The Hairpin Bend

Jeg har tidligere bragt det fantastiske essay “Jeg, en blyant“ her på bloggen (læs, læs!). I anledning af julen vil jeg fremvise endnu en smuk beskrivelse af ‘den spontane orden’.

Først skal I betragte dette flotte nærbillede af et snefnug fra bogen The Snowflake. Et snefnug er en vandkrystal, som er særdeles symmetrisk og altid enestående i forhold til andre snefnug. Der er selvfølgelig opstået en hel videnskab omhandlende dette spændende fænomen. Jeg skal ikke gøre mig klog på deres konklusioner og undersøgelser, men så vidt jeg har forstået skyldes snefnugs symmetri og unikhed i høj grad det enkelte snefnugs miljø, forstået som luftens temperatur, luftfugtigheden, sneets fald gennem luften og lignende variabler. Eftersom to snefnug umuligt kan have præcis samme miljø, vil de heller ikke blive præcis ens. Tilgengæld vil snefnuggets ‘arme’ være præcis ens, da de netop har oplevet samme miljø. Det er vist nogenlunde sådan, at det hænger sammen. I hvert fald er det fascinerende, at noget så kompleks og unikt kan opstå spontant og uden planlæggelse eller design. Det er dette, som Steven Horwitz skriver om i “Of Social Snowflakes…“ Han skriver således:

“When I see that snowflake, it engages my reverence for the beauty of the undesigned order of the natural world. Look at the symmetry and detail of that snowflake, and then consider that is the product of undesigned natural processes. I find it an object of awe that natural processes can produce a thing of such detail, complexity and beauty. It is said that only God can make a snowflake. Well for those who understand the science, or who are atheists, we know that you don’t need God to do so. But even to an atheist like myself, the spontaneous order of nature can (and should!) generate the same awe, reverence, and wonder that the contemplation of God generates in those who believe. Unfortunately, whenever my wonder at the beauty of nature is engaged, it is with a tinge of frustration.The frustration I feel is that so many smart and caring people seem unable to see and appreciate the identical processes of undesigned order in the social world. “Social snowflakes” are all around us, yet precious few seem to be able to understand and appreciate them to the degree we do the snowflakes found in nature. And too many people think that these “social snowflakes” require a “Creator.”

That snowflake produces in me the same aesthetic-emotional reaction I have when I begin to think about Leonard Read’s “I, Pencil,” or when I ponder the intricate, detailed, complex, and beautiful processes by which Chilean grapes appear in my grocery store in rural New York in the middle of winter. The pencil and the grapes are “social snowflakes”: they look simple, but when we hold them still and examine them with the analogous level of detail as that photo produces in the snowflake, they turn out to be the products of extraordinarily complex and intricate social processes that were designed by no one. My aesthetic reaction of awe and wonder is a response to what Pete Boettke, in a perfect turn of phrase, recently referred to as “the mystery of the mundane.” What is more mundane than a snowflake? And yet what, it turns out, is more beautiful and complex than a snowflake? And in the way their mundane surface appearances hide processes of production whose awesome complexity was the product of human action but not human design, and should equally be a source of aesthetic and intellectual contemplation, the pencil and grapes are indeed “social snowflakes.”

My fervent wish for the 21st century is that more smart and caring people can begin to see and appreciate “social snowflakes.” People who are so willing to accept the existence and beauty (and benevolence!) of undesigned order in the natural world should be more willing to open themselves to the possibility that there are processes of undesigned order at work in the social world too. These people know that no one can make a snowflake, but seem blind to the fact that much of the innocent blood that was spilled in the last century was because too many people thought they could intelligently design the social world. Not repeating those mistakes will require a renewed aesthetic appreciation of, and deep desire to understand, the awesome beauty and complexity of the undesigned order of “social snowflakes.”"

Lille hat-tip til Marginal Revolution.

