The Hairpin Bend

Jyllands-Postens tegninger af Muhammed har på forunderlig vist medført en international harme rettet i mod den danske regering og Jyllands-Posten. Jeg kan ganske enkelt ikke lade denne kritik foregå ukommenteret her på The Hairpin Bend. Det er gået så vidt, at tegnerne har modtaget dødstrusler, der er sat en dusør på dem, OIC har behandlet emnet, Tyrkiets premierminister har kommenteret sagen, læssevis af diplomater og ambassadører har brokket sig og senest har FN indledt en undersøgelse af sagen.

Men nu er det simpelthen nok. Eller som Mona Omar, Egyptens ambassadør i Danmark, siger om emnet: ”Nok er nok”. Hun mener dog tværtimod, at problemet er, at Jyllands-Posten træder på alle muslimer i hele verden og har krænket selve islam som religion. Denne udmelding – som desværre er reglen snarere end undtagelsen - fortæller en del om visse muslimers svulstige selvopfattelse. Alene det faktum, at nogle muslimske diplomater og organisationer står frem og insisterer på sine forestillingers urørlighed, viser hvor tiltrængt en provokation og kritik egentlig er. Derudover fortæller beskeden, at det åbenbart forholder sig sådan, at man godt må kritisere ideologiske strømninger uden at blive anklaget for respektløshed, men så snart det drejer sig om nogens irrationelle forestillinger eller organiserede overtro, så er det respektløst at kritisere. Helt ærligt, Mona. Det er for tåbeligt, at vi andre skal indrette ytringer i det offentlige rum efter hvad nogle realitetsudfordrede mennesker mener vi (ikke) bør tegne og sige. Billedforbudet i islam pålægger altså kun muslimerne kunstneriske begrænsninger. Det er deres hovedpine. Alle andre bør derimod kunne tegne, male og skrive, som de vil. Mona Omar har tydeligvis ikke forstået hvad ytringsfrihed er.

Det har Syed Shahid Gilani heller ikke. Han er ifølge visse personer manden bag den famøse dusør på tegnerne. Forleden udtalte han, at tegnerne ”har gjort sig skyldig i intellektuel terrorisme.” Hvad mener han dog med det? Det er vist kun i en praktiserende religiøs’ sind, at denne sindrige udtalelse giver bare den mindste form for mening. Han fortsætter senere sin stjerneparade af åndsformørket (og sandsynligvis indavlet) idioti med følgende bemærkning: ”Kommer tegneren til Pakistan, vil vi stille ham for retten, fordi vi har en lov mod blasfemi, og så må retten afgøre, hvad der skal ske.” På denne måde lægger han op til et brud med et væsentligt retsprincip kaldet ‘dobbelt strafbarhed’; altså en handling, som er foretaget i et bestemt land, kun kan straffes i et andet land, hvis handlingen også er strafbart i første land. Men på den anden side – kan det undre nogen, at Gilani pisser op og ned af retsprincipper og borgerlige rettigheder? Nej, manden er jo ikke engang tilhænger af ytringsfrihed. Det er meget tydeligt, at Gilani mener, at han er i besiddelse af den endegyldige sandhed om alting. Når man har det sådan, så er ytringsfrihed naturligvis et uvelkomment irritationselement som i bedste fald intet formål tjener og i værste fald undergraver den eneste sande tro. Løsningen på dette er ligetil: begræns ytringsfriheden.

En anden person, der efter alt at dømme har det på samme på måde, er Tyrkiets premierminister. Han har også en besynderlig håndtering af ytringsfriheden. Han har sagt, at ”vi har ting, der hellige for os, og ingen bør angribe de ting. I skal respektere min tro, så meget som jeg respekterer jeres.” Hvis man ser bort fra, at udsagnet er logisk selvmodsigende, hvis man antager, at vores hellige tro er ytringsfriheden, så er det faktisk også et yderst interessevækkende citat. Han har nemlig en tilgangsvinkel til ytringsfriheden, som minder mig om Goebbels og Stalin. De var også fortalere for ytringsfriheden, så længe den blev brugt til at ytre udsagn, som de kunne lide. Hvad Tyrkiets premierminister ikke har fattet er, at hvis man er for ytringsfriheden, så er man med djævelens vold og magt også for, at folk må fremføre nogle holdninger, som man ikke nødvendigvis synes om. Tyrkiets premierminister er ikke af denne opfattelse. Faktisk mener han, at den danske regering skal gribe ind overfor Jyllands-Posten. Hans opfattelse af ytringsfriheden er altså tættere på Goebbels’ og Stalins anskuelse end den borgerlige forestilling af selv samme frihed.

Bevares, Jyllands-Postens provokation er måske ikke den mest subtile eller intelligente. Den minder mere om en pubertær skoledreng, som slår en ordentlig prut i klassen end den minder om tidligere tiders religionskritik. Jeg har ofte kritiseret den måde hvorpå muslimer behandles i den offentlige debat, men denne gang er de selv ude om stormløbet. Der skal altså også være plads til Jyllands-Posten – specielt når det er et privat foretagende, som man ikke tvinges til at købe eller kigge i. Det er faktisk en vigtig pointe. Hvis de stødte muslimer i stedet forsøgte at løse det via markedet og civilsamfundet, så ville jeg ikke have et problem med det. De kunne nøjes med læserbreve og boykot af Jyllands-Posten. Men dødstrusler, klager til FN og den danske regering og statsliderligt abracadabra er simpelthen en overskridelse af min grænse. Det vil jeg ikke finde mig i. Nok er nok.