornuftige ting om muslimer og indvandrere i Frankrig og USA. Det er sådan, det skal være.

Min konklusion må vel være, at det er beklageligt, at det lige netop er denne sag, som er med til at åbne øjnene for det utiltalende debatmiljø. Jeg kunne personligt komme med et par hundrede forskellige eksempler, der er meget værre og kollektivistiske end 12 små tegninger. Ja, faktisk burde Jyllands-Postens barnagtige provokation ikke være genstand for så meget omtale og debat, som det er tilfældet netop nu.