Sagen om Muhammed-tegningerne har taget en besynderlig vending. I starten handlede sagen om, at nogle ønskede, at staten skulle fastlægge særlige grænser for den fri meningsudveksling. Folk som Elsebeth Gerner Nielsen, Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan og Mona Omar var alle stemte for lovsikrede begrænsninger af ytringsfriheden – specielt hvis disse begrænsninger beskytter dem selv eller deres yndlingsofre.

I den seneste tid har sagen dog taget en delikat vending. Sagen har nemlig fået omverdenen til at indse, at den danske debat om indvandrerspørgsmål er betændt og fyldt til bristepunktet med fordomsfuldt, kollektivistisk retorik. Jeg har selv gennem de seneste par år fremført, at der hersker nogle forestillinger, der er systematisk negative overfor særligt muslimske indvandrere. Desværre er det kun meget få, der har taget mine bekymringer alvorligt. Men nu hvor 12 komplet latterlige billeder bliver publiceret i en stor avis begynder folk at vågne op. Det synes jeg faktisk er beklageligt, da det sætter de liberale i et hæsligt dilemma. Det er nemlig på nuværende tidspunkt meget svært at skelne mellem dem, der ønsker begrænsninger af ytringsfriheden og dem, der mener, at debatmiljøet er forrykt. I langt de fleste tilfælde går disse to holdninger simpelthen hånd i hånd. For liberale gør dette sagen meget speget. På den ene side er den ubegrænsede ytringsfrihed en så elementær frihed, at den skal forsvares i det sekund, den bliver genstand for politisk fifleri. Men på den anden side kan liberale heller ikke tilslutte sig ytringer, der er både er diskriminerende og fordomsfulde og samtidig uhyre kollektivistiske. Derfor bliver det en besværlig balancegang for liberale, hvor chancen for at falde ned i en farlig grøft er langt større end chancen for at redde sig helskindet igennem. Som følge af denne balancegang er det meget vigtigt at have nogle klare liberale retningslinier. Det er disse retningslinier, som dette indlæg skal handle om.

I mit tidligere indlæg om sagen gjorde jeg det meget klart, at ytringsfriheden bør være uindskrænket. Det kan næppe overvurderes, hvor vigtig ytringsfriheden er som basal og dyrebar frihed. Ytringsfrihed er slet og ret en nødvendighed, hvis man ønsker et frit samfund. Knægtelse af ytringsfriheden er dermed også det første skridt væk fra dette frie samfund hen imod autoritære tendenser og i værste fald totalitarisme. Dette skyldes, at autoritære grupperinger hurtigt erfarer, at det mest effektive våben, som folk har mod autoritære tendenser, er ytringsfrihed og informationsfrihed. Der findes intet mere undergravende for autoritære tendenser, at folk er i stand til at modtage og sprede information om alt lige fra igangværende undertrykkelse og diktatoriske forbrydelser til information omkring love og dogmer, der overtræder rettigheder, samt hvordan modstand imod disse love og dogmer kan organiseres og om hvordan folk i det hele taget kan bevare og beskytte sin frihed. Når folk gør brug af disse muligheder, er det svært for autoritære tendenser at få det ubegrænsede herredømme. Ja, der er faktisk stor sandsynlighed for, at de taber konkurrencen på ”the marketplace of ideas”. Ytringsfriheden er derfor umådelig vigtig i et frit samfund.
Men hvad har det lige med Jyllands-Postens tegninger at gøre? Mere end man lige umiddelbart tror. Hvis man først giver efter for autoritære indskrænkninger på et område, så er døren til den komplette totalitarisme åbnet på klem. For hvornår er det så også forkert, at ’vantro’ nævner Muhammeds navn? Og hvornår bliver sharia noget som den danske stat skal bakse med? Hvornår bliver religiøse argumenter i det hele taget noget som man skal respektere i den offentlige debat? Alle disse spørgsmål er ikke utænkelig, hvis den nuværende udvikling fortsætter. Dette skyldes, at statslige tiltag som blasfemiparagraffen er med til fremme autoritære tendenser og beskytter hvad filosoffen Karl Popper kaldte ’holister’ og ’irrationalister’. Dette er en farlig glidebane, da ’holismen’ og ’irrationalismen’ (og ’historicismen’) alle er fjender af det frie samfund. Så hvis staten skrider ind overfor Jyllands-Posten, så underminerer den det frie samfund. Det samme kan siges om de folk, der hædrer blasfemiparagraffen og måske endda ønsker yderligere statslig indblanding.

Dette betyder dog ikke, at vi nødvendigvis skal hylde Jyllands-Posten (om end det ville være mere rimeligt at give Flemming Rose et venligt kram end at give ham håndjern og mundkurv på). Og endnu mere betydningsfuldt: Vi skal heller ikke nødvendigvis tilslutte os Dansk Folkeparti, når de gør brug af den ukrænkelige ytringsfrihed. Faktisk kræver mange af Dansk Folkepartis udtalelser lige så stor fordømmelse som muslimernes reaktion på tegningerne, da der er mange fællestræk mellem de to grupper. De deler begge en tro på, at individet skal underlægge sig traditionen, historien, nationen eller Gud på en eller anden måde. For Dansk Folkeparti er den holistiske og kollektive entitet ’danskerne’ meget mere betydningsfuld end individet. For de ekstreme muslimer er islam og Koranen sakrosankte helligheder, der vurderes over individet. Det er intet tilfælde, at Søren Krarup afskyr menneskerettighederne næsten lige så meget som al-Qaeda (er du i tvivl så prøv at læs hvad manden har skrevet). Dermed ikke sagt, at det er strålende, at etnisk danske småpiger på Nørrebro bliver kaldt ludere af deres muslimske klassekammerater. Men at dette primært skyldes en særlig muslimsk opdragelseskultur er simpelthen lige så forvrøvlet som dem der i fulde alvor mener, at etnisk danske piger er ludere. Tænk hvis nogle fremførte, at ’danske familieværdier’ er grunden til, at der sidder småbørn uden for værtshuset, hvor deres kristen-konfirmerede forældre sidder og drukner drømmen om et bedre liv. Så ville alle vel kunne se det latterlige i et sådan udsagn. Det samme kan siges om indvandreres overfald på bøsser. Ralf Pittelkow mener, at disse overfald skyldes muslimske børns ”medfødte mangel på frisind”. Hvorfor har ’danske værdier’ ikke tilsvarende betydning, når to mænd hånd-i-hånd på gaden i mange ’dansk-kristne’ provinsbyer resulterer i chikane? Fordi vi på dette område godt kan se, at holistiske og kollektivistiske entiteter er intellektuelt bedrageriske og forkerte.
Den reelle kamp er altså heller ikke mellem muslimer og nationalister. De er på samme side. Den tidligere nævnte Karl Popper formulerede det således: ”Det, jeg har prøvet at vise, er, at valget, vi står overfor, er mellem en tro på fornuften og på menneskelige individer, og en tro på menneskets mystiske evner, gennem hvilke det er forenet med et kollektiv; og at dette på samme tid er et valg mellem en holdning, der anerkender menneskehedens enhed og en holdning, der opdeler menneskene i venner og fjender, i herrer og slaver.” Popper så det som en kamp for det liberale samfund, som er det åbne og frie samfund, mod dets fjender hvis holdninger understøtter en tilbagevenden til det gamle stammefund, som er lukket og autoritær. Selvom han måske udtalte sig i anden tid, så er hans grundlæggende tanker stadig relevante. Individualismen er stadig truet af kollektivismen. Der er mere end nogensinde brug for, at liberale individualister kommer med løsningsforslag til integrationsproblemerne og problemerne med den globale terrorisme. Kollektivisterne kan nemlig sagtens forstå det. De har nøjagtig de samme kognitive dispositioner som os; det eneste det kræver er tålmodighed og gåpåmod. En der har dette er Jacob Mchangama. Jeg har tidligere henvist til en kommentar som han har haft i Jyllands-Posten (pudsigt nok), hvori han skriver fornuftige ting om muslimer og indvandrere i Frankrig og USA. Det er sådan, det skal være.

Min konklusion må vel være, at det er beklageligt, at det lige netop er denne sag, som er med til at åbne øjnene for det utiltalende debatmiljø. Jeg kunne personligt komme med et par hundrede forskellige eksempler, der er meget værre og kollektivistiske end 12 små tegninger. Ja, faktisk burde Jyllands-Postens barnagtige provokation ikke være genstand for så meget omtale og debat, som det er tilfældet netop nu.

Økonomi handler om andet og mere end penge. Som bevis på dette giver Tim Harford - manden bag The Undercover Economist - en tænkevækkende anbefaling til julen:

Establish firm property rights over the TV remote. I can’t stress this one too much. Ronald Coase taught us that disputes over shared resources can always be resolved, provided the costs of negotiation are low and property rights are clearly established. Arguments only happen because it’s not clear who has the right to name the channel. Therefore, somebody must be given the control of the TV remote and should auction off the right to choose the channel to the highest bidder, perhaps in half-hour slots. It doesn’t matter much who the owner of the remote is – the choice of programming should be the same. Still, in our household I’ve always been in favor of giving the job to the paterfamilias.

Det er egentlig en meget fin illustration af hvordan en veldefineret privat ejendomsret triumferer over en diffus kollektiv ejendomsret. I Harfords konkrete tilfælde kan man eventuelt forestille sig, at ejendomsretten skifter fra dag til dag, men dog stadig er ukrænkelig den enkelte dag. Dette vil forhindre stats-lignende tilstande, hvor én person sidder med alt magten og kan agere udelukkende uden at tage hensyn til fremtidige konflikter.

Tim Harford vil i de følgende dage op til jul levere flere spændende råd funderet i økonomisk teori og metode. Læs med på den altid spændende Marginal Revolution.

Jyllands-Postens tegninger af Muhammed har på forunderlig vist medført en international harme rettet i mod den danske regering og Jyllands-Posten. Jeg kan ganske enkelt ikke lade denne kritik foregå ukommenteret her på The Hairpin Bend. Det er gået så vidt, at tegnerne har modtaget dødstrusler, der er sat en dusør på dem, OIC har behandlet emnet, Tyrkiets premierminister har kommenteret sagen, læssevis af diplomater og ambassadører har brokket sig og senest har FN indledt en undersøgelse af sagen.

Men nu er det simpelthen nok. Eller som Mona Omar, Egyptens ambassadør i Danmark, siger om emnet: ”Nok er nok”. Hun mener dog tværtimod, at problemet er, at Jyllands-Posten træder på alle muslimer i hele verden og har krænket selve islam som religion. Denne udmelding – som desværre er reglen snarere end undtagelsen - fortæller en del om visse muslimers svulstige selvopfattelse. Alene det faktum, at nogle muslimske diplomater og organisationer står frem og insisterer på sine forestillingers urørlighed, viser hvor tiltrængt en provokation og kritik egentlig er. Derudover fortæller beskeden, at det åbenbart forholder sig sådan, at man godt må kritisere ideologiske strømninger uden at blive anklaget for respektløshed, men så snart det drejer sig om nogens irrationelle forestillinger eller organiserede overtro, så er det respektløst at kritisere. Helt ærligt, Mona. Det er for tåbeligt, at vi andre skal indrette ytringer i det offentlige rum efter hvad nogle realitetsudfordrede mennesker mener vi (ikke) bør tegne og sige. Billedforbudet i islam pålægger altså kun muslimerne kunstneriske begrænsninger. Det er deres hovedpine. Alle andre bør derimod kunne tegne, male og skrive, som de vil. Mona Omar har tydeligvis ikke forstået hvad ytringsfrihed er.

Det har Syed Shahid Gilani heller ikke. Han er ifølge visse personer manden bag den famøse dusør på tegnerne. Forleden udtalte han, at tegnerne ”har gjort sig skyldig i intellektuel terrorisme.” Hvad mener han dog med det? Det er vist kun i en praktiserende religiøs’ sind, at denne sindrige udtalelse giver bare den mindste form for mening. Han fortsætter senere sin stjerneparade af åndsformørket (og sandsynligvis indavlet) idioti med følgende bemærkning: ”Kommer tegneren til Pakistan, vil vi stille ham for retten, fordi vi har en lov mod blasfemi, og så må retten afgøre, hvad der skal ske.” På denne måde lægger han op til et brud med et væsentligt retsprincip kaldet ‘dobbelt strafbarhed’; altså en handling, som er foretaget i et bestemt land, kun kan straffes i et andet land, hvis handlingen også er strafbart i første land. Men på den anden side – kan det undre nogen, at Gilani pisser op og ned af retsprincipper og borgerlige rettigheder? Nej, manden er jo ikke engang tilhænger af ytringsfrihed. Det er meget tydeligt, at Gilani mener, at han er i besiddelse af den endegyldige sandhed om alting. Når man har det sådan, så er ytringsfrihed naturligvis et uvelkomment irritationselement som i bedste fald intet formål tjener og i værste fald undergraver den eneste sande tro. Løsningen på dette er ligetil: begræns ytringsfriheden.

En anden person, der efter alt at dømme har det på samme på måde, er Tyrkiets premierminister. Han har også en besynderlig håndtering af ytringsfriheden. Han har sagt, at ”vi har ting, der hellige for os, og ingen bør angribe de ting. I skal respektere min tro, så meget som jeg respekterer jeres.” Hvis man ser bort fra, at udsagnet er logisk selvmodsigende, hvis man antager, at vores hellige tro er ytringsfriheden, så er det faktisk også et yderst interessevækkende citat. Han har nemlig en tilgangsvinkel til ytringsfriheden, som minder mig om Goebbels og Stalin. De var også fortalere for ytringsfriheden, så længe den blev brugt til at ytre udsagn, som de kunne lide. Hvad Tyrkiets premierminister ikke har fattet er, at hvis man er for ytringsfriheden, så er man med djævelens vold og magt også for, at folk må fremføre nogle holdninger, som man ikke nødvendigvis synes om. Tyrkiets premierminister er ikke af denne opfattelse. Faktisk mener han, at den danske regering skal gribe ind overfor Jyllands-Posten. Hans opfattelse af ytringsfriheden er altså tættere på Goebbels’ og Stalins anskuelse end den borgerlige forestilling af selv samme frihed.

Bevares, Jyllands-Postens provokation er måske ikke den mest subtile eller intelligente. Den minder mere om en pubertær skoledreng, som slår en ordentlig prut i klassen end den minder om tidligere tiders religionskritik. Jeg har ofte kritiseret den måde hvorpå muslimer behandles i den offentlige debat, men denne gang er de selv ude om stormløbet. Der skal altså også være plads til Jyllands-Posten – specielt når det er et privat foretagende, som man ikke tvinges til at købe eller kigge i. Det er faktisk en vigtig pointe. Hvis de stødte muslimer i stedet forsøgte at løse det via markedet og civilsamfundet, så ville jeg ikke have et problem med det. De kunne nøjes med læserbreve og boykot af Jyllands-Posten. Men dødstrusler, klager til FN og den danske regering og statsliderligt abracadabra er simpelthen en overskridelse af min grænse. Det vil jeg ikke finde mig i. Nok er nok.

The Hairpin Bend har fået en ny tilføjelse. Nu kan man søge i gamle indlæg og finde lige præcis det som man ønsker at få noget at vide om.

Fortsat go’ mandag.